30.08.2022

Nutidens latinamerikanske ledere står overfor ”den perfekte storm”. Det mest forstemmende er, at vi rent faktisk godt ved, hvad der skal til for at øge vækst og velstand – også for den bredde del af befolkningen; nemlig mere markedsorienterede og åbne økonomier, mindre statsligt ejerskab og regulering – det, der hånligt afskrives som neoliberalisme.

Kronik af Niels Westy

Det er ikke underligt, at mange på venstrefløjen er begejstrede over udviklingen i Latinamerika i disse år. Først vandt Gabriel Boric fra Convergencia Social præsidentvalget i Chile i december sidste år. Med sine 36 år er han, udover at være den yngste præsident i landets historie, også den mest venstreorienterede præsident siden Salvador Allende (1970-1973). Nogle måneder senere valgte colombianerne for første gang i historien en venstreorienteret præsident, da Gustavo Petro vandt med et snævert flertal. Til oktober kan man ovenikøbet se frem til, at brasilianerne formentlig genvælger Luiz Inácio Lula da Silva – som også var præsident i ’de glade 00ere’ – fra arbejderpartiet PT.

Disse er blot de seneste sejre til venstrefløjskandidater i Latinamerika siden 2018, hvor Andrés Manuel López Obrador (AMLO) sejrede ved det mexicanske præsidentvalg. Senere fulgte bl.a. Alberto Fernández sejr i Argentina, Luis Arce fra MAS i Bolivia og Pedro Castillos i Peru. Også ved valgene i Honduras og El Salvador løb venstrefløjskandidater med sejren. Den røde bølger skyller over det latinamerikanske kontinent.

De nævnte har alle kapitalismekritik, nationaliseringer, større statslig involvering i økonomien og omfordeling til fælles, men der er dog også en række væsentlige forskelle mellem de valgte kandidater – her ser vi bort fra de tre socialistiske diktaturer Venezuela, Nicaragua og Cuba. For ikke at nævne de værdimæssige spørgsmål omkring seksuelle rettigheder og abort, der er milevidt fra den venstrefløj, vi kender i vores del af verden.

Latinamerikas røde bølge har fået internationale kommentatorer til at døbe de seneste års mange sejre til venstrefløjskandidater til ”The Pink Wave 2.0”. Opkaldt med reference til første bølge, der opstod i kølvandet på en række latinamerikanske venstreorienterede præsidentkandidaters sejre i 90erne og 00erne: Hugo Chávez‛ sejr ved præsidentvalget i Venezuela i 1998, Ricardo Lagos i Chile i 2000, Lula i Brasilien i 2002, Evo Morales i Bolivia i 2005 og Rafael Correa i Ecuador 2006.

It’s the economy, stupido

Selvom nogle som nævnt givetvis vil være begejstrede for den venstreorienterede udvikling i latinamerikansk politik, er der ikke er meget at juble over, når vi ser på den økonomiske udvikling. Siden begyndelsen af 10’erne har den været relativt ringe i de fleste lande – og det er i øvrigt uanset, om man har haft ”venstreorienterede” eller ”højreorienterede” præsidenter.

Således forventes BNP pr. indbygger korrigeret for købekraft ifølge IMF at blive henholdsvis 8 og 5 pct lavere i 2022 i forhold til 2012 i både Argentina og Brasilien. Ja, selv tidligere højvækstlande i regionen som Chile og senere Peru kan ”kun” mønstre et forventet BNP pr. indbygger, som er henholdsvis 8 og 16 pct. højere end i 2012. Til sammenligning er Danmarks BNP per indbygger trods alt steget med 15 pct. i samme periode.

 

Der er muligvis en del, der ser venstredrejningen som en ideologisk sejr. En sejr drevet af, at befolkningerne er opfyldt af den hellige socialistiske ild. Men det er der nu ikke meget, der tyder på
_______

 

Nok er BNP pr. indbygger i lande som fx Peru næsten fordoblet siden årtusindeskiftet, mens det er steget ca. 60 pct. i Chile. Men til gengæld er det kun steget få pct. mere i Brasilien end i Danmark i samme periode, og Argentinas er steget mindre end i Danmark. Og vi taler vel at mærke her om to lande, som i udgangspunktet havde et BNP, der udgjorde ca. en fjerdedel og en tredjedel af det danske.

Naturligvis har COVID-19 haft betydning for den økonomiske tilstand. På samme måde som bølgen af højreorienterede valgsejre markerede afslutningen på den første ”røde bølge” faldt sammen med afslutningen af 00’ernes råvareboom – karakteriseret ved historisk høje priser indtil finanskrisen i 2008-09. Det forklarer imidlertid ikke hele den relativt ringe økonomiske udvikling for mange lande i regionen.

En del iagttagere peger på den store økonomiske ulighed som forklarende faktor, og det er også korrekt, at uligheden er høj i regionen og ofte (af samme grund) spiller en fremtrædende rolle i den offentlige debat og i valgkampene. Men om det er den afgørende faktor er en anden sag. Den diskussion kender vi jo også i Danmark, på trods af vi ligger i den modsatte ende af skalaen, hvad angår økonomisk ulighed.

Venstreorienteret eller højreorienteret?

Men lad os tage et nærmere kig på udsagnet om den stigende ulighed i Latinamerika. Tag fx de voldsomme demonstrationer i Chile i 2019; de startede med protester over prisen på at tage metroen i Santiago, og udviklede sig efterfølgende til massive demonstrationer om langt mere. Læser du artikler desangående, finder man masser af udsagn om, at det skyldes stigende ulighed. Og det på trods af at empirien siger det modsatte. I de seneste tre-fire årtier er den økonomiske ulighed i Chile faldet, mens realindkomsterne er steget støt. Til gengæld har vækstraterne de seneste 10 år været væsentligt lavere end i de foregående 10-20 år, og det samme gælder udviklingen i realindkomsterne.

Der er muligvis en del, der ser venstredrejningen som en ideologisk sejr. En sejr drevet af, at befolkningerne er opfyldt af den hellige socialistiske ild. Men det er der nu ikke meget, der tyder på.

Hvis man nu skulle lave en fælles karakteristik af latinamerikanere i forhold til danskere – hvor generaliserende det end er – så er den gennemsnitlige latinamerikaner set fra Danmark meget værdikonservativ, mens man ligger til venstre for os, når det kommer til opfattelsen af statens rolle i økonomien.

Det kan selvfølgelig godt undre en del, med tanke på hvor stort problem korruption er i mange latinamerikanske lande, og hvor ringe den offentlige sektor og offentligt ejede virksomheder klarer sig. Men ideen om statsligt ejerskab i økonomien er ikke forbeholdt det, vi opfatter som venstreorienterede partier. Disse ideer – og dermed manglen på accept af markedsbaserede løsninger – finder man på ”begge sider af plankeværket”. Og sådan har det sådan set altid været. I langt de fleste lande blev privatiseringerne i 1990’erne således primært drevet af nødvendighed (store offentlige underskud) snarere end af ideologisk overbevisning.

Tiden kalder på besindig økonomisk politik

Det økonomiske råderum hos den nye generation af venstreorienterede præsidenter, hvoraf flere har været i politik i mange år, er langt mindre nu end i 00’erne. Ringere internationale konjunkturer, stigende renter og allerede betydelige offentlige underskud sætter sine naturlige begrænsninger.

Jovist kan man formentlig øge skatterne i visse lande, fx Colombia, uden de store omkostninger i form af lavere økonomisk vækst – forudsat at man afholder sig fra fx at øge selskabsskatterne. Men i andre lande, fx Brasilien, har man allerede et relativt højt skattetryk, hvor de genererede indtægter primært går til offentlige lønninger og ikke mindst pensioner, som på trods af visse reformer fortsat indebærer en omfordeling fra lav- til højindkomster. Og mens man i 00’erne indførte verdens største cash transfer-program, det såkaldte Bolsa Familia, subsidierede man samtidig (store) virksomheders kredit hos udviklingsbanken BNDES. Den slags er der næppe længere råd til.

 

Kun få latinamerikanske lande kommer overhovedet i nærheden af den økonomiske frihed, vi nyder godt af i vores del af verden, og som er en meget væsentlig årsag til vores høje levestandard
_______

 

Denne anden bølge af folkevalgte venstreorienterede præsidenter kan således ende med at sidde på magten en del kortere tid end den første. Og i værste fald afløses den blot af en bølge af højrepopulistiske præsidenter, mens regionen med få undtagelser fortsat ikke formår at sikre rammerne for en økonomisk udvikling, som kommer en større del af befolkningen til gode.

Med tanke på, at der var en tid, hvor flere lande i regionen var betydeligt mere velstående end de gamle koloniherrer, Spanien og Portugal – er det faktisk en meget sørgelig historie. Det er ikke et tilfælde, at Argentina var det næstmest populære mål for europæiske emigranter efter USA fra slutningen af det 19. århundrede og frem til 1. verdenskrig. Det var først i løbet af 1970’erne og 1980’erne, at først Spanien og senere Portugal blev mere velstående end Argentina. Og går vi lidt længere tilbage i tiden var Chile i midten af det 20. århundrede på niveau med Spanien, og langt mere velstående end Portugal. Det sidste gælder for øvrigt også Cuba før ”revolutionen”, mens Venezuela var på niveau med Spanien i 1970’erne, målt på BNP per indbygger i faste priser. I dag er både Spanien og Portugal væsentligt mere velstående end alle latinamerikanske lande.

Mest forstemmende er måske, at det alt sammen sker på trods af, at vi rent faktisk godt ved, hvad der skal til for at øge vækst og velstand – også for den bredde del af befolkningen: nemlig mere markedsorienterede og åbne økonomier, mindre statsligt ejerskab og regulering osv. Med andre ord det, som hånligt afskrives som ”neoliberalisme”. Dertil må jeg så blot bemærke, at i så fald må vi betegne Danmark som et af de mest neoliberalistiske lande i verden – og det uanset om vi har en regering til højre eller venstre for midten.

Det overser en del vist – både på venstre- og højrefløjen herhjemme. Ja, vi har et meget højt skattetryk (et af verdens højeste), men vi har også et af de bedst fungerende retssystemer, inkl. beskyttelse af den private ejendomsret, ligesom man som udenlandsk investor kan forvente en fair behandling. Et meget lille offentligt ejerskab bortset fra få sektorer. Lav grad af markedsregulering/offentlig indblanding både for varer- og tjenesteydelser samt måske ikke mindst arbejdsmarkedet. Dertil er Danmark en af de mest åbne økonomier i verden, både når det gælder handel og udenlandske investeringer. Og det er sådan set hvad ”neoliberalisme” er, i den udstrækning ordet bruges som andet end et skældsord.

Kun få latinamerikanske lande kommer overhovedet i nærheden af den økonomiske frihed, vi nyder godt af i vores del af verden, og som er en meget væsentlig årsag til vores høje levestandard. Og her er det måske også sigende, at det tilsyneladende betyder mindre, hvorvidt der er tale om højre- eller venstreorienterede lande. Nej, der er hverken brug for enten højre- eller venstreorienterede regeringer i Latinamerika; der er brug for de nødvendige liberale reformer. Tag fx Uruguay, der er et af de mest frihandelsorienterede lande i Latinamerika, selv om man har haft venstreorienterede regeringer i det meste af dette århundrede (det har Chile for øvrigt også), mens Colombia har været kendetegnet ved en restriktiv handelspolitik med højreorienterede regeringer. For blot at nævne et af de parametre, man normalt bruger til at måle graden økonomisk frihed, som i den politiske debat typisk vil betegnes som neoliberalisme.

Nu er hvad man som ”teknokrat” peger på som fornuftigt at gøre som bekendt noget andet, end måden hvorpå den politiske verden fungerer. Det er jo ikke sådan, at de latinamerikanske ”kapitalister” over en bred kam nødvendigvis er interesserede i en åben økonomi – for det vil jo øge konkurrencen og presse de lokale virksomheders profit (og deres ansattes løn), selv om det vil være samfundsøkonomisk fornuftigt og komme de laveste indkomster til gavn. Og det er åbenlyst heller ikke sikkert, at de latinamerikanske vælgere accepterer denne præmis. Det ændrer dog ikke på, at det, Latinamerika først og fremmest har brug for, er liberale reformer.■

 

Mest forstemmende er måske, at det alt sammen sker på trods af, at vi rent faktisk godt ved, hvad der skal til for at øge vækst og velstand – også for den bredde del af befolkningen: nemlig mere markedsorienterede og åbne økonomier
_______

 

Niels Westy (f. 1960) er cand.polit., underviser på Niels Brock og skribent på punditokraterne.dk. Han har tidligere været tilknyttet Dagbladet Børsen som udlandskommentator.

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt