Mogens Lykketoft: Keep your eyes wide open – USA-Europa revisited [fra arkivet, 28. oktober 2002]
22.10.2022
af Mogens Lykketoft, politisk ordfører (S)
”You better start swimmin´
or you´ll sink like a stone
– for the times they are a-changin’
Come writers and critics
who prophesize with your pen
and keep your eyes wide open
the chance won’t come again‟
Med disse ord og toner fra Bob Dylan i baghovedet er det værd, at nytænke forholdet mellem USA og Europa. Relationerne mellem den ”gamle” og den ”ny” verden påkalder sig den allerstørste interesse, fordi vi ser nogle nye spændinger og brudflader efter den kolde krigs ophør. De nye spændinger hænger sammen med den udvikling, der er sket på begge sider af Atlanten.
USA er blevet verdens absolut eneste supermagt, der økonomisk og især militært er løbet endnu længere foran alle andre. En ’hyper puissance’, som den tidligere franske udenrigsminister Hubert Vedrine har udtrykt det. Og i de seneste år har vi oplevet en amerikansk administration, der i hidtil uset grad afviser at lade sig ”indbinde” i det internationale aftaler og samarbejde. Listen over aftaler, som USA har vendt sig imod, er lang og berører nedrustning, miljø og ulandene. Her er tale om et meget alvorligt slag mod årelange europæiske – og ikke mindst danske – bestræbelser på at etablere en international retsorden.
Samtidig er der også tale om en øget europæisk selvbevidsthed, og et ønske om at præge udviklingen i verden. Og dette forhold har ikke ændret sig, selv om vi har fået centrum-højre regeringer i mange af EU-landene. EU har også fået bedre muligheder for at spille en rolle med gennemførelsen af den fælles valuta, styrkelsen af den fælles sikkerheds- og udenrigspolitik, etableringen af forsvarsdimensionen, og siden den 11. september sidste år er der sat turbo på det retslige samarbejde. EU er på vej til at kunne indgå i et egentligt med- og modspil til USA.
Med udgangspunkt i de danske interesser forsøgte vi i den forrige regering at føre en sådan værdi-baseret udenrigspolitik, i forhold til Mellemøsten, i miljøpolitikken, og også når det gælder de store økonomiske og sociale uligheder i verden. Vi ønsker fortsat energisk at arbejde for en langt mere markant EU-profil, på den internationale scene. Den indstilling er der nogle danske borgerlige politikere, der kalder antiamerikansk. Det er en klassisk sammenblanding af dét at være uenig i en kurs, uenig med en regering på den ene side og være imod et folk på den anden side:
Vi oplevede også i 1960´erne og 1970´erne at blive kaldt antiamerikanske, fordi vi protesterede mod USA’s krigsførelse i Vietnam. Men vi fik inspirationen til vores protest fra amerikanere. Vi lyttede til Bob Dylan, Joan Baez, Simon & Garfunkel og læste Jack Kerouac, William Faulkner og Mary McCarthy. Man kan udmærket kritisere et lands officielle politik samtidig med, at man værdsætter dets befolkning, kultur og civilisation.
De synspunkter, der er kritiske over for den internationale kurs fra George W. Bush, Cheney og Rumsfeld deles af millioner af amerikanere. Den langt mere samarbejdsorienterede kurs over for resten af verden, som Clinton og Al Gore stod for, fik jo faktisk stemmerne fra et flertal af amerikanere bag sig ved præsidentvalget for et par år siden.
For mig er det USA, som Theodore Roosevelt, Woodrow Wilson, Franklin D. Roosevelt, Kennedy brødrene og Martin Luther King stod for, en vigtig inspiration. De repræsenterede et USA, der indadtil bygger på tolerance og social retfærdighed og udadtil spiller en konstruktiv rolle i den internationale politik. John F. Kennedy har i bogen ”Mænd af mod” fremhævet, at politikere også kan vise mod ved ”at acceptere et kompromis, ved at gå ind i forsoning og ved deres villighed til at erstatte konflikt med samarbejde”.
Det er klart, at en almindelig sund kritisk sans kan fremstå som nærmest USA-fjendtlig, hvis den måles på baggrund af den USA-benovelse, nogle af de nuværende danske ministre lægger for dagen. Deres bevidstløse trasken i fodsporene på USA kan minde om en veludviklet faderbinding. Der kan også være tale om en traditionel småstatsadfærd, der går ud på, at dække sig ind bag den i øjeblikket stærkeste magt
_______
Men det er klart, at en almindelig sund kritisk sans kan fremstå som nærmest USA-fjendtlig, hvis den måles på baggrund af den USA-benovelse, nogle af de nuværende danske ministre lægger for dagen. Jeg har ofte funderet over, hvorfra denne ydmyghed over for supermagten stammer. I nogle tilfælde er der tale om en imponerethed over supermagtens styrke, ikke mindst på det militære område, hvor der er tale om den stærkeste koncentration af magt siden Romerriget. Nogle danske politikere føler sig i virkeligheden mest hjemme i Washington DC – ”inside the beltway” – og allerhelst på Capitol Hill. Deres bevidstløse trasken i fodsporene på USA kan minde om en veludviklet faderbinding. Der kan også være tale om en traditionel småstatsadfærd, der går ud på, at dække sig ind bag den i øjeblikket stærkeste magt.
I forhold til den nuværende amerikanske administrations udenrigspolitik, ser jeg flere problemer:
USA må markere større åbenhed og større moderation, hvis de ønsker at varetage funktionen som ”the one and only superpower” på en bæredygtig måde. USA’s udenrigspolitik er i høj grad præget af en tilgang til verdens problemer, som ofte er sort/hvid, f.eks. er det udtrykt i vendingen: Den, der ikke er med os, er imod os. Undertiden kan denne indstilling give sig højst besynderlige udslag som f.eks. modstanden mod, at lade amerikanske soldater stille for Haag-domstolen, i tilfælde af mistanke om krigsforbrydelser.
Det andet problem er en underbetoning af, hvad Joseph S. Nye i sin nye bog ”The Paradox of American Power” har kaldt ”blød magt”. I modsætning til den militære og den økonomiske magt, er der her tale om at spille en rolle ved eksemplets magt. Nye fremhæver de skandinaviske lande på grund af vore bidrag til international fredsskabelse og ulandsbistand. Præsident John F. Kennedy havde et klart blik for denne ressource, da han i sin tid udtalte, at ”USA skal respekteres ikke alene for militære styrke, men også for sin civilisation og kultur”. Den ensidige læggen vægt på militær styrke er blevet forstærket under George W. Bush. For nylig øgede han militærbudgettet med 48 mia. dollars. USA bruger i øjeblikket over 1 mia. dollars om dagen på militæret.
Naturligvis er der situationer, hvor militær magtanvendelse kan være nødvendig – jf. f.eks. Kosovo og Afghanistan. Men man kan ikke bombe sig selv til en løsning på ulandenes fattigdomsproblemer, de store miljøødelæggelser eller for at fremme respekten for menneskerettigheder og de demokratiske spilleregler. På disse områder vil der være tale om et langt sejt træk. Her skal politiske, diplomatiske, økonomiske og sociale virkemidler anvendes i sammenhæng med oplysnings- og uddannelsesmæssig indsats.
Man kan ikke bombe sig selv til en løsning på ulandenes fattigdomsproblemer, de store miljøødelæggelser eller for at fremme respekten for menneskerettigheder og de demokratiske spilleregler
_______
Et af de mindst sympatiske træk ved amerikanske udenrigspolitik er samarbejdet med diverse diktatorer, når det tjener USA’s – kortsigtede – strategiske og forsyningsmæssige interesser. USA betaler fortsat prisen for den blinde støtte, man i sin tid ydede til Shahens Iran. Blanco checken der blev udskrevet til general Zia ul-Haq i Pakistan i 1980’erne har været med til at gøde grunden for Al Qaeda. Andre smertefulde erfaringer er støtten til general Suharto i Indonesien, Mobutu Sese Seko i Zaire, Ferdinand Marcos i Filippinerne og støtten til morderiske militærjuntaer i Guatemala og Chile. I dag ligger problemet i den amerikanske støtte til ikke-demokratiske allierede i Mellemøsten og Vestasien. Her er der tale om undertrykkende regimer, der fremmer ekstremisme eller om regeringer, der køber sig til fred hjemme ved at finansiere vold i udlandet. Og terrorisme vil på langt sigt kun tabe terræn, hvor demokratiet vinder frem. Det er udtryk for en dobbeltstandard – og det er kortsigtet af USA at varetage militære eller diplomatiske interesser, ved på den måde at give køb på grundlæggende demokratiske principper.
På den globale scene er det alene Europa, der for alvor kan give USA et progressivt med- og modspil. Uanset om man ser på befolkningens størrelse, på teknologisk niveau eller på økonomisk styrke, kan Europa på mange måder måle sig med USA. Spørgsmålet er først og fremmest, om vi politisk og sociokulturelt kan udvikle tilstrækkelig sammenhængskraft til at spille rollen som én aktør, når det gælder de store udfordringer i verden eller om nationalisme vil dominere, og at vi derfor vil fremstå som en løs samling lande med hver sin udenrigspolitik.
Den meget omtalte globalisering bør være et vigtigt incitament til at styrke det europæiske samarbejde. Det er kun på den måde, at vi kan sikre, at det ikke alene bliver markedet som dominerer, men at vi også kan sætte sociale, grønne og menneskelige standarder for det internationale samkvem. Udvidelsen af EU med en række lande fra Øst- og Centraleuropa og Middelhavet kan gøre det vanskeligere at sikre fælles fodslag. Derfor bliver det i de kommende år ekstra vigtigt for at sætte kræfterne ind på, at formulere en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i Unionen.
Det vigtigste aktuelle bidrag vi fra dansk side kan yde til denne proces vil være at ophæve de danske EU- forbehold. Det vil kunne bane vejen for en helhjertet dansk deltagelse i og indflydelse på den store – og vigtige – opgave det bliver at formulere en europæisk politik i forhold til de globale opgaver. ■
På den globale scene er det alene Europa, der for alvor kan give USA et progressivt med- og modspil
_______
Denne version er genudgivet 22. oktober 2022. ILLUSTRATION: En pilot forlader sit Hornet-kampfly på dækket af USS Carl Vinson, 16. oktober 2001 under operationen „Enduring Freedom‟ [foto: U.S. Navy/Saul Ingle]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
