22.02.2022

.

Pandemien har skabt en global epidemi af empatiske pseudoeksperter, der trådte rundt i det videnskabelige spinatbed, mens de afviste evidens og viden som humbug og dårlige undskyldninger. Pandemipolitik gjorde dermed folkesundheden til syndebuk, men folkesundheden har ikke grund til at skamme sig. Den vaccinerer befolkningen mod uvidenhed.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her

Kommentar af Morten Sodemann

LIGE NU er et upubliceret studie af effekten af nedlukningen under COVID19, fra den danske økonomiske tænketank CEPOS, blevet en klyngebombe i verdenspressen. Samtidig har flere verdenskendte økonomer (bl.a. Paul Krugman), bevidst eller ubevidst, fejllæst de danske coronastatistikker for at latterliggøre den danske COVID-indsats og ophøret af alle foranstaltninger samtidig med det stigende antal indlagte med COVID-19. CEPOS rapporten blev i øvrigt fagligt og roligt, pillet grundigt fra hinanden af journalist Sten Nørskov i DR2 Deadline d. 18. februar.

Diskussionen af om patienter af eller med COVID-19 er en anden og meget klinisk kompleks diskussion, der er blevet banaliseret af lejlighedseksperter i medier og politik, hvilket har reduceret endnu et aspekt af de indviklede sammenhænge mellem flere samtidige sygdomme til nogle simple kurver, hvor tallene bagved aldrig drages i tvivl.

Folkesundheden er blevet et fyord
Forskerne er blevet frataget retten til den kritiske diskussion af data, og klinikernes indsigt afvises som for kompleks i den offentlige diskussion. Der findes måske en analyse, der understøtter en bestemt fortælling. Men det modsatte viser sig at være tilfældet, når analysen ikke viser sig at understøtte fortællingen, er det åbenbart dataene, der er problemet, ikke fortællingen. Ændringer af vores normale metoder og målinger, så de passer til den fortælling, man ønsker, har givet anledning til forvirring, frustreret de ærlige forskere og ødelagt offentlighedens tillid til eksperter.

I forskerkredse er man bekymrede for, om mediers og politikeres kidnapning af folkesundhedsdagsordenen har skadet forskningssamarbejdet. Hvilket land tør, som det næste afsløre, at de har fundet en ny variant, når de så, hvor hurtigt medierne overtog Trumps retorik om ’China virus’ eller ’den sydafrikanske variant’? Har coronapandemien svækket det internationale forskningssamarbejde, eller er det politikerne, der har mudret det med opportun nationalisme & protektionisme?

 

Forskerne er blevet frataget retten til den kritiske diskussion af data, og klinikernes indsigt afvises som for kompleks i den offentlige diskussion.
_______

 

Folkesundhed er blevet et fyord, mens økonomer, folkevid og medier har givet sig selv fripas til at tilsidesætte historiske erfaringer og viden, for at de, hver for sig, kan skabe en ”folkelig” debat. På engelsk kaldes det ’epistemic trespassing’ (på dansk ulovlig videnskabelig indtrængen), når forskere på baggrund af deres autoritet på ét felt, begynder at udtale sig med samme autoritet på et andet felt, hvor de hverken har viden eller forskningsbaggrund. Pludselig er alt til diskussion, og følelser forvandles til fakta ved at tilsidesætte helt basale videnskabelige krav til informationer. Vi er i ”krig”, så alle retter ind og accepterer de ”tab”, der altid er i en krig – her videnskab, historie og fornuft.

En stress-induceret dysfori i videnskaben
CEPOS-studiet er ikke blevet fagfællebedømt. Det er ikke publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, og det er blevet sablet ned for alt fra den besynderlige metode, de håndplukkede studier og den forhåndsforståelse, der præger fortolkningen. Alligevel får rapporten en enorm politisk og mediemæssig eksponering. Det kan åbenbart ikke betale sig at lave solid forskning, når man får langt større politisk og mediemæssig gennemslagskraft med en tendentiøs overfladisk litteraturgennemgang. Seriøse forskere har som konsekvens udviklet et videnskabeligt træthedssyndrom: en stress-induceret dysfori, når hovedparten af den viden, man har tilegnet sig gennem årene, bliver mindre vigtigt end information, der bliver indsamlet fra forskellige ubekræftede kilder i realtid.

 

En hær af mandagstrænere, bagsædepassagerer, konspirationssultne medier, panikparate politikere og finansvirologer overtog en normalt kedelig og fredelig videnskabsdebat.
_______

 

Udviklingspsykologen Jill Byrnitt mener, at mennesket er et virkelig dumt pattedyr, der bliver født alt for tidligt: Vi kan intet, når vi bliver født. Prisen for det er, at vi underskriver en social kontrakt om, at vi skal passe på hinanden ved at give hinanden anerkendelse – ikke ros, men en accept af at man er OK som menneske og gerne må være en del af fællesskabet og dets goder. Folkesundhed tager hånd om alles sundhed med simple midler byggende på lighedsprincipper, der anerkender alle menneskers vilkår og behov: erfaringer, viden, hygiejne, forebyggelse, vaccination, isolation og rehabilitering.

Men COVID-19 har, som mange andre epidemier før den, bragt de værste fobier op i mennesker. Angsten for snavs, smitte, tvang og fremmede sætter ild til ultraliberale modstandere af myndigheder, videnskabsskeptikere og nationalisme. En hær af mandagstrænere, bagsædepassagerer, konspirationssultne medier, panikparate politikere og finansvirologer overtog en normalt kedelig og fredelig videnskabsdebat. De fleste forskere og eksperters vurderinger blev reduceret til partsindlæg, andre blev til stereotype statister, mens hovedparten selv valgte tilskuerpladserne efter at have set de dødstrusler flere eksperter havde modtaget, fordi de udtalte sig om masker, spikeproteiner eller håndtryk.

 

Er der virkelig ulighed i sundhed i Danmark, spurgte journalister? Og dagen efter ringede journalisterne igen for at høre, om der dog ikke var en ny forklaring med en bedre nyhedsværdi. Underforstået: ulighed i sundhed er ikke clickbait hver dag.
_______

 

Pandemien skabte en global epidemi af empatiske pseudoeksperter, der trådte rundt i det videnskabelige spinatbed, mens de afviste evidens, viden og empiri som humbug, søforklaringer og dårlige undskyldninger. Den person, der i USA har taget suverænt mest fejl af pandemiens udvikling, er en journalist, Derek Thompson, med 200.000 følgere på twitter og en hyppig ”ekspert” på Fox News TV-kanalen. Thompson tog bl.a. fejl af at USA ikke ville få over 500.000 døde af COVID-19 (på nuværende tidspunkt er tallet over 900.000 døde) og mente heller ikke, at mundbind havde nogen effekt. Men hans nok mest bekymrende fejltagelse var, at han mente, at vacciner havde flere bivirkninger en fordele for ældre og syge mennesker, hvilket må siges at være en alarmerende fatal mening.

Ulighed i sundheden
Mens COVID-19 har haft en global fest i skyggen af nationalisme, udskamning af minoriteter, privilegieblindhed og symbolpolitik har myndigheder og medier kæmpet med en temmelig stejl læringskurve. Er der virkelig ulighed i sundhed i Danmark, spurgte journalister? Og dagen efter ringede journalisterne igen for at høre, om der dog ikke var en ny forklaring med en bedre nyhedsværdi. Underforstået: ulighed i sundhed er ikke clickbait hver dag. Som en overbærende journalist sagde, da jeg forsøgte at drage paralleller til den politiske mangel på forståelse af HIV-smittens sociale sammenhænge: Vil du bruge en så gammel epidemi til at forklare COVID-19? Hvis ingen andre har lært noget, så har folkesundhedseksperter i hvert fald lært, at folkesundhed er ikke en given politisk præmis, og at ulighed i sundhed generelt betragtes som et resultat af dårlige valg, en svag moral og en skidt karakter. Folkesundhed blev langsomt til et skældsord og synonymt med et forsvar for dovenskab og social modstand.

En udenlandsk forsker i Danmark sagde, at velfærdskontrakten og sammenhængskraften i Danmark er et artefakt, der skyldes en stærk monokultur – hvis vi ikke forstår det, så kommer vi aldrig uligheden til livs. Hvor ligger Risskov, og hvem er Søren Brostrøm: Når vi ikke føler vi hører til i fællesskabet, så skaber vi nye fællesskaber, hvor sammenhængskraften er, at vi er sammen udenfor det store fællesskab.

Udskamning blev til en kollektiv blodrus, hvor nye grupper hver dag stod for skud (etniske grupper, skiguides, slagteriarbejdere, influencere og youtubere, hesteejere, de unge) – men ét tal brændte sig fast i min bevidsthed: Folketinget har som subgruppe det hidtil højest målte smittetal under COVID-19 i Danmark. Man ønskede længe ikke at overholde resten af samfundets regler om afstand, mundbind og håndhygiejne. Som en flok gamle kirurger var de højt hævede over pøblens vilkår og havde per definition rene hænder.

Videnskaben er en proces
Der er brug for en konstant vekselvirkning mellem epidemiologi og kvalitative undersøgelser. Den biomedicinske model forudså ikke, at ebola spredte sig udenfor landsbyer og ind i hypermobile slumområder i grænselandet mellem multiple lande. Samme model forudså heller ikke, at COVID-19 ville ramme Europa. Der manglede samfundsvidenskab, humaniora og historisk viden om folkesundhed og de politiske sammenhænge, som epidemier udspiller sig i og samtidig bekæmpedes af. Det var influenza, der vandt 1. Verdenskrig – sejrherren kan bare ikke skrive historien sådan, som det normalt er sejrherrens ret, så stormagter tog æren. Men det var en lille virus, der vandt. Vi ved det godt, for det viser historien.

 

Videnskaben er rodet, og offentligheden ser hvert eneste preprint, hver eneste grusomme detalje, og vanligvis fredelige normale videnskabelige diskussioner bliver i medierne gjort til livsfarlig uenighed
_______

 

Vi har brug for epidemisk intelligens. Der kombinerer informationer indsamlet på jorden med historiske erfaringer, kvalitative interviews, rutinedata og tværfaglige analysegrupper. Der er brug for en tættere vekselvirkning mellem kvalitativ og kvantitativ forskning. Der er brug for at videnskaberne tager sig af den fornuftige verden – ikke kun af papirverdenen. Alt for meget forskning ændrer hverken på menneskers liv eller patienters livskvalitet, fordi den starter og slutter i et kontor eller i et laboratorie.

Der er publiceret over 180.000 videnskabelige artikler om COVID-19 og knap 30 pct. af dem er såkaldte preprint/prepublication og netop preprint artikler er indtil nu blevet citeret i pressen 10 gange hyppigere end peer-reviewede artikler. Om det er gavnligt eller skadeligt på længere sigt, må vi se på, men information er i hvert fald blevet spredt vanvittigt hurtigt i forhold til, hvad forskere er vant til. Desværre handler under 1 pct. af artiklerne om etniske minoriteter, selvom de globalt udgør 1/3 af de hospitalsindlagte. Videnskaben vandt nok over COVID-19, men tabte kapløbet med publikationskrisen, ignorante politikere, ultraliberalister, populister & misinformanter.

Politikerne? Ja, de ville, også i Danmark, tvinge læger til at forske i klorokin og Ivermectin, men ikke i ulighed i sundhed. Både klorokin og Ivermectin, der ingen effekt har på COVID-19, men i stedet et hav af alvorlige bivirkninger, har opslugt enorme mængder af forskningsmidler, der kunne være brugt på bedre interventioner i hårdtramte boligområder. Der var sågar politikere, der mente, at politikerne skulle bestemme, hvad forskere skulle forske i.

Videnskaben er rodet, og offentligheden ser hvert eneste preprint, hver eneste grusomme detalje, og vanligvis fredelige normale videnskabelige diskussioner bliver i medierne gjort til livsfarlig uenighed. Journalister, indflydelsesrige økonomer og mandagstrænere med en lommeregnereksamen har stresset de fodslæbende forskere med deres falske modsætninger og konfliktsøgende nyhedsvinkler. Der er denne idé i offentligheden om, at et forskningsresultat enten er sandt eller falskt. Sådan er videnskab ikke. Videnskab er en proces, ikke et svar.  Det er bare en virkelig svær lektie at forstå for medier og ikke mindst politikere.

 

En af de mest interessante læringer under COVID-19 er, at man politisk fint kan leve med en folkesundhed, der kunne dækker de 20 pct., der opfører sig pænt og forudsigeligt efter flertallets normer. Resten må selv om det – de har fået information, vi har en velfærdskontrakt, og så kan velfærdssamfundet ikke gøre mere. Men godt nok ikke godt nok.
_______

 

En ny forståelse af folkesundheden?
Videnskab er blevet en politisk frugtbar jord, hvor politikere kan aflede befolkningen fra triste fakta, eller hvor politikerne frit kan drage politisk opportune beslutninger baseret på deres egne udlægninger af videnskaben. Der nu opfundet en videnskab, agnotologi, der studerer, hvordan politikere strategisk anvender håndplukkede forskningsresultater til at skabe forstyrrelser og flytte fokus.

En af de mest interessante læringer under COVID-19 er, at man politisk fint kan leve med en folkesundhed, der kunne dækker de 20 pct., der opfører sig pænt og forudsigeligt efter flertallets normer. Resten må selv om det – de har fået information, vi har en velfærdskontrakt, og så kan velfærdssamfundet ikke gøre mere. Men godt nok ikke godt nok. Dét er en forståelse folkesundheden skal arbejde med fremadrettet.

Men det spændende er, at virkeligheden for en stund overhalede det politiske tankesæt, for COVID-19 elsker tvivl, symbolpolitik, misinformation og ligegyldighed. Smitten steg i belastede boligområder og nødvendiggjorde, at man på det praktiske plan begyndte at sætte sig ind i modtagernes udfordringer – der blev skabt materialer på fremmedsprog, på video og man gik fra dør til dør i områder med høje smittetryk.

Det, der gør os stærke, gør os svage: Samfundskontrakten er skabt af de raske med de længste uddannelser, og der er det tilstrækkeligt, at middelklassens velbefindende opfattes som godt nok for alle. Den brasilianske præsident, Bolsonaro, har offentligt gjort grin med COVID-19 og med vaccination. Verdenspressen beskrev Brasilien som et skrækscenarie, men alligevel er over 70 pct. af brasilianerne vaccineret. Hvorfor? Fordi de har et synligt og effektivt primært sundhedsvæsen, der bygger på folkesundhedstanker, som befolkningen synes er sundere end præsidentens afvigende holdning. Det var ikke folkesundheden, der var syndebukken. Folkesundhed vaccinerer befolkningen mod uvidenhed og giver dem et informeret grundlag at tage beslutninger på. Dét skal folkesundheden ikke skamme sig over. ■

 

Folkesundhed vaccinerer befolkningen mod uvidenhed og giver dem et informeret grundlag at tage beslutninger på. Dét skal folkesundheden ikke skamme sig over.
_______

 

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION: Morten Sodemann [Foto: Lars Skaaning]