Moritz Schramm i RÆSONs nye trykte nummer: Var ,Zeitenwende’ kun et tomt ord?

30.06.2022

Da Scholz den 27. februar holdt sin historiske tale om et vendepunkt, blev hans udsagn mødt med begejstring på tværs af landets politiske spektrum. Siden svandt begejstringen. Nu befinder socialdemokraterne sig i den første ægte krise efter forbundsvalget.

Artiklen indgår i RÆSONs nye sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”. Ude nu.

Af Moritz Schramm

I et interview med nyhedsmagasinet Der Spiegel i begyndelsen af juni i år lagde den forhenværende polske ambassadør i Tyskland Janusz Reiter ud med stor ros til Tysklands regering. Scholz’ såkaldte Zeitenwende-tale den 27. februar 2022 var ifølge Reiter ”en af de vigtigste taler i efterkrigstiden”, der berettiget var blevet modtaget med stor begejstring. I løbet af de efterfølgende uger, fortsætter Reiter, blev det imidlertid ”meget, meget svært at forstå den tyske politik”. Som forhenværende ambassadør bliver han ofte bedt om at forklare tysk politik, og det har aldrig været ”så svært som nu”, bekender han i interviewet.

Reiter taler for mange. Blandt tyske politikere, journalister og meningsdannere herskede i ugerne efter Scholz’ tale en del undren over den tyske politiske linje og ikke mindst over den manglende klarhed i den politiske kommunikation. Især krævedes gang på gang mere handling bag ordene.

Kritikerne finder den tyske regering vankelmodig, når det gælder om at støtte Ukraine – hvad enten det så er med hensyn til at efterkomme Ukraines ønske om at sende flere ,tunge våben’ til landet, eller en hurtig lukning af gas- og olieleveringer fra Rusland. Mens regeringen på den ene side lægger op til at støtte Ukraine så meget som overhovedet muligt, antyder især Scholz gang på gang, at det er nødvendigt at begrænse det tyske engagement for ikke at eskalere konflikten. 

Kritikken kommer ikke blot fra oppositionspartierne, der straks forsøgte at høste politiske gevinster af reaktionerne mod Scholz. En overgang var det også fremtrædende politikere fra SPD’s koalitionspartnere, De Grønne og det liberale FDP, der pressede kansleren. Eksempelvis udtalte den grønne politiker og formand for Forbundsdagens Europaudvalg Anton Hofreiter i midten af april ret entydigt, at ”problemet ligger i kanslerkontoret”. Og den liberale forkvinde for Forbundsdagens forsvarsudvalg, Marie-Agnes Strack-Zimmermann, har på tilsvarende vis gang på gang været ude i medierne for at presse regeringen til mere klar handling. I midten af maj kom det sågar til en lille skandale, da flere liberale medlemmer af Forbundsdagens forsvarsudvalg udvandrede fra en spørgetime med kansleren – efter sigende fordi de var utilfredse med hans måde at håndtere situationen på.

Både Hofreiter og Strack-Zimmermann har dog senere pøset vand på bålet og ytret sig tilfredse med regeringens indsats over for Ukraine. Alligevel har deres udsagn skabt uro: at fremtrædende politikere fra regeringspartierne åbent kritiserer regeringschefen, er usædvanligt, ikke mindst i Tyskland, hvor partierne i en koalitionsregering typisk står samlet mod oppositionen.

Med Scholz’ epokegørende tale i februar så Tyskland ud til at have overvundet sine historiske forbehold: Forbundsrepublikken var über seinen Schatten gesprungen – overhalet af sin egen skygge. Men siden har skyggen genvundet sit forspring.

Skyld og taknemmelighed
I den tyske offentlighed formodes det ofte, at det især er den interne splittelse blandt de tyske socialdemokrater, der spiller en væsentlig rolle for Scholz’ vaklende udmeldinger. I realiteten er det imidlertid ikke blot socialdemokraterne, men store dele af Tyskland, der, når det kommer til krigen i Ukraine, fortsat er påvirket af de historiske erfaringer med Rusland.

Centralt omdrejningspunkt er i denne forbindelse naturligvis Anden Verdenskrig og de voldsomme ødelæggelser, som Nazityskland dengang påførte Sovjet. Ikke kun værnemagtens fremmarch, der først blev stoppet kort inden Moskva, medførte massive ødelæggelser og drab på både soldater og civile, men også tilbagetrækningen: På vejen tilbage anvendte det tyske militær bevidst strategien om ,den brændte jord’, som skulle forhindre Den Røde Hær i at finde forsyninger til sin fremrykning. Sovjetunionen blev således brændt ned hele to gange, med op til 25 millioner ofre til følge.

 

Scholz forsøger at fremstille sig selv som en handlekraftig og ansvarlig kansler, der agerer ud fra nøgterne og besindige overvejsler. Den store patos, som talen fra den 27. februar endnu var præget af, er gemt langt væk igen
_______

 

På tværs af de fleste tyske partier var man efter 1945 enige om, at der skulle gøres alt for at undgå en ny konfrontation med Rusland, og det var især socialdemokraternes afspændingspolitik i 1970’erne, der lagde fundamentet for den langsomme tilnærmelse mod Rusland, som mange fortsat holder fast i. Midt i Den Kolde Krig sigtede den socialdemokratiske regering under Willy Brandt (1913-92, kansler 1969-74) på at skabe ,forandring gennem tilnærmelse,, Wandel durch Annäherung, som indebar både politisk dialog og handelsaftaler. Ifølge denne tanke ville stærkt og forpligtende økonomisk samarbejde, sammen med den politiske dialog, styrke båndene mellem landene og på sigt knytte dem så stærkt til hinanden, at en fremtidig konfrontation eller endog krig ville blive umulig.

Efter Murens fald fortsatte denne kurs. Det var vigtigt for de skiftende tyske regeringschefer at opbygge gode kontakter til de russiske præsidenter, og især i 1990’erne sigtede tyskerne efter at skabe en ny europæisk sikkerhedspolitik i Europa, der netop skulle inkludere Rusland. En overgang talte man sågar i ramme alvor om, at Rusland på sigt skulle optages i NATO, hvis ikke de store militære blokke i det hele taget burde afskaffes. De russiske indtægter fra gas- og olieleveringer var samtidig til alles fordel: De skulle, var tanken, bidrage til stabiliseringen af det stadig spinkle demokrati.

Det spillede også ind, at de fleste tyskere var taknemmelige for Sovjetunionens rolle under forhandlingerne om den tyske enhed i 1990. Især spørgsmålet om det forenede Tysklands forhold til NATO var omdiskuteret. Mens amerikanerne ønskede, at hele det forenede Tyskland kunne blive medlem af NATO, insisterede Sovjetunionen på en tysk uafhængighed i midten af Europa. Den tyske enhed blev først mulig, da Gorbatjov godkendte et tysk kompromisforslag, ifølge hvilket det forenede Tyskland blev medlem af NATO – dog under betingelsen af at der ikke stationeredes NATO-tropper på DDR’s forhenværende område, og at NATO ikke blev udvidet mod øst. Selve aftalen var i mange år genstand for indædte diskussioner blandt historikere. Flere vidneudsagn fra involverede personer og nye opdukkede sagsmapper fra amerikanske arkiver har dog bekræftet aftalens eksistens, om end den ikke blev lavet som juridisk bindende aftale.

NATO’s senere udvidelse mod øst skete under nye og andre betingelser, og naturligvis ville det være absurd at legitimere den nuværende angrebskrig mod Ukraine med aftalen fra 1990. Alligevel hersker der i dele af Tyskland fortsat en følelse af taknemmelighed, parret med dårlig samvittighed over for Rusland: Det ville ikke være kommet til en tysk genforening, hvis ikke Gorbatjov have sagt god for dette kompromisforslag. Tysklands og Frankrigs nej til optagelsen af Ukraine og Georgien i NATO i 2008 var derfor også begrundet i angsten for at presse Rusland mere end nødvendigt.

Fornuft eller ubeslutsomhed?
Disse historiske faktorer påvirker tydeligvis fortsat debatten i Tyskland, om end flere og flere politikere og meningsdannere efterhånden stiller sig kritiske over for en del af de daværende beslutninger, eksempelvis Angela Merkels kurs om at afvise Ukraines ansøgning til et medlemskab i NATO i 2008.

De seneste årtiers udenrigspolitik har dog også påvirket Tyskland på et endnu dybere plan, nemlig hvad angår landets selvforståelse. Hvor Tyskland efter Anden Verdenskrig typisk blev set som en potentiel trussel for verdensfreden, begyndte landet i stigende grad at definere sig selv igennem sin rolle som ansvarlig partner i det internationale samarbejde, og især som fredelig mægler i internationale konflikter. De seneste årtier har Tyskland især været stolt over at være i besiddelse af to relevante trumfkort i den internationale politik: nemlig den særlige forståelse for og adgang til henholdsvis Kina og Rusland. Tyskland forstod sig selv, forklarer den forhenværende ambassadør Janusz Reiter, „som det land, der er bedst til at forstå Rusland, og som også i vanskelige perioder har indflydelse på Rusland”.

På denne måde fortsætter den historiske ide om Wandel durch Annäherung, nu udvidet med ideen om en særlig tysk indflydelse på Rusland. Det er en del af den tyske selvforståelse at arbejde for at undgå konfrontation og reagere så nøgternt og afdæmpet på politiske kriser som muligt.

Det aktuelle drama består ifølge denne læsning i, at en sådan tilgang har spillet fallit. I stedet for at fremme en gensidig afhængighed, en ,interdependens’, har den tyske tilgang tværtimod skabt en ensidig afhængighed af Rusland, især med blik på de fossile brændstoffer. Ifølge Reiter var der tale om en ,komplet selvovervurdering’ fra tysk side, der nu er konfronteret med den simple kendsgerning, ,at ingen kan påvirke Rusland udefra’.

Scholz forsøger tydeligvis at finde en linje, hvor han på den ene side signaliserer støtten til Ukraine og på den anden side ikke provokerer Rusland unødvendigt. Målet: at undgå en optrapning af konflikten. I et opsigtvækkende interview med nyhedsmagasinet Der Spiegel (22. april) henviser han flere gange til den overhængende trussel om en mulig atomkrig med Rusland, som for enhver pris må undgås. I interviewet understreger han bl.a.: „Vi står med alle midler op imod den lidelse, som Rusland påfører Ukraine, men uden at der opstår en ukontrollérbar eskalering, som ville medføre en uoverskuelig lidelse på hele kontinentet, måske sågar i hele verden”.

Det er tydeligt, at Scholz forsøger at fremstille sig selv som en handlekraftig og ansvarlig kansler, der agerer ud fra nøgterne og besindige overvejsler. Den store patos, som talen fra den 27. februar endnu var præget af, er gemt langt væk igen. Og nogle af de tyske medier spurgte derfor allerede i april, om den store tale fra februar mon vil indgå i historien som en Sternstunde i tysk politik eller snarere vil stå som et ,evigt symbol på tysk ubeslutsomhed’.

Mens de fleste aviskommentarer og politiske udmeldinger er voldsomt kritiske over for Scholz, som mange nu finder ubeslutsom, har han opbakning i dele af befolkningen. I en meningsmåling, publiceret sammen med interviewet den 22. april, afviser næsten halvdelen af befolkningen at levere ,tunge våben’ til Ukraine, typisk ud fra en tanke om at det vil eskalere konflikten snarere end løse den. Og i flere åbne breve bakker fremtrædende intellektuelle, kunstnere og forfattere op omkring Scholz’ forsigtige kurs over for Rusland. Eksempelvis skrev en række af dem under på et opsigtsvækkende åbent brev i magasinet Emma, der udtrykte støtte til Scholz. Den verdensberømte filosof Jürgen Habermas publicerede den 28. april et længere debatindlæg i Süddeutsche Zeitung, i hvilket han ligeledes maner til besindighed. Siden Vesten har besluttet sig for ikke selv at blive part i krigen, skriver Habermas i indlægget, „findes der et risikoniveau (eine Risikoschwelle), som udelukker et uhæmmet engagement med hensyn til en oprustning af Ukraine”. De i offentligheden udbredte forsøg på at presse kansleren ,med en aggressiv, selvoptaget tone’ hen imod yderligere oprustning og eskalering overser ifølge Habermas det grundlæggende dilemma, som Vesten befinder sig i.

,Boomer-realismen’
Både brevet i Emma og debatindlægget i Süddeutsche Zeitung blev mødt med voldsom kritik i den tyske offentlighed. En tysk tilbageholdenhed vil, ifølge modpositionen, uundgåeligt føre til en russisk sejr og dermed anspore verdens diktaturstater til tilsvarende aggressioner.

Uenigheden blev dog afdæmpet, da Scholz’ regering i løbet af forsommeren bevægede sig langsommeligt, men efterhånden tydeligt i retning af at sende flere ,tunge våben’ til Ukraine. Efter store, interne diskussioner er man nu blevet enige om at levere både noget tungt artilleriskyts og i alt 15 Gepard-antiluftskytspanservogne. Andre leveringer er fortsat under planlægning, men selve leveringen af de ,tunge våben’ vil dog efter alt at dømme tage flere måneder, og i mange tilfælde mangler der fortsat ammunition. Det strukturelle problem bag forsvinder imidlertid ikke umiddelbart.

 

Den manglende klarhed omkring især SPD’s position har efter alt at dømme medvirket til den politiske krise, som partiet i dag befinder sig i. I de fleste aktuelle målinger ligger man ikke blot efter CDU, men er også atter blevet overhalet af De Grønne
_______

 

Ifølge den kendte journalist Bernd Ulrich består den grundlæggende fare i den tyske politik i, at man hele tiden – og fejlagtigt – antager, at man kan minimere skaderne ved at handle afdæmpet og afventende. Ifølge Ulrich er der tale om en generationserfaring, som han med henvisning til babyboomer-generationen betegner som en ,boomer-realisme’. Især Scholz og hans generation er ifølge denne tolkning præget af den centrale grunderfaring, at enhver form for radikalisme er en blindvej. Pragmatisme og realisme er at foretrække: „Mådeholdenhed er das Maß aller Dinge, og jo mere moderat du optræder, desto mere succes vil du have”.

Denne tilgang har for Scholz og hans generation banet vejen for politisk fremgang. Problemet er imidlertid, ifølge Ulrich, at de store aktuelle udfordringer ikke kan løses med afdæmpethed og mådeholdenhed. Scholz’ kompromiser og hans vankelmod, hvad angår våbenleveringer til Ukraine, kan få voldsomme konsekvenser: en russisk sejr over Ukraine – og dermed en omfattende trussel mod Europas demokratiske lande.

Med hovedet fuldt af ,boomer-realisme’ holder Scholz fast i en kompromissøgende position, nærmest uanset konsekvensen.

Problemet er ikke begrænset til krigen i Ukraine, mener Ulrich. Også i klimapolitikken holder Scholz fast i en afdæmpet og kompromissøgende linje, der ikke kan løse de store udfordringer, vi står over for. Det er nemlig præcis de seneste årtiers moderate klimapolitik, der har bragt ”vores land og hele verden til et punkt, hvor udelukkende et radikalt vendepunkt i den nuværende klima- og energipolitik kan forhindre en yderliggående optrapning af krisen, med hurtige og dramatiske konsekvenser til følge”. Moderate beslutninger kan med andre ord få radikale omkostninger.

SPD og tredjepladsen
Den manglende klarhed omkring især SPD’s position har efter alt at dømme medvirket til den politiske krise, som partiet i dag befinder sig i. I de fleste aktuelle målinger ligger man ikke blot efter CDU, men er også atter blevet overhalet af De Grønne – ligesom det også var tilfældet i store dele af valgkampen i 2021, inden SPD i de sidste, afgørende uger inden valget pludselig spurtede fremad.

Og problemerne viser sig ikke kun i meningsmålingerne. I 2022 har SPD – i øvrigt ligesom det lille liberale regeringsparti FDP – tabt to ud af tre delstatsvalg, deriblandt det vigtige valg i den største delstat, Nordrhein-Westfalen, der har mere end 18 millioner indbyggere. Her som andre steder gik sejren til det konservative CDU og De Grønne, hvis ministre hører til de mest populære i landet.

Højest på listen over de politikere, hvis indflydelse vælgerne helst så styrket, står energi- og klimaministeren, Robert Habeck, fulgt af den ligeledes populære udenrigsminister Annalena Baerbock. Deres popularitet er båret af ikke mindst deres kommunikationsevner; i modsætning til Scholz, der ofte virker vag og uafklaret, opleves de begge som autentiske og entydige i deres stillingtagen, ikke mindst med blik på Ukraine.

Og de har historien med sig: De Grønne var i mange år det eneste midtsøgende parti, der fremstod kritisk over for den tyske tilnærmelsespolitik mod Rusland, og de østeuropæiske diktaturer i det hele taget. Allerede i 1980’erne opbyggede partiet seriøse bånd til oppositionsbevægelsen i DDR, og senere lagde partiet – som det eneste i Tyskland – afstand til Nord Stream 2. Partiet udsprang af kampen for grøn omstilling, og i de seneste år er partiet gået forrest i kampen for menneskerettigheder, ikke mindst med blik på de manglende LGBTQ-rettigheder i Rusland.

Mens både CDU og SPD som regeringspartier var flettet ind i det økonomiske samarbejde med Rusland og andre diktaturstater, stod De Grønne som oppositionsparti typisk udenfor. Så når Baerbock nu forsøger at fremme en værdibaseret udenrigspolitik, virker det overbevisende og ser rent politisk ud til at give opbakning. Det virker, som om partiet igen har gode chancer for at overhale socialdemokraterne som repræsentanter for den nye midte, som Scholz sidste år først i 11. time kunne trække over til SPD.

Oprustning eller reparation?
Tre måneder efter Scholz’ tale er Tyskland fortsat fanget i nogle af de samme gamle konflikter og ambivalenser, som har præget landet i årtier. Konsekvenserne af Zeitenwende er uafklarede, og især de tyske socialdemokrater ser ud til at have vanskeligheder med at finde fodfæste i de nye tider.

Samtidig kan man skimte nye udfordringer. Stærkt presset af offentligheden har Scholz og den tyske regering som nævnt godkendt flere våbenleveringer til Ukraine, og Habecks økonomi- og klimaministerium arbejder tydeligvis hårdt på at minimere den omfattende afhængighed af fossile brændstoffer fra Rusland, som den forhenværende regering fik udvidet.

På det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område vil Tyskland efter alt at dømme generelt fortsætte den værdibaserede udenrigspolitik, som Baerbock har annonceret, siden hun overtog udenrigsministeriet. Vi vil således se en mere markant kritik af brud på menneskerettigheder, og også samarbejdet med Kina kan komme på nye prøver. Hvor Merkel typisk forsøgte at undgå åbne konflikter, er dele af den nye tyske regering tydeligvis indstillet på et kursskifte.

Men på forsvarsområdet er situationen fortsat uafklaret. Godt nok er næsten alle partier efterhånden blevet enige om, hvordan man skal anvende de 100 mia. euro, som Scholz i talen lovede forbundshæren, men den grundlæggende politiske linje er fortsat omdiskuteret. Og især står det uklart, hvor meget investeringen på sigt faktisk vil forbedre forbundshærens kapacitet. Forbundshæren vil anskaffe nye og moderne kampfly, helikoptere og panservogne. Men meget af det materiel, der nu skaffes, vil på grund af mange års nedprioritering ,kun’ føre til en modernisering frem for end en egentlig oprustning. Man skal simpelthen stoppe de huller, som tidligere spareøvelser har efterladt.

Angsten for, at Tyskland for alvor vil markere sig som selvstændig aktør på det sikkerhedspolitiske område, er derfor nok overdrevet. Også fremover vil Tyskland i høj grad arbejde inden for EU og NATO. Men på sigt vil ’vendepunktet’ kunne blive en ny og mere synlig tysk rolle i det internationale samarbejde. At dømme efter de seneste tre måneders interne diskussioner skal Tyskland dog først bruge en masse tid på at afklare sin egen rolle. ■

 

Tre måneder efter Scholz’ tale er Tyskland fortsat fanget i nogle af de samme gamle konflikter og ambivalenser, som har præget landet i årtier
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland