Peter Lautrup-Larsen: Her er Danmarks næste regering

04.11.2022

Der venter dage, uger – nok en måneds forhandlinger. Men resultatet er til at forudse.

Denne artikel er for RÆSONs abonnenter. 12 måneders abonnement koster fortsat blot 250 kr./200 for studerende og pensionister – det inkluderer de fire trykte numre sendt med posten (porto og ekspedition er med i prisen) og nye artikler hver uge her i den digitale udgave.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

Lad os tage facit først og mellemregningerne bagefter: Det ender med en SM-regering. Et parløb mellem Mette Frederiksen og Lars Løkke Rasmussen. Ganske vist skal vi givet gennem mange ugers intense forhandlinger om en bred regering hen over midten. Forhandlinger om ”noget” og ikke ”nogen” for at citere Løkkes sprogbrug. De kan ende med hvad som helst. Også et sammenbrud, hvorefter Mette Frederiksen vender tilbage til partierne i den røde blok. Men med fare for at gøre sig selv helt til grin føler denne skribent sig ret så sikker på resultatet: En smal mindretalsregering, der måske ikke har et regeringsgrundlag FOR sig støttet af et flertal. Men som heller ikke har et flertal IMOD.

Naturligvis kan det være, at Venstre, Radikale og måske endda SF melder sig ind i en flertalsregering over den politiske midte, selv om det ikke lige nu ser sådan ud. Både S-M-R-SF og S-M-V har flertal med de nordatlantiske mandater. Hvis det sidste sker, må især Venstres Jakob Ellemann-Jensen frafalde sine anklager om statsministerens magtfuldkommenhed og opfinde argumenter for alligevel at være med i en regering med Mette Frederiksen som statsminister. Lige som SF’s Pia Olsen Dyhr må kikke over venstre skulder, hvor Enhedslisten vil tordne mod hendes parti med anklager om at svigte centrum-venstre og det røde flertal efter valget, hvis hun prioriterer ministerposter. Hvis det sker, kan de to partiformænd måske finde trøst i Churchills vise ord: ”Jeg har mange gange måttet æde mine ord i mig igen. Men i det store hele har det været sund og nærende kost”. Det forekommer bare klogere frem mod næste valgdag at lade ministerambitionerne vige for politiske resultater på hvert af de to partiers kerneområder. Hvis de ellers under hinanden dét.

De Radikale kommer kun med, hvis Mette Frederiksen og Lars Løkke finder det bekvemt og der er brug for partiets syv mandater, selv om de på papiret stadig er ”kongemagerne”. Nogle taler ganske vist stadig om en midterakse, hvor det politiske drejer med udgangspunkt i en fælles forståelse mellem Moderaterne og De Radikale. Men den nye radikale leder Martin Lidegaard er ikke i en position, hvor han kan kræve mellemhandlerafgift hverken fra Løkke eller Mette Frederiksen. Det ligger lige for at erindre om SV-regeringen i 1978, som De Radikale havde arbejdet for i årevis, men som partiet ikke blev en del af efter en vælgerlussing på niveau med den i dag. Dengang nedlagde Venstre veto. I dag er det måske mere sandsynligt, at Mette Frederiksen siger nej, selv om det mere end halverede og vælgerydmygede midterparti nok håber på noget andet. Sporene fra Thorning-regeringen skræmmer hende stadig med udlændingepolitikken oven i.

Under SV-regeringen blev det redningen for De Radikale at stå uden for. SV-regeringen blev en fiasko og den daværende partileder Niels Helveg Petersen kunne hente nogle af de frafaldne vælgerne hjem ved det efterfølgende valg. Martin Lidegaard og Co. bør nok genbesøge partihistorien fra dengang, hvis de overvejer at stille sig på tværs, fordi partiet ikke får ministerposter.
 

Det hele kræver en ny måde at tænke politik og regeringsdannelse på. Eller måske snarere en ældgammel fremgangsmåde fra morfars tid
_______

 

Politik på en ny måde

Det hele kræver en ny måde at tænke politik og regeringsdannelse på. Eller måske snarere en ældgammel fremgangsmåde fra morfars tid. De to seneste årtier har vi vænnet os til, at en ny regering først lod sig præsentere på Amalienborg, når den kommende statsminister havde forhandlet et regeringsgrundlag eller forståelsespapir på plads med et flertal af såkaldte støttepartier. Men det står der ikke noget om i Grundloven. Hverken Mette Frederiksen eller Lars Løkke har interesse i at udvande en kommende regerings politik, hvis kompromis på kompromis på alle områder favner det samme flertal af partier både til venstre og højre for dem. Det må være langt mere tillokkende at få et virvar af aftaler på plads med flertal på kryds og tværs. Et kludetæppe, hvor det ikke nødvendigvis behøver være det samme flertal, som erklærer sig enig i hver en detalje i regeringens køreplan.

Noget kan laves med SF og De Radikale. Andet med flertal til den anden side. Det samlede indhold skal blot være sådan, at partierne kan se, at det er en større fordel at få vedtaget ”deres eget” end at forhindre et andet flertals resultater på andre områder. I så fald er det politisk håndværk, der afgør om regeringen overlever fra sag til sag uden et fasttømret flertal. Den slags prøvede man i kriseforlig på kriseforlig i 1970’erne, da Mette Frederiksens erklærede politiske socialdemokratiske forbillede, Anker Jørgensen, sad ved roret. Ganske vist betød det dengang valg hvert andet år – i 1971, 73, 75, 77, 79 og 1981 – men nutidens politikere er forhåbentligt mere stabile.

Skakspillet

Der er vi slet ikke endnu. Men lad os nu se, når forhandlingerne for alvor er gået i gang på Marienborg. Mette Frederiksen har allerede sat sig på de første træk i det politiske skakspil. Nok hedder det nu ”fungerende statsminister”, efter regeringen gik af i onsdags og hun var til afskedsaudiens på Amalienborg. Men allerede her få dage efter er det ”fungerende” glemt. Mette Frederiksen bliver ganske vist omtalt som kongelig undersøger, når nogen husker det, men det står alligevel i skyggen af ”statsministeren”. Hun opfører og udtaler sig også som regeringschef uden nogen siger hende imod, selv om regeringen stadig glimrer ved sit fravær. Psykologisk er der en verden til forskel, når regeringsforhandlinger finder sted i hendes embedsbolig på Marienborg og ikke i Landstingssalen på Christiansborg som i 2015 og 2019 for slet ikke at tale om ”det sorte tårn” tilbage i 2011.

Lars Løkke Rasmussen har kvitteret. Den tidligere statsminister har således allerede renonceret på løftet til vælgerne inden valget, hvor en uvildig advokatvurdering i mink-sagen var hans erklærede nødvendige forudsætning for at gå i regering med Mette Frederiksen. Det er den ikke mere. Han kunne naturligvis stadig insistere, men det ligner en dødssejler, efter Alternativet på den røde side har lukket sagen ved også at flygte fra partiets ellers tydelige valgløfte om at få jurister til at se på det hele igen. Sagen er død og det har Løkke indset – i modsætning til partilederne i blå blok.

Tilføjelse 12.01: Alternativet har nu skiftet opfattelse og går stadig ind for en advokatundersøgelse af minksagen. Det gør ikke regeringsforhandlingerne nemmere og sætter Lars Løkke under pres. Men det ændrer ikke min konklusion. Jeg tror stadig, at det ender med en SM-regering. Med eller uden advokatvurdering.

 

Lars Løkke Rasmussen har kvitteret. Den tidligere statsminister har således allerede renonceret på løftet til vælgerne inden valget, hvor en uvildig advokatvurdering i mink-sagen var hans erklærede nødvendige forudsætning for at gå i regering med Mette Frederiksen
_______

 

Politik på en ny måde

Tager tid

Den kongelige undersøger har allerede sagt det. Forhandlingerne kommer til at tage tid. Hun råbte ellers det modsatte inden valget, da hun mødte partifællerne ved det socialdemokratiske landsmøde i Aalborg i september. Dengang var det nærmest utilstedeligt, når det Radikale krav om folketingsvalg forstyrrede det politiske arbejde. Inflationen og Putins krig bankede på med behov for kriseløsninger – det kunne ikke gå hurtigt nok og udsigten til en mulig langvarig regeringsdannelse gjorde kun ondt værre. I dag er enhver tale om et kapløb med tiden lagt ind i den store politiske glemmebog. Tværtimod ligner det, at hun agter at skynde sig langsomt.

Dage, uger eller nok snarere mere end en måned bliver en allieret i forhandlingerne. Det åbne spørgsmål er nemlig, hvem den offentlige utålmodighed rammer mest. Mette Frederiksen og Lars Løkke på den ene side eller f.eks. Jakob Ellemann-Jensen på den anden? Især, hvis de to er parate til gedigne indrømmelser til Venstre-formanden f.eks. på sundhedsområdet, hvor det omvendt ikke generer SF og Radikale mere, end de vil juble over resultater med klimaet i centrum. Naturligvis er det svært at spå om fremtiden, men mon ikke medier og opinionsdannere uden for den tunge gitterlåge foran Marienborg unisont vil messe et ”forlig jer, I skabhalse”, hvis tiden går og går. Det var med lidt god vilje jo valgets tale. Presset med krav om at blive færdige kan få et nej ændret til et ja ved forhandlingsbordet.

Lars Løkke kender ikke kun lokalerne på Marienborg. Forhandlinger af den kommende slags er hans politiske hjemmebane. Bortset fra Mette Frederiksen – og måske endda ikke engang hende – er han en mester i at boltre sig i papirer, løsninger og udveje, ikke mange andre ser før ham. Ganske vist taler både politiske med- og modspillere om, at han som statsminister ind i mellem havde svært ved at sætte foden ned og beslutte sig. Dét kan Mette Frederiksen til gengæld. Den smalle SM-regering uden fast grund under fødderne til højre, venstre eller over midten forskrækker ham næppe. Eller hende. Snarere tværtimod.
 

Mette Frederiksen vil i den situation nok holde hestene inden målstregen i håb om, at Lars Løkke vender tilbage til forhandlingsbordet til en tredje Dronningerunde
_______

 

For nemt?
Måske lyder det for nemt. I den politiske kogebog er sådan en sammenkogt ret normalt tæt på at være en regerings sidste servering –ikke den første. Det kan sagtens være, at Lars Løkke har brug for et sammenbrud, hvorefter Mette Frederiksen i en ny Dronningerunde begynder at teste det røde flertal, som manifesterede sig på valgnatten med et enkelt mandat. Den opgave virker lige så svær som den brede flertalsregering, hvis ambitionen er den S-SF-R-regering, som så mange talte om i foråret. Og det gamle udtryk ”aldrig vende tilbage til en fuser” vil nok komme på tale, uanset en forsat socialdemokratisk etparti-regering langt fra er en umulighed, efter De Radikale har mistet det meste af deres muskelstyrke.

Mette Frederiksen vil i den situation nok holde hestene inden målstregen i håb om, at Lars Løkke vender tilbage til forhandlingsbordet til en tredje Dronningerunde stadig med hende som den kongelige undersøger. Til den tid vil Løkke i det mindste have et alibi, som alle kan se. Det vil være den eneste måde at undgå en ny valgperiode med blokpolitik. I stil med hans forklaringer, da han som oppositionens førstemand i 2012 vendte hjem fra Sydamerika og indgik et skatteforlig med den daværende socialdemokratisk ledede Thorning-regering på 24 timer.

Dengang mente Enhedslisten politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen, at regeringen ”pisser på os”. Det var en helt rigtig konstatering. Men hun væltede den ikke. Det vil her ti år efter være lige så svært for Mai Villadsen at sige konsekvent nej til en SM-regering, der smidigt prøver at arbejde til begge sider.

Lige nu ser det broget ud. Men bare vent til lidt før jul. Vi skal nok få statsministerens nytårstale. Med Lars Løkke Rasmussen som medforfatter. ■
 

Dengang mente Enhedslisten politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen, at regeringen ”pisser på os”. Det var en helt rigtig konstatering
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland