Niels Westy om bandekriminalitet: Politikerne vil ikke tale om den eneste løsning, der vil virke: Legalisering af illegale rusmidler
11.01.2022
Den økonomiske gevinst ved handel med illegale rusmidler er så enorm, at man må forvente at bandekriminalitet (et andet ord for organiseret kriminalitet) og dermed skyderier, vold og mord er kommet for at blive. Reelt har politikerne kun én mulighed for at imødegå udviklingen: At overveje legalisering.
HAR DU ABONNEMENT? Det er kun muligt at stille KOMMENTARSERIEN gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON – der blev grundlagt i 2002 – er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge mm.)
Kommentar af Niels Westy
Mens de fleste af os forberedte os på endnu en jul i corona-pandemiens skygge, gjaldede skuddene igen i gaderne i København og Malmø, med både sårede og døde til følge. Det fortsatte i juledagene og ind i det nye år. Seneste offer var indehaveren af en bagelbutik på Frederiksberg.
Før jul roste Amalie Lyhne i en leder den 16.12 i Berlingske Tidende dansk politis håndtering og konkluder, at problemet i sidste ende bedst løses ved hjælp af forebyggende indsats. Med henvisning til sociolog og forfatter Aydin Soei peger hun på, at dét kan forklare det fald i antallet af bandemedlemmer, vi har oplevet de senere år. Godt politiarbejde og forebyggende indsats skal dermed forhindre os fra at ende med ”svenske tilstande”, hvilket i denne sammenhæng skal forstås som et højt antal skudepisoder med dræbte og sårede til følge.
Her skal man måske lige medtage, at nok er antallet af skuddrab langt højere i Sverige end herhjemme, men det afspejler sig dog ikke i den samlede mordrate. Den afgørende forskel er således voldsniveauet indenfor organiseret-/bandekriminalitet i Sverige i forhold til Danmark.
Jeg vil på ingen måde afvise at ”godt politiarbejde” og forebyggende indsats medfører, at færre vælger en løbebane indenfor organiseret kriminalitet – for det er hvad vi taler om – men andre faktorer spiller formentlig også ind, alene eller i kombination med den forebyggende indsats. Formentlig faktorer, som er væsentlig vigtigere.
Samtidig med faldet i antallet af bandemedlemmer er der nemlig også sket en stigning i voldsparatheden hos de tilbageværende. Og det kunne jo være, at de to ting hænger sammen. Den stigende vold er en voksende omkostning ved det at vælge en karriere som bandemedlem, hvilket, alt andet lige, indebærer at det er blevet mindre attraktivt. Så langt så godt. Hvis succeskriteriet alene er at reducere antallet af bandemedlemmer, kan den valgte strategi og lovgivning således godt være fornuftig, men hvis man rent faktisk ønsker at reducere voldskriminaliteten, ser det dog meget anderledes ud.
En enorm forretning
Skyderierne den seneste måned er blot den foreløbige kulmination af en udvikling, der tog sin start for snart 40 år siden. I 1980’erne rasede som bekendt den første rockerkrig mellem Hells Angels og Bullshit. Hells Angels gik af med sejren (og satte sig tungt på Christianias hash-marked), hvorefter der var ro i en række år, indtil vi havde den anden rockerkrig mellem Hells Angels og Bandidos, som endte med en våbenhvile, hvor de to organisationer delte markedet for illegale rusmidler mv. Også den gang var bandeopgørene for øvrigt transnationale med skyderier i flere lande. Og også dengang havde bandekrigen uskyldige ofre, som blot befandt sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Med andre ord er der intet nyt under solen. I dette årtusinde er der dog kommet flere aktører/bander til, så volden er eskaleret.
I økonomisk terminologi kunne man sige, at hvor det er muligt at opnå en stabil ligevægt med to deltagere (gevinsterne ved en deling af markedet overstiger omkostningerne ved at forsøge at erobre det hele) er det stort set umuligt, når tre eller flere aktører kæmper om det samme marked. I Brasilien fx er voldskriminaliteten værst i byer, hvor flere af landets store bander er til stede, og relativ lav hvor der kun er én bande (monopol).
Med andre ord: bandekonflikterne vil fortsætte, og der vil fortsat blive skudt i Københavns og Malmøs gader i årene fremover. Medmindre der sker drastiske ændringer i rammevilkårene – og med det mener jeg: Lovgivning og tilgang til rusmidler.
Der findes formentlig intet marked i verden med så høje fortjenester, som netop handlen med illegale rusmidler
_______
Hvorfor er narkorelateret kriminalitet – herunder voldskriminalitet – så svær at komme til livs? Hvad der end har været den udløsende faktor i den seneste omgang bandekrig – det behøver sådan set ikke være en eksplicit kamp om markedsandele – så kommer vi ikke uden om, at handlen med illegale rusmidler spiller en helt afgørende rolle – som det er tilfældet verden over fra Rio de Janeiros favelaer over kartellerne i Sinaloa til forstæderne i Napoli og Paris. Der findes formentlig intet marked i verden med så høje fortjenester, som netop handlen med illegale rusmidler. Belønningen er i hvert fald tilstrækkelig til, at mange trodser risikoen for ultimativt at blive slået ihjel af medlemmer fra en anden/konkurrende bande/”virksomhed”.
Samlet set er der tale om ”big business”. Dyrker man kaffe på 1 km2 er værdien cirka 700.000 kr., for cannabis cirka 300 mio. kr. (FNs estimat). Det er dog en forskel, der er til at tage og føle på.
Således estimerer UNODC (United Nations Office on Drugs and Crime) at omsætningen på gadeplan udgør ca. ¾ pct. af det samlede BNP i faste priser i USA, mens det udgør ca. 1/3 pct. i EU. Og i modsætning til markederne for legale produkter er gevinsten/profitten – som er enorm (for kokain og heroin taler vi om samlede profitter på ca. 99 pct.) – ovenikøbet skattefri. Derfor bør det ikke undre, at det for nogen er en potentiel gevinst man er villig til både at ”dræbe og dø for”. Det meste af profitterne tilfalder dog mellemhandlerne (grossister), hvorimod indtægterne i ”detailledet” kan forekomme mange af os at være ret beskedne (en del ”mindre fisk” selv brugere, som herigennem finansierer eget forbrug ved salg til andre).
Globalt set drives markedet for både legale og illegale rusmidler af relativt få brugere. Det er omkring 5 pct. af de ”voksne” (defineret som 15-64 år af FN), der årligt forbruger et eller flere illegale rusmidler, mens ca. 0,5 pct., kan betegnes som havende et problematisk forbrug. I absolutte tal er vi altså nede på ca. 30 mio. ”faste kunder” i aldersgruppen 15-64 (der er i sagens natur en betydelig usikkerhed). Til gengæld står denne lille andel for langt størstedelen af det samlede forbrug. I øvrigt ikke ulig hvad der gælder på markedet for legale rusmidler som alkohol og tobak.
Hvad forhindrer en legalisering?
På sigt er den eneste effektive og reelt holdbare løsning – både i forhold til at mindske antallet af unge mennesker, der vælger en kriminel karriere og i forhold til at reducere volden i vores gader – en eller anden form for legalisering af en række illegale i dag illegale rusmidler, herunder cannabis. Sidstnævnte er nok også den eneste af de illegale rusmidler som der er en realistisk chance for, bliver legaliseret i en eller anden form indenfor en overskuelig fremtid, jævnfør bl.a. den nye tyske regerings ønske om legalisering.
En ofte hørt indvending, når man foreslår legalisering (hvilket bl. a. det britiske magasin The Economist har gjort i årevis) er, at motivationen er kulturel (bander = uintegrerbare indvandrere). Her kunne man måske med fordel medtage erfaringerne fra USA under forbudstiden i 1920erne og det blakkede ry, mafiaen gav efterkommerne af italienske indvandrere (et yndet emne for mange gode film og måske den bedste TV-serie nogensinde, Sopranos). Vi ved dog fra forskning i 1970erne, at efterkommere af italienske indvandrere var mindre kriminelle end den gennemsnitlige amerikaner og havde en højere gennemsnitlig indkomst (også højere end efterkommere af tyske og engelske indvandrere).
Myndighedernes talrige forsikringer om at man ’nu har fået kontrol over udviklingen’, har igen og igen vist sig ikke at holde. Uanset den forebyggende indsats og eventuelt flere værktøjer og ressourcer til politiet, vil udviklingen fortsætte.
_______
En anden indvending lyder, at dem, som allerede er ”hårdkogte” kriminelle, utvivlsomt vil forsøge at dække indkomsttabet ved en legalisering gennem andre former for kriminalitet.
Men deres problem vil så være, at ingen anden form for kriminalitet er lige så indbringende som handlen med illegale rusmidler. Og præcis hvilken kriminalitet skal de kaste sig ud i?
Når det gælder handel med illegale rusmidler, har ingen af de involverede parter (køber og sælger) noget ønske om at bringe handlen til ophør, hvad der i sig selv gør opklaringen svær. Men forsøger man sig med fx pengeafpresning og beskyttelsespenge, har den, det går ud over jo en reel interesse i at få bragt dette til ophør.
En legalisering vil til gengæld kunne stoppe den blodige kamp om markedsandele, som forklarer hvorfor netop voldsparathed er en kernekompetence for deltagerne. Efter en legalisering kan man jo trods alt kan henvende sig til myndighederne, hvis en konkurrent truer med at slå en ihjel for at udvide sin markedsandel.
Myndighedernes talrige forsikringer om at man ’nu har fået kontrol over udviklingen’, har igen og igen vist sig ikke at holde. Uanset den forebyggende indsats og eventuelt flere værktøjer og ressourcer til politiet, vil udviklingen fortsætte.
Reelt er det eneste, som kan forhindre/reducere tilbagevendende skyderier og mindske voldskriminaliteten en af to ting. Enten opnår en af de kriminelle grupperinger monopol på markedet, eller også legaliserer man handlen med de i dag illegale rusmidler i en eller anden form.
Man skal dog være opmærksom på, at legaliserer man kun cannabis, efterlader det jo fortsat en række efterspurgte (og potentielt langt mere skadelige) rusmidler, som kriminelle organisationer/bander fortsat kan kæmpe om. Hvilken effekt et kraftigt reduceret marked vil have på den medfølgende vold kan man kun gisne om.
Men det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at volden på kort sigt vil stige, som følge af de mindre samlede indtjeningsmuligheder indtil en ny (ustabil) ligevægt opnås. Til gengæld mindskes også den samlede profit, hvorved der er plads til færre ansatte ”i branchen”, og hermed opnår man jo derved samme målsætning, som den Amalie Lyhne fremhævede i sin leder i december måned, nemlig at reducere tilgangen til banderne. ■
Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at volden på kort sigt vil stige, som følge af de mindre samlede indtjeningsmuligheder indtil en ny (ustabil) ligevægt opnås. Til gengæld mindskes også den samlede profit, hvorved der er plads til færre ansatte ”i branchen”
_______
HAR DU ABONNEMENT? Det er kun muligt at stille KOMMENTARSERIEN gratis til rådighed takket være vores abonnenter: RÆSON – der blev grundlagt i 2002 – er nemlig totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge mm.)
Niels Westy (f. 1960) er cand.polit., underviser på Niels Brock og skribent på punditokraterne.dk. Han har tidligere været tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator. ILLUSTRATIONER: Arkivfoto af piller [foto: Me]/15. december 2021: Den amerikanske kystvagts skib Cutter Vigilant anløber Port Everglades, Florida efter beslaglæggelsen af en stor last af narkotika [foto: U.S. Coast Guard/Ryan Estrada]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
