Peter Lautrup-Larsen: En SVMR-regering synes på vej. Og dermed venter stor uro i alle fire partier

13.12.2022

Natteforhandlinger natten til tirsdag tyder på, at en SVMR-regering er tæt på. For alle fire partier gælder det, at en flertalsregering giver mulighed for magt og indflydelse. Men intern uro venter.

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

NU GÅR DET STÆRKT. Natteforhandlinger natten til tirsdag tyder på, at en SVMR-regering er tæt på. Men tilsyneladende tager parterne det tema for tema på vej mod målstregen. Tirsdag aften er således blandt andet klima og børn på forhandlingsbordet. Mette Frederiksen har en selvstændig interesse i at kunne tage imod EU-landenes regeringschefers gensynsglæde og skulderklap, hvis hun torsdag møder frem på EU-topmødet som statsminister. Så skal et regeringsgrundlag være på plads onsdag. Omvendt er det næppe heldigt i forhandlingerne, at de bliver sat på et par dages pause i hendes fravær. Selv som fungerende statsminister kan hun dårligt blive hjemme, når topmødet skal forhandle Ukraine, energi og forsyningssikkerhed. Men et er naturligvis at planlægge at tage af sted; hun er ikke tvunget til det.

Den nye regerings politiske indhold forhandles på plads først. Derefter forhandler partilederne – uden løjtnanter – om fordelingen af ministerposter. Navnene på de nye ministre kommer først til sidst, og normalt blander andre partier sig ikke i, hvem den enkelte partileder har i tankerne til ”sine” poster. Den slags tager tid, selv om partierne har forhandlet i snart halvanden måned. Et bud kan derfor være, at forhandlingerne om det politiske slutter onsdag, statsministeren er til topmøde i Paris torsdag og fredag eller måske først mandag præsenterer en ny regering sig på Amalienborg Slotsplads. Men det er kun et bud.

Natteforhandlinger til den årle tirsdag morgen tyder dog på, at ikke alle knaster er høvlet af. Hvis man lægger Jakob Ellemanns lækkede gennemgang på Venstres forretningsudvalgsmøde til grund – foreløbig synes det kun at være BT, der har optagelsen og dermed er det bladets versionering – så synes målstregen stadig at være ude i horisonten. Djævlen ligger som bekendt i detaljen.

 

Det er svært at æde ordene i sig igen, når man har krævet advokatvurdering af grundlovsbrud og udtrykt mistillid til hende som person. Men øvelsen er i gang. Måske er lækken fra forretningsudvalgsmøde slet ikke illoyalitet, men partiformandens forsøg på at hegne kritikken ind ved at antyde ”prisen for grisen”
_______

 

Det er ikke fordi, at de overordnede temaer er overraskende. Skattelettelser i top og bund har længe været på bordet. En fremrykning af et øget forsvarsbudget ligeledes. Mere usikkert er det, om Lars Løkke Rasmussen kommer igennem med at få afskaffet regionerne som led i en ny sundhedsreform. Venstre og Socialdemokratiet har som bekendt rigtig mange regionsmedlemmer og deres frustration over at miste deres politiske platform er måske ikke lige det, hverken Frederiksen eller Ellemann-Jensen trænger til, oven i en forventet intern kritik over indrømmelserne i et regeringsgrundlag. Og nok er en advokatvurdering af minksagens konklusioner nu lagt i mølpose, men hvad med FE-sagen og en undersøgelse af den? For slet ikke at tale om klima, CO2-afgift og landbrug.

Ingen garantier

Netop her spiller de sidste dages interne drama i Venstre givet ind helt til forhandlingsbordet på Marienborg. For få dage siden ville man nemlig have forsvoret det. At Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen næppe kan garantere over for de øvrige partier i regeringsforhandlingerne, at han har alle sine 23 mandater bag sig. Den interne ballade og lækken af optagelser fra partiets forretningsudvalgsmøde taler for sig selv. Ikke alle har måske den loyalitet, han som partileder må forvente fra sit bagland.

I forvejen har der i forhandlerkredsen været en skepsis over, hvorvidt Lars Løkke Rasmussen kan holde sammen på sin flok af 16 mandater i Moderaterne, der ikke bare er nyvalgte og urutinerede, men måske også politisk umodne. En SVM-regering vil svare til at bygge på sandbund med få mandaters flertal med det nødvendige et mandat eller flere mere eller mindre villige fra Nordatlanten.

Resultatet så vi mandag: De radikale er med i inderkredsen igen. Det synes at være nødvendigt at betale en forsikringspræmie til det lille midterparti. Martin Lidegaard kan levere syv mandater, så flertalsregeringen mandatmæssigt er klippefast. Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og Lars Løkke jubler næppe over det, men betaler formentlig nu, medmindre de radikale krav ender i overbud. Det bliver mere besværligt inden for regeringen, men de fire partiledere slipper for, at ustabilitet og tvivl om regeringens flertal stjæler billedet årene fremover. En SVMR-regering kan sidde fire år.

 

En SVM-regering vil svare til at bygge på sandbund med få mandaters flertal med det nødvendige et mandat eller flere mere eller mindre villige fra Nordatlanten. Resultatet så vi mandag: De radikale er med i inderkredsen igen
_______

 

Intern uro venter

Alle fire partier vil møde intern frustration. Foreløbig er det naturligvis mest Venstre, hvor Jakob Ellemann allerede har taget kritikken på forskud. Løftebrud på løftebrud. Mindre i forhold til det politiske indhold og mere accepten af, at Mette Frederiksen forsætter som statsminister på Venstres mandater. Det er svært at æde ordene i sig igen, når man har krævet advokatvurdering af grundlovsbrud og udtrykt mistillid til hende som person. Men øvelsen er i gang. Måske er lækken fra forretningsudvalgsmøde slet ikke illoyalitet, men partiformandens forsøg på at hegne kritikken ind ved at antyde ”prisen for grisen”. I hvert fald skader det næppe hans sag hverken internt i Venstre eller i den store offentlighed. Men regeringsforhandlingerne bliver taget som gidsel, så lad det være en udokumenteret spekulation.

Mette Frederiksen forbereder sig givet også på, at især Enhedslisten og Alternativet, men vel også SF vil tordne mod skattelettelser, reformer og meget af det andet i regeringsgrundlaget. Intet vil være godt nok. Slet ikke på klimaområdet. Deres overskrift er nem: Mette Frederiksen er nu statsminister i spidsen for en blå regering.

Lars Løkke har som Jakob Ellemann taget kravet om advokatvurdering af bordet. Også blandt Moderaterne er der medlemmer, der nu må finde en grimasse, der kan passe. Men hele partiets hovedfundament, en bred regering over midten, ender som en succeshistorie, selv om den tænkte slutning næppe var med Mette Frederiksen som statsminister. Så hans opgave er mere at finde en tilpas fornuftig ridefoged til at disciplinere folketingsgruppen, mens han koncentrerer sig om en fremtrædende ministerpost og regeringens interne slagsmål.

Endnu ved vi ikke, hvad de radikale må betale for ministerposter. Partiets krav om, at en ny regering må opgive sit Rwanda-projekt er for høj for de tre andre partier. Det giver ballade både i folketingsgruppe og bagland, men papir er taknemmeligt, når projektet stadig mest er noget på tegnebrættet og udtryk for Mette Frederiksens ambition. Måske kan man skrive sig ud af det. Alternativet er, at de radikale ender som loyalt støtteparti, der ikke vælter regeringen, selv om den fører udlændingepolitik med resterne af den blå blok.

For alle fire partier gælder det, at en flertalsregering giver mulighed for magt og indflydelse. Men som saglig Svend Auken drillende konstaterede: ”På midten af vejen findes kun hvide striber og døde fluer”. Han tolkede selv. Politiske forlig skabes på midten, men sjældent af midten.

Det færdige resultat kender vi ikke endnu. Heller ikke, om alle partier bliver en del af regeringen. Lige nu ser det dog sådan ud og meget skal til, før forhandlingerne falder på gulvet. Ingen af partierne har nu en tilfredsstillende tilbagefaldsposition. Og vi ved slet ikke, hvordan de kommende år under en flertalsregering kommer til at forløbe. Bliver det med gensidig tillid i regeringen, eller slider partierne hinanden op? De ved det måske ikke engang selv. ■

 

Deres overskrift er nem: Mette Frederiksen er nu statsminister i spidsen for en blå regering
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden