Noa Redington om vejen til valget: Ingen havde regnet med, at de borgerlige ville være i nærheden af at slå Frederiksen. I dag kan intet udelukkes

02.08.2022

Ny serie: Hvad afgør valget? RÆSON spørger: Noa Redington (f.1971, uddannet i statskundskab med en MA fra Columbia University, kommentator bl.a. på TV2 og i Politiken, fhv. særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt)

RÆSON: Hvad betyder de Radikales trussel for statsministerens beslutning om hvornår valget skal udskrives?
REDINGTON: Reelt har de radikale væltet regeringen – altså bare i slow motion. Sofie Carsten Nielsens lederskab kan ganske enkelt ikke holde til at ændre kurs. Det er et politisk drama uden sidestykke i nyere dansk historie for normalt er det statsministerens suveræne prærogativ at udskrive valg. Det helt særlige øjeblik i en statsministers liv har de Radikale ødelagt. Så valget kommer – lige om lidt.

RÆSON: Kommer de Radikale til at basere deres valgkamp på ambitionen om at indgå i en flerpartiregering ledet af Mette Frederiksen?
REDINGTON: Umiddelbart virker det ulogisk: ”Vi vælter dig fordi du er magtfuldkommen. Men vi vil i regering med dig.” Selv for de radikale er det noget af en verbal cirkusforestilling. Så de Radikale vil sige, hvad de har sagt hele tiden – at de ønsker en flerparti-regering med et eller flere partier henover midten. Og så er det jo så smart, at de Radikale definerer sig som et midterparti, hvorfor enhver regering, Sofie Carsten deltager i, pr. definion er en bred flerparti-regering. Man skulle være Radikal.


RÆSON: Før sommerferien indikerede statsministeren (bl.a. på Grundlovsdag), at tidens udfordringer har en så alvorlig karakter, at det kalder på bredt samarbejde. Hvordan vil hendes valgkamp adskille sig fra den, der i 2019 gav S magten?
REDINGTON: Det hele afhænger af meningsmålingerne. Helst vil Frederiksen og Socialdemokratiet føre en præsidentagtigt kampagne – ”Mette eller kaos”. Cool og kontrolleret. Men hvis S dykker i målingerne, vil fløjlshandskerne blive smidt. Vi kan allerede se Peter Hummelgaard og andre ministre begynde at skrue bissen på. Det bliver en indædt og hård valgkamp. Ingen havde regnet med, at de borgerlige ville være i nærheden af, at slå Frederiksen. I dag kan intet udelukkes.


 

Sandheden er også, at valget i 2019 slet ikke levede op til partiets egne forventninger. Projekt ”Danmark-skal-være-som-Holbæk” har været en dødssejler fra første dag. At det så er lykkedes at få skabt en fortælling om en knusende sejr i 2019 siger noget om Socialdemokraties indre styrke – for det kan kun lade sig gøre, hvis alle siger det samme – og en hel del om mediernes evne til at lade sig forføre
_______

 

RÆSON: På en række punkter ønskede Mette Frederiksen at markere en tydelig forskel til Thorning-årene, fx på EU (mindre begejstret), udlændingepolitikken (Rwanda), fordelingspolitikken (mere rød, jf. Arne), og klima (rød før grøn). Er hun nu på vej ”tilbage” til positioner, der er mere i tråd med Thornings S?
REDINGTON: Socialdemokratiet har på kort tid forsøgt at skifte position på en række markante dagsordner. Mere præcist: Man har skiftet tonalitet. Hvorfor? Kommunalvalget var det dårligste i partiets historie. Og sandheden er også, at valget i 2019 slet ikke levede op til partiets egne forventninger. Projekt ”Danmark-skal-være-som-Holbæk” har været en dødssejler fra første dag. At det så er lykkedes at få skabt en fortælling om en knusende sejr i 2019 siger noget om Socialdemokraties indre styrke – for det kan kun lade sig gøre, hvis alle siger det samme – og en hel del om mediernes evne til at lade sig forføre. Hvad Socialdemokratiet går til valg på er et af de store åbne spørgsmål.


RÆSON: 10,8 procent gjorde Danmarksdemokraterne til landets fjerdestørste parti, i den første Megafonmåling hvor partiet formelt indgik, 8. juli – det er også første gang, at en måling sender DF ud af Folketinget. Hvor mange vælgere kan Inger Støjberg potentielt appellere til – og heraf: Hvor mange direkte fra S?
REDINGTON: Inger Støjberg bør sende en venlig tanke til Sofie Carsten Nielsen. For hun er den store vinder af et lynvalg – hun kan dårligt nå at begå alle de fejl nye partier i medvind snubler i: Tossede kandidater og uklar politik. Man kan ikke bebrejde Støjberg, at hun ikke har et program på 100 sider når partiet er så nyt. Mit indtryk er, at Støjberg tager vælgere fra stort set alle partier. Men særligt Venstre, Konservative, DF og Socialdemokratiet er sårbare. Målingerne er vilde. Er de et udgangspunkt eller et toppunkt? Jeg hælder mest til det sidste. Omvendt må man sige, at de etablerede partier i denne valgperiode har gjort alt for at underminere sig selv og deres værdighed. Hvis vi skulle have et jordskredsvalg på linje med 1973, har tiden næppe været mere moden end i dag. Den politiske klasse er i en dyb krise.


RÆSON: Den samme måling placerer V og K på 13,1 og 13,4 pct. Hvad siger det om de to partiets opbakning – og hvad vil det betyde for de to partier, hvis dét efter ferien (10,8, 13,1, 13,4) stadig er styrkeforholdet mellem dem og Danmarksdemokraterne?
REDINGTON: Målingerne afgør, om Pape tør stille op som statsministerkandidat. Men de er uklare. Særligt for Venstre. Og så er der den lille djævelske detalje, at Støjberg nok alt i alt hellere ser Pape som statsminister end Ellemann. Han er jo jyde, og ikke mindst: Han er ikke Ellemann. Så på den måde er Pape formentligt kommet tættere på Statsministeriet, end målingerne umiddelbart viser.


RÆSON: Hvilken forskel vil det gøre for Danmarksdemokraternes mulighed for på valgdagen at realisere succesmålingerne, at partiet har så kort tid til at finde og opstille kandidater?
REDINGTON: Det er en gave. Partiet har en kandidat: Inger.


RÆSON: ”En hjerneblødning”, lød det fra VUs nye formand om partiledelsens accept af Arne-pensionen. Hvordan afvejer Jakob Ellemann-Jensen pt. hensynet til (1) Muligheden for et folketing, hvor der kan dannes en blå regering vs. (2) Venstres eget mandattal på valgdagen?
REDINGTON: Venstre er nødt til at optimere på alle tangenter. Alle har købt fortællingen om, at Venstre naturligvis ikke får 24 pct af stemmerne igen. Alle har også købt fortællingen om, at der er kommet ro i partiet, og at Ellemann er vokset. En leder og reel statsministerkandidat. Alle bortset fra vælgerne. Får partiet under 15 procent er det en katastrofe, der ikke kan spinnes væk. Derfor er det klogt at acceptere Arnepensionen.


RÆSON: Danskerne har mistet optimismen, når det gælder den umiddelbare økonomiske fremtid. Vil det – alt andet lige og isoleret set – gavne rød eller blå blok?
REDINGTON: I en normal politisk situation ville det gavne de blå partier. Men der er ikke noget, som er normalt i dansk politik. De blå partier har ikke nogen økonomisk politik. De er med på den værste. Og vælgerne forbinder næppe Ellemann og Pape med økonomisk kompetence. Omvendt sidder regeringen med ansvaret. Og mon ikke vælgerne får ondt i hovedet af at høre på, hvor godt det går i dansk økonomi, når prisen på en pakke smør er over 25 kroner og de ikke kan få et realkreditlån i banken? Sat på spidsen står vi med en generation af politikere, der ved en masse om udlændingepolitik, og som er verdensmestre i Udkantsdanmark. De aner så bare ikke, hvordan det indvendige af en lommeregner ser ud.


RÆSON: LA’s formand Alex Vanopslagh efterlyser en revision af udlændingepolitikkens udvisningspraksis. Hvor meget vil udlændingepolitikken fylde i valgkampen?
REDINGTON: Det bliver en super rodet valgkamp, der koger ned til en afstemning for eller imod Mette Frederiksen. Udlændinge vil fylde. Det vil samme vil sundhed. Og klima. Og inflation. Og udkant. Rod.

RÆSON: Over de seneste valg har de sociale medier og særligt Facebook fyldt stadig mere for politikerne. Hvad – om noget – betyder det for indholdet af valgkampen, og mere overordnet: For dansk politik?
REDINGTON: De sociale medier er jo bare medier. Dansk Folkeparti fik et kanonvalg i 2015 uden at være specielt skarpe på SoMe. Det vigtigste er budskabet. Som altid. Platformen og kanalvalget handler om professionalisme. Så mere interessant er det ikke, hvad der sker på Facebook og Instagram. ■

 

Det bliver en super rodet valgkamp, der koger ned til en afstemning for eller imod Mette Frederiksen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland