Peter Lautrup-Larsen: Her er, hvad vi ved, to uger efter valget
16.11.2022
Lige nu har selv erfarne politikere svært ved at se ”skoven for bare træer”. Men her er 10 nedslag, der står tilbage to uger efter valget.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
Et folketingsvalg afgjort på målfoto med et mandats flertal til den røde side. Tolv partier i Folketinget, hvoraf nogle bragede ind, og andre blev straffet af vælgere. Og med regeringsforhandlinger med endnu ukendt facit, som ligner et maratonløb.
Lige nu har selv erfarne politikere svært ved at se ”skoven for bare træer”. Men alligevel. Her er et bud på 10 nedslag, der står tilbage to uger efter valget:
1. Mette Frederiksen forsætter som statsminister. Det blev allerede afgjort på valgnatten med det ene mandats flertal sikret i Nordatlanten. Selvfølgelig er intet HELT sikkert, før hun præsenterer sin nye regering på Amalienborg Slotsplads, hvordan den så ellers kommer til at se ud. Men alle de væsentlige aktører på Christiansborg har allerede taget til sig, at det ender der.
Lars Løkke Rasmussen skiftede således allerede i løbet af valgaftenen, da det gik op for ham, at de første exitpolls med ham som kongemager ikke holdt. Han endte under Dronningerunden dagen efter valget med at pege på Mette Frederiksen som kongelig undersøger, hvor han i sin første sejrstale oven på 16 mandater til Moderaterne jublede over at kunne tage ”nøglerne til Statsministeriet” fra hende. Det forsøg synes nu opgivet. Sonderinger med andre partiledere drejer mindre om at få stafetten selv og mere om at styrke forhandlingspositionen ved den fungerende statsministers bord.
Mette Frederiksen holder endda så meget på nøglerne, at hendes regeringsforhandlinger som kongelig undersøger foregår enten i embedsboligen på Marienborg eller i selve Statsministeriet, hvor de i 2011 fandt sted i det berygtede sorte tårn på Amager eller ved Landstingssalen på Christiansborg i 2015 og 2019. I sig selv en understregning af, at vi skal tilbage til tiden med Anders Fogh Rasmussen, før en statsminister overlevede et folketingsvalg. Men det gør hun denne gang.
2. Spørgsmålet er, hvilken regering vi får og ikke navnet på statsministeren. Mette Frederiksen forhandler foreløbig grundlaget for en kommende regering og ikke bogstaverne for de partier, der kommer med i den. Ambitionen er angiveligt en flertalsregering og under alle omstændigheder en regering hen over midten.
Den mest sandsynlige flertalsregering er SMV, men hvis alle holder fast i valgkampens meldinger, ender det måske kun med, at Mette Frederiksen og Lars Løkke kører parløb i en smal SM-regering
_______
Den slags lyder som ”rigtig” politik. Med Lars Løkkes ord er det vigtigste at blive enige om ”noget” og ikke om ”nogen”. Men enhver med daglig gang på Christiansborg ved, at på et tidspunkt opløser det sig som noget vrøvl. Sådan fungerer politik ikke. Kommende regeringspartier skal naturligvis kunne se sig selv i et forståelsespapir, men på et tidspunkt kommer afvejningen. Lysten til ministerposter skal op mod ubehaget ved at give køb på mærkesagerne. Det sidste vil ikke mindst være et problem for Venstres Jakob Ellemann-Jensen, der vil få revet alle sine tidligere udtalelser om manglede tillid til Mette Frederiksen i næsen, hvis han går i regering med hende.
Dagens bud fra de politiske kommentatorer synes mere eller mindre afhængige af, hvem af de centrale aktører de senest har mødt på Christiansborgs lange gange. Hvis de vel at mærke overhovedet kan få noget ud af dem. Den mest sandsynlige flertalsregering er SMV, men hvis alle holder fast i valgkampens meldinger, ender det måske kun med, at Mette Frederiksen og Lars Løkke kører parløb i en smal SM-regering. Den har ganske vist ikke flertal, men den kan håbe på at manøvrere på kryds og tværs hen over midten og vil være svær at vælte.
3. Tålmodigheden kommer til at stå sin prøve. Mette Frederiksen skynder sig langsomt. Foreløbig har den kongelige undersøger skitseret en køreplan frem til 24. november, men den rummer ikke skyggen af møder, hvor der kan konkluderes. Det ligner, at hun vil alliere sig med tiden i forventning om, at et voksende krav om, ”at nu må noget ske” i sig selv presser partierne i forhandlingerne.
Mette Frederiksen tager det derfor nok med sindsro, at partier som SF og Enhedslisten på den ene side og Dansk Folkeparti samt Danmarksdemokraterne på den anden råber op om nødvendigheden af hurtige forhandlinger om inflationshjælp til økonomisk svage samfundsgrupper, selv om vi endnu ikke har en regering. Det er kun med til at øge styrken i hendes alliance med tiden.
Formentlig får vi først en regering op mod jul. Tirsdag 13. eller 20. december er et godt bud på præsentation af ministrene på Amalienborg.4. Jalousi og bitterhed spiller en større rolle end længe set. I tidernes morgen, da konservative Erik Ninn-Hansen stadig var en politiker, man lyttede til på Christiansborg, gik han over i historien med sin konstatering: ”Du skal ikke bære nag i politik. Du skal bare huske deres navne”. I dag er det ét navn. Lars Løkke Rasmussen.
Bitterheden i Venstre over den tidligere statsminister og partiformand stikker så dybt, at partiet diskuterer, om SF ikke er at foretrække i en regering frem for Lars Løkkes Moderaterne. Hvis ellers Venstre vælger at gå med. Og ikke nok med det. Både stærke kræfter i fagbevægelsen og i det socialdemokratiske bagland advarer Mette Frederiksen: Lars Løkke er ikke til at stole på. Han løber fra indgåede aftaler hurtigere end en hest kan rende, hvis det passer ham.
Det ligner, at Mette Frederiksen vil alliere sig med tiden i forventning om, at et voksende krav om, ”at nu må noget ske” i sig selv presser partierne i forhandlingerne
_______
Tillid spiller naturligvis en rolle i politik. Det vil formentlig være nemmere for Lars Løkke at være i regering med Jakob Ellemann end omvendt. Men sidstnævnte må overveje, om det ikke er klogere, at Lars Løkke er i teltet og tisser ud, end han står uden for og tisser ind. Frustrationen og anklagerne fra blå blok om forræderi vil nå historiske højder, hvis den nuværende Venstre-formand prioriterer ministerposter, magt og indflydelse. Et næstenhalveret Venstre har næppe kræfter til at føre en tofrontskrig også mod forgængeren.
Mette Frederiksen overvejer sandsynligvis et superministerium til Lars Løkke, hvis han skal med i hendes regering. Et tilbud, han ikke kan sige nej til. Hvis han bliver sat i spidsen for en bundvending af hele sundhedssektoren, hører vi næppe meget mere til ham i den kommende regerings første mange måneder. Den slags tager tid og kræfter.
4. Rød blok eksisterer alene på papiret. Flertallet på 90 mandater er kun enige om, at Mette Frederiksen er deres førstevalg som regeringschef. En af ugens store historier er således, at det grønlandske folketingsmedlem Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut på forhånd erklærer, at hun ikke vil blande sig i dansk indenrigspolitik. Det andet grønlandske medlem Aaja Chemnitz fra IA signalerer dertil, at hun sælger sig til højstbydende med en række politiske krav, mens færingen Sjurdur Skaale heller ikke udtrykker den store lyst til at vælge side. I en politisk krise kan Mette Frederiksen måske nok satse på deres støtte, men i den daglige politik bygger hun på sandbund.
Bedre bliver det ikke af, at Alternativets driftssikkerhed er til at overskue. Partiets frem og tilbage om en advokatvurdering af mink-sagen tyder på, at politiske principper kommer til at veje tungere end kompromisser. Samtidig er De Radikale måske nok mere fremkommelige over for Socialdemokratiet med den nye leder Martin Lidegaard, men er han herre i eget hus, hvis det kommer til opgør om udlændingepolitikken? Og hvad med Enhedslisten, der nu tilsyneladende begynder en revselsesproces efter valgnedturen hos vælgerne.
Det er til at forstå, at Mette Frederiksen satser på en forståelse over midten, som sætter yderpartierne uden for indflydelse. Flertallet med de røde partier er bekvemt, fordi det giver Lars Løkke og eventuelt Jakob Ellemann en undskyldning for at gå i regering. Som alternativ til en bred regering er det kun en nødløsning.
6. Blå blok er fortid som samlet front med seks partier. Jakob Ellemann fremstår ganske vist som den blå anfører efter den konservative kollaps, men har han overhovedet et hold? Danmarksdemokraternes Inger Støjberg satte sagen på spidsen, da hun ikke engang kunne få sig selv til at pege på ham under Dronningerunden dagen efter valget, men pegede på sig selv.
Fraværet af det til fordel for en konstruktiv forhandlingstone understreger mere end så meget andet, at Ellemanns drøm om en statsministerpost er lagt i mølpose. I hvert fald indtil videre
_______
De øvrige blå partier mistænker med rette, at han seriøst overvejer at gå i regering med Mette Frederiksen. Den fra EU-parlamentet hjemvendte Søren Gades ord allerede på valgaftenen om, at det afhænger af ”prisen på grisen”, var kun et startskud. Ligesom Jakob Ellemann nu danser en diplomatisk linedans, når han bliver konfronteret med tidligere løfter om, at han aldrig vil være minister i en regering med Mette Frederiksen som statsminister. Det lugter af politik, som man siger.
Hvis Venstre-formanden troede på sin mulighed for at blive statsminister, ville medierne i disse dage skiftevis have været fulde af Venstre-angreb på Lars Løkke, fordi han pegede på Mette Frederiksen som kongelig undersøger eller af fælles blå tilbud for at lokke ham ”hjem”. Fraværet af det til fordel for en konstruktiv forhandlingstone understreger mere end så meget andet, at Ellemanns drøm om en statsministerpost er lagt i mølpose. I hvert fald indtil videre.
7. Minksagen er død. Der bliver længere og længere mellem de hårde angreb på Mette Frederiksen. Røster i blå blok diskuterer i stedet klogskaben i at gøre folketingsvalget til en folkeafstemning om hendes magtfuldkommenhed. De skulle have talt politik i stedet.
Ikke mange tror rigtig på, at flertallet for en advokatvurdering i sagen, der faktisk kom ud af valget, bliver til noget. Alternativets leder Franciska Rosenkilde slår kolbøtte på kolbøtte, og Lars Løkke Rasmussen gør næppe minksagen til en forhindring for sine ministerdrømme. Samtidig er det blevet meget lettere for de to at løbe fra deres ord, efter tre juridiske professorer mere udførligt har redegjort for, hvorfor de ikke mener, sagen kan bære en Rigsretssag mod Mette Frederiksen.
Lidt overset er det endda, at en fjerde juraprofessor, Lasse Lund Madsen, som er en af de få juridiske eksperter, der tidligere har ført an i anklagerne mod Mette Frederiksen for grov uagtsomhed, også renoncerer på sit krav om en Rigsretssag. Han siger nu, at procesrisikoen er for stor. Folketinget kan ikke være så ekstraordinært sikre på udfaldet, at et flertal lægger beslag på Højesterets ressourcer i en længere periode.
De juridiske udtalelser har endda fået flere til at tale om, at Mette Frederiksen i tillid til juristerne gør klogt i at acceptere en advokatvurdering. Det vil gøre det nemmere for både Løkke og Ellemann at gå i regering. Men hensigten vil i så fald ikke være at genoplive debatten om en Rigsret, men at lægge den endeligt i graven.
Minksagen er død. Der bliver længere og længere mellem de hårde angreb på Mette Frederiksen. Røster i blå blok diskuterer i stedet klogskaben i at gøre folketingsvalget til en folkeafstemning om hendes magtfuldkommenhed. De skulle have talt politik i stedet
_______
8. Posten som Folketingets formand endte i fredsvalg. Det faldt ellers nærmest som en bombe, da Jakob Ellemann oplyste, at partifællen Søren Gade var kandidat. Men det viste sig ikke særligt eksplosivt. Få minutter efter bakkede Socialdemokratiet op og derefter de fleste af Folketingets øvrige partier.
Valget blev straks tænkt ind i de øjeblikkelige regeringsforhandlinger. Hvad lige så hurtigt blev afvist både af Venstre og Socialdemokratiet. Men det har nu alligevel næppe gjort dem vanskeligere.
Med al respekt for Folketingets formand. Det er ikke det vigtigste i de øjeblikkelige forhandlinger. Spørgsmålet er i virkeligheden, om Mette Frederiksen overhovedet kunne stille med en kandidat, der også havde lyst. I så fald skulle det være en af dem, der nok stadig hellere ser sig selv på en ministerpost. Sandsynligvis var det mere teori end politisk opportunt at udnytte det røde flertal til at besætte også denne post.
Den tidligere formand Erling Olsen kaldte det i sin tid at være ”en slags portner” at stå i spidsen for Folketinget og partifællen Bjørn Westh sagde nej, da han i 1994 fik den tilbudt af statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Han foretrak at være minister. Sådan ser mange formandsposten. Som et punktum på en lang politisk karriere. Mette Frederiksen fik løst et problem, da Ellemann ringede og oplyste, at Gade var kandidat. Hendes ja tak er til at forklare.
9. De Konservative har tømmermænd. Det elendige folketingsvalg og ikke mindst nedturen i løbet af valgkampen får nu adskillige røster i baglandet til at kræve selvransagelse i partiet. Ganske vist afviste formand Søren Pape Poulsen på valgnatten enhver snak om hans fremtid som partiets førstemand. Hans gensvar ”mener du det seriøst” på et naturligt reporterspørgsmål skal nok ikke tages som udtryk for, at det ikke er alvor. Måske endda blodigt alvor.
Foreløbig ligner det, at overvejelserne om Papes fremtid afventer regeringsforhandlingerne
_______
Når markante konservative som tidligere EU-kommissær og den formand partiet aldrig fik, Connie Hedegaard, og forhenværende formand og udenrigsminister Per Stig Møller fører an i koret om selvkritik, så lurer oprøret under overfladen. Uden sammenligning i øvrigt ligner det dengang, da partiets daværende formand Hans Engell kørte ind i en betonklods med for høj promille. Den konservative folketingsgruppe bakkede ham ganske vist enstemmigt op dagen efter, men kort tid efter gik han af alligevel. Som en partifælle forklarede uden for referat: ”Vi husker alle ikke kun, at Cæsar blev myrdet, men også at Brutus stak ham i ryggen. Vi forudså facit, at Hans måtte gå selv og så havde ingen lyst til at være Brutus”.
Foreløbig ligner det, at overvejelserne om Papes fremtid afventer regeringsforhandlingerne. Hvis Jakob Ellemann melder sig på hold med Mette Frederiksen, kan det give Pape en ny chance som det borgerlige Danmarks alternativ, hvis Liberal Alliances Alex Vanopslagh vel at mærke ikke byder sig til. Spørgsmålet til den tid er, om der så sidder en Brutus i den konservative folketingsgruppe. Måske ikke.
10. Radikale står ved en korsvej. Ganske vist er den nye leder Martin Lidegaards udtalte ambition, at partiet trods vælgersmæk med mere end en halvering stadig vil have ministerposter. Men spørgsmålet er ikke kun, om partiet overhovedet får dem tilbudt. Det er også, om partiet har kræfter til det. Den tidligere landsformand Søren Bald har allerede rejst debatten, og den politiske historie taler da også et tydeligt sprog. Det mindste parti i flertalsregeringer har næsten altid betalt for ministertaburetterne. Kristeligt Folkeparti røg ud af Folketinget efter at have været med i socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussens første regering. Dernæst var det CD, der over to omgange betalte samme pris. Og SF tænker næppe med glæde tilbage på regeringsdeltagelsen under Helle Thorning.
Radikal succes på ministerholdet afhænger af regeringens resultater og partiets synlighed. Formentlig bliver det højst til tre ministerposter og er det nok, hvis man f.eks. går på akkord med udlændingepolitikken? De Radikale under Niels Helveg Petersens ledelse ville gerne have været med i SV-regeringen i 1978 – den seneste over midten – men fik ikke lov af de to regeringspartier. Frustration blev dog vendt til lettelse, da SV-regeringens fiasko endte med radikal genfødsel som et afgørende midterparti de næste årtier.
De Radikale kommer i hvert fald til at overveje det gamle ordsprog, at man kan købe guld for dyrt. På samme måde, som de formentlig tænker i alle partier, der i øjeblikket forhandler med Mette Frederiksen. ■
De Radikale kommer i hvert fald til at overveje det gamle ordsprog, at man kan købe guld for dyrt. På samme måde, som de formentlig tænker i alle partier, der i øjeblikket forhandler med Mette Frederiksen
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik
ILLUSTRATION: Marienborg: Fungerende statsminister og kongelige undersøger, Mette Frederiksen (S), taler med pressen ifm. regeringsforhandlinger [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
