Overlæge Joachim Hoffmann-Petersen: Når Danmark sender nødhjælp, er det desværre ofte i form af hadegaver

09.02.2022

Italien fik museumsrespiratorer, der ikke kunne indstille iltprocenten. Da Moria brændte, sendte Danmark festivaltelte til flygtningelejren om vinteren. Skal Forsvaret tømme koldkrigsdepoterne, så vi kan hjælpe Ukraine? Medierne har et stort ansvar for at kontrollere om den hjælp, regeringen sender, overhovedet kan bruges.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her


Kommentar af Joachim Hoffmann-Petersen, overlæge OUH, Svendborg, folketingskandidat (C)

SKÆRTORSDAG I 2020 blev jeg interviewet i P1 Morgen af Tinne Hjersing Knudsen. I ugerne inden var det næsten dagligt, jeg blev interviewet tidligt om morgenen, og jeg var holdt op med at interessere mig så meget for, hvad der præcist blev spurgt om. Der var gået lidt automatpilot i den. Jeg havde vænnet mig til at stå tidligt op og i næsten bogstavelig forstand sove med bukserne på.

Tinne Hjersing Knudsen stillede så det utroligt fornuftige spørgsmål om de der respiratorer, Danmark ville sende til Italien. Hvor gode var de? Jeg følte mig lidt som et rådyr fanget i lygterne fra en bil. Jeg nåede at tøve et halvt til et helt sekund. Hvad skulle jeg svare? Skulle jeg lyve og redde Forsvars- og Udenrigsministeriet? Eller skulle jeg fortælle sandheden og lade dem stege i deres eget fedt?

Jeg valgte at fortælle sandheden. Respiratorerne var meget primitive; så primitive, at de var uforsvarlige at bruge til COVID-19-patienter. De var absolut ikke en ”solid håndsrækning” til en ven i nød, som udenrigsminister Jeppe Kofod formulerede det. Respiratorerne var ganske enkelt for simple. Man kunne ikke indstille iltprocenten, man kunne ikke regulere modtrykket, og der var ikke nogen trykbegrænser. Hvis patienten hostede, risikerede man, at lungerne sprængtes, og patienten døde.

 

Jeg valgte at fortælle sandheden. Respiratorerne var meget primitive; så primitive, at de var uforsvarlige at bruge til COVID-19-patienter. De var absolut ikke en ”solid håndsrækning” til en ven i nød
_______

 

Hadegaverne fra Nord
I DR Genstart findes to afsnit om ”Hadegaven fra Nord”, hvor Tinne Hjersing Knudsen fortæller Knud Brix, hvordan hendes underkæbe ramte pulten foran hende. I den efterfølgende pause under radioavisen skrev hun en masse spørgsmål ned og besluttede sig for at sende en byge af aktindsigtsanmodninger af sted. De efterfølgende uger viste, at jeg dæleme havde ret. Skandalen var komplet. En nær allieret var i knæ i et omfang, vi ikke har set siden Anden Verdenskrig. Militære lastbiler fragtede ligene ud af Bergamo, og Danmark sendte museumsrespiratorer samt nogle ubrugelige telte.

I ugerne efter interviewet var jeg en kende bekymret over at have afsløret sandheden og lagt mig ud med Udenrigsministeriet, Forsvarsministeriet, Sundhedsministeriet og nogle styrelser. Med den viden, vi nu har om regeringens håndtering af kriser, var statsministeren utvivlsomt også inde over. Min nattesøvn blev dog genskabt, efter jeg havde fornøjelsen af at sidde med til det efterfølgende samråd, hvor udenrigsministeren blev grillet for sin indsats. Berlingske havde fået aktindsigt i en mailkorrespondance mellem en chefsergent og en brigadegeneral. Brigadegeneralen skrev, at man i Udenrigsministeriet udmærket var klar over, at respiratorerne var ubrugelige, men for Udenrigsministeriet handlede det kun om signalværdi, og ikke om reel hjælp. Udenrigsministeren var absolut blottet for selvindsigt og selvkritik. Han mente ikke, han havde noget ansvar, selvom han stod forrest, da Italien takkede for det danske bidrag. Udenrigsminister Jeppe Kofod fik en særdeles velfortjent næse. Siden fik forsvarsminister Trine Bramsen og sundhedsminister Magnus Heunicke også en næse hver for det italienske respiratoreventyr, om end deres var noget mindre.

 

Var respiratorerne til Italien en enlig svale fra en regering presset af en pandemi? Desværre ikke. Da flygtningelejren Moria brændte senere samme år, sendte Danmark nogle tynde telte til en flygtningelejr om vinteren
_______

 

Sagerne står i kø
Var respiratorerne til Italien en enlig svale fra en regering presset af en pandemi? Desværre ikke. Da flygtningelejren Moria brændte senere samme år, sendte Danmark nogle tynde telte til en flygtningelejr om vinteren.

Hvad har der ellers været af episoder? Man kan nævne en piratjagt, hvor worst case scenario udspillede sig – man fangede en pirat! Det var sørme da ikke meningen. Man kan nævne udflugten til Mali, hvor Forsvarets udsendte blev returneret, fordi invitationen ikke var så sikker, som man troede. Man kunne også nævne, at vi sendte en fregat uden missiler til Østersøen, som måtte på værft i Korsør kort efter den rundede Bornholm. Går vi lidt længere tilbage, var der ubåden til en ørkenkrig. Listen er lang og pinlig.

Men historisk findes der heldigvis noget at være stolt af. Den helt unikke indsats under Korea-krigen, hvor vi sendte et hospitalsskib med helikopterdæk. Det er først inden for de senere år, at helikoptere har kunnet lande på vores akutsygehuse og ikke kun på en fodboldbane i nærheden. Hospitalsskibet var visionært, nyskabende og reddede livet for talrige civile og allierede soldater. Det var en reel hjælp, om end det er nogle dage siden.

I dag er det oplagte spørgsmål: Hvordan kan Danmark så hjælpe Ukraine militært? Svaret kommer ikke her. Jeg er overlæge. Jeg ved en masse om respiratorer og intensiv terapi. Jeg er ikke ansat i Forsvaret og ved derfor ikke, hvad der står på Forsvarets hylder af moderne isenkram, og hvad Forsvaret har ansat af militærfaglig ekspertise. Noget tyder dog på, at også vores militære isenkram er ubrugeligt for ukrainerne. Men, det jeg ved, er, at når regeringen kommer med et konkret udspil, så bør oppositionspolitikerne og journalisterne stå klar til at gennemgå udspillet med en tættekam.

Der findes noget værre end ikke at hjælpe, og det er at spilde tiden for folk i nød. Man smider heller ikke en halv liter fadøl efter en kammerat, der er faldet i havnen! Man kaster en redningskrans.

Hvis Danmark skal tages seriøst som allieret og som en troværdig ven i nøden, skal vi sende hjælp og ikke spilde ukrainernes tid med hadegaver. ■

 

Når regeringen kommer med et konkret udspil for nødhjælp, så bør oppositionspolitikerne og journalisterne stå klar til at gennemgå udspillet med en tættekam
_______