Peter Bjerregaard i RÆSONs nye trykte nummer: I 1000 dage måtte den rigtige løsning vente

20.04.2022

Ved folketingsvalget 2019 fik regeringen et historisk klart mandat til at føre en ambitiøs klimapolitik. Efter tre år ved magten var den stadig ikke realiseret. Så kom Ukraine-krigen.

Denne artikel indgår i RÆSONs kommende forårsnummer (ude 30. april), der har titlen: “Hvad Ukraine viser os om fremtiden‟


Opinion af Peter Bjerregaard

”Vi svigter ikke. Vi gør det, der skal til. Det er vores løfte. Det er mit løfte”, fastslog statsminister Mette Frederiksen i sin seneste nytårstale. Klimaløfterne skal indfries, og derfor skal Danmark have højere CO₂-afgifter i løbet af 2022, lovede statsministeren. ”De skal sikre, at de virksomheder, der belaster klimaet, selv betaler for deres udledning”, lød begrundelsen.

Behovet for en højere CO₂-afgift er da også blevet fremhævet af talrige kommissioner, råd og eksperter de seneste to årtier. Alligevel har regeringen brugt de første år på at affærdige CO₂-afgifter som en fantasiløs skrivebordsøvelse. Ifølge klimaminister Dan Jørgensen var det en ’Georg Gearløs-agtig’ og ’hyper-markedsbaseret løsning’ på den grønne omstilling. I stedet har man lagt vægt på partnerskaber med erhvervslivet. Samarbejde med virksomhederne var vejen frem, og i særlig grad Aalborg Portland, Danmarks suverænt største CO₂-udleder.

I 2018 erklærede Mette Frederiksen på Dansk Industris topmøde da også sin udelte opbakning til Aalborg Portland: ”Som aalborgenser: Jeg kommer til at hægte mig fast på Portland, før nogen får lov til at lukke det”, forklarede hun. Et budskab, som blev gentaget i 2019 til cementfabrikantens 130-årsfødselsdag, hvor statsministeren gentog budskabet: “Vi kommer ikke til at lukke Aalborg Portland. Det siger jeg ikke kun, fordi jeg er aalborgenser og vokset op med Aalborg Portland. Vi er en stolt industrination”. Ved samme lejlighed fastslog hun også, at ”det er sjældent, at det råd, du får fra økonomer om, hvad der er mest omkostningseffektivt, holder i virkelighedens verden”. Så var det i hvert fald tydeligt, at CO₂-afgifter ikke var i kridthuset.

Regeringen brugte da også de første tre år ved magten på at søge andre veje end CO₂-afgifter. I september 2020 indgik regeringen en samarbejdsaftale med cementvirksomheden Aalborg Portland. ”Som regering vil vi passe på arbejdspladser og virksomheder, mens vi maler Danmarks fremtid grøn. Derfor gør vi det i partnerskab. Det er vejen frem”, fortalte erhvervsminister Simon Kollerup ved den lejlighed. Aftalen skulle derfor også ses som “en skabelon for fremtidige samarbejder med andre store danske udledere”, lød det fra regeringen.

Med aftalen forpligtede regeringen sig på dialog med cementfabrikken, men ellers var aftalens indhold uforpligtende. Der ville heller ikke være nogen sanktioner, hvis Aalborg Portland ikke nåede sine 2030-klimamål. Kort efter at aftalen blev indgået, påpegede Aalborg Portland endda, at deres CO₂-udledninger frem mod 2030 meget vel kan stige, hvis produktionen stiger.

 

Regeringen har lagt vægt på partnerskaber med erhvervslivet. Samarbejde med virksomhederne var vejen frem, og i særlig grad Aalborg Portland, Danmarks suverænt største CO₂-udleder
_______

 

Miljøaktivister, økonomer og interesseorganisationer, såsom SMVdanmark, var da heller ikke sene til at kritisere aftalen. Friholder man de store CO₂-udledere, skal alle andre reducere CO₂-udledningen endnu mere, og så bliver den samlede regning endnu større, lød kritikken. Størrelsen på ekstraregningen er da også til at tage og føle på. Ifølge en opgørelse fra Finansministeriet vil det koste statskassen cirka 61 mia. kr. i 2030 at indrette energipolitikken efter ’optimale tilskud’ frem for at indføre CO₂-afgifter. For det beløb kunne man rundt regnet have fået 97.825 sygeplejersker. Selvom samarbejdsaftalen var vejen frem, har regeringen dog ikke indgået nye samarbejdsaftaler med andre virksomheder.

Efter Ruslands invasion af Ukraine i februar har regeringen lovet at gøre Danmark uafhængigt af russisk gas, og den 19. april præsenterede regeringen udspillet Danmark kan mere II. Her løftede man sløret for, at man forventer, at den kommende grønne skattereform vil reducere CO₂-udledningerne med 3,7 millioner tons i 2030. Tager man højde for de seneste års klimaaftaler og øvrige udvikling, mangler vi at reducere godt ti millioner tons yderligere frem mod 2030. Danmark kan mere II indeholder som sådan ikke nogen konkrete CO₂-forslag, men målsætningen peger da i den rigtige retning.

Hvorfor skulle det vare så længe? Allerede med klimaaftalen fra sommeren 2020 forpligtede S-regeringen sig faktisk til ”at udarbejde et oplæg til en grøn skattereform og indkalde til forhandlinger herom i efteråret 2020”. Det nåede man imidlertid ikke. I stedet valgte regeringen at nedsætte en ekspertgruppe, som skulle se på spørgsmålet. Planen blev ændret, og man ville i stedet gå i gang med forhandlingerne om CO₂-afgifter i slutningen af 2021. Af samme årsag blev det skrevet ind i kommissoriet, at man skulle afrapportere i slutningen af 2021. Det nåede man imidlertid heller ikke – afrapporteringen blev udskudt til efter nytårstalen.

Heldigvis er der også sket mange andre ting. Siden regeringen tog over, er der blevet indgået en masse aftaler, og CO₂-udledningerne er faldet med cirka 6 pct. Vindmøllesalget derimod er gået trægt. Der blev solgt i alt tre landvindmøller i 2021, og de skal alle opstilles i 2022. Branchen regner desuden med et udbygningsstop de kommende år. Det tager årevis at blive nettilsluttet, og nye tariffer gør det også dyrere, siger branchen.

Selvom regeringen flere gange har understreget, at det fossile skulle blive dyrere, og det grønne skulle blive billigere, så foreslog skatteministeren så sent som i efteråret 2020 at hæve ejendomsbeskatningen for sol og vind. Da forhandlingerne var færdige i foråret 2021, var stigningen blevet en del mindre, end regeringen først havde foreslået. Ifølge advokatselskabet Kromann Reumert medførte den nye stigning i ejendomsbeskatningen dog en 20-dobling af grundskylden for vindkraft og en 12-dobling af grundskylden for solkraft.

Det er dog ikke kun grundskylden, der er blevet større for sol- og vindkraft, siden regeringen tiltrådte. Omkostningerne til at blive tilsluttet elnettet er også steget. ”Danmark bliver det dyreste land i Europa at opstille vindmøller og solceller på land i, hvis nye afgifter på at sende strømmen ud på elnettet, som ligger til godkendelse hos Forsyningstilsynet, bliver til virkelighed”, lød det på forsiden af Politiken i starten af april 2022. Årsagen var, at netselskaberne har anmeldt nye tarifmodeller, der skal gøre det dyrere at tilslutte sol og vind.

Regeringen kan dog stadig nå at undgå de største tarifstigninger, hvis man ikke ønsker at gøre det dyrere at opstille sol- og vindkraft. Man kan simpelthen bare bede Energinet, det statslige netselskab, om ikke at indføre højere tariffer for vedvarende energiproduktion.

Derudover afventer energibranchen fortsat en større national plan for at indhente investeringsefterslæbet i elnettet, så energiselskaberne ikke skal vente i tre-fem år på at blive tilsluttet elnettet. Heldigvis er problemstillingen både velbelyst og veldokumenteret. “Vi risikerer, at vores udbygninger af vind- og solenergi ikke nytter noget, hvis ikke elnettet kan følge med. Det er en af de udfordringer, vi skal se på på den korte bane”, advarede Dan Jørgensen, allerede måneden efter at regeringen tiltrådte. Tilslutningstiderne er dog ikke blevet kortere i de 1.000 dage, hvor regeringen har haft magten.

Til Information sagde Mette Frederiksen i marts 2019: ”Det er så let med ord og tal, men vi mangler konkret handling og politisk lederskab”. Det kommende år er som bekendt det sidste år i denne regeringsperiode. Der er dermed lagt i kakkelovnen til et hæsblæsende tempo, hvis regeringen planlægger at indfri både de gamle og de nye løfter.

 

Der er lagt i kakkelovnen til et hæsblæsende tempo, hvis regeringen planlægger at indfri både de gamle og de nye løfter
_______

 

Peter Bjerregaard (f. 1986) har tidligere været klimaredaktør på RÆSON og chefredaktør på det internationale energi- og klimamagasin FORESIGHT.