Niels Bjerre-Poulsen: Forbliver Republikanerne ”Trumps parti”?

07.01.2022

Årsdagen for stormen på Kongressen betyder ikke, at begivenheden bliver glemt. Tværtimod viser de igangværende undersøgelser, at begivenhederne 6. januar 2021 var resultatet af lang tids planlægning. Det understreger alvoren af krisen i det amerikanske system.

Af Niels Bjerre-Poulsen

DEN 6. JANUAR 2021 blev en skelsættende dag i amerikansk historie. Hvad der skulle have været en formalitet, nemlig Kongressens godkendelse af vælgernes dom ved præsidentvalget i november 2020, blev afbrudt af tusinder af Trump-tilhængeres voldelige angreb i et sidste desperat forsøg på at forhindre godkendelsen af Joe Biden som præsident. For første gang siden den Amerikanske Borgerkrig brød ud i 1861, havde USA således ikke en fredelig magtoverdragelse.

Umiddelbart efter de chokerende begivenheder i Kongressen, rettede opmærksomheden sig især mod det store ”Stop the Steal”-rally, som den siddende præsident Donald Trump og tusinder af hans tilhængere afholdt i Washington, D.C. i timerne inden Kongressens skulle godkende valgresultatet – et rally, der kulminerede med en timelang tale af Trump, hvor han opfordrede sine tilhængere til efterfølgende at drage til Capitol Hill. De ville ikke ”vinde deres land tilbage”, hvis de ikke ”kæmpede som ind i helvede”, sagde han.

Nu, et år senere, står det klart, at volden i Kongressen ikke blot var et spontant udslag af Trump-tilhængernes frustrationer, men snarere den allersidste mulighed i en lang række planlagte forsøg på at annullere resultatet af præsidentvalget i 2020 og holde Trump ved magten. Med andre ord et forsøg på et statskup. Eller måske snarere, hvad man på spansk kalder autogolpe – et kup hvor en siddende præsident trodser Forfatning, domstole og den lovgivende forsamling, og med hjælp fra dele af befolkningen forsøger at holde sig ved magten.

 

Nu, et år senere, står det klart, at volden i Kongressen ikke blot var et spontant udslag af Trump-tilhængernes frustrationer, men snarere den allersidste mulighed i en lang række planlagte forsøg på at annullere resultatet af præsidentvalget i 2020 og holde Trump ved magten. Med andre ord, et forsøg på et statskup

_______

 

Oprydningen efter 6. januar
Det næstsidste forsøg på at gøre dette inden ”stormen på Kongressen” var et forsøg på at overtale vicepræsident Mike Pence til simpelthen at postulere valgsnyd og derefter nægte at godkende de certificerede valgresultater fra seks af de delstater, Trump havde tabt i. Pence nægtede imidlertid at medvirke. På trods af, at præsident Trump og folkene omkring ham i ugerne forinden havde lagt et enormt pres på Pence, holdt han stand. Han henholdt sig til, at valgresultaterne var godkendt i delstaternes lovgivende forsamlinger, og at hans rolle ifølge Forfatningen udelukkende var at oplæse dem. Trumps svar til Pence var ifølge Bob Woodward & Robert Costas bog Peril: ”Du har forrådt os, jeg har skabt dig, du var intet, din karriere er slut, hvis du gør dette”. Det var baggrunden for, at Trump vendte sine tilhængeres vrede mod vicepræsidenten, så de under angrebet på Kongressen medbragte en galge og råbte ”hang Mike Pence”. Vicepræsidenten måtte bringes i sikkerhed sammen med sin familie.

Der er siden ”Stormen på Kongressen” pågået to forskellige typer af undersøgelser. Den ene drejer sig om begivenhederne på selve dagen. Den anden er den undersøgelse, der varetages af den særlige ”6. januar komité” i Repræsentanternes Hus. I den første type undersøgelse er det målet at kunne rejse sigtelser mod så mange som muligt af de omkring 2000 mennesker, der deltog i stormen. Indtil videre er 725 mennesker blevet identificeret og sigtet, og 31 er indtil videre blevet idømt fængselsstraffe – hovedsagligt for mindre forbrydelser som ulovlig indtrængen og hærværk, men for en dels vedkommende også for vold mod de betjente, der forsøgte at forsvare kongresbygningen. Man kan dog forvente anderledes og hårdere domme mod en række deltagere, som har taget del i en mere omfattende planlægning forud for angrebet.

En relativ ny type anklage er ”disrupting an official proceeding”, som har en straframme på op til 20 års fængsel. Omkring 40 af angriberne er foreløbig sigtet efter denne paragraf, og mindst ét medlem af de såkaldte ”Oathkeepers” er allerede blevet dømt. Fordi han efterfølgende har samarbejdet med anklagemyndigheden om at kortlægge den forudgående planlægning, kan han nøjes med 3-4 års fængsel.

Et tilbageværende spørgsmål, som justitsminister Merrick Garland endnu ikke har svaret klart på er, om der også kan rejses endnu mere alvorlige anklager mod folk, der finansierede og stod bag den planlægning og koordinering, der i dagene op til 6. januar 2021 foregik på Willard Hotel i Washington, D.C. Kan det føre til anklager om forsøg på væbnet oprør eller ligefrem landsforræderi? Her er myndighederne fortsat i ukendt farvand.

”6. januar-Komiteen”, der har syv Demokratiske og to Republikanske medlemmer, skal først og fremmest belyse begivenhederne fra valgdagen i november 2020 og frem til angrebet på Kongressen, med henblik på at foreslå lovgivning der kan forhindre, at noget lignende gentager sig. Udvalget har ingen beføjelser til at retsforfølge nogen, men kan anbefale Justitsministeriet at indlede straffesager.

 

Et tilbageværende spørgsmål, som justitsminister Merrick Garland endnu ikke har svaret klart på er, om der også kan rejses endnu mere alvorlige anklager mod folk, der finansierede og stod bag den planlægning og koordinering, der i dagene op til 6. januar 2021 foregik på Willard Hotel i Washington, D.C.

_______

 

Planerne for at beholde magten
I de seneste måneder har der været rettet stor opmærksomhed mod vidner tæt på Trump, der har ignoreret stævninger eller påkaldt sig retten til ikke at vidne i sager, der kan inkriminere dem selv. Langt de fleste indkaldte vidner har dog frivilligt bidraget til komiteens arbejde – i det seneste halve år har den således interviewet flere end 300 indkaldte vidner og indsamlet omkring 35.000 sider bevismateriale. Blandt det seneste materiale, komiteen har modtaget, er en 22 sider lang plan for kampagner i Arizona, Georgia, Michigan, Nevada, Pennsylvania og Wisconsin – de delstater, Joe Biden vandt med det mindste overskud af stemmer (den blev overdraget af Rudy Giulianis højre hånd, Bernard Kerik, som i øvrigt stod til en længere føderal fængselsstraf, men i november 2020 blev benådet af præsident Trump) Planen har titlen „STRATEGIC COMMUNICATIONS PLAN—GIULIANI PRESIDENTIAL LEGAL DEFENSE TEAM”, og dens undertitel er “We Have 10 Days To Execute This Plan & Certify President Trump!”.

To andre planer, som ligeledes er dukket op i forbindelse med komiteens arbejde, har allerede påkaldt sig særligt stor opmærksomhed. Den ene fulgte i kølvandet på præsident Trumps hele ni personlige henvendelser til Justitsministeriet for at få det til at erklære offentligt, at der havde fundet valgsvindel sted. Hans budskab var, at hvis blot ministeriet ville udsende en sådan meddelelse, så skulle han sammen med sine allierede i Kongressen nok sørge for det videre forløb. Hver gang fik han det svar, at der ikke var belæg for påstanden, og at ministeriet ikke ville fremsende en påstand, der ikke var belæg for. Trumps advokater havde på det tidspunkt allerede tabt ikke færre end 61 retssager inklusive to sager, som begge blev afvist i Højesteret med dommerstemmerne 9-0.

Den 14. december 2020 meddelte Justitsminister William Barr, at han ville forlade sit embede allerede før jul. Vicejustitsminister Jeff Rosen blev ”fungerende justitsminister”, men heller ikke han ville offentligt hævde, at der var fundet valgsnyd. Her trådte en mand ved navn Jeffrey Clark ind på scenen. Han havde i de foregående to år stået i spidsen for Justitsministeriets afdeling for miljøspørgsmål, men nu præsenterede han angiveligt Trump en plan for, hvordan valgresultatet i Georgia kunne blive omstødt, og det var håbet, at den også ville tjene som model i de andre delstater, hvor resultatet skulle ændres for at Trump kunne fortsætte på præsidentposten. Clarke gik uden om Rosen og tilbød præsidenten at presse Georgia til at ændre valgresultatet, hvis Trump fyrede Rosen og gjorde ham til fungerende justitsminister. Det fik han tilsyneladende Trumps tilsagn om, men da planen blev kendt i ministeriet, truede samtlige ledende embedsmænd med at sige op med øjeblikkelig virkning, hvilket angiveligt fik præsidenten til at droppe den og beholde Rosen. Jeffrey Clark er nu blevet stævnet af 6. januar-komiteen, men er endnu ikke mødt op for at vidne.

Den anden kupplan, som har vakt stor opmærksomhed, blev udarbejdet af en advokat og forfatningsjurist ved navn John Eastman. Han har tidligere arbejdet for højesteretsdommer Clarence Thomas og er nu tilknyttet det højreorienterede Claremont Institute. Allerede i september 2020 – to måneder før valget – præsenterede han første gang præsident Trump for muligheden af at forkaste valgresultatet, hvis det gik ham imod, hvilket ikke var usandsynligt i betragtning af, at Joe Biden havde ført markant i samtlige meningsmålinger siden foråret 2020. Eastmans plan havde seks punkter, og det centrale punkt var, at vicepræsident Pence skulle erklære, at der var tvivl om valgresultaterne i de seks afgørende delstater og flere sæt valgmænd, så man ikke umiddelbart kunne fastslå, hvilke valgmænd der retmæssigt repræsenterede vælgerne. Derfor kunne resultaterne fra disse delstater ikke tælles med, og dermed ville hverken Biden eller Trump have opnået det nødvendige antal valgmandsstemmer til at vinde præsidentvalget. Hvis planen lykkedes skulle det i stedet afgøres ved afstemning i Repræsentanternes Hus. Her ville hver delstat ifølge Forfatningen kun have én stemme, og eftersom 26 delstater havde Republikanske flertal, mod Demokraternes 24, kunne Trump vinde og blive ved magten uanset, hvordan flertallet af vælgerne havde stemt.

 

Det er værd at huske, at 147 ud af 212 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, umiddelbart efter at have været truet på livet af indtrængende horder, alligevel stemte imod den formelle godkendelse af valgresultatet

_______

 

Problemet med planen var ikke blot, at der ikke var nogen strid om valgmænd – eftersom alle 50 delstater havde certificeret deres valgresultater – men også at selve påstanden om, at Pence på egen hånd kunne forkaste valgresultatet, var absurd. Trump syntes imidlertid, at planen var glimrende, og den blev rationalet for det, der fulgte.

Kupplanerne krævede koordination med adskillige Republikanske medlemmer af Kongressen, hvilket endnu engang henleder opmærksomheden på et af de mest kontroversielle spørgsmål i forbindelse med 6. januar-komiteens arbejde, nemlig: Kan den stævne andre medlemmer af Repræsentanternes Hus for at undersøge om deres formelle indvendinger mod valgresultatet (der blev fremført i Kongressen den 6. januar) var koordineret med de begivenheder, som fandt sted udenfor?

Det er værd at huske, at 147 ud af 212 republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, umiddelbart efter at have været truet på livet af indtrængende horder, alligevel stemte imod den formelle godkendelse af valgresultatet. Kongresmedlemmer fra nogle af de syv svingstater, hvor Trump postulerede valgsvindel, stemte tilmed for at forkaste vælgernes dom i præsidentvalget – på trods af, at de selv havde stået på de samme stemmesedler og ikke anfægtede resultatet af deres egne valg.

Nære Trump-allierede – som kongresmedlemmerne Jim Jordan og Scott Perry – er allerede blevet bedt om frivilligt at møde op. Udvalget vil også gerne tale med kongresmedlem Mo Brooks fra Alabama, der talte på Trumps rally inden angrebet, og iført en skudsikker vest fortalte tilhørerne, at tiden nu var inde ”til at sparke røv”. De vil også gerne tale med. Med Paul Gosar fra Arizona, der har tætte forbindelser til mindst én af de militiaer, der deltog i angrebet, og med den dengang nyvalgte Lauren Boebert fra Colorado, der op til – og under angrebet udsendte en stribe af tweets med budskaber som ”I dag er 1776”, ”Husk disse næste 48 timer, de er nogle af de vigtigste dage i amerikansk historie”, ”Gør jer klar alle sammen!”, og – måske mest foruroligende: ”The Speaker has been removed from the chambers”. Det sidste Tweet – som blev udsendt på trods af udtrykkelige ordrer til alle medlemmer om ikke at offentliggøre detaljer om evakueringen af Kongressens medlemmer – kunne meget vel tolkes som netop sådan en oplysning – vel at mærke på et tidspunkt, hvor mange af angriberne netop var på jagt efter Speaker Nancy Pelosi.

Feberkurven knækkede ikke
Under valgkampen havde Biden gjort det til et af sine erklærede mål at ”sænke temperaturen” i amerikansk politik, og mange mente i dagene efter stormen på Kongressen, at feberkurven endelig var knækket. Flere ledende Republikanere gav Trump hovedansvaret for begivenhederne og udtrykte deres støtte til en rigsretssag, som måske kunne sikre, at han aldrig igen kunne stille op til et offentligt embede. Såvel den Republikanske mindretalsleder i Senatet, Mitch McConnell, som den Republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus, Kevin McCarthy, gjorde det klart, at Trump bar hovedansvaret for de voldsomme begivenheder. Ifølge McConnell var det Trump, der havde hidset sine tilhængere op og ”fodret dem med løgne”. Trumps undervisningsminister Betsy DeVos sagde straks op i protest mod hans ageren. Det samme gjorde transportminister Elaine Chao (der er gift med Mitch McConnell). Tidligere justitsminister William Barr kaldte Trumps adfærd for ”et forræderi mod hans embede og hans tilhængere”. Adskillige andre ledende Republikanere havde samme budskab.

 

Da Trump truede med at forlade partiet og stifte et nyt tredjeparti, og da ledende Republikanere blev passet op i lufthavne og chikaneret – i nogle tilfælde truet – af vrede Trump-tilhængere, ændrede tonen sig. Det stod klart, at en betragtelig andel af partiets vælgere var mere loyale overfor Donald Trump, end de var overfor det Republikanske Parti

_______

 

Men så skete der et markant skift: Da Trump truede med at forlade partiet og stifte et nyt tredjeparti, og da ledende Republikanere blev passet op i lufthavne og chikaneret – i nogle tilfælde truet – af vrede Trump-tilhængere, ændrede tonen sig. Det stod klart, at en betragtelig andel af partiets vælgere var mere loyale overfor Donald Trump, end de var overfor det Republikanske Parti. Allerede inden Trump for anden gang blev stillet for en rigsret, havde Kevin McCarthy været til forsoningsmøde hos Trump i Florida.

Ganske vist stemte 10 Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus og syv senatorer for at dømme Trump, men de fleste af dem endte hurtigt som pariaer i deres eget parti, da Trump rettede sin vrede imod dem. I de følgende måneder kom det kun til at stå stadig mere klart, at partiet fortsat var ”Trumps parti”.

Uanset, hvad Republikanske politikere privat mente om Trump, så havde partiet ikke råd til at miste hans vælgere frem til midtvejsvalget i 2022. Paradoksalt nok havde det Republikanske Parti her af mange grunde gode udsigter til at generobre flertallet i Repræsentanternes Hus, og måske også Senatet, samtidig med, at det befandt sig i en eksistentiel krise.

Andelen af Republikanske vælgere, der troede på ”den store løgn”, er ikke skrumpet med tiden – tværtimod. Et markant flertal af de amerikanske vælgere (72%) mener ifølge en meningsmåling fortsat, at de folk, der havde angrebet Kongressen, er ”en trussel mod demokratiet”, og at Trump havde noget af ansvaret – eller ligefrem hovedansvaret – for angrebet. 96 pct. af Demokraterne deler denne opfattelse, men kun 45 pct. af Republikanerne. 52 pct. af de adspurgte Republikanere mente ligefrem, at de, der var brudt ind i Kongressen og havde såret 140 betjente på vejen, var der for at ”beskytte demokratiet”.

I en meningsmåling fra maj 2021 svarede 53 pct. af de Republikanske vælgere, at Trump vandt valget, og at Biden derfor var en illegitim præsident. I januar 2022 var den andel vokset til 58 pct., trods et utallige afvisninger af påstandene om valgsvindel.

Donald Trump har gjort troen på valgsvindel til et spørgsmål om personlig loyalitet overfor ham, og det Republikanske Parti er havnet i en radikaliseringsproces. Som kongresmedlem Liz Cheney har formuleret det overfor sine kolleger: ”Som Republikanere kan vi enten være loyale overfor Donald Trump, eller vi kan være loyale overfor Forfatningen, men vi kan ikke være begge dele”. Liz Cheney har selv valgt Forfatningen og betalt prisen for det: Hun er af sine partifæller i Repræsentanternes Hus blevet fjernet fra ledelsen, og der synes endnu ikke at være mange af hendes kolleger, der som hun åbent vil undsige Trump. Med den udvikling i et af de to store partier, befinder hele det amerikanske demokrati sig i en kritisk tilstand.

 

Hvor mange af de Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus tror selv på ”den Store Løgn”? Spørger man Liz Cheneys kollega Adam Kinzinger, der ligesom hun sidder i ”6. januar-komiteen” og har undsagt Trump, lyder hans skøn på 5 ud af de 212 medlemmer
_______

 

Demokratiet er på spil
Hvor mange af de Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus tror selv på ”den Store Løgn”? Spørger man Liz Cheneys kollega Adam Kinzinger, der ligesom hun sidder i ”6. januar-komiteen” og har undsagt Trump, lyder hans skøn på 5 ud af de 212 medlemmer. Ikke desto mindre støtter de fleste af dem alligevel de mange lovforslag ude i delstaterne, som (uden mange forsøg på at skjule hensigten) skal gøre det sværere at komme til at stemme – især for vælgere i valgdistrikter, hvor hovedparten af vælgerne stemmer Demokratisk. Retfærdiggørelsen for hovedparten af disse tiltag er implicit de falske påstande om valgsvindel i november 2020.

Selvom man ved valget så den højeste valgdeltagelse i mere end et århundrede, blev der efterfølgende fremsat flere end 425 lovforslag i delstaterne om at ændre reglerne for stemmeafgivning. 33 af disse lovforslag, fordelt på 19 delstater, blev vedtaget i løbet af 2021 (der blev også vedtaget en række nye love i andre delstater, der skulle gøre det nemmere at stemme, men de udlignede ikke de sandsynlige virkninger af de andre love, der typisk blev vedtaget i svingstaterne).

Der er måder, hvorpå man kan skrue op for vælgermobiliseringen, som sandsynligvis kan udligne nye krav til ID, færre valgsteder i udvalgte valgdistrikter, begrænsning af brevstemmer, forsøg på at eliminere vælgere fra valglisterne etc., men den langt større trussel for det amerikanske demokrati kommer fra forslag, som reelt gør det muligt for de lovgivende forsamlinger i nogle delstater at annullere resultater fra udvalgte lokale valgsteder, blot ved at henvise til udokumenterede påstande om snyd eller uregelmæssigheder.

Der er delstater, hvor endnu mere udemokratiske ideer nu florerer. En af disse ideer er, at den lovgivende forsamling i sidste ende har ret til at se bort fra vælgernes dom og selv udpege de valgmænd, der skal udpege vinderen i den pågældende stat. Hvem flertallet af vælgere har stemt på, skal med andre ord kun være vejledende for den lovgivende forsamling.

Trods et intenst pres fra Donald Trump og folkene omkring ham, turde ingen lovgivende forsamlinger i de Republikansk-dominerede delstater, han netop havde tabt i, hævde et sådant princip. Men måske tør de efter næste valg. En lang række af de valgansvarlige Republikanere, som insisterede på, at der ikke havde fundet snyd sted, bliver nu udfordret af nye kandidater, der åbent støtter Trumps ”store løgn”. Flere steder har chikane og dødstrusler mod dem og deres familier fået de valgansvarlige til at afstå fra at stille op igen. Og 10 ud af 15 Republikanske kandidater, der har meldt sig ind i kampen om jobbene som ”Secretary of State” i de fem svingstater Arizona, Georgia, Wisconsin, Michigan og Nevada, har alle hævdet, at valget i 2020 blev stjålet fra Trump eller forlangt, at resultatet i deres delstat blev annulleret – i alle tilfælde uden nogen form for faktuelt belæg.

 

Det er et alvorligt problem for det amerikanske demokrati – især fordi ledende Republikanske politikere snarere end at bringe disse vælgere ud af deres vildfarelse, stimulerer opfattelsen af, at USA ikke er i stand til at afholde frie og retfærdige valg
_______

 

Republikanske politikere har gødet jorden for den slags drakoniske tiltag ved ikke at sige fra overfor ”den store løgn”, som millioner af deres vælgere tror fuldt og fast på – eller ved ligefrem at nære den. Ganske vist er det ikke usædvanligt, at en vis andel af vælgerne – typisk omkring 15 pct. – efter et valg er overbeviste om, at der var tale om valgsnyd, hvis deres kandidat tabte, men med den vedvarende promovering af ”den store løgn”, gælder det nu for omkring 25 pct. af alle vælgere i USA. Det er et alvorligt problem for det amerikanske demokrati, især fordi ledende Republikanske politikere snarere end at bringe disse vælgere ud af deres vildfarelse, stimulerer opfattelsen af, at USA ikke er i stand til at afholde frie og retfærdige valg.

Det er ikke utænkeligt at man ved fremtidige valg vil høre Republikanske flertal argumentere for, at vælgernes dom er uklar på grund af mulig valgsvindel, og at det derfor er mest hensigtsmæssigt, hvis den lovgivende forsamling udpeger valgmændene. Altså i princippet den samme rolle, præsident Trump som en sidste udvej forsøgte at tildele vicepræsident Mike Pence.

I de kommende år bliver en af de store udfordringer for Demokraterne derfor at få vedtaget føderal lovgivning, der i hvert fald delvist kan dæmme op for virkningerne af sådanne tiltag i delstaterne.

Der er i øjeblikket to lovforslag under behandling: The Freedom to Vote Act og the John Lewis Voting Rights Advancement Act. Mange demokratiske politikere mener, at vedtagelsen af disse love bør have højeste prioritet i de kommende måneder, men eftersom blot nogle få Republikanske senatorer forventes at stemme for dem, vil det sandsynligvis kræve, at Demokrater først kan enes om at tage et skridt, som flere er tøvende overfor, nemlig en delvis afskaffelse af de såkaldte filibuster-regler i Senatet, som gør, at de fleste lovforslag kræver 60 ud af 100 stemmer for at blive vedtaget. Lykkes det at lave undtagelser for filibuster-reglen – i hvert fald når det gælder lovgivning om noget så fundamentalt som retten til at stemme – så vil sådanne forslag kunne vedtages med simpelt flertal, 51 stemmer (hvilket nøjagtigt er, hvad Demokraterne har, hvis alle stemmer for).

Det er ikke nyt, at flertallet i begge Kongressens skifter med mellemrum. Til gengæld er det nyt, at Demokrater og Republikanere ikke længere kan enes om, at tillid til valgsystemet er en grundpille i et liberalt demokrati, og at begge partier må arbejde på at styrke denne tillid. Her har Donald Trumps vedvarende mistænkeliggørelse af det politiske system gjort stor skade. 1. januar 2022 skrev The New York Times på lederplads at ”republikken står overfor en eksistentiel trussel fra en bevægelse, der udviser åben foragt for demokratiet og har demonstreret viljen til at anvende vold for at nå sine mål”.

Det store skel i amerikansk politik er ikke længere mellem liberale og konservative synspunkter og løsningsforslag, ikke mellem venstre og højre, men snarere mellem det liberale og det illiberale. Den opfattelse deles af mange konservative ”never-Trumpere”, som eksempelvis den tidligere Director of Policy Planning i det amerikanske udenrigsministerium, og nuværende præsident for Council of Foreign Relations, Richard Haass, der fornylig skrev, at det aldrig tidligere var faldet ham ind, at også det amerikanske demokrati kunne komme i fare. Nu konstaterer han, at demokratiets overlevelse ikke længere kan tages for givet: ”Jeg tror ikke, at det er for melodramatisk at sige, at dette er den største krise, vi har stået overfor siden det 19. århundrede”.

 

Det store skel i amerikansk politik er ikke længere mellem liberale og konservative synspunkter og løsningsforslag, ikke mellem venstre og højre, men snarere mellem det liberale og det illiberale
_______

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er bl.a. forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015) og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2021) ILLUSTRATION: Washington D.C.: Trump holder tale foran sine støtter forud for Stormen mod Kongressen, d. 6 januar, 2021 [Foto: John Minchillo/AP/Ritzau Scanpix].