Pernille Vermund (NB) om forsvarsforbeholdet: Det skal ikke være EU, men den danske regering og det danske folketing, der har ansvaret for danskernes sikkerhed

21.03.2022

Det er ret let at gennemskue, at opbygningen af et EU-forsvar handler meget om EU-ideologi og meget lidt om vores konkrete sikkerhed og forsvar. EU-ideologien er den langsigtede målsætning om at skabe et Europas Forenede Stater – ’en stadigt snævrere Union’, som det formuleres i Traktaten. Så min anbefaling er: Stem nej den 1. juni.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Pernille Vermund

Når danskerne den 1. juni skal stemme om en afskaffelse af forsvarsforbeholdet, anbefaler jeg dem at stemme nej. Først og fremmest fordi jeg må stille mig kritisk over for, at forbeholdet sendes til afstemning netop nu.

Vi står i en situation, hvor der er krig i Europa. Vi er vågnet til en forandret og skærpet sikkerhedspolitisk virkelighed. Men det er forkert at præsentere afstemningen om forbeholdet som en logisk følge af den russiske invasion af Ukraine og som et spørgsmål, der direkte påvirker Danmarks sikkerhed nu og her.

Danmarks sikkerhed får vi gennem det forpligtende medlemskab af NATO. Den skærpede sikkerhedspolitiske virkelighed efter Ruslands invasion af Ukraine har heldigvis fået politikere, der tidligere tøvede, til at forpligte sig på, at Danmark skal efterleve kravet om de 2 pct. af BNP til forsvarsalliancen.

Her skal vi holde fokus. Dansk forsvar skal styrkes kraftigt i de kommende år. Vi skal leve op til forpligtelserne i NATO, så vi troværdigt kan indgå i NATO’s strategi og forsvare vores land, hvis vi bliver angrebet indtil hjælpen fra vores allierede når frem.

Det kan vi ikke i dag. Det bliver en kæmpeopgave at genopbygge og udbygge det danske forsvar. Det haster, og det skal i gang nu.

Derimod er udbygningen af EU’s udenrigs- og forsvarspolitik et projekt med lange udsigter, som ingen betydning har i forhold til truslen fra Rusland hverken nu eller i den fremtid, vi kan se for os.

Derfor burde afstemningen ikke være kommet nu, men senere, når krigsstøvet har lagt sig, og vi kan se mere klart på, hvordan danskernes sikkerhed og tryghed varetages bedst.

Men de EU-begejstrede partier har valgt at det skal være nu, og så må vi forsøge at få en lødig debat om hvorvidt Danmark skal deltage i udviklingen af et fælles forsvar til at understøtte EU’s Politiske Union, eller om vi skal bevare et forbehold og holde os til NATO.

Det er 30 år siden, man vedtog at skabe et egentligt EU-forsvar med fælles kampenheder, fælles våbenproduktion og fælles aktioner i både EU’s nærområde og ude i verden.

Målsætningen var dengang og er fortsat, at EU skal kunne forsvare sine unionsborgeres sikkerhed mod både ydre og indre farer og at EU skal kunne handle militært uden at være afhængig af USA. Det man på EU-sprog kalder at blive ’militært autonomt’.

Min væsentligste anke mod at afskaffe EU-forbeholdet er, at jeg er dybt uenig i målsætningerne for EU-forsvaret.

 

EU tager sig af det økonomiske samarbejde og handel, og NATO-samarbejdet sikrer gennem sikkerhedsgarantier og operativt samarbejde de vestlige demokratiers territoriale suverænitet. Sådan bør det forblive
_______

 

Det skal ikke være EU, men den danske regering og det danske folketing, der har ansvaret for danskernes sikkerhed. At ville erstatte eller supplere med et særligt ansvar for EU-borgere i et EU-administreret militært set-up virker frastødende på mig.

Det er ret let at gennemskue, at opbygningen af et EU-forsvar handler meget om EU-ideologi og meget lidt om vores konkrete sikkerhed og forsvar. EU-ideologien er den langsigtede målsætning om at skabe et Europas Forenede Stater – ’en stadigt snævrere Union’, som det formuleres i Traktaten.

Det går trægt på forsvarsområdet i EU. I de 30 år, der er gået siden, siden Maastricht-traktaten blev vedtaget, er der kun sket meget lidt. Der er ikke nogen EU-hær, og de fælles kampgrupper fungerer ikke rigtigt. De fælles aktioner er få og for det meste i lande langt fra EU’s ydre grænser.

Der er flere Djøf-soldater i Bruxelles end rigtige soldater i felten, og man går mere op i symboler såsom at vifte med EU-flaget, afspille hymnen og holde svulstige taler.

Medlemslandene er af forskellige årsager fodslæbende. Danmark fik via folkets modstand mod mere union et direkte forbehold. Man er her inde og pille ved den afgørende forskel på at være et selvstændigt land og en delstat i en føderation. Nemlig pligten til og muligheden for at forsvare sit territorium og sit folk.

Her møder Unions-opbygningen modstand fra både regeringer og befolkninger. Heldigvis vil jeg sige.

Grundlæggende mener jeg, at EU skal koncentrere sig om at udvikle frihandel – både mellem medlemslandene, men i lige så høj grad med resten af verden. Det er rigeligt for en samarbejdsorganisation som EU at beskæftige sig med.

Der er ikke noget behov for at EU skal opbygge et forsvar, for vi har i Vesten siden 2. Verdenskrig haft en fornuftig arbejdsdeling mellem EU og NATO:

EU tager sig af det økonomiske samarbejde og handel, og NATO-samarbejdet sikrer gennem sikkerhedsgarantier og operativt samarbejde de vestlige demokratiers territoriale suverænitet.

Sådan bør det forblive.

Når jeg anbefaler danskerne at stemme nej, handler det om vores fremtidige sikkerhedspolitiske interesser, og de ligger i samarbejdet i NATO – ikke i EU.

Storbritannien, USA, Norge og Canada er stærke strategiske allierede ikke mindst i lyset af, hvordan den sikkerhedspolitiske situation i Arktis vil udvikle sig. Ingen af landene er medlem af EU.

I Østersøen har vi i NATO opbygget et militært samarbejde, som også aktivt involverer de neutrale lande Finland og Sverige. Også her i en tæt alliance med USA og Storbritannien, som stiller tropper til rådighed for samarbejdet.

Alt dette taler for at udbygge vores forsvarssamarbejde i NATO. Og det får vi rig mulighed for at bidrage aktivt til, hvis politikerne holder deres løfte og styrker det danske forsvar med 2 pct. af BNP.

Det er her, vi skal holde fokus. Det er her, vi kan gøre noget for at øge vores sikkerhed i en voldsom verden, der er blevet farligere med en aggressiv leder i Rusland, som ikke holder sig tilbage fra at overfalde et naboland.

Alt i alt vil det være det fornuftige at se tiden an og holde fast i forbeholdet, som holder Danmark ude af EU-forsvaret. Så min anbefaling er: Stem nej den 1. juni.

 

Når jeg anbefaler danskerne at stemme nej, handler det om vores fremtidige sikkerhedspolitiske interesser, og de ligger i samarbejdet i NATO – ikke i EU
_______

 

Pernille Vermund (f. 1975) er folketingsmedlem siden folketingsvalget 2019 og formand for Nye Borgerlige. [Foto: Nikolaj Thaning Rentzmann]