Ole Helmersen i RÆSON SØNDAG: Boris Johnsons problemer stikker dybere end festerne i Downing Street

29.05.2022

Hver gang Johnson gribes i at være på kant med sandheden eller roder sig ud i problemer, gentager han sit flittigst brugte mantra: At regeringen har vigtigere ting at tage sig af end spekulationer om småtterier, fordi det er vigtigere ’to get on with the job of delivering for the British people.’ Det er imidlertid vanskeligt at få øje på, hvilke konkrete politiske resultater han har leveret.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Ole Helmersen

The Artful Dodger er en karakter i Charles Dickens’ roman Oliver Twist – en særdeles velkvalificeret og fingerfærdig lommetyv, som samtidig er en mester i at undgå lovens lange arm. Den britiske premierminister, Boris Johnson, er ikke nogen lommetyv, men han udviser en tilsvarende evne til at unddrage sig ansvar for de problemer, han skaber for sig selv og den britiske befolkning.

I den forløbne uge så det imidlertid igen ud til at stramme til for Boris Johnson med nye lækkede detaljer om regelbrydende sociale arrangementer med mange deltagere og indtagelse af alkolhol i hans bolig på Downing Street 10 – det, som de britiske medier har døbt partygate. Mens den britiske befolkning levede i hård Coronanedlukning med skrappe regler for social adfærd og omgang, skete der en række brud på reglerne i Downing Street 10, som både tjener som privat bolig og embedsresidens for den britiske premierminister. De forskellige hændelser har været underkastet både en embedsmandsundersøgelse og en politiefterforskning. Sidstnævnte har ført til udstedelse af omkring 150 bøder, herunder én til Boris Johnson, som dermed blev den første siddende britiske premierminister, der er sanktioneret i henhold til straffeloven. I onsdags offentliggjordes så den endelige udgave af den kritiske embedsmandsrapport af Sue Gray, som yderligere belaster Boris Johnson og en række ansatte i hans administration. Rapporten kommer til at forlænge den periode, hvor partygate overskygger Storbritanniens reelle politiske problemer.
 

Det er vanskeligt at få øje på, hvilke konkrete politiske resultater Johnson har leveret, ud over det Brexit, som efterhånden viser sig problematisk for befolkningen
_______

 
Det er ikke nyt, at det larmer i omegnen af Boris Johnson, og at fokus er langt mere på ham som person end på hans politik. Drama, beskyldninger om og beviser på urent trav, en sorgløs grænsende til skødesløs omgang med virkeligheden, dubiøse forbindelser til donorer, som betaler for hans private ferier og indretning af hans private bolig i Downing Street, store overskrifter og armbevægelser i stedet for solidt politisk arbejde. Alt dette har været karakteristisk for ham gennem hele hans politiske karriere. Og man ved det godt i det konservative parti. I store dele af hans 2½ år på posten som premierminister har observatører spekuleret i, hvornår tilstrækkeligt mange af hans parlamentskolleger får nok af ham og trækker stikket. Hidtil har han overlevet mere, end nogen anden formentlig ville kunne. Den væsentligste, måske eneste, årsag hertil er, at han har et omdømme som god til at vinde valg, hvilket han til overflod beviste, da han sikrede de konservative et massivt flertal i Underhuset i december 2019. Han formåede bl.a. at vinde et stort antal traditionelle Labourvalgkredse i Nordengland på løftet om at gennemføre Brexit.

Hver gang Boris Johnson ser ud til at være i uvejr, viser han en formidabel evne til at tale sig ud af problemerne og affeje dem som ubetydelige. Hver gang han gribes i at være på kant med sandheden eller roder sig ud i problemer, gentager han sit flittigst brugte mantra: At regeringen har vigtigere ting at tage sig af end spekulationer om småtterier, fordi det er vigtigere ’to get on with the job of delivering for the British people.’ Et problem, der vokser sig stadig større og sætter sig igennem i Johnsons historisk dårlige personlige meningsmålinger, er imidlertid, at det er vanskeligt at få øje på, hvilke konkrete politiske resultater han har leveret, ud over det Brexit, som efterhånden viser sig problematisk for befolkningen. Det vil være en skæbnens ironi, hvis det ender med, at Johnson bliver fældet af partygate i stedet for af politisk inkompetence.

I hvert fald tre alvorlige politiske problemer forbliver uløste: Et alvorligt fald i almindelige menneskers levestandard; implementeringen af Brexit og de økonomiske konsekvenser; og sammenhængen i den britiske union, især Nordirland, men snart formentlig også Skotland.

Levelling-up og levestandardkrise
To-årsdagen for Brexit i januar 2022 blev markeret med en hvidbog med navnet Levelling Up the United Kingdom, hvori regeringen fremlagde en række planer for, hvordan den vil leve op til  valgløftet om at rette op på den økonomiske ulighed, der præger Storbritannien. Stort set intet i den var afhængig af britisk udtræden for at kunne gennemføres, selvom hvidbogens indhold blev fremstillet som noget, man nu omsider kunne tage fat på. Det økonomiske tilbageslag, som Brexit har medført, gør det tværtimod vanskeligere at få råd til at gennemføre hvidbogens ambitioner.

Oveni problemerne med at komme videre med levelling-up-dagsordenen, er landet nu præget af en alvorlig levestandardkrise. Et stadig større antal mennesker i Storbritannien, inklusive mange i arbejde, har svært ved at få deres dagligdag til at hænge sammen økonomisk. Det forventes, at britiske husholdninger i 2022 vil opleve det største fald (omkring £1000) i levestandard siden 1970erne. Den gennemsnitlige ugeløn ligger fortsat under niveauet, fra før finanskrisen satte ind i 2008. Op mod 4 millioner børn lever i fattigdom eller dyb fattigdom. Johnsons svar på den faldende levestandard var, at den bedste måde at komme ud af fattigdom på er at tage et arbejde. Han glemte dog, at Storbritannien har en historisk lav arbejdsløshed. Derfor er hans opskrift på at komme ud af lav levestandard forkert. Løsningerne ligger helt andre steder.

Ved det konservative partis seneste kongres i oktober 2021 talte Boris Johnson om, at hans regering ville skabe en højlønsøkonomi baseret på teknologi og innovation. Underforstået: flere jobs, der kræver høje kvalifikationer og dermed kan tiltrække højere lønninger. I forhold til den politik, hans regering fører, er dette på månen. De økonomiske problemer, Storbritannien plages af, skyldes ikke, som Johnson hævder, det lange EU-medlemskab, Corona eller nu krigen i Ukraine. De skyldes alvorlige og fundamentale ubalancer i britisk økonomi, et dårligt uddannelsessystem og mangelfuld fordelingspolitik. Den aktuelle levestandardkrise startede ikke med pandemien. Den afspejler en økonomi, som er for uproduktiv, for ubalanceret og præget af for stor ulighed – både mellem nord og syd og mellem samfundsklasser.  

Nordirlandsprotokollen
Som om alt dette ikke var nok, har regeringen i månedsvis bevæget sig på kanten af en alvorlig konflikt med EU. I værste fald vil det føre til yderligere problemer med Storbritanniens økonomiske samkvem med EU, der er Storbritanniens største handelspartner. Måske endda til en handelskrig. Anledningen er den særlige protokol om Nordirland, som den britiske regering underskrev som en del af Brexitaftalen med EU. Den havde til hensigt at sikre, at grænsen mellem Republikken Irland og det britiske Nordirland fortsat var åben og ikke blev en del af EU’s toldmur. For at sikre dette, blev grænsen placeret gennem Det Irske Hav. Dette har efterladt Nordirland i en form for forfatningsmæssig uklarhed. Det er stadig en del af Storbritanniens indre marked, men samtidig en del af EU’s indre marked. Varer, der sendes til Nordirland fra resten af Storbritannien, skal derfor kontrolleres i henhold til EU’s handelsregler. Boris Johnson havde lovet det nordirske unionistparti DUP, at han aldrig ville acceptere en sådan grænse, men brød dette løfte for at få Brexitaftalen med EU i hus.

Denne tilstand har udviklet sig til et stort problem for alle parter. Den britiske regering mener ikke, at protokollen fungerer efter hensigten, fordi den besværliggør handel inden for Storbritanniens indre marked. Regeringen ønsker derfor at gennemføre væsentlige ændringer af protokollen og truer med helt at opsige denne del af udtrædelsesaftalen eller vedtage britisk lovgivning, som strider mod den.

EU har imødekommet Storbritanniens ønsker på en række punkter, men vil ikke acceptere en ensidig britisk forkastelse af aftalen. En optrapning af konflikten er ikke i nogens interesse, men hvis en handelskonflikt mellem Storbritannien og EU bryder ud, bliver Storbritannien taberen, både politisk og økonomisk.

Situationen er ikke blevet nemmere af, at det irske nationalistparti, Sinn Féin, som ønsker Nordirland genforenet med Irland, blev det største parti ved det nylige valg til den nordirske selvstyreforsamling. Dermed sidder de med retten til at besætte posten som nordirsk førsteminister. Det næststørste parti er unionistpartiet DUP, som støttede britisk udtræden af EU, selvom 56 pct. af vælgerne i Nordirland stemte for at blive i EU. De nægter at indgå i et regeringssamarbejde med Sinn Féin, før Nordirlandsprotokollen er skrottet, fordi de mener, at den er udtryk for forræderi mod Nordirland, netop fordi den placerer grænsen i Det Irske Hav.

Den dybere årsag til den fastlåste situation er, at det konservative parti med Brexit forlod den pragmatiske tilgang til politik, som det ellers havde været kendt for, til fordel for en hård ideologisk kamp mod EU. Man valgte det næsten hårdest mulige Brexit med fuldstændig udtræden af både EU’s indre marked og toldunionen. Det er disse beslutninger, der ligger bag de stigende økonomiske problemer, Storbritannien oplever efter sin udtræden, og bag det nærmest uløselige problem med Nordirland. Boris Johnson vidste, at disse problemer ville opstå, men valgte at imødekomme den stærke EU-skeptiske fløj i sit parti. Regeringens nu langvarige sabelraslen om Nordirlandsprotokollen viser, at dette stadig er hans tilgang. Det er muligt, at Boris Johnsons politik på dette område kan købe ham politisk kapital i partiet, men den er dybt skadelig for det land, han leder.

Hvor længe går den? Hvor længe har hans parti tillid til, at hans magiske evne til at vinde valg er et større aktiv for partiet end risikoen for, at han bliver en belastning, der kan forhindre sejren ved næste parlamentsvalg?

Den netop offentliggjorte Sue Gray-rapport sætter endnu engang spørgsmålstegn ved Boris Johnsons holdbarhed som konservativ leder og premierminister. Hans reaktion har været den sædvanlige: Han tager, siger han, fuldt ansvar for det, men nægter at træde tilbage, fordi han har en vigtigere opgave at udføre. Om den opgave er at løse landets problemer eller holde sig selv på taburetten, står hen i det uvisse. I slutningen af Oliver Twist bliver The Artful Dodger fanget og sendt i fængsel. Mon Johnson bliver fanget og sendt, om ikke i fængsel, så ud af Downing Street? ■
 

Det er muligt, at Boris Johnsons politik kan købe ham politisk kapital i partiet, men den er dybt skadelig for det land, han leder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland