Jesper Olsen: Minksagen er en skandale. Langt større end tamilsagen og instrukssagen tilsammen
30.08.2022
RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister
“Hvilket motiv havde statsministeren til ikke at komme til bunds i, hvorfor det kunne ske, at en så afgørende oplysning ikke kom frem til regeringstoppen? Hvor ligger kimen til det clusterfuck, som minkskandalen er, hvor dygtige og samvittighedsfulde embedsmænd som Henrik Studsgaard og Thorkild Fogde nu skal gennem tjenestemandssager. Hvilket personligt motiv skulle de have?”
Kommentar af Jesper Olsen, ekstern lektor i offentlig ret og formand for Transparency International Danmark
Minksagen er en skandale. Langt større end tamilsagen og instrukssagen tilsammen.
Fælles for de tre sager er, at de handler om et brud på noget helt grundlæggende i en retsstat: legalitetsprincippet, hjemmelskravet. At alle myndigheder skal have tilladelse til indgreb overfor borgerne. Den tilladelse kommer fra borgernes repræsentanter i Folketinget, der udgør den ene søjle i den lovgivende magt.
Man kan også udtrykke det lidt mere populært. Hvis målet helliger midlet, er vi som borgere endt et sted helt uden beskyttelse mod magten. Et helt centralt princip i overgangen fra enevælde til demokratiske forfatninger.
Men hvilket parti har modet til at stå vagt om dette grundlæggende princip?
Legalitetsprincippet udfordres lige nu af to af de mest markante og i brede kredse populære politiske skikkelser. Forhenværende minister Inger Støjberg og nuværende statsminister Mette Frederiksen.
Inger Støjberg er dømt i rigsretten for overtrædelse af ministeransvarsloven. Lidt mere firkantet sagt: hun er dømt for magtmisbrug. Hun er, hvis meningsmålingerne står til troende på valgdagen, på vej til at storme ind i folketinget, og intet står i vejen for at genindtræde på en ministerpost, hvis blå blok vinder. Legalitetsprinippet: ’visse vasse’.
Mette Frederiksen finder ikke, at minksagen er en skandale. Der manglede godt nok hjemmel. Hendes reaktion på Granskningskommissionens rapport var ikke at finde ud af, hvordan det kunne ske. Hun foreslog i stedet, at man skulle indføre en rådgivningspligt, således at regeringen kunne se bort fra legalitetsprincippet, efter at have konsulteret folketingets partier. Legalitetsprincippet: ’visse vasse’.
Hvis man følger debatten, har begge politikere opbakning hos deres støtter. Hvad enten det er barnebrude eller minkavl, så var det noget vi skulle af med. Målet helliger midlet. Legalitetsprincippet: ’Visse vasse’.
Vi står altså i den situation, at de folkevalgte er dårlige vogtere. Lidt spidsformuleret – mens de er dårlige til selvjustits, har de ikke problemer med selvtægt, når de politiske mål helliger midlerne
_______
Både opposition og regeringens støttepartier dukker nakken, for drømmen om selv at komme tæt på magten er så sød, at man tilsyneladende er villige til at se stort herpå. Legalitetsprincippet: ’Visse vasse’.
Ikke en gang Radikale Venstre, der ellers slår sig op på at hylde retsstatsprincipper, kan sætte sig over deres egen kortsigtede interesser. Som Ruben Kidde befriende ærligt formulerede det: En regering med os kan også blive magtfuldkommen.
Vi står altså i den situation, at de folkevalgte er dårlige vogtere. Lidt spidsformuleret – mens de er dårlige til selvjustits, har de ikke problemer med selvtægt, når de politiske mål helliger midlerne.
Hvor efterlader det os – ikke bare som borgere, men som demokrati?
Man kan selvfølgelig følge Ruben Kiddes forslag og skabe endnu en kontrolinstans. Morten Messerschmidt har også været ude med et forslag om et lovråd. Begge dele lyder besnærende. Mange bakker op. Og i ren og skær afmagt, kan jeg også nogle gange tage mig selv i at tænke tanker i den retning.
Når jeg alligevel ikke er dér – endnu – er det fordi det efter min mening er symptombehandling. Fordi det ikke tager fat om nældens rod. At vi endnu en gang skal have juraen og en hær af jurister til at løse det, der grundlæggende er et politisk problem. Denne gang har det politiske problem bare slået rod i befolkningen, så der er nok stemmer i det til at sikre din egen adgang til magten.
Umiddelbart efter minkskandalen blev offentlig kendt, udtrykte statsministeren følgende: hvilket motiv skulle regeringen have for at gennemføre dette uden hjemmel? Ærligt. Det har jeg også meget svært ved at se.
Men jeg tillader mig at stille et andet spørgsmål. Hvilket motiv havde statsministeren til ikke at komme til bunds i, hvorfor det kunne ske, at en så afgørende oplysning ikke kom frem til regeringstoppen? Hvor ligger kimen det det clusterfuck som minkskandalen er, og hvor dygtige og samvittighedsfulde embedsmænd som Henrik Studsgaard og Thorkild Fogde nu skal gennem tjenestemandssager. Hvilket personligt motiv skulle de have?
På mange måder er Granskningskommissionen en succes. Den har leveret nærmest i realtime en sober juridisk vurdering af forløbet. Men måske er det i virkeligheden det, vi mindst havde brug for.
Jeg er meget mere tilhænger af den undersøgelsesform, som Jørgen Grønnegaard stod for i den første del af coronahåndteringen. Her kom vi vel så tæt på sandheden, som det er muligt. Problemet er bare, at man ikke handlede på den. Som Grønnegaard selv har udtalt det, så kom minksagen ikke bag på ham, for man havde netop ikke igangsat de ændringer af regeringens topstyring af i bund og grund rene driftsopgaver, som blev foreslået i Grønnegaardrapporten. Havde man gjort det, havde man taget initiativer, der sikrede reel åbenhed om det faglige grundlag bag regeringens beslutninger.
Der, hvor Mette Frederiksen-regeringen efter min mening fejler, er, at man også lader denne politiske topstyring smitte af på driften
_______
Og så er vi inde ved det helt centrale i diskussionen om regeringens påståede magtfuldkommenhed. Er skandalen i virkeligheden, at det er centraliseringen af magten og den politiske topstyring, der sætter de normale sikkerhedsmekanismer og balancer ud af kraft?
Jeg har i mange sammenhænge forsvaret statsministerens ønske om embedsmænd, der tydeligt hjælper regeringen med at gennemføre sin politik. Hun pegede i min optik på et reelt problem. Jeg har i min karriere mødt topembedsmænd, der foretrak at holde politikerne ude af de reelle politiske beslutninger. Jeg har mødt embedsmænd, der har misforstået sondringen mellem politik og partipolitik. Det første må vi gerne hjælpe med. Ja vi skal. Det er det, der ligger i at arbejde i en politisk styret organisation. Det sidste udfordrer det andet grundlæggende princip om den partipolitiske neutralitet. At vi ikke skifter de øverste lag i embedsapparatet ved et regeringsskifte. Et af de principper, der har været med til at gøre Danmark til et effektivt demokrati med generel lav grad af korruption. Og hvor antallet af partipolitiske ansættelser navnlig i pressefunktioner trods alt har været på et relativt lavt niveau. Rød som blå har i den forbindelse ikke noget at lade hinanden høre.
Der, hvor Mette Frederiksen-regeringen efter min mening fejler, er, at man også lader denne politiske topstyring smitte af på driften. Regeringen har efter grundlovens paragraf 3 både en lovgivende og stærkt politisk opgave og en driftsopgave, ved at være udøvende magt. En magt og kompetence, som man har for sig selv, afledt af lovgivningen og i sidste ende kontrolleret af domstolene.
Det er derfor legalitetsprincippet er så centralt. For det er netop det, som folketinget først og fremmest bør stå vagt om. For udover det parlamentariske princip, er det folketingets berettigelse. Dets claim to fame. Det er bare ikke lige så sjovt som regeringsmagt at bruge sin tid og kræfter på. Det er der ikke lige så mange instagram-opslag i, hvor man kan lægge ansigtet i de rette sure miner, mens man beskylder regeringen for dit og dat.
Jeg kommer ikke til at dæmonisere de 10-25 pct. af vælgerne (eller måske mere), der er klar til at acceptere, at målet helliger midlerne. Det skaber bare endnu mere modstand og vil svække demokratiet. Men jeg opfordrer de resterede – og det er heldigvis endnu det store flertal – til at råbe op. Til at lade det betyde noget for sin stemmeafgivning. Og ikke mindst at sige det, når meningsmålingsinstitutterne spørger. For politikerne har for alvor kun respekt for en ting; det der flytter magt mellem blokkene.
Det kræver, at vi får genskabt den demokratiske samtale. Måske den skal etableres uden politikerne. Ellers får vi ikke vaccineret os mod den næste og den næste skandale. For de bliver ved med at komme. Det kan ikke undgås. Hvor der er mennesker, der sker fejl. Spørgsmålet er bare, om vi lærer af dem. Den konsekvente undladelse af villigheden til at lære, er det der gør minkskandalen til en langt større skandale end de tidligere sete.■
Jeg kommer ikke til at dæmonisere de 10-25 pct. af vælgerne (eller måske mere), der er klar til at acceptere, at målet helliger midlerne. Men jeg opfordrer de resterede – og det er heldigvis endnu det store flertal – til at råbe op
_______
Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen og sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde i Statsministeriet efter offentliggørelsen af Minkkommissionens rapport, 1. juli 2022 [FOTO: Rasmus Flindt Pedersen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
