Øjvind Hesselager: Minksagen udstiller politik som et rituelt skuespil, hvor politikerne skriver replikkerne – og medierne leverer scenen

03.07.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Det er i selve konstruktionen mellem politikerne og medierne at historien skabes. Men denne konstruktion har ingen reelt interesse for borgerne. De ser processen udspille sig, og de sondrer ikke mellem politikere og journalister. De to parter er en del af samme system, som man står uden for som borger. Det er også sket i minksagen, og det er det mest reelle problem i forløbet.

Kommentar af Øjvind Hesselager

HVIS VI LIGE NU trækker en streg og spørger os selv: Hvad er reelt anderledes, efter vi har diskuteret minksag i årevis og der er udarbejdet en rapport om beslutningsprocessen på mere end 1.600 sider?

Hvis vi ser det fra befolkningens side, og det er det eneste relevante sted at se demokratiet fra, så er der intet sket. Vi kunne lige så godt have været processen foruden. Her skal man så af rent retoriske hensyn tilføje nogle forbehold, selv om de reelt ikke er relevante for substansen:

Vi har fået indsigt i en særlig tone i centraladministrationen i et presset forløb.

Vi har set, at mennesker, der arbejder hurtigt, kan lave fejl.

Vi kan måske se konturerne af, at det ikke altid er godt at samle megen magt et sted, selv om det laver hurtigere og mere smidige beslutningsprocesser.

Måske har vi lært, at bureaukrati faktisk har den fordel, at dette kontrolregime tager tempo ud af vigtige forløb, så man kan nå at reflektere inden der eksekveres.

Rapporten KAN få konsekvenser for de nævnte embedsfolk, for eksempel statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, som kommissionen vurderer, har begået tjenesteforseelser, som hun kan drages til ansvar for.

Nu afventer regeringen så en intern vurdering, før man drager nogen konsekvenser for embedsmændene. Indtil da er regeringen kommet med nogle modsvar, der på papiret skal styrke demokratiet og forhindre gentagelser, men som reelt primært er magtkonsoliderende kommunikation, som næsten alt andet i dette forløb.

Og her er vi inde ved problemets kerne.

JEG ER ET AF DE MEDIEMENNESKER, der også en gang imellem arbejder i den del af virkeligheden, hvor man møder almindelige vælgere. For eksempel som håndværker og som lærer på en dagskole. Når vi står i rundkreds om morgenen og taler om alt mellem himmel og jord, så er det reelt kun i forbindelse med krigen i Ukraine, at jeg har set, at disse mennesker har delt dagsorden med både politikere og presse samtidigt. I dette ene tilfælde, hvor konkrete og vigtige begivenheder, som hverken danske politikere eller journalister har indflydelse på, var de mennesker, jeg møder på deres arbejde, reelt optaget af det samme som parnasset. Men i det øjeblik danske medier og politikere i en slags rituel symbiose positionerer sig i en metaetablering af en abstrakt virkelighed, der mister de fuldstændigt forbindelsen med borgerne og mediebrugerne i dette lag af samfundet.

Det skete da Dansk Folkeparti stenede sig selv til døde og det skete i genopstandelsen af Inger Støjberg. På grund af de digitale processer, hvor medier udkommer alle døgnets timer, er der opstået en uskøn symbiose mellem medier og magten. Magten kan fodre medierne med lunser, der ligner virkelighed, som kan publiceres i et såkaldt online flow, hvor seneste nyt lægges øverst i skærmbilledet på en desperat gul baggrund – som om det var vigtigt. Derfor blev nedsmeltningen af Dansk Folkeparti og genopstandelsen af Inger Støjberg serveret i kapitler, hvilket giver mediedækning i dagevis. Derfor var det ingen reel nyhed, da Thulesen Dahl tol sidst trak sig. Det var heller ingen nyhed, at Inger Støjberg stiftede et parti. Det stod i manuskriptet. Danskerne vidste det i hvert fald godt. Alle lunser var serveret i et veltilrettelagt flow, hvor medierne lydigt sad med madskålen rakt frem, så kilderne kunne kaste godbidden ned i den.

 

Det er i selve konstruktionen mellem politikerne og medierne at historien skabes
_______

 

DET ER ALTSÅ I SELVE KONSTRUKTIONEN mellem politikerne og medierne at historien skabes. I modsætning til konkrete virkelige historier, som krigen i Ukraine.

Men denne konstruktion har ingen reelt interesse for borgerne. De ser processen udspille sig, og de sondrer ikke mellem politikere og journalister. De er en del af samme system, som man står uden for som borger. Det er også sket i minksagen, og det er det mest reelle problem i forløbet.

De enkelte partier har positioneret sig i forhold til hvordan de ønsker at indgå i magtspillet, ikke i forhold til sagens substans. Eller – kunne man sige – den eneste reelle substans, der er i minksagen, er kampen om magten. Det vil det også være efter et valg. De valgte partier, der på forhånd støttede Socialdemokratiet, har indtaget en position, hvor de stadig gør det. Og de partier, der ønsker at den anden side af Folketinget, skal overtage regeringsmagten, har valgt den modsatte position.
Det fremstår næsten barnligt.

Og sådan læser borgerne og mediebrugerne ikke situationen. De vurderer sagen i forhold til en retfærdighedsfølelse og en moral, der dermed ofte vil bringe dem i ubalance med det politiske parti, de ellers ville støtte.

I dette spænd bor politikerleden og demonteringen af det politiske engagement. For almindelige mennesker kan sagtens se spillet. De ved godt, at Socialdemokratiets reaktion er planlagt i forhold til at sikre sig magten. De ved godt, at Radikale spiller skuespil, når de lader som om, at kravet om folketingsvalg er en lærestreg til regeringen – og at Radikale positionerer sig i forhold til at blive en del af samme regering. De ser at SF har samme mission. Og at Enhedslisten fra nu er det evige støtteparti, der ikke mener noget, der kan farve magten blå. Med andre ord: Intet væsentligt er ændret. Det er en pseudodiskussion, hvor positionerne kunne have været indtaget på forhånd. Og det ved danskerne godt. De er tilskuere til et skuespil, hvor politikerne skriver replikkerne, og medierne udgør scenen, der velvilligt spreder dem med gule breakingbjælker, der ligner virkelig vigtigt virkelighed.

 

Den eneste reelle konsekvens af minksagen er foreløbigt ord, ord og ord. Udtalt fra masker, der prøver at ligne rigtige mennesker, men hvor folderne er lagt som er en del af scenografien, der skal bane vejen til magten
_______

 

FOR PRESSEN HAR DIGITALISERINGEN og en ikke diskuteret konvention om at udkomme hele tiden, har skabt en situation, hvor medierne samlet ikke gør danskerne klogere, selv om der spredes information som aldrig før. Digitaliseringen gør, at politik i stigende grad bliver til proces og ikke substans. Tænk hvor meget der er skrevet, sagt og formidlet om minksagen – og hvor lille konkret forandring, der reelt er kommet ud af det. Bortset fra magtspillet.

Og den symbioseskabte version af virkeligheden interesserer ikke danskerne. Den udspiller sig i en medieboble, som mediebrugerne, der ikke er en del af parnasset, kigger lidt opgivende eller overbærende på. Inde i boblen udspiller sig et fremmedgørende skuespil, som danskerne måske anmelder, måske morer sig over – men ikke melder sig ind i. Vi taler om hvordan aktørerne klarer sig på mediescenen. I modsætning til krigen i Ukraine, hvor danskerne taler om fronter, våben, Putins motiver, NATO. Den konkrete virkelighed. Dansk politik er via digitaliseringen blevet til en proces, hvor politikerne via udtalelser til medierne opnår et gennemslag, der efterlader et aftryk, som er det, de måler deres succes på. Hvordan ser det ud? Hvordan virker det? Hvordan står vi? Skal vi sige mere? Trække os?

Den eneste reelle konsekvens af minksagen er foreløbigt ord, ord og ord. Udtalt fra masker, der prøver at ligne rigtige mennesker, men hvor folderne er lagt som er en del af scenografien, der skal bane vejen til magten.

Det, der reelt bliver født, er afmagt. For når borgerne gøres til tilskuere til en rituel magtprocedure, så ser de også, at politikere og medier ikke er på deres side. De er gensidigt allierede, der versionerer virkeligheden i stedet for at vise den. Den virkelighed er ikke danskernes. Derfor er den i bedste fald ligegyldig. Politikerleden er i virkeligheden en meta-lede. Jeg mærker, at der grines opgivende af skuespillet. En slags: Herregud, lad dem skabe sig!

Jeg ved ikke, om politikerne ved, at deres maskespil er gennemskuet. Det tror jeg ikke. Det ser tværtimod ud som om politikerne efterhånden selv tror på, at de agerer og kommunikerer direkte med borgerne via medierne. At borgerne tager det formskabte spil ned som konkret indhold. Men kære politikere: Borgerne ved godt, at I bruger medierne til at forme et aftryk af den virkelighed, I ønsker at præsentere. De ser støbeformen og den flydende masse, der engang var jeres politiske integritet, overbevisning og ståsted. De græmmes. Og de griner. Og passer deres arbejde. ■

 

Borgerne ved godt, at I bruger medierne til at forme et aftryk af den virkelighed, I ønsker at præsentere. De ser støbeformen og den flydende masse, der engang var jeres politiske integritet, overbevisning og ståsted.
_______

 

Øjvind Hesselager driver Hesselager Journalistik og Kommunikation. Cand.comm. Vejleder og censor i journalistik. Tidligere ansvarshavende chefredaktør på Bornholms Tidende og fagbladet Journalisten. Underviser og håndværker. ILLUSTRATION: Sofie Carsten Nielsen efter de Radikales nytårsdebat lørdag den 8. januar 202 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]