Peter Lautrup Larsen: Danmark fik en regering over midten. Men hvilken?

15.12.2022


En ny regering. Tre partier. 23 ministre. Hvem har vundet, og hvem har tabt i armlægningen om fordelingen af ministerposter?

Analyse af Peter Lautrup-Larsen, politisk kommentator

EN NY REGERING. Tre partier. 23 ministre. Hvem har vundet, og hvem har tabt i armlægningen om fordelingen af ministerposter med elleve til Socialdemokratiet, syv til Venstre og fem til Lars Løkkes Moderaterne? Vurderingerne på Christiansborg gik i gang næste samme minut, som Statsministeriet klokken 9.30 offentliggjorde den nye regering på sin hjemmeside kun en halv time før, de nye ministre præsenterede sig for Dronningen på Amalienborg.

I virkelighedens verden er den kvantitative udregning af partiernes indflydelse på regeringen via ministerposterne tæt på meningsløs. Man bliver naturligvis også nødt til at se på kvaliteten. Ministrenes vægt betyder mere end antal. Fx er en af Løkkes mere ukendte ministre Mette Kierkgaard, hvis navn vi skal lære at stave uden ”e” i midten. Nyvalgt folketingsmedlem for Moderaterne og nr. 22 i statsrådsrækkefølgen, men en af de ministre, der kommer i ilden fra dag et. Den nye ældreminister får nemlig til opgave at gennemføre et af regeringens og ikke mindst Lars Løkkes helt store slagnumre, når hele ældreområdet som det første i bundvendingen af velfærdssamfundet skal sættes ”frit”. Hverken regeringen, Moderaterne eller Lars Løkke har råd til en fiasko, hvis hendes gennemslagskraft ender som Thyra Franks gjorde i VLAK-regeringen. Mette Kierkgaard er meget mere end en af mange. Hun får en hovedrolle.

Venstre fik ikke finansministerposten, der forbliver hos socialdemokraten Nicolai Wammen. Det vil givet blive mødt med panderynker i Jakob Ellemann-Jensens parti. Bl.a. den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen understregede i sin anbefaling af Venstre-deltagelse i en bred regering op til partiets landsmøde i midten af november, at det var en nødvendighed for succes, at Venstre fik posten og dermed herredømmet over den økonomiske politik. Dog med tilføjelsen ”eller lignende”, og det bliver altså nu Venstres Troels Lund Poulsen, der som ny økonomiminister skal vise Fogh og andre partifæller, at partiet har et fast tag i statsbudgettet uanset hvad.

 

I virkelighedens verden er den kvantitative udregning af partiernes indflydelse på regeringen via ministerposterne tæt på meningsløs. Man bliver naturligvis også nødt til at se på kvaliteten
_______

 

Det åbne spørgsmål er dog, hvor helhjertet om overhovedet, at Ellemann er gået efter finansministerposten. Vicestatsminister og forsvarsminister er givet inden for ambitionsniveauet. Ikke mindst med tanke på en valgkamp, hvor Ellemann tæt på det grinagtige gang på gang fremhævede, at han i modsætning til alle andre partiledere både havde været soldat og udsendt på internationale missioner. Med krig i Europa er Forsvaret nok glade for en afløser med fagkundskab, der ikke kunne drømme om at kalde forsvarschefen for en embedsmand i spidsen af en styrelse. Og når vi nu er ved det, så hæfter mange sig nok ved, at skandaleombruste Trine Bramsen ikke er en del af den nye regering. Det havde nok også været for meget for Venstre både at æde ordene om Mette Frederiksens magtfuldkommenhed og alle ordene om Bramsens uduelighed, som er gledet over deres læber i løbet af valgkampen.

Et kapitel for sig

Lars Løkke Rasmussen som udenrigsminister er et kapitel for sig. Den tidligere statsminister kunne givet have sikret sig et egentligt fagministerium med sagsbehandling, bureaukrati og administration. Alt det, der i den type af ministerier mere er hakkelse i døgnets rejsestald end nytænkning og politikudvikling. På forhånd lignede det alligevel en Løkke i et nyt superministerium på sundhedsområdet, der skulle stå i spidsen for frisættelse og omlægning med regeringens egne ord fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Men han valgte anderledes, og det vil givet give næring til betragtninger om, at Udenrigsministeriet mere er til glæde for ham selv end for Moderaterne. Risikoen er åbenbar: En folketingsgruppe med nyvalgte og urutinerede medlemmer får sværere ved at gå i takt, når partiformanden rejser rundt i de varme lande. Liberal Alliances Anders Samuelsen er et skrækeksempel på en partileder, der faldt mellem de to stole som udenrigsminister og partileder, mens Venstres Uffe Ellemann-Jensen i sin tid fik det til at gå op i højere enhed, fordi han havde en velrespekteret ridefoged i gruppeformanden Ivar Hansen.

 

Løkke valgte anderledes, og det vil givet give næring til betragtninger om, at Udenrigsministeriet mere er til glæde for ham selv end for Moderaterne
_______

 

Hverken Løkke eller Ellemann drukner dog i sagsbehandling, samråd i Folketinget og drillende spørgsmål i Folketingets onsdagsspørgetid. Både de to partiledere og statsminister Mette Frederiksen vil få god og tilstrækkelig tid til at styre landet i den nye regeringsledelse, hvor kun de tre har sæde.

Ved siden af egentlig krisestyring er det nye organ nok tænkt som der, hvor de tre tænker flere og større tanker om det fælles regeringsprojekt. Den egentlige politikhåndtering på tværs af de 23 ministerier finder stadig sted i koordinationsudvalget. Det kunne ligne en selvfølge, at de tre partiledere stikker hovederne sammen, når det er nødvendigt, men at gøre regeringsledelsen til et formelt organ er givet Mette Frederiksens forsøg på at gøre sig ”ikke-magtfuldkommen”, som ifølge rygter endda var et begreb, hun og hendes nærmeste havde for øje i de regeringsforhandlinger, der har fundet sted de seneste 44 dage på Marienborg og i Statsministeriet.

Næsten halveret

Antallet af socialdemokratiske ministre er næsten halveret fra 20 i Mette Frederiksens etparti-regering til 11 i den nye. Det er klart, at de næste dage vil gå med at tale om fyringer, og hvorfor den ene og ikke den anden. Den tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod blev ikke genvalgt, som med Trine Bramsen giver det sig selv. Bilagssagen og et elendigt genvalg på yderste mandat rammer givet Rasmus Prehn. Men også Simon Kollerup, Lea Wermelin, Jesper Petersen, Astrid Krag, Christian Rabjerg, Flemming Møller Mortensen må tilbage i folketingsgruppen.

Dan Jørgensen må opgive klimaministeriet. Tilbage er alene deltagelse i globale møder om det grønne, mens Moderaternes nye klimaminister, Lars Aagaard, taget uden for folketingsgruppen, nu skal overføre sine erfaringer i spidsen for Dansk Energi til regeringen og ikke mindst Christiansborg. Andre er kløjs i øvelsen fra brancheorganisation og lobbyist til politik. Men tilliden til den nye klimaminister er stor ikke kun hos Løkke, men også hos de to andre partiledere. Ellers havde han ikke fået posten på det, der allerede nu ligner øretævernes holdeplads.

 

Tilliden til den nye klimaminister er stor ikke kun hos Løkke, men også hos de to andre partiledere. Ellers havde han ikke fået posten på det, der allerede nu ligner øretævernes holdeplads
_______

 

Trods de færre socialdemokratiske ministre er det værd at bemærke, at Peter Hummelgaard nu er forfremmet til justitsminister. Mange ser den tidligere beskæftigelsesminister som den sandsynlige socialdemokratiske kronprins, og den slags overvejelser tager sikkert nu yderligere fart. Ikke mindst, fordi Mette Frederiksen var på præcis den samme rejse undervejs til statsministeriet. Først beskæftigelsesminister og derpå i justitsministeriet. Hummelgaard får blandt til opgave at retfærdiggøre Ellemanns og Løkkes aflysning af en advokatvurdering i minksagen. Nu skal justitsministeriet i langt højere grad have ansvaret som linjevogter i den type af sager og i tilrettelæggelsen af god regeringsførelse. Til gengæld fremgår det af regeringsgrundlaget, at det er under overvejelse at skille mere administrative opgaver som ledelse af politi mv. ud i et selvstændigt ministerium for national sikkerhed.

Løkkes opfindelse

Venstres Sophie Løhde vender tilbage til sundhedsministeriet og får altså nu til opgave at nedbringe ventelister og næste år også begynde frisættelsen også på det område. Hun var Løkkes opfindelse i ministeriet, da han var statsminister, så han synes formentlig, at hans ”hjerteområde” er i gode hænder, selv om de altså ikke er partifæller mere.

Helt overordnet forekommer de nye ministre og deres ministerområder dog at være ”business as usual”. Det omfattende og ambitiøse regeringsgrundlag tydede på nytænkning også i sammensætningen af regeringen: Nye superministerier og resortfordelinger på tværs af den gamle opbygning på Slotsholmen. Det glimrer ved sit fravær. Foreløbig er det kun blevet til nye ministerbetegnelser som til Venstres Marie Bjerre, der nu kan smykke sig med blandt andet at være ”digitaliseringsminister”. Det kan næppe kaldes revolutionerende. Men selvfølgelig. Mangel på tid til nødvendig forberedelse spiller måske ind. Regeringsgrundlaget på 57 sider rummer i hvert fald adskillige muligheder. Så bliver det næppe sidste gang Mette Frederiksen er på Amalienborg med nye ministre. Måske med mange af de samme navne, men en anden sammensætning.

Og så er lige det med ligestillingen: Otte kvinder og femten mænd. Eller næsten dobbelt så mange. Et tilbagevendende og klassisk problem ikke kun for den nuværende statsminister og hendes regering, som Mette Frederiksen heller ikke fik løst denne gang. ■

 

Det omfattende og ambitiøse regeringsgrundlag tydede på nytænkning også i sammensætningen af regeringen: Nye superministerier og resortfordelinger på tværs af den gamle opbygning på Slotsholmen. Det glimrer ved sit fravær
_______

 

Peter Lautrup-Larsen har mere en 40 års erfaring på Christiansborg. Han var pressechef i Det Radikale Venstre 1986-90. Derefter skrivende politisk journalist i 10 år, inden han fra 2000 blev ansat på TV2 som reporter og politisk analytiker. Han gik ved årsskiftet på pension efter som sidste opgave at have dækket Rigsretssagen mod Inger Støjberg. Peter Lautrup-Larsen er i dag en flittig foredragsholder og klummeskriver om de 40 år og aktuel politik



ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen præsenterer Danmarks nye midterregering foran Amalienborg Slot i København, 15. december 2022 [FOTO: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]