Peter Lautrup-Larsen: For Mette Frederiksen er Støjberg nu en hovedmodstander
08.07.2022
Ja, der er et jordskred på vej i dansk politik.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen
Min første politiske chef tilbage i 1980’erne, radikale Bernhard Baunsgaard, troede ikke på meningsmålinger. Han stolede mere på sine mavefornemmelser især efter en tur i den lokale Brugs hjemme i Brabrand lørdag formiddag. Alligevel må han sidde i sin himmel og nærstudere den seneste måling fra Megafon, der fredag morgen blev offentliggjort af TV2.
Selvfølgelig kan der siges meget om sommerferie og besvær med at få et repræsentativt udsnit af vælgerne til at svare, hvad de har tænkt sig at stemme, hvis der var folketingsvalg i dag. Alt sammen noget, der øger usikkerheden – og er årsagen til at andre institutter holder en pauseDet er også kun enkelt måling. Men tendensen bekræfter manges mavefornemmelser:
Der er et jordskred på vej i dansk politik efter næste valg.
Næsten 11 procent af vælgerne er parate til at sætte deres kryds ved hendes liste Æ.Tydeligvis har en gruppe vælgere – nok mest i Jylland – fået en lynafleder for deres frustration, der ellers mest kommer til udtryk på de sociale medier. Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg står til at brage ind i Folketinget som det fjerdestørste parti.
Støjberg er tydeligvis på vælgerfangst hos andre partier i blå blok. Dansk Folkeparti er under spærregrænsen med 1,7 procent og Pernille Vermunds Nye Borgerlige er med 4,2 procent halveret i forhold til den sidste måling. Samtidig går Mette Frederiksens socialdemokrater tilbage til 21,7 procent. Et lavpunkt, der nok især skal tilskrives minkkommission, debat om magtfuldkommenhed og de Radikale, der synes at trække statsministeren rundt i manegen. Udelukkes kan det nok heller ikke, at Socialdemokratiets stramme kurs i udlændingepolitikken nu igen er udfordret, efter Mette Frederiksen tog en stor del af patentet fra Dansk Folkeparti ved det seneste valg.
For Mette Frederiksen er Støjberg nu en hovedmodstander.
Den markante tilslutning til Støjberg bygger næppe på hendes politik. Foreløbig er Danmarksdemokraterne uden program – vi aner ikke, hvordan partiet f.eks. vil bekæmpe inflationen eller redde klimaet. Vi kender heller ikke partiets kandidatliste. Lige nu er Støjbergs ledelse nærmest oplyst enevælde – bare uden oplysning. Det væsentligste budskab er således: ”Danskerne ved, hvor jeg står”.
Først og fremmest repræsenterer Støjberg de vælgere, der er bekymrede over en stigende indvandring og frygter øget globalisering. Lidt, som de Gule Veste i Frankrig, selv om den sammenligning ikke skal drives for langt i en dansk kontekst. Det var den bekymring, som det lykkedes Mette Frederiksen at dæmme ind ved det senest folketingsvalg, men som delvist spillede fallit ved sidste års kommunalvalg, hvor socialdemokratisk tilbagegang ikke mindst i Hovedstadsområdet var til at føle på.
Lige nu er Støjbergs ledelse nærmest oplyst enevælde – bare uden oplysning
_______
Paradokset: Støjbergs succes kan sikre et bredt samarbejde
Det rigtige ord er: Chokmåling
Selvom der skal flere målinger til, er overskriften ”chokmåling” rammende. Flertallet bag Mette Frederiksens etparti-regering er væk. Til gengæld bliver vi ikke meget klogere, hvis vi vil have svar på spørgsmålet: Hvad – og hvem – skal så erstatte den?
Megafon gør nemlig Lars Løkke Rasmussen og hans Moderaterne til kongemagere. Selv om kun 3,6 procent af vælgerne vil stemme på partiet, så overtager han de Radikales traditionelle rolle på midten af dansk politik som tungen på vægtskålen. Som partiet selv har fastslået: En ønskeposition for den tidligere statsminister og hans overordnede hovedprojekt, der er at formidle et bredt samarbejde over midten.
Til gengæld risikerer Løkkes talegaver og åbenlyse talent for timing at komme til kort, hvis han ikke vil give svaret på det indlysende spørgsmål: Hvem vil han pege på som ny statsminister? Kongemagerpartier har nemlig smertelige erfaringer med at lade det blæse i vinden. Bare spørg Ny Alliance, der trods en flyvende start hos vælgerne i meningsmålingerne i 2007 endte med at kløjes lige netop i det spørgsmål.
Foreløbig holder Løkke navnet på en kommende statsminister for sig selv. Et eller andet sted kan man måske endda mistænke ham for at tænke som de Konservatives Poul Schlüter, da han som ny partiformand tilbage i slutningen af 1970’erne blev spurgt, hvilken hest han holdt på. Og svarede: ”Jeg har min egen lille hyphest”. Poul Schlüter blev som bekendt statsminister et par år senere, da de Radikale brød mange års samarbejde med socialdemokraterne og støttede ham i stedet.
Det er sådanne kandestøberier, som nu forstyrrer mange politikere i deres sommeridyl. Bevidstheden om, at et folketingsvalg nu er på trapperne, gør bogstavlegen hyperaktuel.
Det kan godt være, at målingen fra Megafon har sine skavanker og usikkerheder, men sandsynligheden taler for, at vi efter valget får et mudret folketing. For nogle partier kan det ende som kviksand, hvis de i en efterfølgende regeringsdannelse er nødt til at gå på akkord med løfterne til vælgerne inden valget.
Bliver det så en bred regering, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden? Næppe. Efter et valg med kraftig socialdemokratisk tilbagegang og debat om rigsret mod den selvsamme Frederiksen vil valgets tale – eller valgets psykologi – ikke være til det. Men hvad så?
_______
Paradokset: Støjbergs succes kan sikre et bredt samarbejde
Det første historiske ”jordskredsvalg” fandt jo sted i 1973, hvor nulskatteyder Mogens Glistrup og hans Fremskridtspartiet bragede ind i Folketinget – men med mandater, der ikke rigtig var til at bygge på. Derfor kom der valg allerede igen i 1975 – og så i 77, 79 og 1981! Hvert andet år.
Hvordan vil det gå denne gang? En jordskredssejr til Inger Støjberg vil formentlig – og for mange nok paradoksalt – snarere være en katalysator for bredt samarbejde frem for at give hende indflydelse på en regering og dens parlamentariske grundlag. Det er på forhånd vanskeligt at se Lars Løkke Rasmussen eller Venstres Jakob Ellemann-Jensen bygge en statsministerpost på Støjbergs nåde. Ikke fordi, de vil betragte Danmarksdemokraterne og partiets vælgere som mindre stuerene end andre, men fordi hendes udlændinge- og ikke mindst EU-skeptiske linje betyder, at de bygger på sandbund.
Bliver det så en bred regering, hvor Mette Frederiksen sidder for bordenden? Næppe. Efter et valg med kraftig socialdemokratisk tilbagegang og debat om rigsret mod den selvsamme Frederiksen vil valgets tale – eller valgets psykologi – ikke være til det. Men hvad så?
Der er udsigt til månedlange forhandlinger om en ny regering.
Hvis Støjbergs protestpartiender som mere end en døgnflue, kan hun få en anden rolle i løbet af et par valg. Som Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, der opstod i 1995 og seks år senere endte med at være et stabilt grundlag for en borgerlig-liberal regering. Men det tog et par valg.
Hvad de Radikale i virkeligheden har gjort
V, K, Støjbergs nye parti og den øvrige blå blok vil naturligvis prøve at holde liv i debatten om en Rigsret. Men holder det dampen oppe om tre måneder, hvor inflationen formentlig stadig udhuler vælgernes købekraft og usikkerhed om Ukraine-krig forsat dominerer den internationale dagsorden? Det er langt fra sikkert.
Uanset substansen mangler Ellemann og Pape – og måske mest sidstnævnte – at afgøre, hvem af de to der skal stå i spidsen for en blå regering. Mest sandsynligt er det, at de begge byder sig til hos vælgerne. I den situation vil ikke mindst en melding fra Støjberg og hendes valg være afgørende. Mon ikke Pape i løbet af sommeren vil invitere hende til dialogkaffe?
Og hvad med S? Mette Frederiksen er næppe overrasket over tilbagegangen til hendes parti. Hun må sætte sin lid til den socialdemokratiske valgmaskine, der kan lave kampagner om alt andet end minksag og ledelsesstil.
Til dem, der hårdnakket hævder, at de Radikales krav om et tidligt efterårsvalg var efter aftale med statsministeren, er Megafon-målingen højtlæsning for det modsatte synspunkt. Socialdemokratiet har mere end noget andet parti brug for tid. Dén har de Radikale nu taget fra Mette Frederiksen. ■
Socialdemokratiet har mere end noget andet parti brug for tid. Dén har de Radikale nu taget fra Mette Frederiksen
_______
xx. ILLUSTRATION: Efter valget i 2011 overdrager Mette Frederiksen Beskæftigelsesministeriet til Inger Støjberg [foto: Bax Lindhardt/SP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
