Peter Lauritsen om R og S: Vi har nu lært, at Danmark skal undgå et-parti-regeringer
13.01.2022
Der er noget galt i dansk politik. Nogen nødt til at gøre noget. Forlade fæstningen og løsne båndet til de gamle venner. Og det har Radikale Venstre så valgt at gøre. Ikke for at kaste sig i armene på Nye Borgerlige, men for at skabe en situation, der giver mulighed for bevægelse. Måske vil det endda frisætte noget politisk fantasi.
Kommentar af Peter Lauritsen (medlem af det Radikale Venstres hovedbestyrelse)
I RÆSON rettede Thomas Fogh igår, onsdag (12/1) en forholdsvis harsk kritik af det Radikale Venstres udmelding om ikke at ville støtte en et-parti-regering efter næste valg. Kritikken skal han have lov til at have, men undervejs falder han desværre ned i misforståelser. Ikke mindst: At de Radikale nu er parat til uden videre at kaste sig i armene på blå blok og Nye Borgerlige. Farvel til partiets humanisme, grønne profil og alt andet, der har karakteriseret Radikale Venstre gennem årtier.
Derved ligner Thomas Fogh den samlede top af Enhedslisten, Alternativet og Frie Grønne, for nu blot at nævne nogle enkelte eksempler på markante aktører, der ikke kan – eller måske rettere ikke vil – forstå, hvad der i virkeligheden er på spil.
At spinnet overtager debatten er selvfølgelig ærgerligt set fra et radikalt perspektiv, men det er også ødelæggende for den vigtige diskussion af dansk politik, som man kunne føre i lyset af udmeldingen. For dette er ikke kun en diskussion om, hvordan et enkelt parti positionerer sig, og søger at få mere af sin politik igennem, men også, og måske mere interessant, en diskussion af det klima, som har hersket i landspolitikken i mange år.
Jo, der er kommet grønne løsninger, men de er generelt set små, og de er ikke kommet med regeringens gode vilje. Tværtimod har støttepartierne måttet trække S til truget. Hvilket selvfølgelig ikke har forhindret regeringen i at juble bagefter – som om de var gået forrest
_______
Tiden er inde til at gøre sig fri
Baggrunden for de Radikales forsøg på at skabe opbrud i dansk politik, knytter sig til de indhøstede erfaringer med at være støtteparti for den nuværende regering. På trods af flotte traditioner for samarbejde og et ret detaljeret forståelsespapir, der blev skrevet efter valget i 2019, har det således vist sig, at Socialdemokratiet har været yderst vanskelige at danse med:
Udlændingepolitisk har den nuværende regering klinet sig op ad Dansk Folkeparti og strammerne i blå blok. Der skal laves asylsamarbejde med Rwanda. Danskere gift med udlændinge kan ikke få deres ægtefælle til landet. Syrere udvises og sendes på udrejsecentre. Det er uhyre vanskeligt at få statsborgerskab. Og alt muligt andet. Med andre ord er det ikke lykkedes at få en tilstrækkelig fornuftig udlændingepolitik, som ellers havde været lokkemad for De Radikale. Og derfor stiller man sig nu spørgsmålet: Hvis ikke der er forskel på politikken i rød og blå blok, hvorfor så lade sig binde af et håb, der har vist sig ikke at kunne realiseres?
Noget lignende gælder den grønne omstilling. Jo, der er kommet grønne løsninger, men de er generelt set små, og de er ikke kommet med regeringens gode vilje. Tværtimod har støttepartierne måttet trække S til truget. Hvilket selvfølgelig ikke har forhindret regeringen i at juble bagefter – som om de var gået forrest.
Og så er der den økonomiske politik. At der mangler hænder i erhvervslivet har været kendt længe. Der er også brug for hænder i den borgernære velfærd for eksempel på hospitalerne. Og så er der brug for hænder til den grønne omstilling. Alligevel er ingenting sket.
Velsagtens fordi en af de oplagte løsninger er mere udenlandsk arbejdskraft, hvilket passer skidt ind i regeringens generelle frygt for udlændinge.
Der er flere områder, men kun et enkelt mere skal nævnes: Den måde, regeringen er regering på. I en radikal optik er det således ikke kønt, når en regering lukker sig om sig selv, sætter kommunikation før indhold, og ikke tager samarbejdet med Folketinget alvorligt.
Det er klart, at disse konkrete erfaringer animerer partiet til at frigøre sig. Og det er sandt, når kritikere fremhæver, at det sker ud fra et ønske om indflydelse. Til gengæld er det underligt, at disse kritikere betragter det som næsten illegitimt, at et parti søger nye veje til indflydelse, når de eksisterende viser sig at være lukkede. Man skulle tro, at det var en pligt i politik at sige fra, når kompromiserne bliver for store. Og sige til, når de er spiselige.
Man positionerer sig over for hinanden, man kæmper om den forreste plads ved mikrofonen, man siger noget, der lyder godt, men ikke virker… Og alt imens det sker, mangler der løsninger og fantasi
_______
Et generelt problem
Men den radikale analyse rækker imidlertid videre end til erfaringerne med Socialdemokratiet. For det er jo ikke kun den socialdemokratiske regerings ansvar, at det er som om dansk politik er kørt ned i en rille, ingen kan komme ud af. Man positionerer sig over for hinanden, man kæmper om den forreste plads ved mikrofonen, man siger noget, der lyder godt, men ikke virker… Og alt imens det sker, mangler der løsninger og fantasi.
Det er selvfølgelig helt relevant at diskutere, om denne analyse holder. Der kan sagtens være flere perspektiver på tilstandene i dansk politik, men at fremdrage disse perspektiver er noget andet end – som kritikerne råber – at ’nu kaster Radikale Venstre sig i armene på Nye Borgerlige’. For det er faktisk helt forkert. Målet er jo netop at få partiets værdier realiseret, ikke at slette dem.
Radikale Venstres konsekvens af den måde, partiet oplever den politiske virkelighed på, er at frigøre sig fra det nuværende samarbejde med Socialdemokratiet. Det betyder ikke, at der ikke kan være et kommende samarbejde, men det skal ikke være i form af en rød ét-parti regering. Ligesom den heller ikke skal være blå. Hvorfor? Fordi en lektie af 2019-2022 er, at en regering er nødt til at have interne spændinger og diskussioner, hvis den ikke skal lukke sig om sig selv.
Samtidig må en ny regering meget gerne række hen over midten. Dette ”hen over midten” er en underlig størrelse. For hvor findes denne midte egentlig henne? Men pointen er, at forskellige partier skal kunne mødes om gode og holdbare løsninger. Hos nogle er dette blevet opfattet som stærkt kontroversielt, men på mange måder er der blot tale om det, vi kalder ’det samarbejdende folkestyre’, hvor partierne fokuserer på sagerne og ikke på positionen i den blok, de kommer fra. Det er noget, langt de fleste hylder og er glade for, men som vi i disse år ser alt for lidt til. Jo, flertallet kan altid samarbejde om en udlændingestramning, men den evige positionering fjerner det nødvendige fokus på gode, substantielle bud på fremtidens løsninger. Og hvis politikken ikke kan levere løsninger, hvorfor skal borgerne så have tillid til den?
Det er klart, at der er noget provokerende ved, at Radikale Venstre stiller spørgsmålstegn ved det eksisterende. Men det er værd at huske på, at politikere fra andre partier har lavet lignende analyser. Karsten Lauritzen er et eksempel. Rasmus Jarlov et andet. Og i en interessant tale i Folketinget påpegede Henrik Dahl for nylig, at de fleste reformer i de sidste tyve år er slået fejl, og at man derfor må finde nye veje til forandring. Der er med andre ord noget galt i dansk politik. Spørgsmålet er så, om man kan finde udveje sammen.
Der er noget galt i dansk politik. Spørgsmålet er så, om man kan finde udveje sammen
_______
En ny diskussion
Det kræver en diskussion på Christiansborg, i medierne og alle andre steder, hvor politik fylder. Vi skal ikke bare diskutere Jacob mod Mette, rød mod blå, eller hvem der bliver minister i næste regering. Vi skal heller ikke kun forholde os til strategi og spin, som der er rigeligt af, men til de reelle roblemer, vi står i, og de tilhørende løsninger. Og vi skal finde ud af, om politik ikke kunne gøres mere dynamisk og nyttig.
En sådan diskussion er imidlertid svær at komme igennem med. Vanen er stærk, og vi har det med at flyve ned i skyttegravene så snart en kritisk røst rejser sig. Den er også svær, fordi ingen kan vide, hvor det ender. Hvem kan finde på at finde sammen? Starter der nye relationer? Mister jeg selv magt?
Derfor er nogen nødt til at gøre noget. Forlade fæstningen og løsne båndet til de gamle venner. Og det har Radikale Venstre så valgt at gøre. Ikke for at kaste sig i armene på Nye Borgerlige, men for at skabe en situation, der giver mulighed for bevægelse. Og netop det giver partiets insisteren på, at den næste regering ikke skal være en et-parti regering mulighed for. Håbet er, at det vil give nye relationer og alliancer. Ja, måske vil det endda frisætte noget politisk fantasi.
Måske. For det kræver, at andre også er villige til at løsne deres bånd. Og risikoen er selvfølgelig, at ingen bider på, og at kun få kan se pointen. I den situation, hvor ingen andre bevæger sig, må partiet så i opposition, hvorfra det kan se drømmene om et mere dynamisk folkestyre forlise.
Det vil mange sikkert finde glæde i. “Se nu: De kastede sig på vanlig vis op på piedestalen med en karaktergivning til dansk politik! Så faldt de ned igen! Hvor er det godt at se!”
En sådan skadefryd skal man kunne leve med. Men, hvad de frydende måske overser, er, at den invitation til nytænkning, som Radikale Venstre kommer med, netop skal komme fra det Radikale parti.
For det første fordi partiet er kørt sur i det aktuelle samarbejde. Og for det andet fordi partiet er i en position, hvor det faktisk HAR mulighed for at skabe dynamik og bevægelse. Både før og nu står de Radikale som det parti, der har følt sig mest ubekvemt tilpas i de to blokke. Hverken rød eller blå, men alligevel sat i bås.
Derfor er det en klar forventning blandt mange radikale, at partiet løber den risiko, som er forbundet med at sætte sig selv og dansk politik fri. Så må det briste eller bære. At lade være er ikke en mulighed. ■
Både før og nu står de Radikale som det parti, der har følt sig mest ubekvemt tilpas i de to blokke. Hverken rød eller blå, men alligevel sat i bås
_______
Peter Lauritsen er medlem af det Radikale Venstres hovedbestyrelse. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og Sofie Carsten Nielsen (R) under åbningsdebatten i Folketingssalen på Christiansborg, torsdag den 8. oktober 2020 [foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
