Peter Lauritsen: Mens verden brænder, står dansk politik i symbolpolitisk stampe – og det er skændigt

30.08.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

”Hvad gør vi ved, at situationen efterhånden er så alvorlig, at forskere nu taler om et endgame – risikoen for, at menneskeheden uddør eller reduceres kraftigt? Er det ikke noget, der vækker bekymring og noget som burde i fylde vores samtale og bevidsthed? Nej. Lad os da hellere bruge energien på en lejr i Rwanda og en 10-årig med tørklæde.”

Kommentar af Peter Lauritsen

Der er ikke udskrevet valg, men valgkampen er tydeligvis i gang. Og hvis det fortsætter, som det er begyndt, bliver det en trist affære. For noget tyder desværre på, at vi endnu engang skal trækkes igennem den sørgelige konkurrence om, hvem der har den mest hårdtslående og strammeste politik. I ved, det velkendte teater, hvor det ikke handler om at løse problemer og skabe bedre liv for mennesker, men om at indtage en karikeret positur, som vi, vælgerne, så kan give karakter.

Og teater har der allerede været. Voldsomme og overdrevne reaktioner på minksagen fra blå politikere, mens regeringen har genopført den velkendte forestilling om en lejr for asylansøgere i Rwanda. Det gør den cirka en gang i kvartalet, når den er ved at blive bange for, at vi har glemt, hvor stram den er, og hvor meget den vil gøre for at undgå at hjælpe mennesker i nød. Sandsynligvis bliver lejren aldrig til noget, og hvis den gør, vil den ikke løse nogle problemer. Men den sender signaler til vælgerhavet og opfylder dermed sit formål.

 

Virkningsløs politik, der griber hårdt ind i menneskers liv, uden andet motiv end et ønske om at vinde magt, skal man holde sig for god til
_______

 

Regeringen har også optrådt med strengere straffe, selvom kriminalitet ikke er noget akut samfundsproblem, og straf ikke er et effektivt præventivt middel. Men igen: Det tager sig godt ud, og man kan jo slå lidt på minoriteterne undervejs.

Og senest har vi haft en hurtig diskussion om, hvorvidt skolepiger skal have lov til at gå med tørklæde. Forslaget kom belejligt dumpende fra en kommission, som ingen kender, og som åbenbart hverken bruger analyser eller tal, men kun medlemmernes egne fornemmelser.

Skoleledere afviser, at der er et problem, de ikke kan løse, og ingen kan svare på, hvordan det hjælper at erstatte en form for social kontrol (tag tørklædet på!) med en anden (tag tørklædet af!). Alligevel kunne partierne med statsministerkandidater ikke afvise forslaget. Hvilket selvfølgelig skyldes, at det – og nu har vi vist lært det – gælder om at være en tough cookie. Og hvem er mere tough end en politiker klar til at diktere en skolepiges klædedragt?

At den demokratiske samtale forsvinder i skinproblemer og markeringer er selvsagt problematisk. Virkningsløs politik, der griber hårdt ind i menneskers liv, uden andet motiv end et ønske om at vinde magt, skal man holde sig for god til. Men samtidig sker der et fatalt fokusskifte, hvor vi lader os optage af det forkerte, mens de vigtige og centrale emner, der burde fylde i politik, slet ikke får den plads, de fortjener.

Hvordan kan det for eksempel være, at man overhovedet kan stille op til valg uden et gennemarbejdet og superambitiøst, grønt udspil? Ja, hvordan kan en politiker forlade et pressemøde eller et tv-interview uden at være blevet tryktestet på sin viden om klima og sin vilje til at gøre noget ved det?

For sandheden er, at verden brænder, og vandet forsvinder. Fødevareforsyningen trues, det samme gør fred og stabilitet – også i vores del af verden. Men hvad gør vi ved det? Hvad gør vi ved, at situationen efterhånden er så alvorlig, at forskere nu taler om et endgame – risikoen for, at menneskeheden uddør eller reduceres kraftigt. Er det ikke noget, der vækker bekymring og noget som burde i fylde vores samtale og bevidsthed? Nej. Lad os da hellere bruge energien på en lejr i Rwanda og en 10-årig med tørklæde.

 

Der behøver ikke at være enighed. Men et minimumskrav må være, at valgets kandidater forstår, hvor de reelle kriser kradser, og at det er deres job at gøre alt, hvad de kan, for at løse dem
_______

 

Og her er en anden ting: Forleden gik omkring tusind psykologer ud med budskabet om, at vores børn og unge har det skidt. Angst, depression, dårlig trivsel… Listen er lang. Dette er ikke ny viden. Tværtimod har undersøgelser dokumenteret problemet længe. Men alt for lidt er blevet gjort, og nu er boblen ved at briste. Det samfund, vi har bygget til vores efterkommere, gør dem syge. Tænk over det og spørg så dem, der gerne vil vælges: Hvad vil I gøre ved det?

Endelig kommer her en tredje ting: Velfærd. For det står efterhånden bøjet i neon, at der mangler mennesker til at varetage helt centrale jobfunktioner. Sygeplejersker for eksempel. Og skolelærere, håndværkere og mange flere. Vi kan godt lade som om dette problem ikke eksisterer, men det går det jo ikke væk af. Så hvad gør vi ved det? Sådan for alvor. Hvor finder vi alle disse mennesker henne? Er vi ikke nødt til at ændre vores afvisende attitude overfor udlændinge for overhovedet at have en chance? Hvordan får vi nogle af de marginaliserede i uddannelse og ind på arbejdsmarkedet? Og, i øvrigt, hvornår holder vi op med at sende velintegrerede mennesker ud på trøstesløse udrejsecentre, når vi nu har så hårdt brug for dem? Det kunne da godt være et valgkampstema.

Valget er ikke udskrevet endnu. Og måske kan det faktisk komme til at handle om nogle af de væsentlige udfordringer, vi står overfor – klima, børn og unge, velfærd og sikkert mere endnu. Som vælger vil man gerne have forskellige analyser og forskellige bud på, hvordan disse udfordringer kan prioriteres og løses. Der behøver ikke at være enighed. Men et minimumskrav må være, at valgets kandidater forstår, hvor de reelle kriser kradser, og at det er deres job at gøre alt, hvad de kan, for at løse dem.

Men vi er før blevet skuffet. Dansk politik har i årevis stået i symbolpolitisk stampe, hvor der positioneres og markeres, men hvor de store problemer, der kræver store løsninger, alt for ofte får lov til at passere. Det går ikke. Verdens problemer er for voldsomme til den slags teater. Og derfor er det på høje tid at rette op. Vi skal have et politisk system, der for alvor kerer sig om at skabe bedre muligheder og bedre liv. Faktisk er det slet ikke for meget forlangt.■

 

Dansk politik har i årevis stået i symbolpolitisk stampe, hvor der positioneres og markeres, men hvor de store problemer, der kræver store løsninger, alt for ofte får lov til at passere
_______

Apropos denne artikel:

Ukrainebrief 23. november: Nu sænker Rusland tærsklen for brug af atomvåben. Hvor alvorligt skal man tage Putins trusler?

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen