Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Magtkampen om midtvejsvalget
21.06.2022
Mens inflationen har slidt Bidens popularitet ned, demonstrerer Trump fra sit palæ i Mar-a-Lago fortsat sin enorme indflydelse i Det Republikanske Parti. Men måske vil de kommende ugers høringer i 6. januar-komitéen ændre styrkeforholdet forud for det kommende midtvejsvalg.
Denne artikel er den første i en serie, der opdateres løbende på raeson.dk/nbp. Artiklen indgår i RÆSONs kommende sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”.
Af Niels Bjerre-Poulsen
Det er en udbredt opfattelse, at USA aldrig – eller i hvert fald ikke siden udbruddet af Den Amerikanske Borgerkrig i 1861 – har været så politisk polariseret som nu, og den fornemmelse er ikke helt forkert.
Sjældent er Demokraterne i USA gået et midtvejsvalg i møde med større bekymring og bæven end i år. De frygter ikke bare, at inflationen og høje benzinpriser kan koste dem flertallet i Repræsentanternes Hus og måske endda Senatet. De frygter også deres egne kernevælgeres skuffelse over, at mere ,normale tilstande’ ikke er vendt tilbage med Joe Biden i Det Hvide Hus, og over, at det trods Demokratisk flertal i begge Kongressens kamre ikke har været muligt at få vedtaget den store Build Back Better-reformpakke. Dertil kommer frygten for, at selve det amerikanske demokrati er i fare – og at en stor valgsejr til et stadigt mere radikaliseret Republikansk Parti vil øge faren betydeligt.
Såvel Demokrater som Republikanere har en følelse af, at det amerikanske demokrati er under angreb, men de ser truslerne komme fra vidt forskellige steder. Ifølge en meningsmåling foretaget af CNN i september 2021 mente 93 pct. af amerikanerne, at demokratiet var under pres. 56 pct. mente ligefrem, at det var under angreb, men de resterende 37 pct. blot mente, at det blev tryktestet. Kun 6 pct. af de adspurgte i undersøgelsen så slet ingen fare. Paradoksalt nok var den gruppe, der så den største fare, ikke Trumps kritikere, men hans loyale støtter: De så svindel som den eneste logiske forklaring på, at han ikke længere var præsident.
For kongresmedlem Adam Kinzinger, der sammen med Liz Cheney udgør de to Republikanske medlemmer af den komité, der undersøger ,stormen på Kongressen’ den 6. januar 2021, er det mest bekymrende for demokratiet, at Trumps påstande om, at han i virkeligheden vandt valget i 2020, kan holdes i live helt uden beviser af nogen art. Ifølge en meningsmåling fra CNN mener 78 pct. af de republikanske vælgere, at Biden ikke vandt præsidentvalget, og på trods af at der intet faktuelt belæg eksisterer for påstanden, mener 54 pct. af dem også, at sådanne beviser eksisterer. 60 tabte retssager på stribe har ikke kunnet rykke ved den opfattelse. Dementier fra ledende ministre og embedsmænd i Trumps egen regering har heller ikke kunnet gøre det. Forestillingen er blevet en trosartikel for en personkult, og Adam Kinzinger er ikke den eneste, der tvivler på, at nogen form for konkrete beviser kan ændre disse vælgeres opfattelse.
Washington Township, Michigan, 2. april 2022: En Trump-fan lytter til den forhenværende præsident [FOTO: Emily Elconin/Reuters/Ritzau Scanpix]
Midtvejsvalg er protestvalg
Joe Biden vandt ikke præsidentvalget i 2020 på karisma, men på håbet om, at han ville bringe erfaring, kompetence, empati og ikke mindst ,normalitet’ tilbage i Det Hvide Hus. Mens et flertal af vælgere så deres forventninger blive indfriet det første halve års tid, led tilliden et alvorligt knæk med den kaotiske tilbagetrækning fra Afghanistan i slutningen af august 2021 og siden med erkendelsen af, at COVID-pandemien alligevel ikke, som lovet, var et afsluttet kapitel. Det voksende antal migranter ved USA’s sydlige grænser gjorde også deres til at sænke Bidens opbakning i meningsmålingerne til samme niveau som hans forgængers.
Vedtagelsen af et par store økonomiske hjælpepakker samt en stor infrastrukturpakke satte voldsomt skub i den amerikanske økonomi, hvilket bestemt var til Bidens fordel, men i 2022 er succesen blevet overskygget af den stigende inflation og de høje benzinpriser. Det er således ganske sigende, at et klart flertal af amerikanere på trods af en økonomisk vækst på 5,6 pct. i 2021, en rekordlav arbejdsløshed på 3,6 pct. (maj 2022) og masser af købekraft synes, at økonomien er i dårlig forfatning. 94 pct. af republikanske vælgere, 81 pct. af uafhængige vælgere og 54 pct. af demokratiske vælgere har den opfattelse. Man skal helt tilbage til 2011 for at finde lignende tal. Jobskabelsen opvejer tydeligvis ikke bekymringen over inflationen – særligt benzinpriserne – og næsten syv ud af ti vælgere synes ikke, at Biden har håndteret inflationen godt. Demokraterne kan håbe, at både benzinpriserne og inflationen falder inden november, men det er meget muligt, at det ikke ændrer vælgernes opfattelse af, hvordan Biden-administrationen håndterer økonomien.
Det er som regel de utilfredse, der er mest motiverede ved midtvejsvalg. Historisk set er disse valg derfor altid svære for det parti, der har præsidentposten. Hvis Republikanerne i november vinder flertal i både Repræsentanternes Hus og Senatet, så vil Joe Biden være den femte præsident i træk, der har oplevet at miste flertallet i begge kamre i sin embedsperiode (nogle af hans forgængere strakte dog tabet ud over flere valg).
Selv når præsidenten er populær, er der typisk flere utilfredse end tilfredse vælgere, der føler sig ansporet til at møde op og stemme. Siden 1945 har præsidentens parti gennemsnitligt mistet 26 pladser i Repræsentanternes Hus og fire pladser i Senatet. Kun i to valg – i 1998 og i 2002 – vandt præsidentens parti ligefrem pladser. Demokraterne har lige nu et spinkelt flertal på 12 pladser i Repræsentanternes Hus, mens hvert parti i Senatet har 50 pladser (det Demokratiske flertal skyldes kun, at vicepræsidenten kan præsidere og afgive en afgørende stemme). Det er derfor overvejende sandsynligt, at Demokraterne mister kontrollen med Repræsentanternes Hus.
Det er bestemt også muligt, men mindre sandsynligt, at de samtidig mister deres spinkle flertal i Senatet. Faktisk har Demokraterne – i hvert fald på papiret – også gode muligheder for at øge deres flertal, så de ikke længere er afhængige af, hvad den mest konservative demokratiske senator, Joe Manchin fra West Virginia, er parat til at stemme for. Republikanerne skal nemlig forsvare 21 af de 35 pladser i Senatet, som er på valg i november, og to af dem er i stater, som Donald Trump tabte i 2020. Omvendt er de 14 pladser, som Demokraterne skal forsvare, alle i stater, som Biden vandt. Spørgsmålet er imidlertid, om den generelle politiske modvind, som Biden og Demokraterne oplever, vil udligne disse fordele. Opmærksomheden retter sig især mod genvalgsmulighederne for Demokraterne Raphael G. Warnock i Georgia, Mark Kelly i Arizona, Maggie Hassan i New Hampshire og Catherine Cortez Masto i Nevada.
Måske kan den voldsomme polarisering mellem partierne – der så at sige ,deler’ valgdistrikterne imellem sig – være med til at begrænse tabene for Demokraterne: Efter valget i 1996 var der 164 kongresdistrikter, hvor sejrsmarginen havde været så lille, at de kunne siges at være i spil ved det følgende valg. I dag er det tal faldet til 78. Det anslås også, at langt færre vælgere er parate til at stemme på et andet parti ved kongresvalg end det, de stemte på ved det foregående præsidentvalg.
I diskussionen fokuserer mange på Bidens uindfriede valgløfter – især den manglende vedtagelse af nye valglove og den store Build Back Better-reformpakke. De er dog ikke nødvendigvis afgørende. Præsident Lyndon B. Johnson vandt en jordskredssejr ved præsidentvalget i 1964 og indledte derefter en af de mest succesrige reformbølger i amerikansk historie – The Great Society. Reformerne blev nok påskønnet af de fleste, men de mobiliserede også hans politiske modstandere, og ved midtvejsvalget i 1966 mistede Demokraterne 47 pladser i Repræsentanternes Hus og tre pladser i Senatet. I begyndelsen af 2010 fik præsident Obama vedtaget sin sociale milepæl The Affordable Care Act (,Obamacare’), og den amerikanske økonomi var atter i vækst efter finanskrisen. Ikke desto mindre mistede Demokraterne ved midtvejsvalget i november 63 pladser og dermed flertallet i Repræsentanternes Hus. De tabte også seks pladser i Senatet. Moralen er, at man ikke altid er bedre rustet til et midtvejsvalg ved at have indfriet sine valgløfter – især ikke, hvis ens støtter nok er glade, men ikke af den grund føler trang til at møde op og stemme.
Flertalsleder Mitch McConnell og præsident Trump under forhandlinger om en skattereform i Roosevelt Room i Det Hvide Hus, 5. september 2017. [FOTO: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix]
Splittet som aldrig før
Et nyt forskningsprojekt, The Vanderbilt Project on Unity and American Democracy, har udviklet et indeks for graden af politisk splittelse. Dets tal gør det ganske klart, at amerikanerne historisk aldrig har følt sig helt så stærkt forenede, som mange nu forestiller sig, men splittelsen er ikke desto mindre blevet større de tre seneste årtier. Tallene bekræfter et skifte omkring det tidspunkt, hvor den Republikanske politiker Newt Gingrich i 1994 lancerede en ny politisk strategi for sit parti.
Da Gingrich i begyndelsen af 1990’erne blev en ledende skikkelse blandt Republikanerne i Kongressen, havde partiet kun haft flertallet i Repræsentanternes Hus i to valgperioder a to år siden 1933. Den sidste lå så langt tilbage som 1953-55. Gingrich var overbevist om, at Republikanerne aldrig ville genvinde flertallet, hvis de fortsat var villige til at arbejde hen over midten og indgå politiske kompromiser med det Demokratiske flertal. Ifølge ham burde den Republikanske strategi i stedet sigte mod at overbevise vælgerne om, at Kongressen var en korrupt og dysfunktionel institution under Demokraternes ledelse. De burde skabe en udbredt afsky for ,Washington’, som ville udløse krav om, at Demokraterne blev sat fra bestillingen.
I Gingrichs politiske strategi indgik det, at valg til Kongressen skulle ,nationaliseres’, og at hans partifæller i langt højere grad skulle sætte moralsk fordømmende og delegitimerende prædikater på deres Demokratiske modstandere. I 1990 skrev Gingrich et memorandum til andre Republikanske kongresmedlemmer. Titlen var Language, a Key Mechanism of Control, og det gav anvisninger på, hvordan de kunne ,tale som Newt’. I beskrivelsen af Demokrater skulle de anvende ord som ,syge’, ,radikale’ og ,forrædere’, mens de Republikanske alternativer burde betegnes som eksempelvis ,modige’ og ,principfaste’.
Gingrichs ide om nødvendigheden af at delegitimere sine politiske modstandere moralsk snarere end at tale om partiernes divergerende holdninger og ideer er selvfølgelig ikke noget særegent amerikansk fænomen, men tanken har der været med til at fremme en politisk hyper-polarisering i et system, der med sine demokratiske checks and balances fordrer en højere grad af konsensus for at kunne fungere.
Adskillige andre faktorer har siden bidraget til polariseringen, men skal man udpege en hovedansvarlig i beretningen om, hvordan den fik så hårdt et tag i amerikansk politik, er Newt Gingrich et godt bud. Hans kyniske tilgang til politik har om noget banet vejen for, at en mand som Donald Trump kunne nå hele vejen til præsidentposten. Ifølge Vanderbilts indeks over graden af politisk konsensus er ni ud af de ti laveste målinger alle at finde i de fire år, hvor Trump var præsident. Den tiende blev målt i kvartalet, før han blev valgt, i november 2016. Forestillingen om, at det politiske system engang var mindre dysfunktionelt, er altså ikke ren nostalgi.
Det er fortsat de færreste Republikanske politikere, der åbent har turdet tilkendegive et håb om, at Trumps indflydelse i partiet mindskes, og mange kandidater rundtomkring i staterne forsøger først og fremmest at markere sig på ,trumpismens’ identitetspolitiske mærkesager
_______
Kløften mellem de moderate og de progressive Demokrater
Hvis en del moderate Demokratiske kandidater frygter, at deres Republikanske modkandidater vil forsøge at tegne et billede af dem som verdensfjerne socialister, der ønsker åbne grænser, ingen politi og i øvrigt mest interesserer sig for identitetspolitiske mærkesager, tvivler mange af deres progressive partifæller på den anden side på, at der kun har været et minimalt udbytte af Bidens plan om at anvende sine kontakter fra årtier i Senatet til at række hen over midten og inddrage Republikanske politikere i brede løsninger.
Primærvalget i Pennsylvania i maj 2021 indikerede, at mange demokratiske kernevælgere netop har den opfattelse: Den progressive kandidat, siddende viceguvernør John Fetterman, udfordrede det Demokratiske establishments foretrukne kandidat, kongresmedlem Conor Lamb. Lamb førte kampagne på sin valgbarhed – han argumenterede for, at han som en mere midtsøgende kandidat i en svingstat havde de bedste chancer for at erobre den plads i Senatet, som nu tilhører Republikaneren Pat Toomey, der har valgt ikke at genopstille. Det var ikke et argument, der overbeviste partiets kernevælgere: John Fetterman vandt nomineringen med 58,6 pct. af stemmerne mod Conor Lambs 26,3 pct.
Spørgsmålet er nu, om entusiasmen hos sådanne kernevælgere, som også stemmer ved primærvalg, vejere tungere end stemmerne fra de mindre ideologiske midtervælgere, som først møder op til det endelige valg i november. Det er et dilemma, som begge partier må slås med. Ved midtvejsvalget i 2018 havde Demokraterne i flere stater stor succes med at opstille moderate kandidater i svingstater (og svingdistrikter). Partiet opstillede især nye kvindelige kandidater, som tiltrak et stort antal uafhængige vælgere i forstæderne – ikke mindst på baggrund af Republikanernes vedvarende bestræbelser på at få afskaffet The Affordable Care Act. Det var efter alt at dømme denne mobilisering af relativt midtsøgende kandidater og vælgere, der gjorde det muligt for partiet at vinde 42 pladser og generobre et solidt flertal i Repræsentanternes Hus.
Omvendt tilbageerobrede Republikanerne to år senere 15 pladser, altså på trods af Trumps nederlag. De gjorde de bl.a. ved at tegne et billede af siddende Demokratiske kongresmedlemmer som socialister, der talte for åbne grænser og for at fjerne bevillinger til politiet (defund the police). Det er formentlig et billede, som Republikanske kandidater vil forsøge at cementere i valgkampen. En stigning i kriminaliteten vil hjælpe dem på vej, uanset hvor mange gange præsidenten erklærer, at han agter at give politiet flere, ikke færre, ressourcer.
Trump-faktoren
Den mest bekymrende indikator for, at millioner af amerikanere har mistet interessen eller ligefrem respekten for grundpillerne i det amerikanske demokrati, er det faktum, at Donald Trump fortsat har millioner af loyale tilbedere, halvandet år efter at han iværksatte det første og eneste forsøg på et statskup i amerikansk historie.
De ledende kræfter i Det Republikanske Parti havde ellers umiddelbart efter ,stormen på Kongressen’ en klar fornemmelse af, at tiden var inde til én gang for alle at drive ham ud af partiet og ud af nationens politiske liv. Det fremgår tydeligt af båndede samtaler, som journalisterne Jonathan Martin og Alexander Burns offentliggjorde i forbindelse med udgivelsen af deres bog This Will Not Pass: Trump, Biden, and the Battle for America’s Future (New York: Simon & Schuster, 2022). Her kunne man bl.a. høre mindretalsleder i Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy og mindretalsleder i Senatet Mitch McConnell gøre denne målsætning klar.
Til sine Republikanske kolleger i Senatet sagde Mitch McConnell, at Trump var ,,et foragteligt menneske, som de alle vidste var ukvalificeret”, men som en del af dem ubegrundet havde håbet ville vokse med opgaven som præsident. Det havde vist sig ikke at være tilfældet, og nu var tiden kommet til at bekæmpe Trump. Det var McConnells agt at lade Demokraterne føre an i en rigsretssag, og der ville efter hans mening være de nødvendige 17 Republikanske stemmer i Senatet til denne gang at få Trump dømt. ,,Demokraterne vil tage sig af den skiderik for os”, fortalte McConnell to af sine nærmeste rådgivere, Terry Carmack og Scott Jennings.
Også Liz Cheney, der dengang var den tredjehøjest rangerende Republikaner i Repræsentanternes Hus, var kontant i sine offentlige udmeldinger: Trump havde ført an i et oprør, fortalte hun journalister og tilføjede, at ,,en præsident, der nægter at forlade embedet og indrømme sit nederlag, når han har tabt i valgmandskollegiet, er noget, der er helt uden fortilfælde, meget alvorligt og kan på ingen måde tolereres”. Snart skulle det vise sig, at Liz Cheney var blandt de få Republikanske politikere i Kongressen, der offentligt stod ved den opfattelse, og der gik ikke længe, før hun af den grund blev stemt ud af partiets ledelse. Blot et par uger efter vedtagelsen af en ny rigsretssag mod Trump var alt nemlig forandret. Presset kom nedefra: En stor del af partiets græsrødder bedyrede nemlig deres fortsatte loyalitet over for Trump. Snart drog Kevin McCarthy, der ellers havde sagt, at han var ,,færdig med den fyr”, til Trumps residens Mar-a-Lago, Florida for atter at kysse ringen.
Efter ,stormen på Kongressen’ startede den anden rigsretssag mod Donald Trump, 9-13. februar 2021. Her stemte samtlige 50 Demokrater for at dømme ham, men da det kom til stykket, var kun syv Republikanske senatorer nu villige til at gøre det. Kupforsøg eller ej, Trump var endnu en gang sluppet af krogen.
Mitch McConnell, der et par uger tidligere havde bedyret, at ,,hvis ikke dette er en sag, man kan dømmes for i en rigsretssag, så ved jeg ikke hvad er”, var selv blandt dem, der også denne gang stemte for at frifinde Trump. Trods kupforsøget stod det nu klart, at Det Republikanske Parti fortsat tilhørte Trump, og at han – hvis han ønskede at stille op igen – ville være favorit til at blive dets præsidentkandidat i 2024.
I en lang række Republikanske primærvalg har kandidater anglet efter hans officielle støtte, der mange af steder har vist sig udslagsgivende. Andre steder har Trump vendt sin vrede mod kandidater, der ikke har udvist den nødvendige loyalitet. Hans betingelse for støtte er ganske klar: Kandidaterne skal være villige til åbent at erklære, at han vandt præsidentvalget i 2020, og at Demokraterne stjal sejren fra ham. Når han fortæller sine tilhængere, at en Republikansk politiker ,,ikke deler vores værdier”, eller at vedkommende er en ,RINO’ (Republican in name only), handler det ikke om, hvor vedkommende befinder sig i det politiske spektrum, men netop om viljen til at kolportere denne påstand.
Trumps indflydelse var tydelig, da forfatteren og venturekapitalisten J.D. Vance i kampen om at blive Republikanernes kandidat til senatsvalget i Ohio rykkede fra en fjerdeplads i meningsmålingerne til en sejr, efter at Trump valgte at støtte ham. Det gjorde Trump, selvom det kom frem, at Vance i 2016 over for sine venner havde beskrevet Trump som en ,idiot’, ,kulturel heroin’ og som én, der altså ifølge Vance kunne vise sig at være ,Amerikas Hitler’.
Plainville, Georgia: Senator David Perdue taler ved et Bikers for Trump-træf, 20. maj 2022. ,TRUMP WON’ lyder budskabet på banneret bag ham [FOTO: Robin Rayne/Zuma/Ritzau Scanpix]
J.D. Vance er ud over at være forfatter til den filmatiserede bestseller Hillbilly Elegy også en Yale-uddannet venturekapitalist, hvis politiske karriere er finansieret af techmilliardæren Peter Thiel, der var medstifter af bl.a. PayPal, og som var tidlig investor i Facebook. Det har dog ikke forhindret ham i at tage Trumps særlige form for populisme til sig og tordne mod ,eliterne’. Trump har tilgivet Vance, ligesom han har tilgivet Kevin McCarthy. Til gengæld står de nu begge i politisk gæld til ham.
Nogle steder har Trump vendt sin vrede mod kandidater, der ikke har udvist den nødvendige loyalitet. Men i Georgia har han haft mindre held med det. Her rettede hans irritation sig især mod guvernør Brian Kemp, der ikke alene nægtede at omstøde valgresultatet, men tilmed offentligt selv slog fast, at både den oprindelige stemmeoptælling og to genoptællinger alle havde fundet sted helt efter reglerne og uden nogen tegn på snyd. Det fik ikke alene Trump til at støtte den tidligere senator David Perdue som primærvalgsudfordrer til Kemp – han donerede også 500.000 dollars af sine egne kampagnemidler til en anti-Brian Kemp-valgfond (en PAC).
Perdue, der i begyndelsen af januar 2021 tabte sit genvalg til Demokraten Jon Ossoff, har i det meste af sin politiske karriere været en traditionel konservativ politiker. Han har en fortid som direktør for bl.a. skomærket Rebook og Dollar General (med flere end 18.000 butikker på tværs af landet) og har hidtil været regnet som en såkaldt country club Republican. Alligevel kastede han sig med støtte fra Trump ind i kampen om guvernørposten med et budskab, der stort set begrænsede sig til, at valget i 2020 havde været snyd, og at både han og Trump var blevet berøvet sejren. Således indtog han, som New York Times-journalisten Michelle Cottle har påpeget, den særlige MAGA-positur, hvor offerrollen og vedvarende snak om egen styrke blandes på sælsom vis.
Men de Republikanske primærvalgsvælgere i Georgia syntes tydeligvis ikke, at Perdues klagesang var nok til at vælte den siddende guvernør: Kemp vandt nomineringen med 73,7 pct. af stemmerne mod Perdues 21,8 pct. Undervejs i valgkampen fik Kemp i øvrigt støtte af Trumps tidligere vicepræsident Mike Pence, der næppe har opgivet håbet om selv en dag at blive sit partis præsidentkandidat, og som på denne måske – relativt diskret – fik præsenteret sig som et konservativt alternativ til ,trumpismen’.
Der var en særlig ironi i Perdues valgnederlag i primærvalget, eftersom det sandsynligvis også var Trumps ubegrundede påstande om valgsnyd i Georgia, der i januar 2021 kostede Perdue pladsen i Senatet. Også dengang drog Trump til Georgia og fortalte sine vælgere, at hele valgsystemet i deres stat var korrupt, og at de elektroniske stemmemaskiner automatisk – og uden at efterlade spor – konverterede stemmer afgivet på ham til stemmer på Biden. Dermed undergravede han sine kernevælgeres tillid til, at det overhovedet tjente noget formål at møde op og stemme i anden runde af senatsvalget. Det var sandsynligvis medvirkende til, at de to Demokratiske kandidater Raphael Warnock og Jon Ossoff vandt begge Georgias pladser i Senatet og dermed gav Biden hans (snævre) flertal.
Trump har ikke kun forsøgt at gøre sin indflydelse gældende i guvernørvalg og valg til Kongressen: I adskillige svingstater har han bakket op bag kandidater til embeder, der har ansvaret for kommende valg. I Georgia, hvor der formodentlig vil blive rejst sigtelse mod ham for forsøg på at presse statens valgansvarlige, Secretary of State Brad Raffensperger, til at begå valgsvindel, har Trump aktivt støttet hans udfordrer til denne. Nogen havde åndsnærværelse nok til at optage telefonsamtalen, da Trump den 2. januar 2021 brugte mere end en time i telefonen på skiftevis at presse, true og lokke Raffensperger til at erklære ham som vinder. Trump, der havde tabt Georgia med 11.779 stemmer, ville have ham til at erklære at der desværre var sket en regnefejl, og at det alligevel var Trump, der havde vundet: ,,I just want to find 11,780 votes”, som præsidenten så utvetydigt formulerede det.
Raffensperger lod sig ikke presse, og den omstændighed, at han nægtede at snyde med valgresultatet, forårsagede, at han blev udfordret af en Trump-støttet primærvalgsudfordrer, der førte valgkamp på ,den store løgn’ og lovede at få Georgias valgresultat fra 2020 erklæret ugyldigt (!). Også Raffensperger vandt imidlertid sin nominering med en komfortabel margin.
Er disse nederlag et udtryk for en begyndende svækkelse af Trumps greb om Det Republikanske Parti? Det er for tidligt at sige. Det er fortsat de færreste Republikanske politikere, der åbent har turdet tilkendegive et håb om, at Trumps indflydelse i partiet mindskes, og mange kandidater rundtomkring i staterne forsøger først og fremmest at markere sig på ,trumpismens’ identitetspolitiske mærkesager.
Hvad angår Brian Kemps, er det også kun hans uvilje til at lyve om valgresultatet, der har nedkaldt Trumps vrede – ikke den politik, han har ført som guvernør. Han satser tydeligvis på, at Trumps vrede fortager sig inden selve midtvejsvalget i november, hvor Kemps udfordrer er Demokraten Stacey Abrams. Det var således ganske karakteristisk for den måde, mange Republikanske politikere forsøger at tackle Trump på, da Kemp på et pressemøde efter sin valgsejr diplomatisk fastslog: ,,Jeg havde et godt forhold til præsident Trump. Jeg har aldrig sagt noget dårligt om ham, og jeg planlægger heller ikke at gøre det. Jeg er ikke vred på ham. Jeg tror bare, at han er vred på mig, og det er ikke noget, jeg kan styre”. Samme strategi valgte Brad Raffensperger, trods mere end halvandet års chikane fra Trump og hans tilhængere. Han har undervejs endda bedyret, at han da bestemt ikke ville udelukke at stemme på Trump i 2024.
Presset på Pence
I de amerikanske medier foregår der en løbende diskussion om, hvorvidt der ligger en strategi bag Trumps vedvarende påstande om valgsvindel, eller om det mest er udtryk for en personlig besættelse. Sidder Trump uhjælpelig fast i sit eget nederlag i 2020, eller ser han frem mod 2024? Den tidligere dommer J. Michael Luttig er ikke i tvivl om, at det sidste er tilfældet.
Luttig arbejdede i Reagan-administrationen og var derefter i 15 år dommer i den føderale appeldomstol i Virginia (Fourth Circuit), udpeget af George H.W. Bush. Luttig, der nyder stor anseelse i konservative kredse, rådgav også vicepræsident Mike Pence forud for de skelsættende begivenheder den 6. januar 2021. Her opfordrede Luttig vicepræsidenten til ikke at bøje sig for det enorme pres, som Trump og hans allierede lagde på ham for at få ham til at underkende valgresultatet. Pence fulgte hans råd og stod imod, men ifølge Luttig er den kampagne, som Trump iværksatte efter sit nederlag, aldrig ophørt. Den drejer sig først og fremmest om præsidentvalget i 2024. Som han formulerede det i en kronik den 27. april 2022: ,,Trumps og Republikanernes langt mere ambitiøse målsætning er en vellykket udførelse i 2024 af den plan, de ikke havde held til at føre ud i livet i 2020”.
Den strategi, som Trump håbede i sidste øjeblik kunne forhindre en overdragelse af præsidentembedet til Joe Biden, var udarbejdet af juristen John Eastman fra den konservative tænketank Claremont Institute (det hører med til historien, at han faktisk er en af Michael Luttigs tidligere law clerks fra den føderale appeldomstol). Eastmans samtaler med Trump om mulighederne for at bevare magten trods et valgnederlag begyndte allerede i september 2020 – to måneder før valget.
Han præsenterede Eastman Trump for en ,nyfortolkning’ af såvel The Electoral Count Act of 1877 som den 12. forfatningstilføjelse. Hermed skulle det blive muligt for vicepræsidenten at afvise vælgernes dom. Eastman så en række muligheder, som kunne prøves efter tur: Den første var at overtale de lovgivende forsamlinger i afgørende svingstater til at betvivle valgresultatet og nægte at certificere det. Derefter kunne lovgiverne selv godkende en liste med ,alternative valgmænd’ og sende den til Washington. Og så kunne vicepræsidenten også om nødvendigt fravige den ceremonielle rolle, som den 12. forfatningstilføjelse tiltænker ham, og simpelthen nægte at lade nogle staters lister over valgmænd indgå i optællingen. I månederne efter Trumps valgnederlag blev der i hemmelighed skabt sådanne falske lister med ,alternative valgmænd’ i syv stater, i håbet om at Pence kunne presses til at godkende disse i stedet for de officielle lister. At de ikke blev udarbejdet i god tro, fremgår af den omstændighed, at de udpegede valgmænd i disse stater blev bedt om at holde forehavendet hemmeligt.
Lykkedes det ikke at få ,alternative valgmænd’ til at ændre valgresultatet, var den sidste mulighed at forkaste tilstrækkeligt mange valgmandsstemmer til at kunne hævde, at ingen af kandidaterne havde opnået de nødvendige 270 valgmandsstemmer. Det ville bane vejen for at overlade det endelige valg af præsident til Repræsentanternes Hus. I så fald ville det ske med en afstemning, hvor hver stat blot havde én stemme. Havde Pence accepteret den absurde ide om, at vicepræsidenten har ret til at forkaste vælgernes dom, havde der trods det Demokratiske flertal i Repræsentanternes Hus været 26 stater med Republikansk flertal og kun 24 stater med Demokratisk. Hvis Trumps partifæller i de afgørende stater havde været villige til at trodse vælgerne, kunne han med andre ord være blevet genindsat uden hverken at have fået flest stemmer eller det nødvendige flertal af valgmandsstemmer.
Eastmans plan blev besværliggjort af den omstændighed, at samtlige 50 stater certificerede vælgernes dom, og samtlige valgmænd afgav efterfølgende deres stemme i overensstemmelse med valgresultatet. Det skete på trods af præsident Trump og hans allieredes ihærdige bestræbelser på at få guvernører og lovgivende forsamlinger med Republikanske flertal til selv at godkende de ,alternative valgmænd’, der ville give Trump sejren. Selvom det ikke lykkedes, er det værd at bemærke, at i alt 357 republikanske lovgivere i afgørende stater som Arizona, Georgia, Michigan, Pennsylvania, Wisconsin, Nevada, North Carolina, Texas og Florida rent faktisk deltog aktivt i forsøget på at omstøde valgresultatet.
Hvordan vil det gå i 2024? I en række afgørende svingstater anvender flere politikere netop nu de grundløse påstande om valgsnyd i 2020 til at foreslå nye regler og besætte embeder, der kan gøre det nemmere for et flertal i de lovgivende forsamlinger at forkaste vælgernes dom og selv udpege valgmænd.
Atlanta, Georgia: Forhenværende vicepræsident Mike Pence (tv.) med Georgias guvernør, Brian Kemp, til vælgermøde på dagen for primærvalget, 23. maj 2022 [FOTO: Elijah Nouvelage/AFP/Ritzau Scanpix]
Kan abortspørgsmålet blive til Demokraternes fordel?
Er Demokraternes skæbne beseglet, eller er der faktorer eller begivenheder, der afgørende kan ændre valgets dynamik?
De håber selv, at fortællingen om den amerikanske økonomis tilstand forandrer sig. Det bliver selv sagt nemmere, hvis inflationen dæmpes, og benzinpriserne falder. Men måske er den grundlæggende opfattelse af den økonomiske situation – og af, hvor ansvaret skal placeres – allerede cementeret frem til valget.
Der er dog andre faktorer, som måske kan rokke afgørende ved valgresultatet. Især to er værd at nævne: den forestående trussel mod retten til fri abort og 6. januar-komitéens offentlige høringer om ,stormen på Kongressen’, herunder de sigtelser, som justitsminister Merrick Garland efterfølgende måtte vælge at rejse.
Det er formodningen, at et flertal i Højesteret i løbet af sommeren omstøder Roe v. Wade (1973) og dermed den forfatningssikrede ret til en abort i den første del af et svangerskab. Sker det, kan det meget vel vise sig at være som historien om hunden, der endelig indhentede postbilen, for 64 pct. af alle voksne amerikanere er imod, at Roe v. Wade omstødes, og tilhængerne af retten til abort vil blive mobiliseret i hidtil uset grad.
Samtidig har udsigten til en omstødelse af den forfatningssikrede ret til abort – og ikke mindst præmisserne i det lækkede udkast til en flertalsudtalelse i Højesteret – givet yderligtgående Republikanske kandidater og vælgere i flere stater endnu mere blod på tanden til at foreslå nye drakoniske tiltag, som eksempelvis også kan føre til forbud mod prævention. Den ret til en privatsfære, som udgør kernen i Roe v. Wade, blev nemlig første gang slået fast af Højesteret i en sag om retten til at kunne købe og anvende prævention – Griswold v. Connecticut (1965). Det er denne forfatningssikrede ret til en privat sfære, som fjernes i udkastet til en flertalsudtalelse. Fornyede krav om afskaffelse af eksisterende rettigheder kan meget vel give Republikanske kandidater alvorlige problemer – især med uafhængige vælgere.
Allerede i løbet af maj kunne man se et ret markant skift i de såkaldte generiske meningsmålinger – de målinger, der angiver, om folk alt andet lige er mest tilbøjelige til at stemme på en Republikaner eller en Demokrat.
Siden efteråret 2021 har disse målinger givet Republikanerne en klar fordel. I en måling foretaget af NPR/PBS Newshour/Marist før offentliggørelsen af det lækkede udkast sagde 47 pct. således, at de ville stemme på en Republikaner, mens 44 pct. ville stemme på en Demokrat. Medtager man den indbyggede fordel, som Republikanerne har i kongresvalg pga. den måde, kongresdistrikterne er skruet sammen på, så ville det give Republikanerne en jordskredssejr ved midtvejsvalget, hvis disse tal holdt stik.
Men tallene fra målingen i midten af maj – efter offentliggørelsen af det lækkede udkast fra Højesteret – viste imidlertid et skred på 8 procentpoint i Demokraternes favør: Nu ville 47 pct. stemme på en demokrat, og 42 pct. på en Republikaner.
Republikanerne risikerer især at tabe mange uafhængige vælgere i forstæderne. Det Demokratiske Partis kampagnekomité skønner, at de i 25 forstadsdistrikter, hvor kampen bliver tæt, kan få betydelig hjælp, hvis Republikanernes angreb på kvinders rettigheder bliver et hovedtema i valgkampen.
Demokraterne kan også bruge abortspørgsmålet til at mobilisere vælgere i forbindelse med valg til Senatet ved at love at afskaffe filibuster-reglen, der nu reelt forhindrer dem i at kunne vedtage en føderal abortlov, som sikrer de samme rettigheder, som Roe v. Wade har sikret i de seneste 50 år. Filibuster-reglen, som det kræver 60 stemmer at komme rundt om, gør det muligt for Republikanerne at blokere et sådant forslag. Afskaffes denne regel (hvilket ikke er uden politisk risiko for Demokraterne, der selv kan komme i mindretal og få brug for den), vil en ny landsdækkende abortlov til afløsning for Roe v. Wade kunne vedtages ved et simpelt flertal på 51 stemmer. Demokraterne har nu reelt blot 48 stemmer for en afskaffelse, da både senator Joe Manchin (West Virginia) og senator Kyrsten Sinema (Arizona) har udelukket at ville stemme for. Demokraterne kunne overveje at love en sådan reform, hvis altså Roe v. Wade bliver omstødt, og hvis de får to nødvendige ekstra pladser i Senatet.
Opgøret om ,stormen’
Den 9. juni 2022 afholdt 6. januar-komitéen den første af otte planlagte tv-transmitterede høringer. Høringerne bygger på mere end et års arbejde med omkring 1.000 interviews og indsamling af omkring 100.000 sider dokumenter. Jamie Raskin fra Maryland, der er et af de Demokratiske medlemmer af komitéen, har forud for høringerne hævdet, at afsløringerne vil ,,blæse taget af Kongressen”. Omvendt har mange Republikanske politikere og kommentatorer forsøgt at tale betydningen af høringerne ned. Flere har kaldt dem overflødige eller ligefrem ,illegitime’. TV-stationen Fox News har meddelt, at de slet ikke agter at sende fra høringerne.
I USA’s stærkt polariserede politiske klima kunne man inden høringerne konstatere, at de Republikanske politikere, som nedgjorde undersøgelserne af ,stormen på Kongressen’ – og for nogles vedkommende ligefrem talte om de fængslede deltagere som ,politiske fanger’ – hidtil ikke havde betalt en politisk pris for det. Nogle af dem var endda gået frem i meningsmålingerne. Spørgsmålet var, om det ville forandre sig, når først høringerne rullede over skærmen.
Formodningen var, at der uden tvivl ville være en hård kerne af Trump-tilhængere, som under ingen omstændigheder ville ændre holdning, men at der måske alligevel ville være en tilpas stor andel af midtervælgere, som nu ville erfare, at der ikke blot var tale om endnu en omgang partipolitisk mudderkastning, men at Donald Trumps bestræbelser på at blive ved magten faktisk havde udgjort en eksistentiel fare for det amerikanske demokrati. Måske ville det også skabe en diskussion op til midtvejsvalget, som mange Republikanske politikere ville få svært ved at aflede opmærksomheden fra. Flere end 100 vindere af årets Republikanere primærvalg har promoveret den falske ide om, at det i virkeligheden var Trump, der vandt valget, og satset på fortsat hjælp fra ham i efterårets valgkamp. De risikerer endnu en gang at blive mindet om, at han både i 2018 og i 2020 også var det største aktiv i Demokraternes vælgermobilisering. ■
Tallene fra målingen i midten af maj – efter offentliggørelsen af det lækkede udkast fra Højesteret – viste imidlertid et skred på 8 procentpoint i Demokraternes favør: Nu ville 47 pct. stemme på en demokrat, og 42 pct. på en Republikaner
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er bl.a. forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015) og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2021). ILLUSTRATION: Trump poserer ved grænsehegnet nær den amerikansk-mexikanske grænse, 12. januar, 2021 [FOTO: Shealah Craighead/Det Hvide Hus]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
