02.06.2022

.

Den nye sikkerhedssituation efter Ruslands invasion af Ukraine har taget venstrefløjen på sengen. Enhedslisten har fremstået forvirret, mens SF ser ud til helt at have opgivet at indtage en selvstændig position. Der er brug for en ny venstreorienteret sikkerheds-, freds- og forsvarspolitik.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Pelle Dragsted

Onsdag afskaffede et flertal det danske forbehold over for EU’s militære dimension efter en relativ blodfattig valgkamp, der mere handlede om symbolik end om substans. Venstrefløjen stod splittet i afstemningen. SF og Alternativet har anbefalet et ja, mens Enhedslisten har anbefalet et nej. Frie Grønne forstod jeg aldrig helt, hvad mente.

Venstrefløjens splittelse om deltagelsen i EU’s militære dimension kommer oven i den turbulente udvikling efter invasionen af Ukraine, hvor hverken Enhedslisten eller SF har formået at repræsentere en konsistent eller selvstændig venstreorienteret position.

 

Det er naturligt, at der kan opstå forvirring i orienteringen, når verden ændrer sig så hurtigt, som den har i de seneste måneder. Men venstrefløjen må og skal hurtigt finde sine ben i en skarp og selvstændig sikkerhedspolitisk position i den nye verden
_______

 

Mit eget parti fremstod, særligt i de første uger efter invasionen, mildest talt vaklende. Partiet har af gode grunde en historisk stærk modstand mod NATO, men har i de seneste årtier svigtet en grundig analyse og diskussion af et realistisk sikkerhedspolitisk alternativ. Det kostede. Med Sverige og Finlands NATO-ansøgning er perspektivet om et nordisk alliancefrit forsvarssamarbejde alvorlig udfordret.

Bedre har det ikke stået til hos SF, hvor den mangeårige strategi om at blive regeringsduelig og udviske flest mulige forskelle til Socialdemokratiet nåede et højdepunkt, da partiet gik med i det såkaldte nationale kompromis om sikkerhedspolitik. Et forlig, der spændte fra SF til De Konservative og blandt andet indebærer en aftale om massiv militær oprustning finansieret af det råderum, der ellers var afsat til velfærd og grøn omstilling. SF’s historiske kritik af militarisme synes helt opgivet.

Det er naturligt, at der kan opstå forvirring i orienteringen, når verden ændrer sig så hurtigt, som den har i de seneste måneder. Men venstrefløjen må og skal hurtigt finde sine ben i en skarp og selvstændig sikkerhedspolitisk position i den nye verden. En position forankret i venstrefløjens historiske principper: Antiimperialisme, krigsskepsis og med freds- og afspænding som det primære mål.

En sådan position kunne bygge på blandt andet disse sigtelinjer:

1. Nej til nye angrebskrige
Enhedslisten og SF stod forrest i modstanden mod den danske deltagelse i den ulovlige krig i Irak. Uanset uenighederne om EU og NATO bør de to partier også fremover kunne stå sammen om modstanden mod enhver ny angrebskrig uden et klart FN-mandat og om en generel skepsis over for dansk krigsdeltagelse – uanset om krigene føres af EU, af NATO eller af USA. Fredsbevarende operationer bør kun ske i regi af FN, og militære løsninger skal kun støttes, når alle andre veje er udtømte.

2. Fokus på forsvar
Uanset hvad man mener om NATO og EU’s forsvarssamarbejde, er det et faktum, at vi er med i begge. I den situation må det være venstrefløjens opgave at arbejde for en reorientering af både EU og NATO’s sikkerhedspolitiske strategi. For NATO’s vedkommende indebærer det et opgør med det strategiske koncept, der siden 1999 har betydet et fokus på såkaldte out of area-operationer med NATO i rollen som selvbestaltet global ordenshåndhæver. Her kan man passende holde NATO op på eget charter, som i artikel 1 klart slår fast, at NATO aldrig må deltage i angrebskrige, men kun forsvare sine egne medlemslande, hvis de angribes. På samme måde må venstrefløjen arbejde for, at EU’s militære samarbejde reorienteres mod territorielt forsvar, og ikke forsvar for franske eller europæiske neokoloniale interesser i Afrika og Mellemøsten.

3. Nej til automatisk oprustning på 2 pct.
Permanent oprustning – uanset hvordan verden udvikler sig – kan aldrig være venstrefløjens position.

SF har undskyldt deres deltagelse i det nationale oprustningskompromis med, at det jo nu engang er kontingentet for at være med i NATO. Men selv hvis man accepterer denne tvivlsomme præmis, så bør det være venstrefløjens position, at Danmark skal arbejde i NATO for et opgør med den skadelige 2-pct.-målsætning.

4. Støtte til afspænding og gensidig nedrustning
Modstanden mod permanent oprustning er også en nødvendighed for at venstrefløjen kan være en stærk stemme for fred, afspænding og gensidig afrustning. Lige nu – med Putins aggressive adfærd – kan det være svært at vinde gehør for en afspændingsstrategi. Men der er en tid efter Putin, og der skal forhandlinger om afspænding og gensidig nedrustning igen fremmes. Det gælder ikke mindst atomar nedrustning og forbud mod taktiske atomvåben.

5. En ny sikkerhedspolitisk orden
Uanset om man mener, at der findes et realistisk alternativ til NATO eller ej, må det være venstrefløjens vision at arbejde for en ny global sikkerhedsorden, der ikke baserer sig på stormagtsrivalisering og rustningskapløb, men på regelbaseret multilateralisme og international lov. Det begynder med en styrkelse af FN, som desværre er blevet presset i baggrunden i årevis til fordel for NATO som global ordenshåndhæver.

Disse fem sigtelinjer kan udgøre de første rammer om en offensiv, selvstændig venstreorienteret sikkerhedspolitik i den nye verden, vi vågnede op til efter Putins invasion af Ukraine. Der er brug for en stærk og klar modpol til den omsiggribende militarisme og oprustningsiver, som er ekstrem farlig og kortsigtet. ■
 

Uanset om man mener, at der findes et realistisk alternativ til NATO eller ej, må det være venstrefløjens vision at arbejde for en ny global sikkerhedsorden, der ikke baserer sig på stormagtsrivalisering og rustningskapløb
_______

 

Pelle Dragsted (f. 1975) er tidligere MF for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Pressefoto