Ole Helmersen i RÆSONs nye trykte nummer: Kan De Konservative redde Storbritannien – og sig selv?
18.12.2022
Der var ingen ende på de løfter, som fremtrædende Brexit-tilhængere i Det Konservative Parti stillede befolkningen i udsigt op til folkeafstemningen. En frigørelse fra de lænker, som bandt Storbritannien til EU, ville føre til en bedre økonomi, lavere priser i butikkerne, øget handel med andre dele af verden, kontrol med indvandringen, langt mindre bureaukrati for virksomhederne og meget mere. Sådan blev det ikke – tværtimod er det gået i den diametralt modsatte retning.
FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der udkommer 22. december.
Af Ole Helmersen
STORBRITANNIEN har nu oplevet en periode med politisk-økonomisk ustabilitet, som strækker sig tilbage til i hvert fald 2013: Året, hvor daværende premierminister David Cameron lovede folkeafstemningen om Brexit. Men situationen i de seneste tre år, siden Boris Johnson blev premierminister og i særdeleshed hen over sommer og efterår i år, har ligefrem været tumultarisk – med tre premierministre inden for fem måneder. I samme periode har fem forskellige finansministre fremlagt fem forskellige bud på en økonomisk politik kulminerende med Jeremy Hunts minibudget den 17. november. Dette ligner til forveksling en genopfindelse af den sparepolitik, som tidligere finansminister George Osborne slog fejl med i årene umiddelbart efter 2010.
Det Konservative Parti har nu været ved magten i 12 år. I den periode har partiet været nærmest monomant optaget af Brexit. Samtidig har det ødelagt sit ry som den sikre hånd i den økonomiske politik og som the natural party of government; en betegnelse, som partiet ellers ynder at bruge om sig selv. Partiets udvikling gennem de seneste måneder ligner en decideret nedsmeltning, som da også har medført, at partiet ligger historisk lavt i meningsmålingerne.
Hvor står Brexit?
Brexit har uden diskussion været den væsentligste politiske begivenhed i Storbritannien i mange år. Emnet har fuldstændigt domineret den politiske dagsorden siden folkeafstemningen, og det regerende Konservative Parti har været selvdestruktivt optaget af emnet.
Efter afstemningen i 2016 stod det hurtigt klart, at uanset hvilken form for afsked og uanset hvilket fremtidigt forhold med EU27, Storbritannien ville ende med at få – og uanset hvor man holdningsmæssigt placerede sig på leave-remain-skalaen – ville eftervirkningerne af Brexit dominere britisk politik og det britiske samfund i adskillige år fremover. Dette har holdt stik. Brexit er lang fra done, som Boris Johnson vandt sin store valgsejr på at love i december 2019.
Brexit udsatte Storbritannien som stat, den britiske befolkning og det britiske politiske system for en chokbehandling, som langtfra er overstået. Det udfordrer endvidere den britiske forfatning og sammenhængskraften i den britiske union, fordi de fire nationer i Storbritannien stemte forskelligt. Brexit udfordrer den britiske befolkning, fordi de efterhånden klart dokumenterede negative økonomiske konsekvenser rammer borgernes dagligdag hårdt. Brexit-afstemningen viste endvidere, at et flertal i befolkningen ønskede noget helt andet, end det overvejende flertal blandt parlamentets medlemmer ønskede, idet det store flertal af disse var tilhængere af at forblive i EU. På den måde adskilte resultatet af folkeafstemningen sig også fra de to eneste tidligere nationale folkeafstemninger (om EF i 1975 og om en ændring af valgsystemet i 2011), der er blevet holdt i landets historie. I disse adskilte vælgerne og lovgiverne sig kun med tre procentpoint. Ved Brexit-folkeafstemningen var afstanden mellem vælgerne og politikerne på 30 procentpoint. Som David Cameron har udtrykt det i sine politiske erindringer (For the record): „Not for the first time in my political career, I had failed to spot the essential political equation: rational case versus emotional argument equals political disaster” („Det var ikke første gang i min politiske karriere havde jeg overset den afgørende politiske ligning: Rationelt argument mod følelsesmæssigt argument fører til en politisk katastrofe”).
Betingelserne for et magtskifte kunne næsten ikke være bedre
_______
Der var ingen ende på de løfter, som fremtrædende Brexit-tilhængere i Det Konservative Parti stillede befolkningen i udsigt op til folkeafstemningen. En frigørelse fra de lænker, som bandt Storbritannien til EU, ville føre til en bedre økonomi, lavere priser i butikkerne, øget handel med andre dele af verden, kontrol med indvandringen, langt mindre bureaukrati for virksomhederne og meget mere. Sådan blev det ikke; i hvert fald ikke endnu – tværtimod er det gået i den diametralt modsatte retning. Den almindelige brite har indtil videre ikke set meget til de lovede positive effekter – bortset fra at det britiske indenrigsministerium er begyndt at genindføre de gamle blå pas til erstatning for EU’s rødbedefarvede. Storbritannien var aldrig medlem af hverken euroen eller Schengen-passamarbejdet, så de store, synlige gevinster er udeblevet. Så længe overgangsperioden varede – frem til udgangen af 2020 – fortsatte varer, tjenesteydelser og mennesker med at flyde frit over grænsen i samme omfang som hidtil. Det eneste område, hvor man reelt kan sige, at Storbritannien har genvundet kontrollen, er med indvandringen til landet. Det har så, indtil videre i hvert fald, kun ført til stor mangel på arbejdskraft i en række sektorer, fordi det er blevet mindre attraktivt for EU-borgere at arbejde i Storbritannien.
Brexit: Ikke en begivenhed, men en proces
„Let’s get Brexit done!” var som sagt det mantra, Boris Johnson benyttede, fra det tidspunkt hvor han afløste Theresa May, i juli 2019, og som han vandt valget på i december samme år. Men ved nærmere eftersyn er det budskab lige så indholdstomt og problematisk som Theresa Mays „Brexit means Brexit”. Begge udsagn antyder, at Brexit blot er en begivenhed, som man kan overstå med én konkret beslutning. Det er Brexit ikke. Brexit er langt mere proces end begivenhed. Storbritannien var medlem af EU i 47 år, og landets økonomi, erhvervsstruktur, import/eksportmønstre, lovgivning og regeloverholdelse på bogstavelig talt tusindvis af områder er dybt integrerede i det praktiske samarbejde med de 27 andre EU-lande.
Brexit blev solgt ikke mindst på argumentet om suverænitet. Storbritannien skulle ikke længere være underlagt EU’s regeltyranni – ikke længere være en rule-taker, men en rule-maker. Indtil videre er denne ændring ikke indtruffet. Britiske virksomheder lever fortsat – på nu sjette år – med usikkerhed og det ændrede regelgrundlag, de arbejder efter, når de eksporterer/importerer til og fra EU. Den lovede afbureaukratisering har de ikke set noget til.
Man kan ikke fortænke befolkningen i at være lidt trætte af Brexit. Den er også ved at ændre holdning. I de første år efter folkeafstemningen viste meningsmålinger, at fordelingen mellem leave og remain var stabil og konsistent med afstemningsresultatet. Befolkningen havde tilsyneladende polariseret sig i faste blokke over Brexit-spørgsmålet. Men på det seneste er data begyndt at vise, at situationen måske er ved at ændre sig. Antallet af vælgere, som nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, er begyndt at stige markant:
De nyeste målinger viser, at 59 pct. nu mener, at Brexit var en forkert beslutning, mens 41 pct. stadig mener det modsatte. Det er nu 16 måneder siden, en meningsmåling viste et flertal for, at Brexit var den rette beslutning. Tilsvarende viser meningsmålinger, at 54 pct. ville stemme for at vende tilbage til EU, hvis en ny folkeafstemning blev afholdt.
Blandt de britiske politikere ser man indtil videre ikke samme udvikling. Selvom det er tydeligt, at Brexit fortsat langtfra er implementeret og har en række alvorlige og negative konsekvenser for britisk økonomi, som forværrer det allerede massive fald i levestandard, som et flertal af briter oplever, fornægter de fleste parlamentsmedlemmer i begge de to store partier, De Konservative og Labour, at Brexit rummer store udfordringer. Tværtimod holder de fortsat fast i, at Brexit er en succes – eller i hvert fald at det rummer uanede hidtil uudnyttede muligheder. Det kan nærmest virke, som om der er en stiltiende aftale om slet ikke at tale om emnet; om at tie problemerne væk. Det har således været næsten fraværende som emne i formandsopgørene i Det Konservative Parti hen over sommeren og efteråret.
Hvordan står det til med økonomien?
I 2015 lå den britiske økonomi i toppen blandt G7-landene. Det Konservative Parti havde netop vundet parlamentsvalget og opnået et lille flertal efter i de forudgående fem år at have regeret i koalition med det meget mindre parti, Liberaldemokraterne [The Liberal Democrats, red.]. Økonomien vækstede, med lav og faldende arbejdsløshed og stærk stigning i erhvervsinvesteringerne samt et faldende statsligt underskud. På det tidspunkt var oppositionspartiet Labour tilmed i færd med at vælge Jeremy Corbyn som leder og sås derfor ikke som en seriøs trussel mod konservativ dominans i overskuelig fremtid.
I dag, efter 12 år i regering, har De Konservative ansvaret for en økonomi, der er i recession. OECD forudsiger tilmed, at den britiske økonomi vil vokse langsommere næste år end alle andre udviklede landes, bortset fra Ruslands.
I august udsendte den britiske centralbank, Bank of England, de mest alvorlige prognoser for udviklingen i britisk økonomi i flere årtier. I november tilføjede banken en vurdering, som var om muligt endnu værre, og annoncerede en rentestigning på 0,75 pct. Bankens vurdering var, at Storbritannien allerede er i recession, og at denne vil vare mindst til midten af 2024. Og det forudsagte opsving fra 2025 ventes at gå langsomt. Centralbanken påpeger endvidere, at der er behov for omfattende reformer samt en kombination af skattestigninger og hårde nedskæringer i de offentlige budgetter for at få økonomien i balance. Rishi Sunak, den femte konservative premierminister siden 2016, annoncerede da også i sin første tale den 25. oktober, at landet står over for meget dybtgående økonomiske problemer, som ,kræver vanskelige beslutninger’.
Liz Truss’ og hendes finansministers, Kwasi Kwarteng, forsøg på at indføre den form for økonomisk politik, som de sammen med tre andre nyvalgte MP’er beskrev i deres neoliberale kampskrift fra 2012, Britannia Unchained, holdt kun i 44 kaotiske dage. Planen var at skabe vækst gennem forskellige finanspolitiske lempelser; herunder en afskaffelse af topskat for de rigeste briter ud fra en teori om en trickle-down-virkning på resten af økonomien, som der kun findes tvivlsomt empirisk belæg for virkningen af. Det var regeringens hensigt at finansiere disse gennem øget statslig låntagning. De internationale finansmarkeder reagerede prompte og hårdt på planerne, sendte pundet ud i et styrtdyk og hævede renten på de lån, Storbritannien ønskede at optage. Investorerne konkluderede med rette, at hvis regeringen øgede tendensen til øget inflation gennem skattelettelser, ville centralbanken blive tvunget til endnu større forøgelser af rentesatserne. I november nåede inflationen 11,1 pct. med stigende tendens; det højeste niveau siden 1981. De to internationale kreditvurderingsbureauer Moody’s og Standard & Poor’s har begge nedgraderet Storbritanniens kreditværdighed, hvilket gør det dyrere for den britiske stat at finansiere sit underskud.
London, 24. oktober: Rishi Sunak omfavnes og hyldes af sine partifæller foran det Konservative hovedkvarter. Efter at Liz Truss forlod embedet, var han den eneste kandidat, der stillede op til at afløse hende [FOTO: Wiktor Szymanowicz / Abaca/Ritzau Scanpix]
Den britiske regerings eget Office for Budget Responsibility anslår, at Brexit har ført til en langvarig nedgang i det britiske BNP på 4 pct. Men det er langtfra alle Storbritanniens økonomiske kvaler, der skyldes Brexit. Også før 2016 led landet under en række mere eller mindre permanente problemer – med lav produktivitet, en meget skæv økonomisk geografi, et uddannelsessystem, der ikke bibringer store dele af befolkningen de nødvendige kvalifikationer, og permanente underskud på betalingsbalancen. Ifølge en tidligere direktør for Bank of England udgjorde den samlede britiske økonomis størrelse 90 pct. af Tysklands før Brexit. I 2022 er tallet 70 pct. Samtidig påpegede direktøren, at den gennemsnitlige realløn i Storbritannien ikke var steget i et årti – og det forventes, at man først vender tilbage til reallønsniveauet fra før finanskrisen i 2025. Den nye finansminister, Jeremy Hunt, accepterer dog ikke disse økonomiske fakta. I et interview i forbindelse med fremlæggelsen af hans minibudget den 17. november hævdede han blot: „I don’t accept that Brexit will make us poorer”. Brexit-fornægtelsen i Det Konservative Parti fortsætter ufortrødent.
Det Konservative Parti valgte i oktober Rishi Sunak til ny leder og dermed premierminister. I modsætning til Johnson og Truss har han ikke opbakning fra partiets højrefløj – men Sunak fremstår langt mere økonomisk kompetent og politisk mainstream end sine forgængere. Mange har sikkert draget et lettelsens suk, da han blev valgt. Tilbage til normalen, har formentlig været deres reaktion.
Én ting, han dog ikke kommer uden om, er at finde løsninger på landets alvorlige økonomiske problemer. Hvordan han vil gøre dette, fik offentligheden et første indblik i den 17. november, da hans finansminister, Jeremy Hunt, fremlagde den nye regerings bud på et minibudget. Hovedbudskabet var: Tilbage til fremtiden – tilbage til den form for austerity, som tidligere finansminister i koalitionsregeringen George Osborne førte fra 2010. Hunts budget bød på skattestigninger og udgiftsreduktioner, fordi regeringen definerer hullet i statskassen som det vigtigste økonomisk-politiske problem. Den politik virkede ikke for George Osborne. Højrefløjen i partiet vil med stor sandsynlighed være stærke modstandere af skattestigninger, uanset situationens alvor, så Hunt og Sunak kan vente stærk modstand fra egne rækker i parlamentet, når minibudgettet skal omsættes til lovgivning.
Nedsmeltningen
Storbritannien har haft fem premierministre på de syv et halvt år, der er gået, siden The European Union Referendum Act blev vedtaget i det britiske parlament i 2015, hvormed grundlaget for en folkeafstemning var skabt.
Hvis man går lidt længere tilbage, til 2010, hvor Det Konservative Parti vendte tilbage til regeringsmagten efter 13 år i opposition, må man konstatere, at partiet har ændret sig radikalt gennem de 12 år, det har været i regering. Det er et parti, som i denne periode – og i denne skribents øjne – ikke har regeret til den britiske stats og den britiske befolknings bedste, men har været dybt splittet på Europa-spørgsmålet og opslugt af fortællingen om den rette, fundamentalistiske tro på Brexit og projektets rette udførelse. I processen er man skredet længere og længere ud i ideologisk højrepopulisme.
Som sagt har partiet en selvforståelse som ,det naturlige regeringsparti’ og har haft stor succes – i flere århundreder – med ikke at være så ideologisk, at det gjorde noget, for nu at parafrasere Poul Schlüter. Tværtimod har partiet ofte vist sig som meget pragmatisk for at opfylde ambitionen om at bevare og/eller erobre regeringsmagten.
Da Theresa May overtog ledelsen af partiet umiddelbart efter folkeafstemningen, forsøgte hun at få en aftale i stand med EU, som levede op til hendes mantra „Brexit means Brexit”, men som samtidig tog højde for den nye virkelighed gennem praktiske tiltag på nogle af de vanskelige problemstillinger, som afkoblingen fra EU’s indre marked ville skabe. Men hun led store nederlag i sin egen parlamentsgruppe, der stemte massivt imod hende. Stærke kræfter i partiet omkring Boris Johnson, Jacob Rees-Mogg m.fl. førte an i undergravningen af hende, og hun måtte til sidst træde tilbage.
Johnson vandt det efterfølgende formandsvalg, fordi han ikke havde kvababbelser med at love det umulige. Han skar igennem i det vanskelige spørgsmål om grænsen mellem det britiske Nordirland og republikken Irland og fik sin aftale med EU gennem parlamentet. Et lille halvt år efter sin tiltrædelse i juli 2019 vandt han en meget overbevisende valgsejr ved valget i december. Grundlæggende var hans trylletrick blot at acceptere den aftale om Nordirland, som EU hele tiden havde ønsket, hvilket efterfølgende har ført til store problemer og bl.a. været en vigtig faktor i sammenbruddet af regeringssamarbejdet mellem de ledende partier i den nordirske parlamentsforsamling. Et andet centralt element i Johnsons bud på at få regeringsmagten var ambitionen om levelling-up; en nærmest keynesiansk-inspireret økonomisk omfordelingspolitik til udligning af de store økonomiske forskelle, der eksisterer mellem nord og syd i Storbritannien – som belønning for, at mange traditionelle Labour-vælgere i Nordengland havde købt hans „let’s get Brexit done”-slogan.
Da Johnson til sidst blev presset væk fra lederposten af sine egne, arvede Liz Truss ansvaret for et parti, der allerede havde lidt stor skade af et uopfyldt Brexit og af Johnsons problematiske embedsførelse. Og hun overtog ansvaret for et land, som befinder sig i den nok værste økonomiske krise siden i hvert fald 1970’erne.
Sejren i formandsvalget var den nemme for Liz Truss. Højrefløjen i partiet ønskede at sikre sig, at i hvert fald én af kandidaterne i sidste afstemningsrunde hos de menige partimedlemmer repræsenterede deres fløj. En kandidat, som var loyal mod Boris Johnson – og kunne være et alternativ til Johnsons tidligere finansminister Rishi Sunak, der på dette tidspunkt blev anset som ,kongemorder’ blandt mange medlemmer. Truss stod derfor i gæld til højrefløjen og viste dette i udpegningen af sine ministre.
Hun forstod, hvad de menige konservative partimedlemmer ønskede at høre – skattelettelser, en mindre offentlig sektor og loyalitet mod Boris Johnson– og det brugte hun så seks ugers valgkamp på at fortælle dem. Problemet for hende var og er, at det efterfølgende var helt andre budskaber – og en anden politik – som mødet med virkeligheden krævede.
Hendes rival, Rishi Sunak, førte en formandsvalgkamp, der, med hans baggrund som finansminister, fokuserede på mere traditionel konservativ økonomisk politik, ,sunde finanser’ og tilbageholdenhed med skattelettelser i en tid med skyhøj og stigende inflation. Han tabte, fordi han var for saglig, fordi han gav udtryk for, at håndtering af krisen er langt mere kompliceret end blot at love lånefinansierede skattelettelser – og så fordi han blev set som den, der havde ført kniven mod Boris Johnson.
Drømmen hos mange af de ledende Brexit-tilhængere om at skabe et ,Singapore-on-the Thames’ – et frihandelsparadis med lille stat, få reguleringer og lave skatter – blev skudt ned af Liz Trus
_______
Med blot 44 dage indtager Liz Truss pladsen som den kortest siddende premierminister i britisk historie. Hun vil også blive beskrevet som en af de mest katastrofale og ukvalificerede. Tidligere premierministre har brugt adskillige år på at skabe så meget skade, som hun klarede på få uger. Det er derfor nemt at hænge hende ud, latterliggøre hende. Men det bør ikke glemmes, at hun blev valgt til posten først af et flertal af sine parlamentskolleger og derefter et flertal af partiets medlemmer. Hun var et produkt af et kriseramt og orienteringsløst konservativt parti.
Liz Truss’ største problem havde hun selv skabt – på forbløffende kort tid – med sin såkaldte vækstplan. Hun handlede af ideologiske årsager uden at forstå de konsekvenser, det ville få. Forslaget lå i direkte forlængelse af kernen i hendes økonomiske filosofi. Som nævnt var hun medforfatter til et liberalistisk kampskrift i 2012, og også før dette var hun tæt på den kreds af politikere, økonomer og tænketanke i Storbritannien og USA, som associeres med det Mont Pelerin Society, der blev etableret i 1947 for at skabe grundlaget for et opgør med den internationale kollektivisme, som prægede efterkrigsårtierne. Hun så indførelsen af denne økonomiske ortodoksi i Storbritannien som liggende i forlængelse af det, mange konservative ser som selve formålet med Brexit.
Det var ideen om britisk partikularisme, der døde med Truss’ plan. Landet blev nærmest sat under administration af finansmarkederne.
Situationen for Det Konservative Parti er således alvorlig. For befolkningen er den værre. Aktuelt står man med en leveomkostningskrise, høj inflation og massive problemer med egentlig fattigdom for store dele af befolkningen. Det Konservative Parti får, med rette eftersom det har været i regering uafbrudt i 12 år, skylden for meget af dette. Den interne uro i partiet med fløjkrige, talrige udskiftninger af premierministre og andre ledende ministre har ikke gjort befolkningen mildere stemt over for partiet, og kravet om et parlamentsvalg er massivt. Dette vil dog næppe komme før i efteråret 2024 (og kan trækkes helt til januar 2025), idet partiet har et solidt flertal i parlamentet og næppe vil udskrive valg på et tidspunkt, hvor det med stor sandsynlighed ville lide et massivt nederlag.
Nogle problemer – fx coronapandemien og de økonomiske omvæltninger forårsaget af Ruslands angreb på Ukraine – er selvsagt uden for britiske politikeres kontrol. Men én væsentlig faktor, som alene ejes af Det Konservative Parti, er en uforholdsmæssigt stor indflydelse fra den yderligtgående Brexit-fløj i partiet. En indflydelse, som har forværret mange problemer. May gik ned på et forsøg på at forene de hårde brexitører med de økonomiske og strategiske realiteter. Efter hende forsvandt Johnson ind i sin fantasiverden og placerede partiet i en ikkeeksisterende virkelighed, hvor Brexit kunne gennemføres uden negative konsekvenser for landet.
Denne tiltagende styrke, som de ekstreme brexitører fik internt i partiet, har vanskeliggjort løsninger, fordi man fra den fløj prioriterer ideologisk renhed over traditionel konservativ pragmatisme. Det har efterladt partiet i kaos og reelt gjort regeringspartiet uregerligt. Så længe man ikke får taget et opgør med den fløj, som numerisk udgør et mindretal, vil partiet ikke være i stand til at regere rationelt og til gavn for land og befolkning.
Hvor er Storbritannien på vej hen?
Med den situation, som Det Konservative Parti har bragt sig selv og landet i, kunne man forledes til at tro, at det bliver en nem sag for oppositionspartiet, Labour, at vinde det valg til Underhusets 650 pladser, der skal afholdes senest i januar 2025. Betingelserne for et magtskifte kunne næsten ikke være bedre. Først tre år med Boris Johnsons skandaleombruste tid som premierminister, herunder lovbrud i Downing Street og forsøg på at tilsidesætte den demokratiske proces, da han skulle have sin Brexit-aftale gennem parlamentet. Dertil kommer manglen på arbejdskraft og omkostningskrævende procedurer for handel med EU27 samt den politiske krise i Nordirland, som er nært forbundet med Boris Johnsons måde at løse grænseproblemet på. Hvorfor der nu rettes et kritisk søgelys mod betingelserne i handelsaftalen.
Efterfulgt af Liz Truss’ 44 dages katastrofale forsøg på at indføre en ny stærkt neoliberal økonomisk ortodoksi. Og nu en økonomi på vej i recession, med den højeste inflation i 40 år og et fald i levestandard for almindelige briter, som ikke er set større, siden man begyndte at måle denne. Det Konservative Parti står stærkt forpjusket og splittet tilbage efter 12 med regeringsmagten med en tilbagevenden til en besparelsespolitik som eneste bud på løsning af de økonomiske problemer.
Men Labour har også problemer. Trods den langvarige Konservative nedtur klarede Labour sig bestemt ikke godt ved lokalvalgene i maj i England, hvor de kun oplevede en samlet fremgang på 22 byrådspladser. Dermed lykkedes det ikke for Labour at tiltrække et vælgerkorps, der er stadig mere kritisk over for De Konservative. Og allerede cirka en uge efter at Rishi Sunak havde overtaget premierministerposten fra Liz Truss, viste en meningsmåling flertal til De Konservative over Labour på spørgsmålet om ,økonomisk kompetence’.
Labours problem er, at det endnu ikke har fremlagt et overbevisende politisk alternativ. Det er muligt, at partiet tror, det kan vinde valget, alene fordi De Konservative er så upopulære, men det er langtfra givet – trods gode meningsmålinger til partiet. At Labour måske kan vinde ,på afbud’, er næppe tilfredsstillende i befolkningen. Den har brug for en leder, som har en klar plan for, hvad han vil med magten – og med Brexit-spørgsmålet. Hidtil har Labour forekommet bange for at formulere en klar holdning til Brexit. Formentlig fordi man så, hvordan Boris Johnson fik en masse typiske Labour-vælgere i Nordengland over på sin side ved parlamentsvalget i 2019. Nu, snart tre år efter at Keir Starmer blev leder af Labour, mangler han stadig at fremstå som et overbevisende alternativ.
Diskussionerne af de økonomiske konsekvenser af britisk udtræden af EU den 31. januar 2020 blev hurtigt overhalet af coronapandemien. Megen politisk opmærksomhed har været rettet mod konsekvenserne af nedlukninger og senere problemer med globale forsyningskæder og senest af Ruslands invasion i Ukraine og dennes påvirkning af det globale energimarked.
Men nu er Brexit igen for alvor ved at tvinge sig tilbage på den politiske dagsorden. Et af de paradokser, som Brexit rummer, er, at Storbritannien nærmest er blevet mere europæisk end tidligere. Det er nærmest kommet til at ligne mange andre europæiske lande. Drømmen hos mange af de ledende Brexit-tilhængere om at skabe et ,Singapore-on-the Thames’ – et frihandelsparadis med lille stat, få reguleringer og lave skatter – blev skudt ned af Liz Truss. I stedet har man, efter manges opfattelse, fået, hvad journalisten Andrew Neil har beskrevet som et ,Britain-on-the-Rhine’ med noget, der ligner kontinentaleuropæisk socialdemokratisme. I Storbritanniens første årti uden for EU opstod der aldrig det Brexit-land med dynamisk økonomi, lave skatter og iværksætterøkonomi, som Brexit-fortalerne i storladne vendinger lovede befolkningen. I stedet er det, fortsætter Neil, endt med et BRINO-land (,Brexit In Name Only’); præget af en stagnerende økonomi, lav vækst og produktivitet samt høje skatter og indvandring af arbejdskraft uden de nødvendige kvalifikationer, der efterspørges af arbejdsmarkedet.
Nu er der en politisk sandsynlighed for, at Brexit-dramaet bliver gentaget. Da nogle aviser for nylig, på baggrund af udtalelser fra Jeremy Hunt, skrev, at regeringen måske havde planer om en vis tilnærmelse til EU’s indre marked via en ikke nærmere forklaret Schweiz-lignende associeringsordning, førte det til ubehag og uro blandt mange Konservative, hvoraf et flertal i forvejen mener, at skiftende regeringer i de seneste år har håndteret Brexit dårligt. Jeremy Hunt har antydet, at han ønsker at mindske handelsbarriererne i forhold til EU, og det er blevet udlagt som et ønske om en ny diskussion af aftalegrundlaget.
Et sådant blødere Brexit er Brexit-fundamentalisternes mareridt, og de vil kæmpe imod det med alle midler. Det er muligt, at Sunaks flertal i parlamentet på denne side af valget er stort nok til at afvise et internt angreb i partiets parlamentsgruppe. Men situationen rummer også den mulighed, at Nigel Farage (som han allerede har tilkendegivet) vender tilbage til politik med et nyt parti og igen kan true Det Konservative Partis muligheder for at få flertal ved valget – og dermed bidrager til at bane vejen for Labour. Med andre ord samme situation som op til folkeafstemningen i 2016. Alt ved det gamle.
Den hårdeste kritik af Boris Johnsons Brexit-politik kom fra partiets højrefløj. For Brexit-fundamentalisterne var problemet ikke, at de fandt hans udgave af Brexit for blød, men derimod at han ikke brugte lejligheden til at skabe det ,Singapore on the Thames’, de drømte om. De beklagede sig over, og gør det stadig, at de har fået en Konservativ udgave af det, de opfatter som socialdemokratisme, med et offentligt forbrug, der er steget under Johnson til det højeste niveau siden 1970’erne på omkring 41 pct. af BNP og en samlet skattebyrde, der i samme periode er steget til det højeste niveau siden 1940’erne.
De næste to år frem mod valget bliver én lang valgkamp. De Konservative må håbe på, at de kan konsolidere økonomien så meget, at vælgerne glemmer de sidste par års dårlige Konservative regeringsførelse. Labour må frem på banen med et offensivt alternativ til De Konservative. Som den tidligere britiske finansminister Reginald Maudling har sagt: „Britain is a Conservative country that occasionally votes Labour”. Mon 2024 bliver det næste ,occasionally’?
Situationen rummer også den mulighed, at Nigel Farage vender tilbage til politik med et nyt parti og igen kan true Det Konservative Partis muligheder for at få flertal ved valget – og dermed bidrager til at bane vejen for Labour. Med andre ord samme situation som op til folkeafstemningen i 2016. Alt ved det gamle
_______
Ole Helmersen (f. 1954) er lektor på Copenhagen Business School på Department of Management, Society and Communication med speciale i moderne britisk politik.
ILLUSTRATIONS: London, 24. oktober: Rishi Sunak (f.1980) forlader det Konservative hovedkvarter efter officielt at være blevet kåret til partiets formand – og dermed Storbritanniens premierminister [FOTO: Wiktor Szymanowicz/Abaca/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
