Nikolaj Kornbech i RÆSON SØNDAG: Regeringen modarbejder den grønne omstilling ved at satse på CO₂-fangst

05.06.2022

Det er grundlæggende forkert at anse CO₂-fangst for grøn teknologi på lige fod med vedvarende energi: Den er usikker, og forudsætningen for den er en fortsættelse af vores kulstof-baserede energisystem. Det vil i praksis omfordele klimarisici fra de rigeste befolkninger i verden til de mest fattige og udsatte.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.


Af Nikolaj Kornbech

På få år er CO₂-fangst og -lagring – der ofte kaldes ved sin engelske betegnelse carbon capture and storage, forkortet CCS – og negative udledninger gået fra et ukendt niche-emne til at spille en central rolle i dansk klimapolitik. Med undtagelse af moderat kritik fra dele af klimabevægelsen og visse eksperter nyder CCS og negative udledninger bred opbakning fra næsten hele Folketinget og erhvervslivet. Men den nuværende ukritiske tilgang til brugen af disse teknologier undgår at forholde sig til de politiske dilemmaer, de medfører, og sætter dermed en farlig præcedens for resten af verden.

Teknologiernes tillokkende grundidé er, at vores udledning af drivhusgasser kan neutraliseres eller kompenseres for ved fysisk at fjerne CO₂ fra atmosfæren. I praksis er der i Danmark tale om at installere CO₂-fangere på ‘punktkilder’ – fx kraftværker, affaldsforbrændinger og biogasanlæg. Den indfangede CO2 komprimeres derefter og lagres i undergrunden. Klimaeffekten afhænger af, hvad der afbrændes: Hvis det er fossile brændsler, kan udledningerne reduceres til tæt på nul. Hvis det er biogent materiale, som afbrændes, og dette biogene materiale genplantes – det såkaldte BECCS-koncept, der står for bioenergy with CCS – er der i teorien tale om negative udledninger, hvor hele cyklussen fjerner mere CO₂ fra atmosfæren, end den tilføjer.

 

Ekspertgruppen rådgiver altså Folketinget ved brug af Folketingets egne vurderinger. Det er svært at kalde den logik for andet end cirkulær
_______

 

Både fossil CCS og BECCS er blevet bærende elementer i planen om at nå 70-pct.-målet, og det ses særligt i regeringens nylige udspil til en grøn skattereform. Udspillet har fået hård kritik for at favorisere enkeltinteresser og for indirekte at subsidiere store udledere som Aalborg Portland, men der har været meget lidt fokus på, om løftet om CCS overhovedet kan indfries. Udspillet lægger op til, at næsten hele provenuet fra CO₂-afgiften i 2030 vil blive ført tilbage til udlederne i form af tilskud til CCS og negative udledninger. På denne måde skal CCS og negative udledninger ifølge regeringens egne tal stå for hele 46 pct. af den grønne skattereforms forventede effekt.

Dette sats sker desværre på et yderst tvivlsomt grundlag. Ekspertgruppens anbefalinger, der danner grundlag for udspillet, er ikke baseret på nogen uafhængig gennemgang af de høje risici forbundet med CCS og den lave modenhed af teknologien – faktisk behandles disse to vigtige problemer overhovedet ikke i rapporten. Gruppens formand Michael Svarer udtalte til Klimamonitor, at man valgte at give CCS så prominent en rolle pga. den i forvejen eksisterende optimisme blandt politikere og udledende industrier: “Affaldsafbrændingsanlæg og […] biogasanlæg arbejder med at indføre CCS, og vi stoler på vurderingerne af, at det er en realistisk teknologi. Det gør folketinget også med sine puljer. Vi lægger os i strømmen af det.”

Ekspertgruppen rådgiver altså Folketinget ved brug af Folketingets egne vurderinger. Det er svært at kalde den logik for andet end cirkulær. Og tilmed er den farlig, for både fodslæbende politikere og store udledere har gode grunde til at være overoptimistiske omkring CCS.

Kulstofafhængighed
I et politisk perspektiv er negative udledninger et relativt unikt teknologisk koncept, da det indeholder et løfte om at kunne udvide budgettet af CO₂, vi må udlede under et givent klimamål. Betragter man klimakrisen som et badekar, der er ved at flyde over, er CO₂-fangstens løfte, at man kan gøre afløbet større i stedet for at lukke for vandet. Regeringen og forligspartierne har budt dette løfte velkommen med åbne arme. Siden energi- og industriaftalen i 2020 er fossil CCS og negative udledninger blevet integreret i Danmarks klimaplaner som et reduktionsmiddel på lige fod med fx solenergi og bygningsisolering. I praksis sammenlignes alle tiltag på et enkelt parameter: reduktionspotentialet i 2030, opgjort i tons CO₂. På denne måde bruges fossil CCS og BECCS til at erstatte egentlige reduktioner. Hvis regeringens forslag til den grønne skattereform gennemføres, går denne integration skridtet videre ved igennem tilskudsordninger at skabe muligheden for, at private aktører selv kan at vælge at erstatte deres drivhusgasreduktioner med fossil CCS eller BECCS.

Dette forsøg på at bruge negative udledninger som erstatning er svær at forsvare, når man ser nærmere på implikationerne af disse teknologier. Problemet er nemlig ikke kun, at CCS er en umoden og usikker teknologi – hvilket det i høj grad er – men at det skaber afhængighed af nuværende energisystemer.

Fordi der konkret er tale om CO₂-fangst på punktkilder – der er den mest rentable og modne form for CO₂-fangst – gør vi vores klimapolitik afhængig af fortsat at have disse punktkilder i vores energisystem frem for at omstille til mere bæredygtige energiformer som sol, vind og geotermi. Hvis man gennem BECCS skaber negative udledninger, der i det samlede nationale regnskab bruges til at udligne andre udledninger, skaber man en kobling, hvor afbrænding af fossile brændsler ét sted er afhængig af biomasseafbrænding et andet sted – og altså afhængig af det aftryk på landskab og miljø, der hører med til produktionen af biomasse. Der er selvsagt grænser for dette arrangement: BECCS kræver enorme jord- og vandressourcer – et behov, der får mange eksperter til at så tvivl om teknologiens gangbarhed på global skala. Dette enorme aftryk leder til dels til CO₂-udledninger i forsyningskæder, har potentielt katastrofale konsekvenser for biodiversitet og forværrer fødevaresikkerheden blandt udsatte mennesker.

Det er derfor grundlæggende forkert at anse fossil CCS og BECCS for grønne teknologier på lige fod med vedvarende energi: Forudsætningen for dem er en fortsættelse af vores kulstof-baserede energisystem. Selv hvis det lykkes os at uddrive fossilt kulstof fra dette system, vil det betyde en massiv udvidelse af menneskets aftryk på kredsløbet af biologisk kulstof og dermed økosystemerne. Det vil i praksis omfordele klimarisici fra de rigeste befolkninger i verden til de mest fattige og udsatte.

Forført af vækstdrømme
En ansvarlig politik for CCS og negative udledninger ville tage disse problematikker seriøst og indføre tilstrækkelige forsigtighedshensyn – bl.a. ved at adskille negative udledninger fra resten af klimapolitikken igennem separate målsætninger, som nogle forskere har foreslået.  Det, vi ser, er tættere på en kollektiv forførelse af CO₂-fangstens løfte om en smertefri omstilling. Klimaforligets partier enedes i december 2021 om, at “CCS skal bruges til at nedbringe nogle af de udledninger, der ellers er svære at gøre noget ved”. Det lyder ved første øjekast relativt uskyldigt – indtil spørgsmålet om, præcist hvad “svært” betyder, melder sig.

Fra regeringens side tyder meget på, at “svært” kan oversættes til alt, der potentielt koster arbejdspladser. Under annonceringen af ovennævnte aftale i december, der bl.a. indeholdt en pulje med milliardstøtte til CCS i Nordsøen, mente klimaminister Dan Jørgensen, at “der er noget smukt i, at det formentlig bliver nogle af de samme mennesker, der har hevet CO₂ i form af olie og gas op af Nordsøen […] som nu forhåbentligt og formentlig kan få beskæftigelse i en branche, hvor de kan være med til at pumpe CO₂ ned”. Og den grønne skattereform benyttede CCS-løftet til specialdesignede rabatter til de mest udledende virksomheder som Aalborg Portland og Rockwool under den yderst specifikke og bekvemme kategoribetegnelse “mineralogiske processer mv.” Med andre ord bruger regeringen CCS som løftestang til at undgå ændringer i de mest udledende sektorer i Danmark med et panisk imperativ om, at ingen sektorer må opleve faldende beskæftigelse, og at alt skal være som før.

For erhvervslivets vedkommende er løftet om CO₂-fangst ikke blot et middel til at beskytte eksisterende investeringer og produktionsmetoder, men også en spekulativ kilde til fremtidig vækst og profit. I fly- og shippingbranchen er sværvægterne SAS, Københavns Lufthavne, DFDS, A.P. Møller Mærsk og DSV gået sammen med Ørsted om at producere skibs- og flybrændstoffer med Power-to-X-teknologi, hvori indfanget CO₂ fra biomasseanlæget på Avedøre er en nødvendig bestanddel. Der er tale om BECCU, der står for bio-energy with carbon capture and utilisation, og som er en afart af BECCS. Her lagres CO₂’en ikke, men udledes igen ved at blive brugt som fx brændstof. Der er altså tale om et projekt, der vil gøre den danske flybranche afhængig af Ørsteds bioenergi – der flere gange er blevet afsløret i at være mere udledende end kul, da Ørsted har brugt træmasse fra bl.a. USA og Estland, der trods certificering stammede fra ikke-genplantet skov.

Projektet er en sand diskursiv redningsflåde for sine partnere: Københavns Lufthavne kan nu henvise til dette projekt for at forsvare udvidelsen af Kastrup Lufthavn, og for Ørsted er brændstofproduktion en belejlig reaktualisering af deres biomasseforretning, der ellers har været under hård kritik og politisk pres og selv af klimaminister Dan Jørgensen er blevet kaldt en uholdbar “overgangsløsning” til renere energikilder. Hvordan ministerens afvisning af bioenergi skal forstås i sammenhæng med hans store begejstring for BECCS og BECCU, står imidlertid hen i den uvisse.

Under alle omstændigheder står det klart, at det store sammenfald mellem CCS og erhvervsinteresser ikke har givet grund til skepsis blandt regeringen og forligspartierne. Tværtimod. Potentialet for et nyt dansk væksteventyr ses som et utvivlsomt gode.

Spørgsmålet er, om det er dette – højst spekulative – potentiale, der driver dømmekraften i dansk klimapolitik? Meget tyder på, at vi er nået til en tolkning af klimaloven, hvor hensynet til vækst ikke er sekundært, men kommer foran selve omstillingen. CCS er et tydeligt eksempel på, at klimapolitikken er blevet slet skjult erhvervspolitik.

Dansk CCS-politik bekræfter kritikernes værste mareridt: at risikabel teknologi forhastet tages i brug for at beskytte store udledere og bevare status quo. Danmark sætter et farligt eksempel for resten af verden: at CO₂-fangst kan bruges til at undgå at gennemføre den radikale omvæltning af økonomien, infrastruktur og forbrug, som er nødvendig for at skabe et egentligt bæredygtigt samfund.

Hvad vil vi med CO₂-fangst?
Det, vi i stedet har brug for, er en reel politisk diskussion om, hvad vi vil med CCS og negative udledninger. De få kritikere i den eksisterende debat har fokuseret på den teknologiske umodenhed, men det fanger ikke det dybere politiske skifte i klimapolitikken, CO₂-fangst bringer med sig.

Hvis CO₂-fangst ikke bruges til at holde forældede energisystemer i live og skabe spekulativ kompensation for fortsatte udledninger, kunne det i stedet, såfremt teknologien viser sig frugtbar, blive brugt som et værktøj ved siden af en gennemgribende grøn omstilling. Det ville reducere den samlede mængde af CO₂ i atmosfæren og med lidt held mindske konsekvensen af de skader, vi allerede har påført vores klima. Der findes andre koncepter for CO₂-fangst, der ikke afhænger af punktkilder, og som derfor vil kunne indgå i et afkarboniseret energisystem. De koncepter er selvfølgelig også betinget af kapacitetsbegrænsninger, sideeffekter og andre dilemmaer, som skal håndteres konkret og ud fra et forsigtighedsprincip.

Så meget desto mere er der behov for, at vi stiller os selv spørgsmål, der fremhæver den politiske karakter af CO₂-fangst: Vil vi have, at vores “grønne” omstilling skal lægge beslag på skovarealer i andre lande, hvor træet ofte stammer fra meget tvivlsomme skovforvaltningspraksisser? Er det rimeligt, at Danmark optager en uproportionel andel af den globale kapacitet for BECCS, når vi i forvejen har et historisk højt ansvar for klimakrisen? Hvis vi i fremtiden kan indfange store mængder CO₂, vil vi så bruge det til at flyve verden rundt eller faktisk reducere temperaturstigningen ved at lagre det i undergrunden?

Og det for nuværende mest presserende spørgsmål: Kan vi se os selv i øjnene, hvis den nuværende udvikling fortsætter, og vi giver andre lande det indtryk, at man kan erstatte egentlige reduktioner med CO₂-fangst? ■
 

Meget tyder på, at vi er nået til en tolkning af klimaloven, hvor hensynet til vækst ikke er sekundært, men kommer foran selve omstillingen. CCS er et tydeligt eksempel på, at klimapolitikken er blevet slet skjult erhvervspolitik
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt