11.02.2022

.

Det virker, som om tiden giver mere plads til dem, der angriber, end mod til dem, der burde forsvare. Hvad er det tegn på? Blandt andet, at akademisk frihed ikke er så indlejret en værdi i det europæiske samfund for tiden. Måske fordi vi tager den for givet, ligesom vi har gjort det med retsstatens principper og derfor ikke har opdaget, at demokrati ikke er noget, man skriver under på, men er noget, man gør i daglig handling og som kræver ajourføring over tid.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Pernille Weiss, medlem af Europa-Parlamentet, C (EPP)

“Hvorfor har vi ikke en EU-minister for kultur?”, blev jeg spurgt efter et af de sjældne og denne gang endda lidt længere samtaler foran kamera om kultur, kunst og EU. Ja, hvorfor egentligt ikke?

Det har vi blandt andet ikke, fordi Kommissionen ikke er en regering, og fordi kultur faktisk er et af de ansvarsområder, som kommisæren for forskning, innovation, uddannelse, kultur og unge har. Jeg kan godt selv se, at det siger en hel del om, at kultur heller ikke i EU møder den forståelse og respekt, som burde kendetegne det pluralistiske, frie og levende samfund, som de europæiske lande gennem hundrede af år har skabt – netop med saft og kraft fra en tusindår gammel kulturarv. En kulturarv, som uanset skiftende tiders magtkampe, slåskampe og forsøg på ideologiske hjernevask, stadigvæk er kendetegnet af vores særlige og evige undren, tvivl, søgen og stræben efter at forstå verden og gøre den endnu bedre.

Kulturen er på EUs dagorden – dog i det små endnu
Til spørgsmålet om, hvorvidt kulturen er placeret klogt nok i Kommissionen, kan man sige, at det heldigvis er lagt hos den kommissær, der råder over det største budget af alle kommissærer – nemlig forskningsmidlerne under paraplyen ‘Horizon Europe’. Det gør det alt andet lige lidt nemmere at få kulturen med i mange flere projekter end det, der isoleret set kan iværksættes fra kontoen ‘Creative Europe’. En konto som i budgetforhandlingerne om det nuværende syvårige budget for 2021-2027 fik en forhøjelse på 60 pct. til 2,44 mia. EUR. Den højeste procentvise stigning af alle konti! Men ud af et samlet budget på over 1,1 billarder kommer armene hurtigt ned igen, og dét er en skam al den stund, at kultur jo i sin essens er menneskelig adfærd og EU’s budget er penge til adfærd, der tjener almenvellets bedste.

Og der er mange argumenter for, at vi burde løfte og lytte meget mere til kulturen og kunsten i EU. Kunsten er jo vores evige og afgørende inspiration, som bekræfter og besynger – provokerer og motiverer osv. Kunst nærer kultur – og kultur fodrer kunstnere med det, de ikke kan lade være med at reagere på. Sådan er dynamikken mellem kultur og kunst at sammenligne med det mindste celleniveau, hvor læsningen af DNA-strengen (kulturen) kan sætte mutationer i gang i form af kunst.

Den kulturelle industri i EU er faktisk større end bilindustrien. Omtrent 5 pct. af EU’s samlede BNP. Det er der ikke mange, der ved. Nok heller ikke dem, der forhandlede betingelserne for fordelingen af coronagenopretningsfonden, NextGenerationEU. For her er kun 2 pct. dedikeret til kultur. Ud af en totalsum på 806,9 mia. EUR. Dette tal står overfor, at minimum 37 pct. skal dedikeres til klimaet og mindst 20 pct. til digital omstilling.

Jeg siger ikke, at klimaet eller den digitale omstilling burde have mindre, men det skriger til himlen at øremærke så relativt lille en procentsats til det, der skaber meget mere værdi end sin egen sum. Man kunne også have krævet, at alle EU-landene i deres plan for, hvordan de ville bruge genopretningspengene skulle have argumenteret for, hvordan kultur indgår i hvilket som helst af de ønskede initiativer. Så kunne alle lande øve sig i opgaven at få kulturen talt ind og op som det universelle væsen, det jo erm og som vi udtrykker blandt andet gennem de kulturelle institutioner, historiske artefakter og kunstneriske unika, man ikke finder magen til andre steder i verden og som driver turismen fremad som andet og mere end smarte hoteller og billige flybilletter.

Alle EU-lande har kunnet søge om kulturelle genopretningsmidler i den store NextGenerationFond. Også Danmark. Det har vi bare ikke gjort. Vi kunne ellers have hentet ca. 250 mio. kr. til vores lands kulturliv. Men det er ikke sket. Ligesom Ungarn, Irland, Cypern, Slovakiet og Tyskland heller ikke har gjort det. Ja, Sverige har slet ikke gidet svare den undersøgelsen, som Network of European Museum Organisation offentliggjorde i december sidste år. Derimod har Italien, Frankrig, Østrig (som jo ellers var mest imod fonden i starten) og Finland hver fået tæt på 2 pct. hver af de cirka 12 mia. EUR, som er reserveret til kultur.

Det er simpelthen ikke godt nok. Det kan godt være, at Danmark er et rigt land. Men ikke at hente svarende til en stor håndsrækning til de hårdt ramte teatre og koncertsteder, som i dén grad ikke har kunnet krisenavigere som museer og andre i det danske kulturliv, er kulturelt afstumpet og økonomisk tumpet. Det er jo i sidste ende danske skatteborgeres penge, vi kunne hente hjem til dansk kulturliv, som i det store billede af Europa ikke fylder så meget, at vi kan gå på vandet.

Er det fordi pengene kommer fra EU, og det bryder den socialdemokratiske regering sig ikke om? Er det, fordi man har glemt det i det udskældte Kulturministerium, som jo ellers har fået tilført flere personaleressourcer på det seneste og fået en minister, som fremstilles som enormt proaktiv? Men ok, gode viljer koster gratis, og hvis de aftalte hjælpepakker tages imod med kyshånd, fordi man er vant til at få så lidt, så sgu da pokker bruge tid på at hente flere midler hos en giver, man helst vil holde ud i strakt arm.

Uanset forklaringen så er det i min optik et af tegnene på, at kultur og kunst i Christiansborg-dynamikken virkelig trænger til en renæssance – og til at blive turde set i sig europæiske perspektiv.

 

Det virker ærligt talt som om, der generelt mangler kulturpolitisk stamina og tillid til, at universiteterne godt selv kan finde ud af at sortere ud i de få vildskud, som fri forskning har det med at producere
_______

 

Akademisk frihed er en kernefaktor i en levende kultur
En anden ‘kultur-underlighed’ i EU – og i mange medlemslande – er, at begrebet ‘akademisk frihed’ eller forskningsfrihed er så udfordret i øjeblikket, selvom det lige siden oplysningstiden har kendetegnet Europa og været en af de vækstligste normer og ingredienser i europæisk vækst og udvikling. Men akademisk frihed besynges meget sjældent. Faktisk stik modsat. For der er åbenbart flere likes og forsider i at blæse de få eksempler på – indrømmet – stærkt kritisabel forskningsprojekter med forudindtagede, fordomsfulde og wokeideologiske forsøg på at politisere og akademisere naturlige fænomener i en levende kultur, der hele tiden udvikler sig.

Det virker som om, tiden giver mere plads til dem, der angriber end mod til dem, der burde forsvare. Hvad er det tegn på? Blandt andet, at akademisk frihed ikke er så indlejret en værdi i det europæiske samfund for tiden. Måske fordi vi tager den for givet, ligesom vi har gjort det med retsstatens principper og derfor ikke har opdaget, at demokrati ikke er noget, man skriver under på, men er noget, man gør i daglig handling og som kræver ajourføring over tid.

Desværre er det ikke kun i Ungarn og Polen, den akademiske frihed er under pres. I andre EU-lande kan mange politikere og partier ikke stå for fristelsen af score point ved højlydt udskamning af kritisable – men også niche – forskningsprojekter. Det virker ærligt talt som om, der generelt mangler kulturpolitisk stamina og tillid til, at universiteterne godt selv kan finde ud af at sortere ud i de få vildskud, som fri forskning har det med at producere. Også vildskud, som senere viser sig at være geniale, radikale opfindelser, vi for alt i verden ikke vil undvære idag. Niels Bohr, Ørsted, Nobelpristageren Jens Chr. Skou eller de to canadiske gutter, som opfandt insulinen ville helt sikkert have sig sig frabedt, at politikerne dengang havde dirigeret rundt med dem og deres nysgerrighed, vi alle i dag har stor samfundsnytte af.

Frihed kræver regler og instrumenter
Man kan ikke tale om akademisk frihed uden også at komme ind på kunstnerisk frihed. Begge dele er centrale byggeklodser i Europas kulturelle DNA-streng og selve forudsætningen for en levende og sund kultur. Begge er, som ovenfor nævnt, det, der historisk set har lagt fundamentet for den tradition for innovation og forskning i verdensklasse, som EU endnu står på. Men som alle andre fundamenter, skal de altså holdes ved lige, og der skal sættes ind overfor både sætningsskader som dovenskab og skimmelsvampen i manipulerende populisme.

Derfor er det godt, at vi nu har fået en retsstatsmekanisme. Derfor er det godt, at medlemslandene nu er igang med at implementere ophavsretsdirektivet. Og derfor er det vigtigt, at vi snart får startet forhandlingerne af ‘European Media Freedom Act’, som Kommissionen har varslet, så mediernes frihed og uafhængighed kan få en robust anerkendelse og et effektivt værn som de hovedhjørnesten af vores pluralistiske demokrati, de vitterligt er. Dette bliver forhåbentligt anledningen til også at se på vilkårene for de små og mindre medieaktører, som jo ofte er der, hvor innovation i særlig grad gror. Danmark er som land og sprogområde netop kendetegnet ved relativt mindre medier, hvor kvalitet og størrelse peger i hver sin retning.

Men retsstatsmekanismen, ophavsrettigheder og en fremtidig mediefrihedsakt er ikke nok. De handler jo i deres essens ikke om akademisk frihed. Og selvom forskningsfrihed har sin egen korte paragraf (13) i EU-Traktaten, er det tydeligt, at dette ikke er nok. Andre friheder i EU har meget mere opmærksomhed og mange flere instrumenter til at understøtte sig. Det gælder for især religionsfrihed, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ejendomsretten, privatlivets fred, beskyttelse af personoplysninger sv. Hvis EU-Traktaten skal åbnes igen – måske som resultat af den igangværende ‘Konferencen om Europas fremtid’ – vil det være oplagt at akademisk frihed får flere ord med på vejen.

Medlemslandene underskrev godt i oktober 2020 den såkaldte Bonn-erklæring fra 2018 (ikke den om Grænselandet fra 1995), som handler om værdien af frihed til videnskabelig forskning i relation til internationalt samarbejde. Altså ikke noget konkret og ikke noget, der handler så meget om, hvordan vi selv i EU i praksis vil sikre og styrke den akademiske og forskningsmæssige frihed. Det er derfor på høje tid med konkrete initiativer og instrumenter. I den forbindelse kan en udvidelse af retsstatsmekanismen til også at omfatte akademisk frihed være en både nem og oplagt vej at gå, som nok også er kortere end en ændring af traktaten indnefor den overskuelige fremtid, hvor meget skade kan være gjort for de kommende generationers lyst til at folde deres begavelse ud i et europæisk land.

Vi har ikke en minister for kultur i EU, og det behøver vi måske heller ikke. Men vi behøver – ja vi skal til – at tage kulturen meget mere alvorligt. Kultur er jo alt, hvad vi gør og alt det, som kunsten forsøger at fortælle os om vores kultur. Så vil kan lige så godt gøre det meget bedre, end vi gør i øjeblikket.■
 

En udvidelse af retsstatsmekanismen til også at omfatte akademisk frihed kan være en både nem og oplagt vej at gå
_______

 

Pernille Weiss (f. 1968) er medlem af Europa-Parlamentet for Det Konservative Folkeparti. Hun er uddannet sygeplejerske, cand.scient. og har en mastergrad i innovation og ledelse fra CBS. [FOTO: Eget pressefoto]