Mikkel Vedby Rasmussen: Vesten er stærkere end vi troede. 5 lektier af Ukrainekrigen

06.07.2022

Det er selvsagt alt for tidligt at uddrage alle lektier af Ukrainekrigen, men det er alligevel værd at lægge mærke til en række forhold – både på slagmarken og i det internationale diplomati. Her er de fem vigtigste:

Kronik af Mikkel Vedby Rasmussen

1. Kanoner vinder stadig slag
Når det kommer til stykket, er det intet i kamp, der slår det at have mange kanoner og meget ammunition. Det var ukrainske kanoner, der stoppede de russiske styrker uden for Kyiv i krigens første måneder, og det var russernes store lagre af artilleri og ammunition, som sikrede dem fremdrift i den udmattelseskrig i det østlige Ukraine, som er krigens anden fase.

Lektien læres på begge sider. For selvom de russiske styrker tydeligvis var rystede over deres indledende tab, kunne de kæmpe videre, fordi det russiske artilleri gjorde det hårde arbejde med at blødgøre fjenden. I dén kamp var de ukrainske styrker bagud fra starten, fordi de ikke havde russernes lagre af kanoner og ammunition.

De ukrainske kanoner har derimod fået hjælp af droner til at identificere russiske mål. Nogle droner har også selv kunnet åbne ild mod fjenden. Selvom dronerne kan flyve, er det mere logisk at kategorisere dem som artilleri end som luftmagt. At Ukrainekrigen blev krigen, hvor droner for alvor slog igennem som konventionelt våben, understreger således kun artilleriets betydning.

 

Vestens primære modstandere har været lige så forblændede af globaliseringen som Vesten selv. Islamisterne var på sin vis lige så globaliserede som den liberale verdensorden
_______

 

Selvom Vesten gør sit bedste for at sende Ukraine artilleri og ammunition, har de vestlige lande ikke de mængder, der skal til. Rygterne siger, at visse NATO-lande allerede har givet op mod en tredjedel af deres lagre til ukrainerne. Det siger noget om offerviljen, men også om størrelsen af de vestlige lagre.

Særligt de europæiske lande har overbevist sig selv om, at udmattelsesslag hørte fortiden til. Den overbevisning var mere end noget andet forudsætningen for, at europæerne overbeviste sig selv om, at de kunne købe sig sikkerhed med meget begrænsede forsvarsbudgetter. Med NATO-topmødet i Madrid forleden forlod alliancens medlemmer den forudsætning: De europæiske væbnede styrker skal på krigsfod, og landene er parate til at betale for det. Blot fem af NATO’s 30 medlemslande har ikke allerede et forsvarsbudget på 2 pct. af BNP – heriblandt Danmark.

2. Erobringskrig hører ikke kun fortiden til
Vestens primære modstandere har været lige så forblændede af globaliseringen som Vesten selv. Islamisterne var på sin vis lige så globaliserede som den liberale verdensorden, de kæmpede imod – de var en global bevægelse, baseret på en universel religion. De havde lige så meget hjemme i Hamburg og Herstedvester som i Pakistan og Saudi-Arabien.

Kineserne omfavnede også globaliseringen, fordi den gav dem indtægterne til at blive en global magt. Her prøvede regeringen at efterligne Vestens globale infrastruktur – især med Belt and Road-kampagnen – men grundlæggende handlede Kinas magtambitioner om territorium: det sydkinesiske hav, Hong Kong og Taiwan. Der er skrevet mange sider om, hvordan Kina kun kunne indfri disse territorielle ambitioner ved at ødelægge den globalisering, som Kinas egen vækst og velstand afhang af. Men denne analyse var for fokuseret på globaliseringen – den overså, at territorium stadig er betydningsfuldt.

Ukrainekrigen viser os både, at territorium stadig er værd at kæmpe for, og at staters grænser ikke ligger mere fast, end at en kampvogn kan flytte dem.

Historisk har de fleste krige handlet om, hvem der har retten til et givent stykke af planeten. Det gør de fortsat. De fleste erobrere nu om stunder er mere elegante end Vladimir Putin, men gør det samme under dække af lokale oprørsgrupper, som Rusland har gjort med åben pande i Ukraine: kæmpet for at øge deres territorium.

3. Nationalismen lever og har det godt
Coronakrisen demonstrerede for dem, der ikke havde fulgt med i Brexit og valget af Trump, at globaliseringen har mistet sin magt – ikke bare som politisk ideologi, men også som redskab til at levere på politiske løfter. At præsident Putin havde en tydeligt national dagsorden med invasionen af Ukraine, er ikke nyt. Det er det til gengæld, at Vesten med entusiasme har omfavnet ukrainsk nationalisme. Med ordene ”Slava Ukraini” støtter Vesten en regering, der søger at skabe et stærkere og mere sammenhængende Ukraine gennem modstanden mod den russiske invasion.

Hvor ”Z” blev symbolet på russisk nationalisme, er den nationalisme, som præsident Zelenskyj solgte gennem sine nettransmitterede taler til vestlige parlamenter, en liberal nationalisme. En nationalisme, som måske fortjener det lidt mindre belastede navn patriotisme, men som ikke desto mindre er nationalisme – også selvom den er baseret på borgerrettigheder og internationalt samarbejde. Og den er en nationalisme, der kræver, at alle våbenføre mænd blev i Ukraine for at kæmpe for nationens overlevelse.

4. Rusland indordner sig aldrig
Vesten har haft en fortolkning af det russiske regime, som ville have gjort Karl Marx stolt. Vi har været overbeviste om, at den økonomiske basis for regimet var vigtigere end den overbygning af aggressive taler og lejlighedsvise militære interventioner, som udgjorde Kremls politik. Vi troede, at så længe oligarkerne handlede på 5th Avenue, boede i Mayfair og holdt sommerferie på Cap Ferrat, ville den russiske elite ikke for alvor udfordre den europæiske orden, som var kommet til verden efter afslutningen af Den Kolde Krig.

Vi misforstod ejerforholdene i Putins Rusland. Selvom russiske rigmænd har tjent milliarder på at kapitalisere på deres olievirksomheder på vestlige markeder – og selvom salget af olie og gas til Vesten har skabt et forbrugsboom blandt almindelige russere – så vidste både oligarker og russere, som de er flest, at disse penge var til låns, og at præsidenten tog ågerrenter. Det var regimets eller præsidentens penge, som blev delt ud til dem, der spillede på Putins hold. I stedet for checks fik de lov til at overtage et firma og sætte det på børsen i London.

Men hvad præsidenten giver, kan præsidenten tage. Putin fik etableret en statskapitalisme, der har mere tilfælles med et feudalt hof end med den mafia, som den ofte sammenlignes med. Den feudale analogi forklarer også, hvorfor russerne ikke har ladet sig narre. De ved godt, at det er Kreml, som ejer Rusland.

Putin har etableret et oliemonarki på linje med dem, vi kender fra Golfstaterne – blot med en hær på 1 mio. soldater og atomvåben. Den militære kapacitet, arven fra den Røde Hær, gør hele forskellen mellem præsidenten og sheiken. Saudierne har brug for Vesten til at sikre sine indtægter – men Rusland kan forsvare sig selv og mere til. Derfor kan og vil Kreml ikke være en del af en vestlig orden. At fx et stærkt land som Tyskland med fornøjelse spiller en loyal rolle i den regelbaserede vestlige orden, forudsætter, at de underkaster sig en liberal ideologi og amerikansk magt. Kreml er undtaget fra denne forudsætning.

5. Vesten er stærkere, end vi troede
Tro ikke på alt, hvad du hører om Vestens snarlige undergang. Ukrainekrigen har vist, at de vestlige lande kan handle i fællesskab, når det brænder på. Og har også vist, hvilke formidable magtressourcer Vestens firmaer, udenrigsministerier og væbnede styrker har til rådighed.

Ukrainekrigen demonstrerer også, at Vestens værdier fortsat kan mobilisere den brede befolkning, selvom denne mobilisering sker på en national dagsorden. Det skuffer givet 1990’ernes kosmopolitter, men i virkeligheden ser vi nu igen præcis det ’staternes Vesten’, som stod sammen under Den Kolde Krig.

Den vestlige alliances styrke står i skærende kontrast til Rusland, som fremstår isoleret og venneløst og frem for alt uden et egentligt rationale for sine handlinger. Kremls aggression fremstår som utilsløret magtpolitik. Det afspejler Putins regime, men det er meget svært at spejle sig i for resten af verden – selv det kinesiske regime, som i vidt omfang tænker som det russiske, har haft svært ved at bakke op om rationalet.

Ukrainekrigen demonstrerer også værdien af det, man kunne kalde Vestens diskrete magt. Den ukrainske hær havde ikke klaret sig så godt, hvis det ikke havde været for britisk og amerikansk træning siden 2014. Vestlige efterretninger har understøttet både den ukrainske regering og landets militær. Vestlige kreditter vil holde regeringen i Kyiv fra bankerot, så længe Ukraine kæmper mod russerne, og når tiden for genopbygning kommer, skal Vesten nok hjælpe til. ■

Den vestlige alliances styrke står i skærende kontrast til Rusland, som fremstår isoleret og venneløst og frem for alt uden et egentligt rationale for sine handlinger
_______

 

Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er professor og dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet. Fra 2014 til 2015 var han leder af Forsvarsministeriets udviklingssekretariat. Han er tidligere leder af Institut for Statskundskab og Center for Militære Studier ved Københavns Universitet samt Dansk Institut for Militære Studier. Han har netop udgivet bogen Krisesamfundet, der bl.a. handler om konsekvenserne af coronakrisen.



Apropos denne artikel:



Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen



Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej



Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer



Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne



Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?



Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt



ILLUSTRATION: Præsident Biden i telefonmøde med europæiske statsledere fire dage efter Ruslands invasion af Ukraine, 28. februar 2022 [FOTO: The White House/Adam Schultz]