Pernille Weiss (K) og professor Volker Naulin (DTU): Atomkraft er essentielt for den grønne omstilling – og ikke dyrere end anden grøn teknologi

14.02.2022

Debatten om atomkraft har det stadigvæk med at dele vandene mellem de faktabegejstrede – hvor vi med glæde konstaterer, at især mange unge befinder sig – og de følelses- og ideologifikserede, som enten bare ikke kan lide kerneenergi principielt eller nægter at forholde sig teknologineutralt og med respekt for data på området.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Volker Naulin og Pernille Weiss

Debatten om atomkraft er blomstret op igen. Langt om længe. For den er vigtig. Dels er der sket rigtig meget inden for forskning og udvikling af kerneenergi, som blandt andet DTU og flere danske små- og mellemstore virksomheder deltager i. Vi var begge to børn, dengang det lød: ”Hvad skal væk? Barsebäck!”. Det var også dengang, vindenergi var noget, som særlige hippier i Vestjylland eksperimenterede med. Det er længe siden, heldigvis. Begge teknologier er vokset og har i dag en afgørende rolle – sammen med mange andre grønne, rene og bæredygtige teknologier – i den grønne omstilling, hvis ikke klimakonsekvenserne skal vokse os over hovedet i Europa og på hele kloden.

Men debatten om atomkraft har det stadigvæk med at dele vandene mellem de faktabegejstrede – hvor vi med glæde konstaterer, at især mange unge befinder sig – og de følelses- og ideologifikserede, som enten bare ikke kan lide kerneenergi principielt eller nægter at forholde sig teknologineutralt og med respekt for data på området. Blandt sidstnævnte finder vi også forskere og eksperter, som i overraskende grad postulerer imod fakta og får lov til at stå uimodsagt.

Derfor har vi skrevet dette indlæg, hvor vi med det samme skal understrege, at der vil være en del flere tal, end man normalt finder i et debatindlæg. Med indlægget ønsker vi en bedre debat, og at vi ikke afskriver atomkraftens betydning for at sikre rigelig, stabil og konkurrencedygtig ren og grøn CO2-fattig energi snarest muligt i en verden, hvor klimakrisen, befolkningsudviklingen og vores samfunds forandringer generelt kræver meget mere energi, end sol og vind nogensinde kommer til at kunne levere alene.

 

Der er behov for, at vi får videreudviklet og aktiveret alle grønne og rene energiteknologier, hvis vi skal leve op til vores del af Parisaftalen og vores egne klimamålsætninger
_______

 

EU skubber gang i investeringerne
 Det er glædeligt at se, at Europa-Kommissionen anerkender atomkraft (og naturgas) i den for nyligt fremsatte 2. Delegerede Retsakt til EU’s Taksonomi for bæredygtige investeringer. For der er behov for, at vi får videreudviklet og aktiveret alle grønne og rene energiteknologier, hvis vi skal leve op til vores del af Parisaftalen, vores egne klimamålsætninger og bidrage til, at verdens udvalg af konkurrencedygtige og innovative energiteknologier har et solidt og forskningsbaseret aftryk fra europæiske forsknings- og forretningsudviklingsmiljøer.

Læg dertil, at hvis vi afviser atomkraft, fastholder vi os selv i importafhængighed af sort energi fra lande uden for EU. Lande, som hermed får eller kan fastholde en sikkerhedspolitisk klemme på os. Og vi gør det umuligt at lukke kulkraftværkerne og olieudvindingen rundt i EU. Spændingsforholdet mellem EU og Rusland er på vej mod rødt og har historisk set altid været ustabilt. Derfor skal vi gøre alt for at komme fri af enhver form for afhængighed af kritiske forsyninger fra Rusland. De må simpelthen ikke kunne bruge energi som kanoner mod stabilitet i EU.

Energipolitik er sikkerhedspolitik, så længe vi lader den mulighed stå åben for stater og despoter, som ikke vil den verden, de værdier og den frihed, som EU står for. Derfor skal vi aktivt søge at gøre os uafhængige af import af energi, da ustabile energiforsyninger til vores virksomheder og samfund kan smadre det Europa, vi kender og holder af. Derfor skal fakta om blandt andet kerneenergi på bordet, følelserne sættes på hold og ansvarligheden råde. Lad os se nærmere på fakta:

I 2019 blev produktionen af energi på verdensplan målt til 173.000 Tera Wh. Af den kom 7.100 TWh fra moderne biobrændsel, vind-, sol- eller andre vedvarende energikilder. Det er et virkelig flot resultat, når man tænker på, at tallet ved årtusindeskiftet blot var på omkring 600 TWh. I løbet af de seneste 20 år har vi set, at disse ”grønne” energikilder – med hjælp fra massive investeringer og politisk medvind – næsten har tidoblet deres bidrag.

I samme periode er klodens samlede energiforbrug steget med næsten 50 pct., hvilket har medført en tilsvarende stigning i brugen af olie, gas og kul. Kul alene er på de samme 20 år steget fra 27.000 TWh til 43.000 TWh. Til sammenligning har bidraget fra klassisk atomkraft hvert år været stabilt på 7.000 TWh. Altså det samme, som de vedvarende energikilders bidrag.

Vi har derfor et kæmpe problem, hvis vi gerne vil erstatte de resterende 95 pct. af vores energiforbrug med alt det, der ikke udleder CO2 inden 2050. Og det kan vi ikke klare med sol og vind alene.

For at sætte det i perspektiv kan vi kigge ud mod Avedøre og den 100 meter høje elkraft-vindmølle, der står derude. Det vil kræve 60.000.000 af dem for at dække vores nuværende energibehov på verdensplan, Derudover skal der lægges til, at vindmøllen består af 100 tons stål. Det vil altså sige, at der skal bruges 6.000 millioner tons stål til at bygge alle disse vindmøller. Det svarer til, at hele klodens stålproduktion skulle gå til vindmøller i mere end tre år.

Hvis vi vil erstatte bare halvdelen af de 173.000 TWh med de klassiske grønne energikilder inden 2050, skal vi opføre installationer, der kan skabe 700 GW strøm per år. Det svarer til 10 Kriegers Flak (605 MW kapacitet og 30 pct. udnyttelse) vindparker, hver eneste dag i de næste 28 år. Tallene vil muligvis svinge i takt med, at endnu ukendte eller umodne teknologier kommer til, men der er til gengæld ikke taget højde for en stigning i energiforbruget.

Vi har nu kigget på vind. Sol har samme udfordring. Hvis vi skal klare den grønne omstilling med sol og vind alene, skal vi opbygge ekstra høje kapaciteter, dvs. vi bygger energiforsyningssystem op fem gange, og så vil vi stadigvæk have brug for et backup-energiforsyningssystem. Det bliver bare alt, alt for dyrt.

 

Vi skal naturligvis ikke se bort fra atomkraft. For der er reelt ikke nogen grønne alternativer, til når vinden ikke blæser, solen er gemt væk bag skyerne eller nogle af de andre teknologier lader vente på sig
_______

 

Atomkraft er ikke dyrere
Når vi skal finde alternativer til vores energiproduktion, skal vi kunne garantere, at det kan give os en sikker forsyning på alle årets dage uanset vind og vejr. Men det skal også være teknologier, der gør, at energien kan betales af almindelige familier og de små- og mellemstore virksomheder, som udgør flertallet i EU. Og på verdensplan skal prisen ikke stå i vejen for en fornuftig udvikling.

Her bliver atomkraft meget ofte sat i skammekrogen og beskyldt for at være for dyr. Men det holder altså ikke, at vi laver en direkte sammenligning mellem, hvad det koster at opføre én vindmølle kontra ét atomkraftværk. Det er at sammenligne pærer med bananer, og det duer ikke, når det drejer sig om at træffe de bedste klima- og økonomibeslutninger.

Tag for eksempel vindmølleparken Horns Rev III. Den kostede én milliard euro at bygge og skaber 406 MW offshore kapacitet. Hvis vi regner med en kapacitetsfaktor på 1/3 og skulle producere 1 GW i gennemsnit, giver det 7,5 milliarder euro per GW. Sammenligner vi det med det finske Olkilioto-atomkraftværk, der er blevet massivt forsinket og er gået langt over budget, er det nu estimeret til at koste 11 milliarder euro, og vil producere 1600 MW. Det svarer til ca. 7 milliarder euro per GW.

Og kigger vi eksempelvis mod det kinesiske Hualong-kraftværk, ser vi samme resultat. Her har man fået omkostningerne på værket så langt ned, at den kan konkurrere med priserne på vind- og solenergi i Kina.

Når atomkraftkritikere ofte beskylder atomkraft for at være meget dyrt, sammenlignes der ofte med prisen på at låne penge til et givent projekt. Det er dog mere meningsfuldt at sammenligne prisen på de forskellige teknologier. En sådan sammenligning har International Energy Agency (IEA) og OECD Nuclear Energy Agency foretaget i 2020 med såkaldt “levelized cost of energy” (LCOE) estimater, som er produktionsomkostningerne for en enhed elektricitet målt over en vindmøllepark eller et kraftværks levetid, når man tager højde for en fast forrentning af investeringerne. Disse tal viser en ikke nævneværdig forskel mellem prisen pr. megawatt-time for atomkraft og onshore vind, mens prisen for offshore vindenergi er dyrere end energi fra atomkraft. Beregningerne tager tilmed ikke højde for de skyggeomkostninger, der er, når man er nødt til at finde backup-løsninger, når vinden ikke blæser.

Når vi laver sådanne analyser, er vi også nødt til at se det hele i et livscyklus-perspektiv. Herunder hører omkostninger til vedligehold, behandling af affaldsprodukter, eventuel nedlukning af en mølle eller et anlæg samt anlæggets fulde levetid. For atomkraftværker er levetiden på over 40 år, men menes at kunne forlænges til 70 år, mens vindmøller skal udskiftes efter 25 år.

Ovenstående regnestykke og analyse er essentiel. For den grønne omstilling ér dyr. Uanset hvad vi gør, vil omstillingen hvert år koste mellem 3,5 og 7 billioner euro afhængig af ambitionsniveauet. Til sammenligning var verdens samlede BNP i 2020 70 billioner euro. Vi skal altså investere en tiendedel af hele verdens årlige BNP for at komme af med halvdelen af vores CO2 inden 2050.

Kerneenergien gennemgår kæmpe forvandling
Den helt store øvelse er derfor at sikre, at vi med vores investeringer – offentlige såvel som private – får mest vedvarende og reelt bæredygtig energi for pengene.

Derfor skal vi naturligvis ikke se bort fra atomkraft. For der er reelt ikke nogen grønne alternativer, til når vinden ikke blæser, solen er gemt væk bag skyerne eller nogle af de andre teknologier lader vente på sig.

Den problemstilling undgår vi med atomkraft, der ikke er afhængig af vejret. Derfor kan det også undre, at vi generelt er alt for bange for denne energitype. Problemet ligger nok i, at mange fortsat forbinder atomkraftværker med den klassiske fissionsteknologi.

Denne teknologi er der dog sket virkelig meget med de seneste år. Det ses blandt andet ved Olkiluoto-værket i Finland og Hualong-værket i Kina, hvor man benytter sig af en såkaldt tredjegenerationsreaktor. Her er der gjort ekstra meget for at forbedre sikkerheden, så man undgår frygtelige ulykker som dem ved Tjernobyl og Fukushima.

Derudover forskes og investeres der heldigvis også i andre teknologier. For det første i fusionsteknologi, solens oprindelige energikilde, som er den, DTU sammen med mange andre aktører fra og uden for EU arbejder med i regi af ITER i Sydfrankrig. Fusion har ingen mulighed for store ulykker, og affald fra fusionskraftværker kan håndteres igen efter et par år. Desværre er fusion utroligt svært at sætte i gang, men disse udfordringer er ved at blive løst. Og for det andet er der nye fissonsteknologier som Molton Salt-reaktoren, hvor blandt andre danske Seaborg er blandt de absolutte internationale spydspidser. Begge dele i både store og små reaktorstørrelser, som gør dem meget mere attraktive i en verden, hvor energiudbuddet ikke må afskære hverken regioner eller befolkningsgrupper.

Stærke kapitalressourcer fra blandt andre danske Anders Holck Poulsen, Jeff Bezos og Bill Gates investeres i netop disse fremtidige kerneenergityper, som både i sikkerhed og cirkulær økonomi i relation til affaldshåndtering er i en helt anden liga. De nye fissionskoncepter bringer en stor reduktion i mængden af affald, og nye metoder er under udvikling for at håndtere affald inden for et overskudeligt tidsrum. Og helt klart er det, at sikker affaldshåndtering tænkes ind i fremtidige løsninger. 

Disse nye teknologier, ligesom vind og sol, kræver forskning og udvikling. Her kan og skal Danmark indbringe sine kreative og innovative ressourcer og vores bedste hjerner for at deltage i udviklingen. Vi har brug for alle mulige løsninger og vil være nødt til at føle os frem til den bedste løsning hele tiden. 

Vi byder altid debatten om fremtidens energiteknologier velkommen.  At føre den åbent og faktuelt er en absolut forudsætning for den grønne omstilling. Dette inkluderer debatten om atomkraft. Men det skal være fakta før følelser, og det skal ikke være forbudt at tænke.

Om man så går ind for atomkraft eller ej må være en politisk vurdering. Vi synes, det politisk ansvarlige i den forbindelse først og fremmest må handle om at sikre de kommende generationer en europæisk energiunion for ren, grøn, rigelig og billig energi. ■

 

Det skal være fakta før følelser, og det skal ikke være forbudt at tænke. Om man så går ind for atomkraft eller ej må være en politisk vurdering
_______

 

Dr. Volker Naulin er professor ved DTU og direktør for videnskab af det Europaeiske Fusionsforskningsprogramm. Pernille Weiss er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti (EPP) og medlem af udvalget for Energi, forskning og industri. ILLUSTRATION: Indersiden af det fjerde tårn under nedkøling ved atomkrafværket, Chinon, i Avione, Frankrig, 8. juli 2020. [FOTO: Guillaume Souvant/AFP/Ritzau Scanpix]