Nikolaj Villumsen (EL): Hvad gør vi, når EU-parlamentarikere bestikkes?
28.12.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
Tilmeld dig RÆSONs gratis nyhedsbrev her (udsendes kun, når vi bringer nye artikler)
Qatar Gate har endnu engang gjort klart, at EU-Parlamentet er alt for sårbart overfor indflydelse udefra. Reglerne er ofte hullede som en si, og er årtier bagud i forhold til, hvad vi kender fra fx USA. Det bør lede til eftertanke og handling, ikke til politisk misbrug og forsøg på at score billige point.
Kommentar af Nikolaj Villumsen, medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten.
FREDAG DEN 9. DECEMBER åbnedes en kalenderlåge i EU-Parlamentet, der gemte på alt andet end julegodter. I stedet var det, der åbenbarede sig, en korruptionsskandale, hvis fulde omfang vi langt fra kender endnu.
Jeg tænker naturligvis på den såkaldte Qatar Gate, som startede med afsløringerne af, at det hyperrige emirat Qatar tilsyneladende har bestukket både nuværende og tidligere medlemmer af EU-Parlamentet med det formål at øve indflydelse på den politik, der vedtages. Det synes at strække sig fra at få ophævet kravene om visa til Qatars statsborgere, til at undgå eller udvande kritik af golfstatens problemer med menneskerettigheder.
Som om det ikke var nok med de valgte politikere, involverede sagen også fra begyndelsen både ansatte i EU-Parlamentet og, lader det til, en eller flere ellers respekterede organisationer i Bruxelles. Vi snakker om organisationer, der så sent som en uge før afsløringerne afholdt arrangementer som officielle partnere for EU-Parlamentet. Det viser en af de måder, hvorpå de beskidte penge købte adgang.
Skandalen udviklede sig over weekenden og ikke mindst i løbet af den følgende uge. Som dagene gik, steg mængden af beslaglagte penge, og det samme gjorde antallet af kontorer i EU-parlamentet, der er blevet forseglet af politiet, og hvor IT-udstyret er blevet konfiskeret.
Vi nu står nu i en situation, hvor det forlyder, at flere forskellige efterretningstjenester er involverede, både blandt dem, der har afsløret skandalen – men også blandt dem, der efter sigende i al hemmelighed har betalt store summer til korrupte folk i EU-systement.
På interessant vis har mindst en af de tilbageholdte tilsyneladende allerede tilstået at have drevet et dybt korrupt netværk med store udbetalinger i kontanter, og han har samtidigt navngivet EU-politikere, der ikke er bag tremmer (i hvert fald endnu), men som har fået kontorer og hjem ransaget af de belgiske myndigheder.
Billedet, der tegnes, er dybt deprimerende: for det viser, at mindst to diktatoriske regimer, Qatar og Marokko, tilsynelandende har haft held til at købe sig indflydelse i EU-Parlamentet. En indflydelse de blandt andet har brugt til at søge at undgå kritik af deres overtrædelser af menneskerettighederne og grove udnyttelse af migrantarbejdere, eller til at undgå fokus på deres illegale besættelse af et andet land.
En forudsigelig skandale, der aldrig burde have fundet sted
Et af de tragiske aspekter ved skandalen er, at det på sin vis også er historien om en skandale, der var delvist forudsigelig, og som måske kunne have været undgået, eller i al fald begrænset.
Det er nemlig slet ingen nyhed, at der er problemer med åbenhed om, hvem EU-politikere mødes med, og hvem der får indflydelse på politikken.
De progressive dele af EU-Parlamentet, herunder Venstrefløjsgruppen, har i årevis forsøgt at foreslå skrappere regler, mere kontrol og hårdere sanktioner. Det har vi gjort sideløbende med opråb fra civilsamfundsorganisationer, der påpeget risikoen for, at noget kunne gå galt. Desværre har især Parlamentets to største grupper, de Konservative i EPP og Socialdemokraterne i S&D, ofte kæmpet imod reglerne med næb og klør. Det er ikke mindst på grund af denne lange modstand mod reel åbenhed og effektiv kontrol, at vi i dag har så svage regler, som vi har.
Ikke bare er reglerne svage, men kontrolllen og håndhævelsen med dem er også nærmest komisk dårlig. Som eksempel kan tages, at hele 24 medlemmer af EU-Parlamentet mellem 2014 og 2019 blev taget i at overtræde det alt for slappe regelkodeks på forskellige måder. Ingen af dem er imidlertid blevet straffet for det af Parlamentet. Den lader vi lige stå et øjeblik. Hvis der er nogen, der har fået følelsen af, at EU-Parlamentet i virkeligheden var ligeglade med sine egne, svage regler, er det altså ikke helt uforståeligt.
De europæiske konservative skulle hellere være med til at finde reelle løsninger, end søge at score billige point. For skandalen er alt, alt for alvorlig til at forfalde til politisk misbrug
_______
Faren for politiske misbrug
Politik kan som bekendt være en beskidt affære. Skandalen var da heller ikke mere end en uge gammel, før end det første forsøg på at misbruge den så dagens lys.
Det skete, da den Konservative EPP-gruppe gik ud i et frontalt angreb på den socialistiske gruppe og beskrev skandalen som værende ikke et problem med korruption, men et problem med den socialdemokratiske gruppe. Herefter prøvede de straks at benytte en sag om en eller flere fremmede magter, der bestikker politikere og ansatte, til at angribe NGO’er og søge at skyde skyld og mistanke over på dem.
Nu skal man som bekendt være påpasselig med stenkast, ikke mindst hvis det hus, man er selv befinder sig i, er lavet af glas. Således også med EPP.
Dels er det arrogant og hovmodigt at opføre sig, som om man ikke selv risikerer det mindste, især når man tænker på, at vi allerede dagen efter hørte om endnu en græsk politiker, denne gang fra netop EPP, der skulle have sin immunitet ophævet. Dog ikke, viste det sig, i forbindelse med Qatar Gate, men derimod en ganske anden traver: nemlig misbrug med EU-midler. Hertil kommer beskyldningerne om, at en af den Konservative gruppes medlemmer har et meget tæt og venskabeligt med et andet af den persiske golfs diktaturer, i dette tilfælde Bahrain. Alligevel er det ham, de Konservative mente skulle lede forhandlingerne om kritik af menneskerettighedssituationen i netop Bahrain, hvor en dansk statsborger siden 2011 har rådnet i fængslet på grund af kampen for demokrati.
Endnu mere hyklerisk blev det, da vi samtidigt så historien om, at lederen af de europæiske konservative, Manfred Weber, siden valget i 2019 ikke har erklæret at have holdt ét eneste lobbymøde. At han på intet tidspunkt skulle have mødtes med nogen om noget som helst, der relaterer sig til hans mandat, det er ret svært at tro på. Der er nok mere om snakken om ham den rødklædte, der giver gaver ud juleaften, end om den ledende tyske konservative, der aldrig mødes med erhvervslivet.
Med alt det in mente, og det faktum, at det rygtes, at mange flere politikere nu bliver undersøgt, skulle de europæiske konservative hellere være med til at finde reelle løsninger, end søge at score billige point. For skandalen er alt, alt for alvorlig til at forfalde til politisk misbrug.
Behov for reelle reformer
Man skal også huske, at forskellige eksterne organisationer, der arbejder med åbenhed og lobbyisme længe har efterspurgt bedre regler i EU-Parlamentet, og mange af dem har nu fornyet de opfordringer. Jeg tænker på organisationer som Corporate Europe Observatory, Lobbykontrol og Transparency International. Sidstnævnte skrev til alle EU-Parlamentarikere for at påpege, at nye regler er nødvendige – og at de vil gøre en forskel.
Jeg føler behov for at understrege, at der efterspørges strammere regler, fordi der allerede har været dem, der siger, at de tvivler på, om strammere regler vil gøre en forskel.
Nye regler bør som minimum sikre klarhed og åbenhed om, hvem der påvirker EU-lovgivningen i alle EU-institutionerne.
_______
Men sagen er, at vi på EU-niveau og i EU-Parlamentet har regler, der ofte er hullede som en si, og som er årtier bagud i forhold til, hvad vi kender fra fx USA. Som eksempel kan nævnes, at hvis et tidligere kongresmedlem begyndte at lobby for et land som Qatar, så ville det skulle erklæres åbenlyst, inklussive hos myndighederne. Men den slags er der ingen krav om i EU-systemet. Selv de regler, der er opstillet, brydes ofte, herunder af EU-Parlamentet selv.
Hvad skal ændres?
At sige, at der er behov for forandring, er naturligvis let nok, men at sige præcist, hvad der skal til, kan blive mere kompliceret. Jeg vil dog alligevel gøre et forsøg. Nye regler bør som minimum sikre klarhed og åbenhed om, hvem der påvirker EU-lovgivningen i alle EU-institutionerne. Det gør vi ved bl.a. at sørge for, at følgende ti punkter er opfyldt:
1. Folk, der vil påvirke EU-lovgivning, skal lade sig registrere og følge EU’s regler. Det skal gælde for lobbyvirksomheder, civilsamfundsorganisationer og tænketanke – men også eksempelvis de kommunikationsbureauer og advokatfirmaer, der stadig prøver at snige sig uden om.
2. Virksomheder og organisationer, der ikke er registreret i EU’s åbenhedsregister, bør hverken kunne afvikle arrangementer i EU-Parlamentet eller med EU-Parlamentet.
3. Alle EU-Parlamentarikere, der forhandler om EU-Politik og -lovgivning, bør udfylde en rapport med alle dem, de har hørt fra i den forbindelse.
4. EU’s lobbyregister skal være mere up to date. Som det er i dag, kan man faktisk kun se, hvem folk har haft som kunder eller medlemmer i det senest afsluttede finansielle år – og ikke nødvendigvis hvem de arbejder med her og nu.
5. Der skal være åbenhed omkring de såkaldte venskabsgrupper i EU-Parlamentet: Det gælder, hvem der er medlemmer, hvem der støtter dem (og med hvor meget), hvilke aktiviteter der afholdes, og så skal der være forbud mod, at de organiseres gennem tredjelandes ambassader (som vi har set er tilfældet med eksempelvis Qatar).
6. Dem, der driver lobbyvirksomhed (i en bred forstand) for ikke-EU-lande, skal klart oplyse det. Det skal også gælde, hvis erhvervsforeninger, organisationer eller tænketanke modtager store pengesummer udefra.
7. Oprettelse af etiknævn for alle EU-institutionerne, som kan påtale overtrædelser og kræve håndhævelse af reglerne. Behovet understreges af, at der i dag ikke er noget EU-organ, man kan klage til, hvis man føler, at en EU-Parlamentariker ikke overholder de gældende regler.
8. Hvis man som politiker er formand for en venskabsgruppe, skal man ikke samtidigt være penneføre for kritik af det land, og arbejder man på noget, der involverer landet, skal det være klart overfor andre, at man ikke kan anses for neutral.
9. EU-institutionerne skal altid tjekke, at organisationer man arbejder med og inviterer, følger alle åbenhedsregler.
10. Sidst men ikke mindst skal det sikres, at reglerne rent faktisk overholdes, og der skal være måder både at kontrolere det på og klare muligheder for sanktioner, hvis reglerne ikke overholdes.
EU-Parlamentet bør invitere en række af de mest respekterede lobbykontrol- og åbenhedsorganisationer til sammen med EU’s Ombudsmand at rådgive os i, hvordan reglerne bør ændres og udformes. Og vi bør i den forbindelse ikke være bange for krav om, at vi skal oplyse, hvem vi mødes med i arbejdedes medfør. Ikke blot i forbindelse med konkret lovgivning, vi arbejder direkte med, men også mere generelt.
Et alt for sårbart EU-Parlament
Under skandalens første uge udtalte den belgiske justitsminister blandt andet, at belgisk politi nu gør det, EU-Parlamentet ikke selv har formået: at slå ned på korruption og fordækt virksomhed indenfor murene.
Man kan naturligvis ikke sikre sig fuldstændigt mod andres grådighed og dårlige moral, men det bør ikke være en undskyldning for ikke at se på, hvad vi kan gøre, der kan være med til at forbedre tingene. Man nægter jo heller ikke at sætte lås på sin dør og lukke sine vinduer, bare fordi det ikke er en garanti for, at der ikke sker indbrud.
Qatar Gate har endnu engang gjort klart, at EU-Parlamentet er alt for sårbart overfor indflydelse udefra. Det bør lede til eftertanke og handling, ikke til politisk misbrug og forsøg på at score billige point. ■
Qatar Gate har endnu engang gjort klart, at EU-Parlamentet er alt for sårbart overfor indflydelse udefra
_______
Nikolaj Villumsen er medlem af EU-Parlamentet for Enhedslisten og sidder i Venstrefløjsgruppen (GUE/NGL), hvor han er blandt næstformændene, og er medlem af Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL). Han er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten 2011-2019.
ILLUSTRATION: Præsidenten for EU-Parlamentet Roberta Metsola på vej ud fra pressemøde under et møde i Det Europæiske Råd i Bruxelles, 15. december 2022 [FOTO: John Thys/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
