Peter Lautrup-Larsen: Det radikale tastatur er uden delete-tast
26.09.2022
Mette Frederiksen har naturligvis allerede set det. Hvis De Radikale fører nervekrig, har hun ikke tænkt sig at blinke først. Tværtimod prøver hun at give sig selv de bedste kort på hånden. Statsministerens svar: at aktivere den offentlige mening i en psykologisk krigsførelse.
Kronik af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
Der er gået elleve uger, siden de radikale krævede et valg udskrevet senest i forbindelse med Folketingets åbning. Meningsmålingerne har flyttet sig og peger nu på muligheden af rent blåt flertal efter næste valg. Den konservative formand Søren Pape Poulsen har meldt sig som kandidat til statsministerposten og er blevet tryktestet på troværdighed og privatliv. Alligevel synes det politiske spændingsfelt stadig som tilbage i juli. Hvornår udskriver statsminister Mette Frederiksen valg? Lige efter åbningstalen 4. oktober? Måske dagen efter? Eller lader hun sig vælte af et radikalt mistillidsvotum under åbningsdebatten den 6.? Eller får vi overhovedet valg? Interessen samler sig forsat om, hvad det egentlig er, De Radikale har gang i. Og hvorfor. Senest illustreret i den forgangne weekend både på partiets eget landsmøde i Nyborg og Mette Frederiksens tilsvarende møde med sit socialdemokratiske bagland i Aalborg.
Nu er det endda ikke nok, at De Radikale kræver valg for med partileder Sofie Carsten Nielsens ord at rense luften og give dansk politik en ny start. Partiet kalder det også for et ultimativt krav, at enhver regering uanset partifarve opgiver alle ambitioner om at flytte dansk asylbehandling til Rwanda, hvis den vil have radikal støtte. Et direkte angreb på Mette Frederiksen og hendes regering, for hvem det er en mærkesag, og hvor enhver indrømmelse efter statsministerens opfattelse indebærer en risiko for at miste socialdemokratiske vælgerkryds til blå blok i almindelighed og sandsynligvis Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne i særdeleshed.
For alle andre end partiet selv ligner det højtlæsning for radikale mandatmæssige dværge, når dets tilbagegang i meningsmålingerne ikke kun betyder vælgertab, men også udsigt til en politisk ørkenvandring, hvis valget ender med en blå statsminister. De øvrige partier i rød blok er næppe i tvivl. Her er opfattelsen, at De Radikale er ved at servere magten til den anden side på en sølvbakke. Et selvmål af den slags, der går over i den politiske historieskrivning.
Sådan tænker De Radikale bare ikke. Sofie Carsten Nielsen og co. er mindre optagede af, om de får 11, 13 eller 17 mandater. Naturligvis vil de gerne være så mange som muligt, men det egentlige succeskriterie er ikke antal, men betydning for regeringsdannelsen. Det er vigtigere for Sofie Carsten Nielsen at være kongemager end en af de mandatmæssige topscorere i den radikale partihistorie.
Man kan være enig eller uenig i den radikale opstilling af brikkerne i det politiske skakspil. Med opfattelsen af gode og dårlige træk og indholdet i stillingen. Men intet tyder på, at Sofie Carsten Nielsen og den øvrige radikale folketingsgruppe vakler. Der findes tilsyneladende ikke en delete-tast på partiets politiske tastatur.
Bull’s eye
Socialdemokraten, Ivar Nørgaard, ramte den radikale selvforståelse i ”Bull’s Eye”, da han i 1980’erne lagde navn til et af de mere berømte citater i dansk politik. ”Enten er De Radikale i regering, eller også regerer de”. En daværende radikal landsformand satte ligeledes trumf på, da han omtalte sit parti som dansk politiks ”elite”.
Men det var dengang. Godt nok betragter radikale sig givet stadig som eliten, men sætningen passede nok alligevel mere på dansk politik og Det Radikale Venstre før årtusindskiftet. I dag har en ny radikal generation af politikere nærmest omformuleret Ivar Nørgaards konstatering. Nu er det snarere: ”Enten er De Radikale i regering eller også er de i opposition”. Partiledelsen med Sofie Carsten Nielsen som frontfigur synes at have droppet rollen som støtteparti til en regering uden radikale ministre. I hvert fald på denne side af et folketingsvalg og en regeringsdannelse.
I 1980’erne i Ivar Nørgaards tid, da konservative Poul Schlüter var statsminister og Niels Helveg Petersen radikal leder med de afgørende mandater, byggede samarbejdet på gensidig respekt og forståelse. Schlüter accepterede således radikal enegang uden om hans regering med fodnoter i forsvars- og sikkerhedspolitik og alternative flertal på en række værdipolitiske områder.
Mette Frederiksen har naturligvis allerede set det. Hvis De Radikale fører nervekrig, har hun ikke tænkt sig at blinke først
_______
I dag er situationen anderledes. Mette Frederiksen accepterer kun nødtvungent at tælle De Radikale med som støtteparti. Den gensidige respekt og forståelse er erstattet af radikale anklager om, at hun er magtfuldkommen og egenrådig, mens statsministeren foreløbig holder fast i, at hun går til valg ikke kun på selv at forsætte, men også på den etparti-regering, som De Radikale undsiger på forhånd.
Ingen alternative flertal
Et er det forsurede forhold mellem De Radikale og Regeringen. Langt vigtigere for forståelsen af forskellen på dengang og nu er, at De Radikale ikke kan danne alternative flertal uden om Mette Frederiksens regering på områder, hvor den politiske uenighed er afgrundsdyb. Først og fremmest udlændingepolitikken.
Her har den socialdemokratiske regering et bekvemt flertal med mandaterne fra blå blok. Det er ikke et flertal i Folketinget, som fastlægger grænserne for, hvor langt Danmark kan gå med stramninger i udlændingepolitikken. Det gør alene konventioner og international retsorden. Hvis kronjuristerne i henholdsvis justits- og udlændingeministeriet giver grønt lys, er det ikke oppositionen til højre, der blokerer. Regeringens forhandlinger med Rwanda og bestræbelserne på at flytte den danske asylbehandling ned midt i Afrika er naturligvis et helt indlysende eksempel på det.
Her er de radikale mandater isoleret set uden værdi. Medmindre partiet kan sammenkæde udlændingepolitikken med andre politikområder eller måske endda med selve regeringsdannelsen og få sat mandaternes tale ind i en ny sammenhæng. Alt efter temperament kan man kalde det afpresning eller ”pistolen for brystet-politik”, når partiet vil møde en regering uanset farve med mistillid, hvis den forsætter forhandlingerne om asylpolitik med Rwanda efter valget og omvendt kun vil støtte en statsminister, der lemper udlændingepolitikken i en politisk studehandel.
Nervekrig
Lige nu ligner det dog ”pistolen for egen tinding-politik”. Et politisk ultimatum, der holder De Radikale uden for indflydelse efter valget. Men Sofie Carsten Nielsen satser. Forude forventer partiet en politisk nervekrig. Tiden skal arbejde for den radikale afpresning. En regeringsdannelse med danmarksrekord i længde gør ikke noget. Tværtimod. Selv om vi måske ikke taler belgiske tilstande med årelange regeringsforhandlinger, så forskrækker 134 dage som i Sverige forrige gang, de dannede regering på den anden side af Øresund, tilsyneladende ikke. I hvert fald ikke, hvis man spørger radikale folketingsmedlemmer.
Trods alt har drømmen om en bred regering været den politiske arv gennem hele partiets levetid
_______
Mette Frederiksen har naturligvis allerede set det. Hvis De Radikale fører nervekrig, har hun ikke tænkt sig at blinke først. Tværtimod prøver hun at give sig selv de bedste kort på hånden. Statsministerens svar er at aktivere den offentlige mening i en psykologisk krigsførelse. Anderledes kan man ikke forstå hendes hovedtale på sidste weekends socialdemokratiske landsmøde i Aalborg.
Meldingen var entydig. Et valg nu er nærmest utilstedeligt. Inflation, energi, klima, Ukraine – listen er lang – kræver handling. Krisen venter på lynhurtige politiske forhandlinger og løsninger. Ikke på vælgerkryds og slet ikke på langvarige radikale overvejelser i forbindelse med en regeringsdannelse efter valget.
Det kunne ligne et forsøg på at få De Radikale til at skifte opfattelse og renoncere på kravet om valg nu. Men det tror Mette Frederiksen næppe selv på. Dertil er det radikale krav fasttømret for højt oppe i træet. Det er situationen efter valget, hun allerede positionerer sig til, ved at alliere sig med utålmodigheden.
Og hvem ved? Måske Sofie Carsten Nielsen må give sig til den tid og lade Mette Frederiksens regering forsætte. Eller også kan halsstarrige radikale få et eller flere blå partier – det er nok især Venstre, Mette Frederiksen tænker på – til at tabe tålmodigheden og acceptere det brede samarbejde hen over midten, som statsministeren taler så varmt om trods en modtagelse i kuldegrader lige nu.
Det er måske også sådan noget, Sofie Carsten Nielsen forestiller sig. Trods alt har drømmen om en bred regering været den politiske arv gennem hele partiets levetid. Problemet er blot, at det afgør hun og hendes parti ikke selv. Det brede samarbejde på ministerbænkene kommer kun, hvis andre og større partier vil det. Spørgsmålet er naturligvis så, om de overhovedet vil have De Radikale med. Indrømmelser på udlændingeområdet bliver stensikkert ikke en del af grundlaget for en bred regering, og så udelukker De Radikale nok sig selv.
Men alt det afgør vælgerne. Om yderligere elleve uger kan vi have en blå regering og så er alle analyser om forholdet mellem partier i rød blok og regeringsdannelse helt ligegyldige. Lige som De Radikale. Mon ikke det politiske spændingsfelt flytter sig om ikke inden, så under valgkampen? ■
Det brede samarbejde på ministerbænkene kommer kun, hvis andre og større partier vil det. Spørgsmålet er naturligvis så, om de overhovedet vil have De Radikale med
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik
ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen under Folketingets afslutningsdebat [FOTO: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
