11.11.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Det Radikale Venstres nye politiske leder, Martin Lidegaard, siger, at han har det svært med ultimative krav. Umiddelbart giver det fint mening, for politik handler jo om at bøje sig mod hinanden. Men ikke for enhver pris. Det er der tre grunde til.

Kommentar af Peter Lauritsen

En af knasterne i forholdet mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre er det tidligere regeringspartis ønske om et asylcenter i Rwanda. Som de fleste ved, er ideen, at Danmark skal sende flygtninge til det afrikanske land, som så til gengæld får politisk legitimitet og en klækkelig betaling.

Dette projekt har Radikale Venstre været inderligt imod – og det i en sådan grad, at partiet inden valget meldte utvetydigt ud, at det ikke kunne støtte en regering, der arbejdede videre med en sådan lejr.

Nu lyder der imidlertid lidt andre toner. Den nyvalgte politiske leder, Martin Lidegaard, siger, at han har det svært med ultimative krav. Han giver udtryk for, at ultimativt ikke nødvendigvis skal forstås som ultimativt. Og han leder efter en landingsbane, så der kan indgås et kompromis.

 

Lejren er et rent indenrigspolitisk signal. Den er et vælgerbedrag og en falsk forsikring til en bestemt vælgergruppe om, at man tager deres bekymringer om udlændinge alvorligt. En nyttig løsning er den langt fra
_______

 

Umiddelbart giver det fint mening, for politik handler jo om at bøje sig mod hinanden og finde løsninger, alle kan se sig selv i. Men ikke for enhver pris. Der er sager, hvor et parti bør have røde linjer, og hvor det er nødt til at stå fast, hvis ikke det skal miste sin identitet. Og for Radikale Venstre er lejren i Rwanda netop en sådan sag.

Det er der tre grunde til:

For det første er det selvfølgelig klart, at når man inden et valg, melder ud, at der er noget, man absolut ikke kan gå med til, ja, så gælder det også efter et valg. I modsat fald mister man troværdighed, og man bidrager kun til den udbredte forståelse, at man ikke kan have tillid til politikere, der vil gøre alt for at komme ud at køre i en ministerbil.

For det andet handler det om værdier. Radikale Venstre kommer ud af en humanistisk tradition, hvor alle mennesker, uanset deres kendetegn og herkomst, skal behandles ordentligt. Eller som der står i partiets netop vedtagne principprogram: ”Radikale Venstre mener, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder og skal behandles med respekt.”

Lejren i Rwanda er imidlertid det modsatte. Forarmede mennesker skal skræmmes fra at søge asyl i Danmark, og dem, der alligevel kommer, skal sendes i armene på en diktator, der ikke respekterer menneskerettigheder, og som jagter minoriteter. Det er hverken værdigt eller respektfuldt.

Endelig er en tredje grund, at det står centralt i den radikale forståelse af politik, at den skal være nyttig. Mange radikale citerer gerne Viggo Hørups berømte spørgsmål, hvad skal det nytte, som netop er et krav om, at politikere skal huske at holde fokus på de reelle problemer og ikke forfalde til symbolpolitik eller stræben efter magt for magtens egen skyld.

Men også her fremstår asylcenteret i Rwanda som det diametralt modsatte. Lejren er ikke en løsning på de udfordringer, som migration og flygtningestrømme giver. Tværtimod er den et rent dansk foretagende, som bl.a. vil have alvorlige konsekvenser for vores samarbejde i EU. Alene derfor er det yderst tvivlsomt om initiativet nogensinde bliver til noget.

Men i virkeligheden er det heller ikke meningen. Lejren er et rent indenrigspolitisk signal. Den er et vælgerbedrag og en falsk forsikring til en bestemt vælgergruppe om, at man tager deres bekymringer om udlændinge alvorligt. En nyttig løsning er den langt fra.

Af disse grunde bør radikale politikere tænke sig grundigt om under de igangværende forhandlinger. Kompromiset kan hurtigt blive for stort, og selvom man derved vinder en plads i en kommende regering, så risikerer man samtidig at miste sig selv. ■

 

Kompromiset kan hurtigt blive for stort, og selvom man derved vinder en plads i en kommende regering, så risikerer man samtidig at miste sig selv
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?