01.09.2022

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Sundhedssystemet gavner i særdeleshed den raske middelklasse. I et lighedsorienteret velfærdssamfund som Danmark bør disse udfordringer stå langt højere oppe på politikernes dagsorden, end de gør nu.

Kommentar af professor Morten Sodemann

Som ansat i sundhedsvæsnet støder man ofte ind i hverdagens onde etik: pest eller kolera-situationer, hvor alle mulige løsninger synes lige dårlige. Vi løser dem ved at bruge viden og erfaringer til at finde den mindst ringe løsning her og nu. Men med tiden danner der sig nogle genkendelige mønstre. De samme umulige problemer går igen og skaber splid og konflikt og med tiden kynisme, udbrændthed og vrede hos de ansatte i sundhedsvæsenet.

Så derfor undrer det mig, hvorfor der ikke er nogen ansvarlige beslutningstagere, der en gang for alle får ryddet op i de problemer, der forhindrer os ansatte i at gøre det rigtige, det vi er bedst til, det vi er ansat til. Heldigvis er der snart valg – en fin anledning til at afkræve politikerne svar på nogle afgørende og helt grundlæggende spørgsmål om sundhedspolitik. Så lad os stille bare 5 af dem:

Spg. 1: Hvordan bekæmper vi social ulighed i sundhed?

Selv i et lighedsorienteret velfærdssamfund som Danmark påvirker skolegang, social arv, uddannelse, indtægt og netværk, om du bliver syg, hvordan du bliver syg, og hvor hårdt det påvirker dit helbred. Jovist, der er lige adgang til sundhedsvæsnet ifølge loven, men Statens Institut for Folkesundhed har lige udsendt en rapport, der blev mødt af politikerne med støjende tavshed. Her påvises det, at der er politiske, strukturelle, organisatoriske og relationelle årsager til ulighed i behandling. Uddannelse er fx som en vaccine, der virker bedre for hvert års uddannelse. Man får hurtigere diagnose, bliver involveret mere i behandlingsvalg, effekten af behandlingen er bedre, og rehabiliteringen virker bedre, end for dem med korte uddannelser. Men forskningen alene kan ikke ændre på patienternes liv. Så hvordan vil I politikere sikre, at alle borgere reelt også i praksis har lige adgang til sundhedsvæsnet, som det står foreskrevet i loven? Hvordan vil I sikre, at sundhedsforskning faktisk hjælper patienterne?

 

Der er tre problemer, der konstant vækker faglig irritation, fordi de er helt unødvendige, fagligt ubegrundede og samtidig lette at løse: Tænder, tolkegebyr og transport
_______

 

Spg. 2: Hvorfor har nogle sygdomme større politisk X-faktor end andre?

Visse sygdomme får politisk opmærksomhed, penge og store nationale helhedsplaner, som fx hjertekarsygdomme, kræft og diabetes. Men hvorfor har nogle sygdomme fået lov til at bygge deres egne huse på sygehusgrundene, mens de andre sygdomme misundeligt må kigge på? Pakkeløsninger er vi glade for – men hvorfor er det kun nogle sygdomme, I vil have garantiordninger for? Der er pakker til undersøgelse for kræft, hjertesygdom eller lungesygdom og patienter har ret til en diagnose indenfor 30 dage. Men sygdomme som hjerneskade eller patienter med flere sygdomme har hverken pakkeforløb eller tidsgarantier.

Desuden er det i mange tilfælde mere vigtigt for patienter at have tiden til at tænke og følge med end at få en forhastet diagnose på et løst grundlag. Derimod flyver multisyge, ældre med medicinske sygdomme, sårbare med dobbeltdiagnoser, psykisk syge, hjerneskadede, fysisk handicappede, flygtninge/indvandrere og unge kronikere hele tiden under den politiske radar. Hvordan vil I forsvare det?

Spg. 3: Hvorfor tager man ikke politisk hånd om de problemer, hvis løsning ligger lige for?

Der er tre problemer, der konstant vækker faglig irritation, fordi de er helt unødvendige, fagligt ubegrundede og samtidig lette at løse: Tænder, tolkegebyr og transport.

Tænderne: Hvorfor har politikere som de eneste i verden den opfattelse, at tænder ikke er en del af kroppen? Sygdomme i tænderne har en tung social slagside og sygdommene påvirker livskvalitet, ernæring og giver kroniske smerter. Dårlig tandstatus øger risikoen for knogle og hjerteklapinfektioner som er alvorlige og invaliderende. Hvorfor ikke gøre tandbehandling gratis for de mindre velstillede?

Tolkegebyret: Man søger læge for at blive set, hørt og forstået. Det kræver et fælles sprog, og for nogen kræver det en tolk. Med tolkegebyret har I politikere sat en pris på en menneskeret. Hvorfor skal dem, der har det svært nok i forvejen, betale for at blive forstået? I siger, at det ikke er lægens problem, at patienten ikke taler dansk, men det er lægens problem – faktisk hver dag, og det er dybt, dybt frustrerende at se de fejl, der sker som følge af manglende tolk. Kan I forklare os, hvorfor I er parate til at kompromittere patientsikkerhed og helbred for en praktisk talt usynlig symbolsk politisk effekt?

Og så transporten: Transport af patienter til og fra lægebesøg, blodprøver og sygehus har afgørende betydning for mindre velstillede og udsatte patienternes mulighed for at blive undersøgt og behandlet. En del dyre udeblivelser fra sygehusaftaler skyldes problemer med transport og dårlig økonomi. Men det er et krigsområde. Reglerne er vanvittige, dem der fortolker dem, er uforstående, og patientforløb ødelægges hver dag. Patienter kan få refusion for kørsel, men der går ofte mange måneder, før de får pengene. Det har kontanthjælpsmodtagere ikke råd til. Kommunerne vil ikke hjælpe, og regionerne svarer ikke. Hvorfor lader I de mest sårbare patienter være omgivet af et så selvmodsigende lov- og regelkompleks?

 

Hvorfor har politikere som de eneste i verden den opfattelse, at tænder ikke er en del af kroppen
_______

 

Spg. 4: Hvordan vil I skabe et sundhedssystem, der undgår systematisk at privilegere den velstillede, raske middelklasse?

Sundhedsforsikringer, hurtige udredningspakker samt diagnose- og behandlingsgarantier er som skabt til den raske middelklasses småproblemer og skræddersyet sådan, at patienten forstyrres minimalt, når han/hun skal undersøges og behandles. Men det er de raske velstillede, der gennem deres folkevalgte har skabt tilbuddene. De mindre velstillede med uklare symptomer og multisygdom har ingen repræsentanter, og de får ikke gavn af hverken forsikringer, de ikke har råd til, eller alt for hurtige frugtesløse udredninger. De raske har fået deres eget sundhedsvæsen –  men hvordan vil I skabe et sundhedsvæsen for de syge og mindre velstillede? Den nye robusthedskommission for sundhedsvæsnet er lige blevet nedsat, men hvorfor har I ikke inddraget dem det handler om i kommissionen?

Man undrer sig: Skal sundhedsvæsnet behandle vælgere eller patienter?

Spg. 5: Hvis digitalisering er så smart, hvorfor er det så ikke smart?

Hver gang vi præsenterer et problem i sundhedsvæsnet, så siger politikerne: Kan vi ikke lave en app? Kan vi ikke få en robot til at gøre det i stedet? Resultatet er, at sundhedsvæsnets gribbe – sundhedsteknologiindustrien og medicinalfirmaerne – har en fest med at hasteudvikle software, piller og it-platforme, som er uprøvede, upraktiske og tidsrøvende, og som intet ændrer i patienternes liv. Da MitID skulle indføres, testede man det på 67 personer, hvoraf de 27 pct. ikke kunne finde ud af det, hvorefter man alligevel lancerede det i befolkningen – med stort set samme resultat. (Søren Lausen. De it-systemer, vi er tvunget til bruge, er elendigt designet. Politiken 31.august, 2022) Hvordan vil I sikre, at nye teknologier og behandlinger løser patienternes problemer snarere end jeres raske vælgeres konstante behov for et nyt quickfix?

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der skal svare på disse spørgsmål, for svarene vil være ilde hørt og løsninger vil kræve, at politikerne for alvor kommer i arbejdstøjet. Der vil ikke være plads til symbolpolitik eller studehandler. Social ulighed i sundhed er et politisk valg, så der skal indrømmelser og seriøse politiske svar til. Lige nu bruger sundhedsvæsnet enorme ressourcer på at behandle velstillede relativt raske vælgere og på at behandle sygdomsfølgerne af sociale problemer, som vi efter endt behandling, sender patienterne direkte tilbage til.

Men de svar, der gives, vil give os en klar idé om, i hvilken retning politikerne ønsker at tage Danmarks sundhedspolitik op til det snarlige folketingsvalg. Vil politikerne endelig prioritere en sundhedspolitik, der sikrer reel lighed i det danske sundhedssystem? En sundhedspolitik, der har patienterne og ikke vælgernes interesser for øje. Det er de spørgsmål, der ligger tilbage på det grønne eksamensbord før folketingsvalget. Så værsgo at trække. Vi har ventet i årtier, så træk vejret – og tænk stort.

 

Vil politikerne endelig prioritere en sundhedspolitik, der sikrer reel lighed i det danske sundhedssystem? En sundhedspolitik, der har patienterne og ikke vælgernes interesser for øje. Det er de spørgsmål, der ligger tilbage på det grønne eksamensbord før folketingsvalget
_______

 

Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Overlæge, Indvandrermedicinsk klinik, Odense Universitetshospital. Næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Forskning og forskeruddannelse i flere afrikansk lande. Forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”.

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?