Mikkel Vedby Rasmussen i RÆSON50: Den Kolde Krig blev aldrig afgjort på slagmarken – før nu

29.05.2022

Ukrainekrigen er den afslutning på Den Kolde krig, som virkede knusende logisk i 1980’erne, men som aldrig kom.

FRA RÆSON50. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der udkommer i juni. Det er nummer 50 i rækken siden det trykte magasin blev lanceret i 2007.

Af Mikkel Vedby Rasmussen

Nederlaget, der forsvandt
Berlinmurens fald og opløsningen af Sovjetunionen forekom uvirkeligt for en generation af russere, der var opdraget til at se deres land som en supermagt, men som opdagede, at magten i virkeligheden blot var en Potemkinkulisse. De overbeviste sig selv om, at Mikael Gorbatjov havde solgt ud af den sovjetiske magt og indflydelse. Han blev denne histories Ephialtes, forræderen, der førte perserne rundt om spartanernes liner ved Thermoplyæ, så de kunne falde de tapre forsvarere i ryggen.

Vladimir Putin følte ikke, at den stat, han var en del af, havde tabt Den Kolde Krig. I 1989 var han udsendt for KGB i Østtyskland, da demonstrationerne mod Eric Honeckers regime spredte sig også i den by, hvor han var stationeret: Dresden. På et tidspunkt besluttede en gruppe demonstranter sig for at samles foran det lokale KGB-hovedkvarter. Demonstranterne var fredelige, men Putin søgte alligevel hjælp hos den lokale garnison af Den Røde Hær. Han ville gerne have en kampvogn placeret foran KGB-kontoret. Mange år senere gengav han svaret, da han ringede og bad hæren om hjælp. ”Vi kan intet gøre uden ordre fra Moskva”, sagde officeren, som Putin talte med i telefonen. ”Og Moskva er tavst”.

Det sovjetiske nederlag fandt ikke sted på slagmarken, som spartanernes ved Thermoplyæ. Der var ingen mindesmærker for de faldne, som år senere kunne bevise, at der var blevet kæmpet. I stedet var der kun tavsheden.

Ledelsen i Moskva zappede ud af Den Kolde Krig, vendte i de følgende år det sovjetiske imperium og dets ideologi ryggen, da Boris Yeltsin med et pennestrøg forbød kommunistpartiet, som dermed fik ansvaret for nederlaget.

Sejren, der forsvandt
Men den Kolde Krigs afslutning var ikke mindre antiklimatisk for sejrherrerne. Forfatteren Jan Sonnergaard beskrev, hvordan Murens fald var den helt forkerte slutning på 1980’erne. Det var slet ikke sådan den generation, som voksede op i de år, havde forestillet sig det ville ende. For som Sonnergaard skriver i romanen Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, er det ”nærmest delirisk tåbeligt at forestille sig at den kolde krig ikke endte med et brag … enhver form for militær og diplomatisk logik tilsagde konfrontation” (ss. 246-247).


Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom, udgivet på Gyldendal, 2010

Sonnergaard tager den logiske konsekvens af 1980’erne og slutter sin roman med, at atomkrigen bryder ud: Vi blev udslettet. Men atomeksplosionerne udløste, ifølge Sonnergaard, en forskydning i tid og rum, der gør, at vi har levet i en simuleret virkelighed lige siden 1989. Det er ikke nogen dårlig beskrivelse af den skuffelse, som afslutningen af Den Kolde Krig var for den sidste generation med en genuin dødsdrift.

Selvom præsident Georg H. W. Bush proklamerede, at USA ved Guds nåde havde vundet Den Kolde Krig, så føltes det ikke som en sejr. Golfkrigen i 1991 var på mange måder en erstatningssejr, hvor den krigsmaskine, som USA havde opbygget til at nedkæmpet Sovjetunionen, gjorde kort proces med en modstander, der slet ikke var den amerikanske hær værdig. Hvis Rusland prøvede at ignorere nederlaget, fordi der ikke var en slagmark til at bevise det, så prøvede USA finde konkrete beviser på nederlaget med lige så ringe succes.

 

Sonnergaard tager den logiske konsekvens af 1980’erne og slutter sin roman med, at atomkrigen bryder ud: vi blev udslettet. Men atomeksplosionerne udløste, ifølge Sonnergaard, en forskydning i tid og rum, der gør, at vi har levet i en simuleret virkelighed lige siden 1989. Det er ikke nogen dårlig beskrivelse af den skuffelse, som afslutningen af Den Kolde Krig var for den sidste generation med en genuin dødsdrift
_______

 

Alle de gamle fjender på ét sted
I stedet for at ignorere Sovjetunionen og dets nederlag, så ville Putin omgøre historien og rulle de sidste 30 år tilbage i et opgør med selve den europæiske sikkerhedsorden efter Den Kolde Krig. Invasionen af Ukraine blev – og bliver – således fremstillet som en kamp mod mørkets kræfter. Ukraines ledere er nazister og domineret af Vesten. Det var ikke et udtryk for særligt sofistikeret ideologikritik. Det var snarere en ophævelse af tid og rum på samme måde som i Sonnergaards roman: Alle historiske fjender af Rusland blev samlet på ét sted. Ukraines jødiske præsident var således nazist, NATO var fjenden fra Den Kolde Krig, selv Sverige syntes at få lov til at indtag en rolle, som landet ikke havde haft siden Peter den Store. Alle disse fjendebilleder bliver samlet som fjender af symbolet Z, der i sig selv er en tom betegnelse – det betyder intet. På samme måde, som det ikke betyder noget, hvem de konkrete fjender mod Rusland er. Det er behovet for at kæmpe, der er afgørende.

Og Ukrainekrigen bliver udkæmpet som krigen mellem NATO og Warszawa-pagten ville være blevet kæmpet i Tyskland: med artilleri og kampvogne i de største salg i Europa siden Anden Verdenskrig. Men det er ikke amerikanske panserdivisioner, der møder russerne. Tværtimod har USA demonstrativt holdt sine regulære styrker ude af kamphandlingerne, mens Biden-administrationen med stigende entusiasme har bidraget med våben og våbensystemer for at nedkæmpe den russiske hær.

Hvad der for russerne er et historisk slag, er for amerikanerne en måde at bevise, at historien vitterligt sluttede i 1989. Den amerikanske forsvarsminister Llyod Austin sagde således i april, at Ukraine kunne vinde krigen, og at den sejr kunne svække Rusland så meget, at landet ikke ville udgøre en konkret trussel mod Vesten.

Det er således ikke bare Ukraines krig, men USA og Vestens krig. Den kyniske udgave af denne logik er, at Vesten vil kæmpe til den sidste ukrainer. Det er vitterlig Ukraine, der bærer omkostningerne ved krigen, men ved – i dén grad – at investere med penge og militært materiel i en ukrainsk sejr HAR Vesten taget Putins udfordring op.

Krigen handler ikke blot om Ukraines geopolitiske tilhørsforhold. Den handler om Ruslands rolle i Europa. I 90erne blev Rusland tilbudt at være en del af en ny global økonomi og en ny europæisk sikkerhedsorden. Rusland var ikke voldsomt interesseret i det sidste, men tog til gengæld entusiastisk imod tilbuddet om at være en del af den globale økonomi. Russiske oliepenge bragte, som vi er blevet mindet om de sidste måneder, velstand til den russiske elite og til vestens finansverden. Men Ukrainekrigen har – måske uigenkaldeligt – smidt Rusland ud af begge fora.

For første gang siden 1815 er Rusland ikke en del af det europæiske magtspil.

Rusland har mistet sin indflydelse i Østeuropa. Rusland har ikke adgang til europæiske markeder. Rusland vil i en årrække efter Ukrainekrigen ikke kunne true med et militær, som er slidt ned af krigen. Præsident Putin kan heller ikke længere trække på sit netværk af korrumperede eller kompromitterede vestlige politikere. Ungarns Victor Orban er den eneste europæiske leder, som stadig mener at kunne vinde noget ved at spille på Putins hold, men det gør han mest af mangel på alternativer.

Men det er ikke kun Rusland, som krigen har berøvet en udenrigspolitik. Det samme er tilfældet for Tyskland. Også i Berlin fremstår Ukrainekrigen som den varme slutning på Den Kolde Krig.

 

For første gang siden 1815 er Rusland ikke en del af det europæiske magtspil. Men det er ikke kun Rusland, som krigen har berøvet en udenrigspolitik. Det samme er tilfældet for Tyskland. Også i Berlin fremstår Ukrainekrigen som den varme slutning på Den Kolde Krig
_______

 

Det nye tyske spørgsmål
Var krigen brudt ud i slutningen af 1980’erne, så ville Vesttyskland havde stået i præcist det samme dilemma, som Ukrainekrigen i dag har bragt den forenede Tyskland i. Alliancen med USA har tvunget Tyskland til at vælge side mod Rusland, selvom Tysklands politik op til krigen har været baseret på ønsket om at samarbejde med Rusland.

Tysklands Østpolitik efter Murens Fald var hverken naiv eller kortsigtet. Tværtimod vendte Tyskland i 1990’erne tilbage til den politik, som Weimarrepublikken havde ført overfor Sovjetunionen i 1920’erne: Man samarbejdede med Rusland. Så længe Rusland ikke var en trussel, så var der i øvrigt ikke behov for et stærkt USA i Europa. Og når USA ikke havde en stærk, militær rolle at spille i Europa, så havde Tyskland mere at skulle have sagt i den nye europæiske orden, som blev bygget efter Murens fald. At Rusland kunne og skulle fylde noget var en forudsætning for tysk magt.

Det eneste alternativ til den politik var en massiv tysk oprustning, som kampvogn for kampvogn kunne gøre den amerikanske sikkerhedsgaranti undværlig. Den regning havde Tyskland ikke lyst til at betale i 1990’erne, og udviklingen efter den russiske invasion af Ukraine har vist, at idéen aldrig var et realistisk alternativ – med mindre Tyskland beslutter sig for at anskaffe atomvåben. Den udbredte frygt for, at Ukrainekrigen eskalerer til en tredje verdenskrig, som findes i Berlin, bunder netop i denne erkendelse: Til syvende og sidst afhænger Tysklands sikkerhed stadig af den amerikanske atomparaply. Men Tyskland har bildt sig selv ind, at regnvejret aldrig ville begynde, og derfor var det ikke nødvendigt med den amerikanske garanti. Merkels konfrontation med Trump var netop et udtryk for, at Tyskland følte man kunne klare sig uden amerikanerne, fordi der var styr på russerne.

Når man i Berlin taler så kraftigt for at finde en forhandlet løsning på krigen, så er det netop, fordi man ønsker at forhandle Rusland tilbage i den europæiske orden. Kansler Scholz talte således på DAVOS-mødet om, at Tyskland ikke ville acceptere, at Rusland dikterede betingelserne for fred. Det er berlinsk for, at Tyskland ønsker en forhandling på lige fod mellem Ukraine og Rusland. Med andre ord ønsker Tyskland at give Rusland adgang til en forhandling, snarere end at afgøre krigen på slagmarken. Uenigheden mellem Scholz og Biden ville man formentlig have set mellem Helmut Kohl og Ronald Reagan, hvis NATO havde stået stærkt på slagmarken tre måneder efter, at Tredje Verdenskrig var gået i gang i Europa (og at man ved et mirakel havde undgået at gribe til atomvåben).

For USA var Den Kolde Krig altid global – og Europa fyldte mindre end Asien. Krigene i Korea (1950-53) og Vietnam (1955-1975) var omdrejningspunkterne, mens fronten i Europa frøs til. Også her genopliver Ukrainekrigen gamle mønstre.

For USA handler Ukrainekrigen også om Kina. Forsvaret af Ukraine viser ikke blot, at det er muligt for et truet land at forsvare mod en regional stormagt – men også at USA kan bidrage til det forsvar for en acceptabel pris. Det er et budskab, der er mere end relevant for Taiwan, men også for Sydkorea, Vietnam, Japan og andre lande i Asien, der i større eller mindre grad kan frygte militært pres fra Kina.

Hvis den amerikanske bistand til Ukraine kan tilføre Rusland det nederlag, der har ventet i mere end 30 år, tjener det som en afskrækkelse af Kina. Jo større den amerikanske bistand og det russiske nederlag er, jo større afskrækkelseseffekt. USA har derfor alt mulig grund til at ønske sig, at konflikten fortsætter, og at den giver den russiske bjørn den størst mulige blodtud.

Men hvis Ukrainekrigen er den blodige afslutning, som Den Kolde Krig aldrig fik, så er den også begyndelsen en ny kold krig – mod Kina. En konflikt, hvor USA’s udgangsposition er blevet markant stærkere siden februar. Ukrainekrigen er således også et mindesmærke for en kommende konflikt, der kan føles, som om den nærmer sig med samme knugende og knusende nødvendighed, som Tredje Verdenskrig gjorde det i 1980’erne. ■

 

Men hvis Ukrainekrigen er den blodige afslutning, som Den Kolde Krig aldrig fik, så er den også begyndelsen en ny kold krig – mod Kina
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland