Peter Lautrup-Larsen: Den største trussel mod regeringen er ikke oppositionen, men meningsmålingerne
20.12.2022
Meningsmålingerne påvirker altid forhandlingerne på Christiansborg. Nogle gange mere end andre. De næste fire år meget mere.
Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator
DER ER TO SPØRGSMÅL, som enhver politisk kommentator skal have svar på døgnet rundt, syv dage om ugen, hele året, hvis man skal kunne sige noget som helst meningsfuldt om, hvad der foregår i dansk politik: Hvem bliver partileder i et hvilket som helst parti, hvis den berømte tagsten rammer den nuværende? Og hvilken statsminister og regering får vi, hvis der bliver valg i morgen?
Lige nu er svaret på det første uden interesse, men svaret på det andet overvejer alle om ikke nu så snart på Christiansborg. Ikke kun på de politiske redaktioner, men så sandelig også i partiernes hovedkvarterer. Det er helt afgørende for, hvordan de positionerer sig i en ny politisk virkelighed med en flertalsregering, der ikke nødvendigvis behøver deres mandater i brede forlig, men har nok i sig selv.
Naturligvis samler interessen sig lige nu om regeringsgrundlag og ministerliste. Men det kan hurtigt ændre sig, nu hvor de første meningsmålinger så småt begynder at komme med bud på nye vælgervandringer. Hvor meget koster det Venstre i tilslutning, at partiformand Jakob Ellemann-Jensen sagde farvel ikke kun til blå blok og valgløfter, men reelt også muligheden for at blive statsminister? Kan Mette Frederiksen holde momentum efter Socialdemokratiets bedste valg siden 2001, når der nu tales om skattelettelser og andre indrømmelser? Og nu, hvor Lars Løkke Rasmussen nok er kommet igennem med drømmen om en bred flertalsregering, forestillede vælgerne sig så 1. november, at en stemme på ham var en stemme på, at den siddende statsminister forsatte? Næppe alle bag Moderaternes 16 mandater.
Nu gør en enkelt eller to meningsmålinger ikke en sommer. Men de allerførste spådomme synes at bekræfte en umiddelbar mavefornemmelse. I en Voxmeter lavet for Berlingske taber alle regeringspartier i forhold til valget. Og Megafon måler for Politiken lavere tillid til de tre partiledere.
Det er naturligvis langt fra sikkert, at det går sådan, når vælgerne har vænnet sig til den nye regering. Mette Frederiksen, Ellemann og Løkke håber naturligvis på – og forventer måske også – at tiden, regeringsgrundlaget og positive politiske resultater gør hele diskussionen præmatur og overflødig. At begejstring over opfyldelsen af valgets tale om en bred regering omsætter sig i en vælgergevinst. Men der er ni partier i Folketinget, som satser på noget andet allerede nu. Nemlig, at SVM-regeringspartierne spinkle flertal er mere eller mindre entydigt væk i de kommende måneder og års spådomme om mandatfordelingen, ”hvis der var valg i dag”, som det hedder.
Første spørgsmål vil naturligvis være: Går regeringen overhovedet til valg sammen om fire år? Hvis ja, hvem skal så være det ene eller flere støttepartier efter et kommende valg, hvis regeringen har mistet de tre partiers fælles flertal? Den slags kommer til at fylde Tirsdagsanalysen, Besserwisserne og den skrevne presses mange analyser med voksende styrke de kommende år jo tættere, vi kommer på næste valg.
Første spørgsmål vil naturligvis være: Går regeringen overhovedet til valg sammen om fire år?
_______
En parentes
Den nye regering kan ikke hente selvtillid i dansk politisk historie. Poul Nyrup Rasmussens flertalsregering i 1993 blev kun en parentes. De fire partier i midterregeringen dengang, foruden hans eget Socialdemokratiet også De Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti, mistede deres flertal allerede første gang, de mødte vælgerne ved valget i 1994. Det mindste af dem, Kristeligt Folkeparti, røg endda under spærregrænsen og ud af Folketinget. De tre partier tilbage i regeringen hutlede sig derefter igennem forlig på forlig med især venstrefløjen. Det sled på regeringen, og CD forlod den i utide efter finanslovens vedtagelse før jul i 1996, fordi den blev for rød, og Nyrup klarede kun valget i 1998 med hjælp fra Nordatlanten. Nedtællingen begyndte fra dag et.
SVM-regeringens succes er afhængig af indre sammenhold. Den har endda etableret et organ – den såkaldte regeringsledelse – med de tre partiledere, hvis fornemste opgave er at sørge for at holde sammen på tropperne. Hvis meningsmålingerne peger på, at regeringen forsætter ved et kommende valg, er det næppe svært. Så vil regeringen naturligvis gå til valg i samlet flok og bede vælgerne om mandat til at forsætte. Men hvad nu, hvis de tre regeringspartier og ikke mindst deres folketingsgrupper allerede om få måneder må forholde sig til, at det sandsynligvis er væk den dag, valget kommer? Om det så først er om fire år.
De tre regeringspartier har jo ikke bundet sig til hinanden i al evighed, selv om det naturligvis ikke allerede nu er tiden at tale om at gå hver til sit. Venstreformanden, den nuværende vicestats- og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen, faldt således ikke i gyngen, da han på regeringspartiernes første fælles pressemøde i onsdags om regeringsgrundlaget fik spørgsmålet: ”Er du stadig statsministerkandidat?”. ”Venstres formand er altid statsministerkandidat”, lød svaret. Og det svar fornærmede ingen. Men desværre fik vi ikke det opfølgende spørgsmål: Også ved næste valg?
Blodigt alvor
Svaret er allerede nu blodigt alvor for især tre partier uden for regeringen. SF og De Radikale på den ene side og De Konservative på den anden. I dagens politiske virkelighed er deres indflydelse afhængig af, om Mette Frederiksens løfte om en samarbejdsregering står til troende. De har ikke de udslagsgivende og nødvendige mandater til at komme med i nye aftaler og forlig bortset fra dem, regeringen allerede er bundet af. Deres rolle hviler på regeringens freds- og forligsvilje, der kan gøre det mere bekvemt for den at dele ansvaret for vigtige beslutninger med andre. I begyndelsen bliver det nok mest på indholdet fra sag til sag, men med tiden vil oppositionspartiernes markedsværdi stige voldsomt, hvis statsministeren og hendes regeringskolleger må indse, at de sandsynligvis får brug for et eller flere af dem for at kunne danne et flertal efter et kommende valg.
Tag De Radikale. Forundringen er lige nu stor over Martin Lidegaard og Co.’s nej til at deltage i SVM-regeringen. Partiet bliver nærmest dømt dødt og borte. Men tænk på en valgkamp om fire år, hvor partiets mandater i alle meningsmålinger ser ud til at blive afgørende for, om SVM-regeringen forsætter. Hvor De Radikale igen er tungen på vægtskålen. Det var naturligvis en del af overvejelsen, da Mette Frederiksen, Ellemann og Løkke inviterede De Radikale med i regeringen. Selv om der umiddelbart ikke var brug for Lidegaards syv mandater, så var de på den ene side og vigtigst her og nu en forsikring mod ustabilitet og regeringskrise, hvis et par medlemmer af Venstre og især Moderaterne gjorde opgør eller de Nordatlantiske mandater ikke ville lege med. Men på den anden side også på langt sigt en yderligere garanti. En SVMR-regering kunne se fire år frem mod næste folketingsvalg med langt større forhåbning om at forsætte. Så var der flere mandater at tabe af.
De Radikale fandt den tilbudte forsikringspræmie for lille. Men næste gang i en valgkamp, hvor meningsmålingerne taler om, at SVM-regeringens flertal er væk? Muligheden for at sætte prisen op og fx kræve en genforhandling af hele uddannelsesområdet, en større klimaambition og alt det andet, Lidegaard dumper SVM-regeringen på, vil pludselig være blandt valgets vigtigste spørgsmål. Og en radikal livline.
SF og De Konservative vil på samme måde kunne bringe deres mandater i spil. Måske ikke med samme synlighed som De Radikale i forhold til at blive et fjerde regeringsparti. Men de to partier vil naturligvis positionere sig til en situation, hvor regeringen ikke overlever valget, og SVM-partierne ”vender hjem” til hver sin blok.
Indlysende regel
På Christiansborg er det en indlysende og anerkendt tommelfingerregel, at valgkampen op til det næste folketingsvalg allerede begynder på det forriges valgaften. Denne gang er det måske mere præcist at mene, at den først begyndte, da flertalsregeringen præsenterede sit grundlag og ministerhold. Den nye politiske virkelighed kræver, at Folketingets tolv partier, både de ni i opposition og de tre i regeringen, ikke kun tænker fra sag til sag, men også lægger planer med en længere horisont.
Det kan sagtens være, at SVM-regeringen sidder tiden ud. Det afgør den selv. Oppositionen kan ikke vælte den. Men det kan vælgerne ved et folketingsvalg om senest fire år. Og hvad så? Meningsmålingerne påvirker altid forhandlingerne på Christiansborg. Nogle gange mere end andre. De næste fire år meget mere. ■
Den nye politiske virkelighed kræver, at Folketingets tolv partier, både de ni i opposition og de tre i regeringen, ikke kun tænker fra sag til sag, men også lægger planer med en længere horisont
_______
Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik.
ILLUSTRATION: Marienborg, 14. december: De tre regering- og partiledere, Ellemann-Jensen, Frederiksen og Løkke Rasmussen, præsenterer regeringsgrundlaget foran pressen [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
