10.11.2022

Det er nervepirrende at opleve alle Putins overgreb, provokationer, trusler og sabotage. Men trods alt tror jeg, at Kreml fortsat forstår, at angreb med taktiske atomvåben eller ødelæggelse af vital infrastruktur hos et NATO-land vil blive mødt med proportional gengældelse fra et samlet NATO i overensstemmelse med pagtens artikel 5. Heldigvis – og desværre – består terrorbalancen fortsat.

Denne artikel indgår i RÆSONs efterårsnummer, der har titlen: „Den nye globale magtkamp”. Ude nu.

Af Mogens Lykketoft

FN blev stiftet af Anden Verdenskrigs sejrherrer for at befri kommende generationer for krigens svøbe og skabe en international orden, hvor konflikter løses ved forhandling, og grænser ikke ændres med våbenmagt. Alle de fem store lande i sejrherrernes kreds fik en permanent tilstedeværelse i Sikkerhedsrådet – det eneste FN-organ, som kan træffe bindende beslutninger for alle FN’s medlemslande, men kun, hvis ingen af de fem nedlægger veto. Vetoretten var naturligvis et politisk kompromis, men også en erkendelse af, at der kun eksisterede – og eksisterer – en stærk og forpligtende verdensorden, hvis stormagterne indser, at de har flere fælles interesser at værne om, end de har konflikter at udkæmpe.

Vi ved alle, at denne erkendelse ikke meldte sig i længere tid ad gangen. Vi fik Den Kolde Krig, hvor vi i Vesten gennem NATO værnede om vores egen fred ved at forpligte os alle for en til at forsvare os mod militært angreb fra Sovjetunionen og de østeuropæiske lande, der blev tvunget med ind under Stalins diktatur. Det var den atomare terrorbalance – truslen om sikker gensidig undergang ved at begynde at bruge atomvåben – der sikrede freden i Europa og mellem USA og Sovjetunionen. Men det betød langtfra fred overalt på kloden. Utallige blodige lokale konflikter fortsatte – eller udbrød – i Asien, Afrika og Latinamerika – med stormagterne som bagmænd eller krigsførende. Små landes suverænitet blev hverken respekteret i øst eller vest. Regeringer blev indsat eller afsat ved kup eller invasion. Der blev under USA’s ledelse ført en voldsomt blodig krig i Vietnam i forøget på at bestemme dette lands styreform. Først Sovjetunionen og siden en alliance under amerikansk ledelse med accept fra FN søgte forgæves at bestemme styreformen i Afghanistan. I 2003 invaderede USA i strid med folkeretten Irak – angiveligt for at afskaffe et despotisk styre. Det førte ikke til demokrati, men regional destabilisering, som også bragte os rædslerne fra Islamisk Stat (IS). Mange andre eksempler kan nævnes på, at stormagterne de seneste 77 år direkte eller indirekte har deltaget i krige i strid med FN-pagtens principper. Seneste eksempel er det rædselsfulde russiske angreb på Ukraine, der kan være den hidtil største trussel mod hele verdens fred siden 1945.

Efter Sovjetimperiets sammenbrud i 1989-91 fungerende FN under amerikansk lederskab en kort periode efter sin oprindelige hensigt. Der var intet veto i Sikkerhedsrådet mod USA’s reaktion på Iraks invasion i Kuwait i 1990-91 eller invasionen i Afghanistan som reaktion på terrorangrebene imod USA 11. september 2001. Mange havde i de første år efter Murens og Sovjetunionens fald en følelse af, at fred, demokrati og menneskerettigheder var på uafviselig global fremmarch. Den massive oprustning under Den Kolde Krig blev afløst af aftaler om våbenbegrænsning og nedrustning af atombombelagrene. Stormagterne udtalte i fællesskab, at en atomkrig aldrig kan vindes og derfor aldrig skal udkæmpes.

 

Troen på den globale markedsøkonomis evne til at skabe velstand for fattige mennesker fik et grundstød med finanskrisen i 2008 og med den enorme ulighed, der har udviklet sig både i vest og øst
_______

 

Håbet i Vesten var, at det alt sammen var optakten til en alment anerkendt international orden, hvorunder demokrati og stærk kapitalistisk vækst kunne brede sig over hele kloden til evig glæde for menneskeheden. Uffe Ellemann-Jensen var Danmarks udenrigsminister, mens dette håb bredte sig (1982-93). Hans vigtigste gerning som statsmand var det hurtige ryk til støtte for Baltikums frihed, da Sovjetunionen gik i opløsning. Uffe sagde eftertænksomt til mig, at klima og Kina ikke spillede nogen stor rolle som i datidens vestlige udenrigspolitik: Der manglede forståelse af de enorme naturkatastrofer, folkevandringer og konflikter, som ville blive udløst ved ukontrolleret hurtig global opvarmning: Antallet af mennesker blev næsten firedoblet, og deres forbrug af klodens ressourcer og påvirkning af dens atmosfære blev tidoblet de første 77 år efter Anden Verdenskrig.

Det var heller ikke forudset, at det kommunistiske Kina i løbet af fire årtier frem til 2020 ville 30-doble sin økonomi og være på vej til at blive det 21. århundredes anden supermagt.

Terrorangrebet på USA 11. september 2001 ændrede den globale dagsorden til overvældende fokus på islamistisk terror og førte til krige, der direkte og indirekte kostede mange liv, udløste vældige humanitære katastrofer og flygtningestrømme og slugte ressourcer, som dramatisk kunne have forbedret levevilkårene i fattige lande.

Troen på den globale markedsøkonomis evne til at skabe velstand for fattige mennesker fik et grundstød med finanskrisen i 2008 og med den enorme ulighed, der har udviklet sig både i vest og øst – med amerikanske supermilliardærer og russiske oligarker som styrmænd i økonomien og bagmænd for dunkle nationalistiske kræfter. Ligesom det er misvisende at påstå, at der eksisterede en veletableret international orden indtil angrebet på Ukraine, så eksisterede der heller ikke en alment anerkendt doktrin for økonomisk samkvem. Ganske vist var der en amerikansk dominans i Verdensbanken og IMF, som under en del modstand søgte at udbrede neoliberalismen til de fattige lande under slagordet ,,Washington Consensus”.

Som formand for FN’s Generalforsamling i 2015-16 oplevede jeg en kortvarig opblussen af optimisme om et mere forpligtende internationalt samarbejde om en ny progressiv dagsorden: Vi fik enstemmigt vedtaget de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, der satte et stærkt ændret forbrugs- og produktionsmønster højt på dagsordenen som forudsætning for at redde klimaet og insisterede på mere massiv indsats mod fattigdom og ulighed. Og vi fik ved fælles indsats fra Obamas USA og Xi Jinpings Kina den hidtil mest ambitiøse aftale om klimahandling i Paris. FN’s dagsorden har sat fart på en grøn og bæredygtig udvikling – ikke mindst i det globale erhvervsliv. Men håbet om forpligtende internationalt samarbejde er på ny smuldret, og mange steder er fokus på de globale mål rystet af nye væbnede konflikter og magtforskydninger til fordel for nationalistiske, reaktionære og autoritære kræfter.

Vi så to afgørende brud i dén retning i 2016 med henholdsvis Brexit-beslutningen og valget af Trump til amerikansk præsident. De små vælgerflertal for disse to fatale beslutninger udkom måske kun på grund af massiv meningspåvirkning på de nye sociale medier, der hemmeligt var sponsoreret fra Moskva i samspil med supernationalistiske tabloidaviser og TV-stationer, der for en stor del var ejet af Trumps allierede Rupert Murdoch. Det blev i hvert fald til en svækkelse af Den Europæiske Union – og betød, at USA i en kritisk periode forlod både klimaaftalen fra Paris og atomaftalen med Iran og lod aftalerne om rustningsbegrænsning og våbenkontrol med Rusland gå i opløsning.

Trump fik samtidig hidset en antikinesisk stemning op i USA. Overoptimistiske forestillinger om politisk liberalisering i Kina og stærke ønsker om handel til gensidig fordel falmede og blev afløst af handelskrig og gensidig mistænksomhed mellem USA og Kina – en mistænksomhed, der også får centrale politikere i USA til at rokke den delikate balance, der i mere end 40 år har sikret fred over Taiwanstrædet, ved at Taiwan de facto er selvstændigt, men anerkendt af verden som en del af Kina. Kongresformand Nancy Pelosis Taiwan-besøg for nylig var en unødig provokation til politisk hjemmebrug op til midtvejsvalget – gennemført, til trods for at præsident Biden frarådede det. Hun bliver overhalet af Trumps udenrigsminister, Mike Pompeo, der helt vil destruere status quo ved at anerkende Taiwan som selvstændig stat.

Der er meget af kritisere det kinesiske styre hårdt for – i Xinjiang, Tibet, Hongkong og når det gælder menneskerettigheder i almindelighed. Men Kinas interesse er ikke krig. Kineserne ønsker en ny verdensorden, hvor de i respekt for deres meget større økonomiske vægt får større indflydelse. Kina er langt mere sårbart end Rusland for sanktioner og sammenbrud i den globale handel. Derfor står Taiwan næppe over for en invasion som i Ukraine.

Det er i hvert fald uklogt at drive Kina nærmere til Rusland, netop som vi har brug for kinesisk pres for at få standset angrebskrigen i Ukraine. Og globalt set beror både fred, økonomisk udvikling og klimaløsninger afgørende på, at USA og Kina igen forstår, at de har flere og vigtigere fælles interesser end interessemodsætninger. USA må forstå, at Kina for længst er blevet for stort til at modtage ordrer fra Washington, men grundlæggende har interesser i fredelig løsning af konflikter. Ellers ligger her den største risiko for en tredje verdenskrig engang i det 21. århundrede.Både for at redde det skrantende amerikanske demokrati, undgå fortsat optrapning af konflikt med Kina og sikre en fast kurs mod Putins aggression må det inderligt håbes, at det lykkes at bremse Putins gamle ven Trump i hans (eller beslægtede kræfters) march frem mod at blive valgt til præsident i 2024.

Verdens mulige udvikling mod en ny orden er dybt afhængig af det persongalleri og de bevægelser, der regerer i de store lande. En ny verdensorden kommer ikke – lige så lidt som det nuværende FN – til kun at bestå af lande, vi kan anerkende som demokratiske. Det bedste, vi kan håbe på, er en større vilje til at enes om fælles spilleregler for undgå væbnede konflikter og handelskrige. Det godt samarbejdede EU kan være en drivende kraft her – som brobygger både mellem USA og Kina og til de toneangivende lande i det globale syd som Indien, Indonesien, Sydafrika og Brasilien, der endnu ikke definitivt har vendt sig mod Ruslands aggression i Ukraine.

Putin har afsløret sig som en leder, der handler uden hensyn til menneskelige lidelser og på én gang gør sig skyldig i monumentale fejlbedømmelser af både sin egen styrke og af modstandernes svaghed. Hans mislykkede imperialistiske krig mod Ukraine er både uforudsigelig og farlig – og Ruslands integration i verdenssamfundet kan ikke ske på denne side af et leder- og kursskifte i Moskva. Det kan blive en lang og hård kamp, hvor vi ikke må blinke først, selvom det koster os i velstand at stå fast. Det er nervepirrende at opleve alle Putins overgreb, provokationer, trusler og sabotage. Men trods alt tror jeg, at Kreml fortsat forstår, at angreb med taktiske atomvåben eller ødelæggelse af vital infrastruktur hos et NATO-land vil blive mødt med proportional gengældelse fra et samlet NATO i overensstemmelse med pagtens artikel 5. Heldigvis – og desværre – består terrorbalancen fortsat. ■

 

USA må forstå, at Kina for længst er blevet for stort til at modtage ordrer fra Washington, men grundlæggende har interesser i fredelig løsning af konflikter. Ellers ligger her den største risiko for en tredje verdenskrig engang i det 21. århundrede
_______

 

Mogens Lykketoft (f.1946, cand.polit.) har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og sit partis formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland