Niels Boel: Putins invasion af Ukraine er skræmmende – men lad os holde kommunikationskanaler med Rusland åbne

11.03.2022

Trods Putins blodige aggression bør vi appellere til en dialog – parret med økonomisk pres i form af målrettede sanktioner. For bedre at forstå hvordan vi kan nedtrappe og undgå ragnarok, må vi ikke lade vores vrede tage over, men reflektere over, hvad der ledte til aggressionen.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Boel

Der er ingen undskyldning for overfaldet på en fredelig nabonation, som endog ved Sovjetunionens opløsning gik med til at overdrage sine atomvåben til Rusland.
Men netop det forhold, at Rusland er en atombevæbnet magt, betyder, at Vesten alligevel må gå i dialog med Rusland og forsøge at forstå deres bevæggrunde.

Støvletramp parret med atombevæbning er en dødbringende cocktail. Det mest sandsynlige scenarium for en atomkrig er ikke en sindssyg leders overlagte handling men en uforudset situation, der eskalerer og kommer ud af kontrol. Derfor må vi – hvor ubehageligt det end kan være – for enhver pris holde kommunikationskanaler åbne med aggressoren. Samtidig skal vi udtrykke solidaritet med det ukrainske folk og indføre målrettede sanktioner mod Putin og de russiske oligarker (i stedet for at straffe den russiske befolkning over en bred kam med afkobling af Rusland fra det internationale banksystem mv.).

Vi betræder ukendt land. Historiske paralleller er misvisende. Historien er derfor en dårlig rådgiver. Alligevel tilsiger den vestlige forhistorie os ydmyghed. Tænk på besættelsen af Irak. Lad os fare med lempe.

Vores hjerte banker for ukrainerne. Men det er ikke kun deres skæbne, som står på spil. Også vores egne. Og klodens fremtid.

Dette er en kamp ukrainerne må kæmpe, hvis de altså vælger det. Vesten bør ikke eskalere konflikten. Putin skal vide, at aggression har en pris. En høj pris. Men han skal også vide, at døren er åben for dialog.

 

Har Vesten været overmodig igennem nogle årtier, hvor USA var verdens eneste supermagt, og Vesten gik til angreb på skiftevis Afghanistan, Irak og Libyen, og illusorisk viftede Ukraine og Georgien om næsen med NATO-medlemskab?

_______

 

Samtidig er vi også nødt til at kigge os i spejlet og overveje, om vi selv har været med til at bringe verden på randen af en atomkrig. Har Vesten været overmodig igennem nogle årtier, hvor USA var verdens eneste supermagt, og Vesten gik til angreb på skiftevis Afghanistan, Irak og Libyen, og illusorisk viftede Ukraine og Georgien om næsen med NATO-medlemskab? Har vi herved skabt frustrationer hos den tidligere supermagt Rusland og samtidig skabt fortilfælde, i hvert fald i tilfældet Irak, for ulovlig krig?

Mens det er svært at fortænke balterne, polakkerne mv. i at have været ivrige efter NATO-medlemskab og heraf følgende beskyttelse, må vi dog spørge os selv, om vi i tilstrækkelig grad inddrog Rusland i den sikkerhedspolitiske orden, der blev skabt efter murens fald og Sovjetunionens opløsning.

Det var vel uundgåeligt, at NATO ekspanderede efter Sovjetunionens opløsning. For internationalt vil et magtvakuum altid blive søgt udfyldt magtpolitisk. NATO er tænkt som en forsvarsalliance, og med Sovjet var fjenden væk. Alligevel ekspanderede NATO i det uendelige. USA har 800 militærbaser på verdensplan og 39 pct. af verdens forsvarsudgifter (over for Ruslands 3,1 pct.). Sammen med sine allierede har USA langt den største del af verdens militærbudget .

 

Putin er af iagttagere blevet kaldt skiftevis genial skakspiller, mesterlig judokæmper og pokerspiller. Men faktisk har hvert enkelt af hans træk ført til det stik modsatte resultat end det tilsigtede
_______

 

Så man må sige, at ud over Putins magtfuldkommenhed efter 22 år ved roret spiller grundlæggende geopolitiske forhold ind i Ruslands ageren, herunder Rusland selvforståelse som krænket stormagt. Vi må fordømme Putin og hans kumpaner uden forbehold. Men i en konflikt må man forstå sin modparts bevæggrunde, særligt når man ønsker at nedtrappe. Putins handlinger synes ikke formålstjenlige for hans interesser og i den forstand rationelle, men selv i denne røg af paranoia, som stiger op fra Kreml, må vi søge at udskille bevæggrundene.

Putins mange selvmål
Putin er af iagttagere blevet kaldt skiftevis genial skakspiller, mesterlig judokæmper og pokerspiller. Men faktisk har hvert enkelt af hans træk ført til det stik modsatte resultat end det tilsigtede. For hver gang han har truet nabolande mod at nærme sig Vesten, er de rykket lige netop i den retning. Og i dag giver han våbenkapløbstilhængere medvind i Vesten, mest spektakulært i Tyskland.

Det er lykkedes ham at fremme alt det, han frygtede allermest. For 12 år siden vandt den prorussiske Viktor Yanukovych præsidentvalget i Ukraine. Men for hver gang Putin har øget sit pres i form af støtte til separatister i Østukraine, indlemmelse af Krim i Rusland og hackerangreb, har han fået flere ukrainere til at vende Rusland ryggen. Absurd nok har Putin ret, når han taler om russere og ukrainere som fætre og kusiner. Men alle iagttagere peger på, at hans invasion i høj grad har sammensvejset ukrainerne i fælles front mod Rusland (selv i russernes gamle badeby Odessa, The Guardian, 7. marts 2022).

For at forstå Ruslands ageren i forhold til Ukraine kommer vi ikke uden om at granske Yanukovychs fald i 2014. For hvis Yanukovych var demokratisk valgt, hvordan kan russerne så betragte hans fald ved et oprør i 2013-2014 som andet end et kup orkestreret af Vesten? Da Yanukovych i 2014 blev jaget på flugt, blev kontorer lukket ned på landets største parti, Regionspartiet, og under det efterfølgende valg var partiet reelt afskåret fra at stille op. I maj 2014 blev et prorussisk fagforeningshus brændt ned i den ellers fredelige ukrainske by Odessa som udmunding af en såkaldt ”prodemokratisk” (antirussisk) demonstration. 48 mennesker omkom i den forbindelse. Ingen af disse forhold retfærdiggør selvsagt Putins aggressionspolitik endsige hans anklager om ”folkemord”. Men Ukraine ligner mere et fattigt spejlbillede af Ruslands oligarkvælde end det skønmaleri af blomstrende demokrati, som danske politikere ynder at fremmale. Det er derfor forkert, når danske politikere taler med store bogstaver om den igangværende krig i Ukraine som demokratiernes kamp mod autokratierne. Den russisktalende ukrainske præsident og tidligere skuespiller, Volodymyr Zelenskij, vandt valget i 2019 med løfter om fred. Men siden har han udviklet sig i en stadig mere nationalistisk retning, angiveligt støttet af sin tidligere Tv-producent, oligarken Igor Kolomoisky. Ikke mindst har han nægtet at føre Minsk-fredsaftalen ud i livet.

 

Hvad er så Putins rationale? Snarere end at være faret vild i magtens labyrinter synes den aldrende autokrat at spille udenrigspolitiske kort for at redde sin trone i det kleptokratiske og potentielt vaklende russiske imperium. Når han nu ikke kan præsentere russerne for fremgang indadtil, kan han love dem storhed udadtil
_______

 

Hvad er så Putins rationale? Snarere end at være faret vild i magtens labyrinter synes den aldrende autokrat at spille udenrigspolitiske kort for at redde sin trone i det kleptokratiske og potentielt vaklende russiske imperium. Når han nu ikke kan præsentere russerne for fremgang indadtil, kan han love dem storhed udadtil og beskyttelse mod indbildte ydre farer. Men tilbage står, at Ukraines udvikling og Vestens ageren, som den amerikanske analytiker Thomas L. Friedman (New York Times, 21. februar 2022) har været inde på, har foræret Putin påskud for sin uhyggelige aggression.

Militæroprustning er ikke vejen frem – hverken i Danmark eller resten af verden
Danmark vil deltage i et våbenkapløb, selv om øgede vestlige, herunder danske, militærudgifter ikke giver mening, når nu Ruslands militærbudget som sagt er undseligt i forhold til USA’s. Heller ikke i forhold til forsvarsbudgetter i USA’s allierede lande i Europa mv. er det imponerende. I 2019 havde Storbritannien, Tyskland og Japan hver især et større militærbudget, som var større end Ruslands. Sydkoreas og Frankrigs var separat begge på næsten samme niveau som Ruslands (se TOP 10 Defense Spending by Country (2019) – YouTube). Faktum nu er, at Vesten ikke kan intervenere på grund af faren for ragnarok. Ikke fordi Vesten mangler isenkram.

Mette Frederiksen er en regeringsleder hvis popularitet synes at svinge i takt med krisestyring: klimakrise, sundhedskrise, migrationskrise. Klimakrisen lå til grund for valgsejren i 2019. Siden boostede pandemien, og hendes håndtering af denne, hendes popularitet. Og kriminalitet (et tema for begge hendes to første Folketingsåbningstaler) og såkaldt migrationskrise bliver talt op som led i regeringens kommunikation.

Sikkerhed er regeringens slagnummer: Giv folket brød og sikkerhed.

Ruslands pres på Ukraine gav igen statsministeren mulighed for at styre befolkningen gennem en krise. I et åbent brud med socialdemokratisk politik siden anden verdenskrig valgte hun så at invitere fremmede tropper på dansk jord. På et tidspunkt, hvor der snarere skulle gydes olie på vandene, var det et uheldigt træk, der kunne være med til at eskalere situationen yderligere. Udmeldingen er så meget desto mere uheldig, eftersom en efterfølgende udvanding af den vil kunne tolkes som en indrømmelse til Putins aggressionspolitik. Statsministeren har derfor handlet i strid med grundlæggende nationalinteresser. Dels fordi USA’s tropper aldrig vil lade sig underkaste et andet lands jurisdiktion, og deres tilstedeværelse herved sætter dansk lov delvist ud af funktion. Dels fordi Danmark nu i højere grad end tidligere bliver et bombemål. Derudover er det udemokratisk, idet hun egenrådigt uden bred diskussion måske har bundet Danmark fremover til et løfte (fremmede tropper på dansk jord), det kan være svært eller umuligt at vikle sig ud af igen.

 

Danmark er en uanselig spiller i den ukrainske krise. Men trods den bredt anerkendte Covid-19-håndtering risikerer Frederiksen at stå tilbage med et blakket eftermæle med sin håndtering af Ukrainekrisen
_______

 

En suverænitetsafgivelse til USA vil måske ikke skræmme danskerne, når Joe Biden sidder ved roret – Obamas tidligere vicepræsident, og en mand som har vist tilbageholdenhed både i Afghanistan og indtil nu i Ukraine. Men med tanke på, at USA for kun halvanden år siden havde en, har det vist sig, udemokratisk sindet leder, der i øvrigt tidligt såede tvivl om Natos musketer-ed og udtrykte beundring for Putin, er det alligevel ikke noget ukompliceret skridt. Især når han kan blive valgt igen i 2024.

Danmark er en uanselig spiller i den ukrainske krise. Men trods den bredt anerkendte Covid-19-håndtering risikerer Frederiksen at stå tilbage med et blakket eftermæle med sin håndtering af Ukrainekrisen.

For vestlige ledere generelt vil oprustning være en nærliggende måde at udvise handlekraft på og leve op til befolkningernes forståelige forventninger om solidaritet med det martyriserede ukrainske folk.

Et stjernedyrt våbenkapløb er dog det sidste, verden har brug for i dag, hvor pandemien har vist behovet for øget sundhedsmæssigt beredskab og den accelererende klimakatastrofe kræver massive investeringer i grøn omstilling. Enorme investeringer i tysk militær vil skævvride den strategiske balance i Europa med uforudsigelige konsekvenser. Ydermere, vil massive investeringer i militærindustrien forventeligt føre til nedskæringer i velfærd og herved øge uligheder og bære ved til de folkelige frustrationer, der har båret populister og nationalister til magten (eller fastholdt dem ved magten) som Donald Trump i USA, Narendra Modi i Indien, Jair Bolsonaro i Brasilien – og Vladimir Putin i Rusland.

Hvor illusorisk eller grotesk det end må lyde efter Putins overraskelsesangreb, er der ingen vej uden om vestlig dialog med Rusland. I første omgang må der sikres den bredest mulige vifte af tillidsskabende forholdsregler, der minimerer risikoen for misforståelser, som kan føre til utilsigtede sammenstød mellem Rusland og NATO-lande. I sidste ende kan kun en dialog med gentænkning af den sikkerhedspolitiske balance redde Europa ud af en dødsensfarlig voldsspiral og rive Ukraine ud af de blodige russiske kløer.

 

I sidste ende kan kun en dialog med gentænkning af den sikkerhedspolitiske balance redde Europa ud af en dødsensfarlig voldsspiral og rive Ukraine ud af de blodige russiske kløer
_______

 

Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Århus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent og foredragsholder. ILLUSTRATION: Putin til et møde med den franske præsident Emmanuel Macron, 7. februar 2022 [Foto: SIPA/Ritzau Scanpix].