Økonom Simon MacAdam: Storbritannien vil næsten helt sikkert blive ramt af en recession i år
02.09.2022
”Bank of England er kommet frem til den opfattelse, at ja, vi har brug for en recession. Det er bare det, der kommer til at ske. Det er uundgåeligt. Og den kommer til at vare over et år. Men det vil ikke forhindre dem i at hæve renten, så måske vil den vare endnu længere.”
Interview med Simon MacAdam, MSc i økonomihistorie og seniorøkonom med speciale i global økonomi ved konsulentbureauet Capital Economics, af Jakob Sloma Damsholt
RÆSON: Hvor slem er inflationen lige nu? Og hvor slem bliver den?
MACADAM: Ifølge de seneste inflationsdata for juli er den britiske inflation på 10,1 pct. – og den har ligget deromkring det meste af 2022. I mange udviklede økonomier bliver inflationen ved med at være overraskende høj. Også i Storbritannien; de 10,1 pct. overraskede alle.
Den høje inflation er selvfølgelig drevet af energipriserne. De udgør den forudsigelige del, som alle forventede. Den store overraskelse var fødevarepriserne, der fortsat stiger, samt fødevarekrisen, der virkelig har fået prisstigningen til at skyde i vejret og nå en tocifret procentsats bare i 2022. Storbritannien har en ekstremt høj inflation, den højeste siden begyndelsen af 80’erne. Den er også højere end i andre udviklede økonomier. I Eurozonen er den på 8,9 pct., i USA på 8,5.
Storbritannien ligger mellem Eurozonen og USA og har den værste af alle verdener: Det alt for stramme arbejdsmarked ligesom USA og energikrisen ligesom Eurozonen
_______
At inflationen er så meget højere i Storbritannien, tror jeg, der er flere grunde til. Den ene er spektret af, hvor forskellige økonomier sidder i forhold til deres inflationsproblem. I den fjerne ende af spektret findes Japan, der virkelig har et inflationsproblem. I den anden ende af spektret har du USA med et indenlandsk inflationspres på grund af et meget stramt arbejdsmarked, hvilket har lønvækst på 6 pct. – det højeste niveau siden 1990. Eurozonen har ikke det samme lønpres, som driver inflationen, men den har en energikrise. Storbritannien ligger mellem Eurozonen og USA og har den værste af alle verdener: Det alt for stramme arbejdsmarked ligesom USA og energikrisen ligesom Eurozonen.
For at gøre det endnu værre har Storbritannien haft en anden politisk reaktion på de højere gaspriser, hvilket har gjort, at stigningen i gaspriserne er slået mere igennem. I Storbritannien har regeringen overhovedet ikke afbødet effekten af stigninger i engrosenergipriser på husholdningerne. Hidtil har der været et fast halvårligt prisloft, der efter planen skal ændres i oktober til at blive kvartalsvis. Dette loft er ikke designet til at gøre forsyningspriserne, som husholdningerne betaler, lavere end engrospriserne. Det er ikke meningen med det, meningen er blot at forhindre profitmageri.
Regeringen tillader, at engrosprisen sendes fuldstændig videre til forbrugerne. I stedet giver regeringen kontanter til husstande med lavere indkomst for at hjælpe dem med at håndtere det. Men hvad angår omkostningerne forbundet med inflationen, tager regeringen ikke højde for, at den blot giver folk penge til at håndtere de højere priser. Det kan sammenlignes med nogle af de europæiske regeringer: De har enten grebet ind på engrosmarkederne, eller også har de indført heftige energiprislofter eller sat momsen ned – foranstaltninger, som faktisk reducerer den pris, som kunderne betaler, så den i det mindste ikke stiger så meget, som hvis man tillod et fuldstændigt gennemslag af engrospriserne til forbrugeren.
Så Storbritannien har både det varme arbejdsmarked og energikrisen, men også en politisk reaktion, der ikke afbøder inflationens effekter. Det er derfor, inflationen er højere.
Hvorfor er fødevarepriserne steget mere end forventet?
Det er et godt spørgsmål. Jeg ved ikke, hvorfor de er steget mere end forventet i Storbritannien. Der er et tæt forhold mellem globale landbrugspriser og indenlandske landbrugspriser. Det betyder, at der er stort gennemslag til forbrugerpriserne, idet der er stor gennemsigtighed i de globale priser, fordi de er omsættelige råvarer. Derfor tvivler jeg på, at overraskelsen kommer fra de globale priser. Det må være de lokalt producerede fødevarer. Prisen på hvede eller grøntsager består også af lønomkostningerne, der er indlejret i den.
Jeg kiggede detaljeret på prisstigningerne for et par måneder siden, og de områder, hvor der er den højeste fødevareinflation, er inden for færdigretter. I produktionen af færdigretter er der flere led i forsyningskæden. Der er flere involveret i at producere færdigretter end i at bage brød. Så jeg tror, at noget af overraskelsen kommer fra brændstof- og arbejdsomkostningerne i de længere forsyningskæder for mere bearbejdede fødevarer. Med landbrugsvarer og husdyrvarer har vi stor gennemsigtighed, men det er nok fra den mere processerede mad, overraskelsen kommer.
Så de vigtigste drivkræfter bag inflationen er energi- og fødevarepriserne. Hvad kan regeringerne gøre for at afbøde dem?
For at kvalificere spørgsmålet: Med hensyn til at forklare inflationsraten i dag, er det stadig sådan, at fødevare- og energipriserne har været de overvejende drivkræfter. Det er dog vigtigt ikke at underdrive det stigende underliggende inflationspres på hjemmemarkedet. Det er rigtigt, at inflationens oprindelse er global, men den bliver altid et nationalt spørgsmål. Derfor kan den ikke bare ses gennem et prisme af eksterne kræfter og råvarepriser. Og det er derfor, især Bank of England har et stort arbejde foran sig.
Storbritannien har en ekstremt høj inflation, den højeste siden begyndelsen af 80’erne. Den er også højere end i andre udviklede økonomier
_______
For at svare måske mere direkte på, hvad vi kan gøre for at afbøde effekterne af inflationen, især hvad angår forsyningspriserne: Årsagen til, at vi har højere inflation i Storbritannien end i Eurozonen, er, at vi har tilladt fuldstændigt prisgennemslag. Så svaret er at gribe ind for at forhindre dette. Der er færre muligheder i Storbritannien end i mange europæiske lande for at sænke momsen og bruge den som et brændstof til at sænke inflationsraten, for vi opkræver allerede nu kun 5 pct. i moms på energi. Tyskland har for ganske nylig sænket momsen fra omkring 17 pct.
I stedet bør Storbritannien forhindre, at loftet stiger – eller fuldstændig reformere måden, vi administrerer vores forsyningsregninger på, og måden, vi prissætter energi til forbrugerne på. Det er den eneste måde at afbøde prisgennemslaget fra inflationen på, for forbrugerne er blot pristagere for engrossalget, og vi kan ikke gøre noget på engrossiden, for priserne her er drevet af russiske priser, det er der ingen vej udenom.
Vi må ændre mekanikken i vores prisloft, som er reguleret af OFGEM, der er energiagenturet i Storbritannien. OFGEM er kun instrumentelt, det får sine rammer for driften af regeringen. Så det er dér debatten er i dag. I mandags blev der afholdt et møde mellem højtstående politikere og chefer i energiindustrien i Storbritannien, hvor man diskuterede netop dette spørgsmål om, hvordan vi kan ændre prisloftet, så husholdningerne ikke oplever yderligere stigninger i deres energiregninger. Der er kommet forslag både fra oppositionen og virksomhederne selv om at fryse loftet. Fredag d. 2. september annoncerer OFGEM, hvad prisloftet vil stige med i oktober. Spørgsmålet er, om vi kan forhindre det i at ske.
Baseret på deres nuværende metode vil forbrugerenergiprisen stige med omkring 80 pct., tror jeg. Den steg med 45 pct. i april, hvilket allerede vakte uro og fik regeringen til at give hundredvis af pund til husholdninger med lav indkomst. Men nu ligner det en stigning på 80 pct. i oktober efterfulgt af yderligere tocifrede procentstigninger i januar og april næste år også, så vi taler om helt andre tal. Det er klart, at der ikke er ét beløb, der er repræsentativ for, hvad britiske husholdninger betaler, for husholdninger adskiller sig meget i energiforbrug. Men både medierne og regeringen taler om den gennemsnitlige energiregning, og den steg med 45 pct. til 1971 pund i april. Nu står den til at stige med 4000 pund næste år. Det er det tal, alle gentager.
Et estimat fra Citibank denne uge var, at man går en inflation i møde på 18 pct. Citibank har virkelig været smarte, for alle taler om dette ene tal. Selvfølgelig er der en lektie i, at hvis man præsenterer et så vildt tal, går alle amok, uanset hvor god prognosen er. Det er makroøkonomisk clickbait. Jeg har ikke undersøgt detaljerne i, hvordan de nåede frem til 18 pct. Mit team ser mere på 13 til 14 pct., hvilket stadig er vanvittigt højt. Vi er på vej tilbage til de sene 70’ere.
Resultatet af det, jeg siger, er, at regeringen er nødt til at ændre reglerne omkring forbrugerregningerne helt fundamentalt. Vi skal ændre måden, vi fastsætter energipriser på, og vi skal sørge for, at forbrugerne ikke betale engrospriser. Det er den eneste måde, vi kan håndtere inflationsproblemet på. Den alternative tilgang er at lade den fulde effekt ramme husholdningerne og blot hjælpe dem med kontant udbetaling. Udbetalingerne gør, at de stigende priser ikke rammer den reelle disponible indkomst så hårdt, men vi får stadig fuldt gennemslag af inflationen.
Nogle estimerer, at britiske husstandens reelle disponible indkomst vil falde mere i år, end den har gjort siden 50’erne
_______
Labour siger i øjeblikket: lad os fastsætte priserne i seks måneder. Energiselskaberne selv foreslår en fast pris i to år – det er det seneste forslag fra ScottishPower. Det ville til gengæld betyde, at især nye energivirksomheder ville opleve store tab. Regeringen ville formodentlig skulle give statsgaranterede lån til energiselskaberne for at dække forskellen mellem engrosprisen og fastprisen. Så ville husholdningerne skulle dække disse omkostninger gennem afgifter, der ville opkræves 15 til 20 år ud i fremtiden.
Der er mange af den slags ideer oppe at vende lige nu. Regeringen overvejer i øjeblikket alle forslag seriøst, for den er under enormt politisk pres. Meningsmålinger tyder på, at 75 eller 80 pct. af de konservative vælgere støtter op om oppositionens forslag om at fastfryse energipriserne. Selv erhvervslivets lobbyorganisationer advokerer for fastfrysning; de eneste, der ikke har talt om fastfrysning indtil nu, er regeringen selv.
Den anden store faktor er, om vi får en ny premierminister den femte september.
Hvilke konsekvenser får det for den europæiske økonomi, hvis inflationen i Storbritannien når 14 pct. i januar?
Det Forenede Kongerige har det ejendommelige problem, at en usædvanlig stor del af vores offentlige gæld er indekseret, det vil sige inflationsbeskyttet. Helt nøjagtig er 25 pct. af den offentlige gæld indekseret. Så vi er ekstremt sårbare over for, at inflationen stiger, hvilket får renten til at skyde i vejret. Til sammenligning brugte vi i 2020 omkring 3 mia. pund om måneden på statsgældsrenter. Blot i juni i år brugte vi 20 mia. Statens omkostninger ved dette er enorme. Når folk taler om, at inflation er godt for de offentlige finanser, fordi folk betaler mere skat, er det ikke rigtigt: Vi oplever reelt nedskæringer og udgifter. Ligeså holder det ikke, at inflation forbedrer budgettet, for Storbritannien oplever enorme stigninger i rentebetalinger.
Mere generelt vil højere inflation tære på realindkomsten. Det er rigtigt, at den nominelle lønvækst er den hurtigste siden begyndelsen af 90’erne. Men de tidlige estimater peger på en nominel lønvækst på 5 pct., og hvis inflationen stiger til 13-14 pct., er det en enorm reel lønnedsættelse. Nogle estimerer, at britiske husstandens reelle disponible indkomst vil falde mere i år, end den har gjort siden 50’erne. Det er helt skørt. Så det er et kæmpe slag for husholdningerne. Det vil blive lidt opvejet af offentlige overførsler, især til fattige husholdninger, men det efterlader størstedelen af britiske husholdninger i økonomisk knibe, hvilket vil tynge forbruget. Derfor vil den britiske økonomi næsten helt sikkert rammes af en recession i år. Selvfølgelig er dette et komplet mareridt for Bank of England, der forsøger at navigere i dette.
Og hvad kan Bank of England gøre? Justere renten?
Ja. Først og fremmest er det meste af inflationen af ekstern oprindelse, fordi priserne på fødevarer og brændstoffer er steget. Men hvis Bank of England hæver renten, gør det folks realkreditlån dyrere. Og at begrænse virksomhedernes adgang til kapital vil ikke sænke hverken energipriserne eller de globale fødevarepriser. Så hvad er pointen? Pointen er, at selvom der er en enorm reel lønnedgang, er den nominelle lønvækst for høj for den britiske økonomi. Vores produktivitetsvækst er så anæmisk, at vores økonomi ikke kan opretholde en nominel lønvækst på 5 pct. og nå et inflationsmål på 2 pct., de to ting er ikke i overensstemmelse med hinanden.
Det er derfor, det er så svært for Bank of England, for folk ønsker lønstigning for at kunne kompensere for de højere leveomkostninger. Men ved at hæve reallønnen ville man generere en ny kilde til inflation eller gøre den indenlandske del af inflationen endnu værre. Så arbejdsmarkedet er for stramt og lønvæksten for høj til at nå målet. Derfor giver det mening for Bank of England at hæve renten for at afkøle arbejdsmarkedet for at modsvare lønvæksten, så når energi- og fødevarepriseffekterne forstærkes, er det underliggende inflationsbillede overskueligt.
Fødevare- og brændstofpriserne er de priser, folk bekymrer sig mest om. Folk føler, at de udgør en kæmpe del af deres forbrug. Men ser man på beregninger, udgør energi og fødevarer tilsammen kun cirka en fjerdedel af folks udgifter. De er blot de mest almindelige og synlige køb, så de vejer tungest, når folk tænker på udgifter. Vi tænker følelsesmæssigt på fødevare- og brændstofpriser, når vi tænker på inflation; de har den største effekt på inflationspsyken. De høje fødevare- og brændstofpriser og det varme arbejdsmarked betyder, at arbejdere presser på for højere løn, hvilket er en giftig blanding for Bank of England. Det er derfor, de bliver ved med at hæve renten, de steg med 0,5 pct. ved sidste møde. Mange forventer, at renten vil stige til 3 pct. i år, hvilket jeg gætter på, vil forværre den recession, der i forvejen er på vej.
Jeg forventer, at inflationen falder kraftigt næste år. Men når det sker, vil folks indkomster stadig være dårligere stillet, ligesom i 2021. Situationen vil vende og blive bedre næste år, fordi priserne vil stige langsommere end nu – i nogle tilfælde måske falde. Men den nominelle lønvækst vil stadig være 4-5 pct. Næste år vil der komme et opsving, hvilket kan understøtte forbruget. Men samtidig med at det sker, vil der være modvind fra de høje renter. Den britiske økonomi oplever i øjeblikket ikke effekten af de højere renter, fordi de næsten ikke er kommet i gang. Men vi rammes af de høje energi-, fødevare- og brændstofpriser. Næste år aftager fødevare- og brændstofpriserne og inflationen, men vi vil opleve pengepolitisk modvind.
Overordnet vil vi se en afmattet økonomi i anden halvdel af 2022 og hele 2023. Bank of England har forudsagt fem kvartaler i træk med nedgang i BNP. Så det er ikke dét, der afholder dem fra at hæve renten. Bank of England er kommet frem til den opfattelse, at ja, vi har brug for en recession. Det er bare det, der kommer til at ske. Det er uundgåeligt. Og den kommer til at vare over et år. Men det vil ikke forhindre Bank of England i at hæve renten, så måske vil den vare endnu længere. Udgangspunktet er, at der kommer en recession. Om den varer længere end til udgangen af 2023, afhænger af inflationens vedholdenhed, og om centralbanken hæver renten endnu mere. ■
Den britiske økonomi oplever i øjeblikket ikke effekten af de højere renter, fordi de næsten ikke er kommet i gang. Men vi rammes af de høje energi-, fødevare- og brændstofpriser. Næste år aftager fødevare- og brændstofpriserne og inflationen, men vi vil opleve pengepolitisk modvind
_______
Simon MacAdam er MSc i økonomihistorie og arbejder som seniorøkonom med speciale i global økonomi ved konsulentbureauet Capital Economics.
ILLUSTRATION: Boris Johnson holder et møde om at sende hjælp til husholdninger, der har svært ved at betale energiregningen. [FOTO: Simon Dawson/Downing Street 10]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
