Mikkel Andersson: Jeg kunne godt have en mistanke om, at Mette Frederiksen vil lade De Radikale gå planken ud med et mistillidsvotum

09.08.2022

Hvad afgør valget? RÆSON spørger Mikkel Andersson, ansv. chefredaktør på det borgerlige netmedie Kontrast. Tidligere i serien: Noa Redington om vejen til valget: Ingen havde regnet med, at de borgerlige ville være i nærheden af at slå Frederiksen. I dag kan intet udelukkes (2. august 2022)

Hvad betyder de Radikales trussel for statsministerens beslutning om hvornår valget skal udskrives? Kommer de Radikale til at basere deres valgkamp på ambitionen om at indgå i en flerpartiregering ledet af Mette Frederiksen?
At true med at trække støtten til Mette Frederiksen er noget nær en radikal folkesport. Morten Østergaard gjorde det to gange i forhold til klimapolitikken før han dog selv blev væltet, Zenia Stampe har truet med at gøre det ift. regeringens Rwanda-plan (kan måske nås i en evt. kommende valgperiode), og nu har SCN [Sofie Carsten Nielsen, red.] så gjort det ift. minksagen. De fleste regnede med et valg til efteråret, hvis regeringen kom nogenlunde helskindet gennem minksagen. Det gjorde den så åbenlyst ikke, men jeg er langt fra sikker på, at De Radikale vælger at trække tæppet under regeringen, hvis meningsmålingerne til oktober ser rædderlige ud, og man har en ambition om at indgå i en regering med det parti, man netop har udtrykt mistillid til. Jeg kunne godt have en mistanke om, at Frederiksen kunne vælge at se, hvem der blinker først, og lader De Radikale gå planken ud med et mistillidsvotum (en spændende måde at lægge grunden til en evt. fremtidig regeringsdeltagelse på!). På den anden side: R er efterhånden kravlet højere op i træet end Anders Samuelsen, så hvis ikke, de gør alvor af truslen må niveaet af hån, spot og latterliggørelse fra såvel medparlamentarikere som vælgere forventes at antage et ganske traumatiserende niveau for det indflydelseshungrende parti.

Ifølge en meningsmåling i sommer ønsker et flertal af danskerne en advokatvurdering af minksagen (55,7 pct. ja, 33,6 nej, 10,8 ved ikke. Wilke for JP). Er minksagen og et eksempel på en polarisering, hvor en dybere kløft har åbnet sig mellem vælgerne på højre- og venstrefløjen?
Polariseringen omkring Mette Frederiksen er helt sikkert massiv, men jeg har endnu til gode at entydigt fastslået, at minksagen reelt har flyttet mange stemmer. Mens sagen rullede gjorde den intet indhug i S i meningsmålingerne (de faldt dog mere i kølvandet på alsløringerne om Frank Jensen tvivlsomme opførsel end post-mink), og heller ikke i den første meningsmåling efter minkrapportens afleverede sine ganske graverende konklusioner, så man noget massivt fald. Til gengæld rørte Støjbergs annoncering af sit nye parti øjeblikkeligt voldsomt rundt i vælgerhavet. Mit bud er, at historisk høj inflation kombineret med ekstremt dystre økonomiske udsigter er mere udslagsgivende end mink nogensinde har været, og at de to faktorer bærer hovedansvaret for at blå blok ser ud til at klare sig bedre end nogensinde de sidste tre år. Det er selvsagt spekulation, som kan vise sig modbevist, når mere detaljerede opgørelser af motiver for vælgervandringer bliver bragt, men mit bud er, at provinsen og pengene har flyttet stemmerne over midten, ikke mink.

 

Mit bud er, at provinsen og pengene har flyttet stemmerne over midten, ikke mink
_______

 

Før sommerferien indikerede statsministeren (bl.a. på Grundlovsdag) at tidens udfordringer har en så alvorlig karakter, at det kalder på bredt samarbejde. Hvordan vil hendes valgkamp adskille sig fra den, der i 2019 gav S magten?
Godt spørgsmål. Hvad bliver egentlig Socialdemokratiets store slagnummer? Arne-pensionen er gennemført, nyder bred opbakning i befolkningen, og det bliver svært at mobilisere frygt for at borgerlige vil fjerne den, når V har foretaget en taktisk frontforkortning og erklærer den for fredet. Mit, meget lidt overraskende, gæt: Noget med flere penge til velfærd. Mens den akutte mangel på et borgerligt projekt længe har været debatteret, så er noget færre opmærksomme på, at socialdemokraterne faktisk heller ikke har et sådant længere.

På en række punkter ønskede Mette Frederiksen at markere en tydelig forskel til Thorning-årene, fx på EU (mindre begejstret), udlændingepolitikken (Rwanda), fordelingspolitikken (mere rød, jf. Arne), og klima (rød før grøn). Er hun nu på vej ”tilbage” til positioner, der er mere i tråd med Thornings S?
Det ser sådan ud. Socialdemokratiet lavede grundlæggende en DF-light i 2019, hvor man kombinerede mere velfærd og omsorg for de ældre med benhård udlændingepolitik og appel til de mere antielitære provinsvælgere. For indeværende er udlændingepolitikken politisk lagt død, da der ikke synes at være markante forskelle mellem de to regeringsalternativer. Det fokus på provinsvælgeren, som stod ganske skarpt i 2019, synes – efter kommunalvalget – væk til fordel for en mere klassisk bejlen til de urbane, globaliseringsvenlige og EU-begejstrede segmenter. Det synes dog også at være de vælgere, som Venstre gerne vil have fat i – med en behjertet offensiv for øremærket fædrebarsel, feminisme og nu åbning for senere abort. Hvem der vinder den kamp, er det svært at sige, men mon ikke det antielitære provinssegment for en pæn dels vedkommende vandrer fra S til Danmarksdemokraterne?

10,8 procent gjorde DanmarksDemokraterne til landets fjerdestørste parti, i den første Megafonmåling hvor partiet formelt indgik, 8. juli – det var også første gang, at en måling sender DF ud af Folketinget. Nye målinger har bekræftet billedet. Hvor mange vælgere kan Inger Støjberg potentielt appellere til – og heraf: Hvor mange direkte fra S?
Det afhænger i høj grad af Støjbergs evne til at føre en lydefri valgkamp, skabe en fungerende partiorganisation og ikke blive marginaliseret af andre emner (primært økonomisk krise, hvor jeg ikke tror Støjberg står særlig stærkt), men skulle jeg give et bud så er loftet for DanmarksDemokraterne højere end 10 pct. men mindre end 15 pct. Dansk Folkepartis maksimum var omtrent 20 pct. i 2015, hvor valget i høj grad kom til at handle om elite vs folkelighed, periferi vs. centrum osv., som er netop DDs profil. Eftersom S har forladt deres antielitære og provinsvenlige linje efter valget, tror jeg også partiet har potentiale til at flytte adskillige procent socialdemokratiske vælgere over midten.
 

For indeværende er udlændingepolitikken politisk lagt død, da der ikke synes at være markante forskelle mellem de to regeringsalternativer
_______

 

I nye målinger er V igen større end K. Hvad vil det betyde?
Jakob Ellemanns troværdighed vurderes formodentlig højere af de fleste borgerlige end Papes, der nok har trukket stemmer til partiet men det ville overraske mig en del, hvis Pape blev Danmarks kommende statsminister.

Hvilken forskel vil det gøre for DanmarksDemokraternes mulighed for på valgdagen at realisere succesmålingerne, at partiet har så kort tid til at finde og opstille kandidater?
Man kan sagtens komme i Folketinget med en lang række politisk uprøvede kandidater. Det skete for Dansk Folkeparti ved valget i 1998, hvor medierne fik megen sjov ud af en lang række politisk uprøvede kandidater, som begik rigelig fodfejl. Det forhindrede ikke partiet i at få succes – hverken ved dét valg eller de følgende. Dertil kommer, at det må forventes at en lang række eks-DF’profiler med både politisk og organisatorisk erfaring bliver en del af partiet. Men det kan måske blive et problem, hvis en meget stor gruppe eksil-DF’ere ender som en alt for dominerende fraktion i et parti, som man må formode Støjberg i høj grad ønsker at gøre til sit eget projekt, og ikke en videreførelse af Pia Kjærsgaards.

Danskerne har mistet optimismen, når det gælder den umiddelbare økonomiske fremtid. Vil det – alt andet lige og isoleret set – gavne rød eller blå blok
Blå blok. Hvis man leder efter nogen til at få styr på en trængt økonomi, så foretrækker danskerne som hovedregel borgerlige.

”En hjerneblødning” lød det fra VUs nye formand om partiledelsens accept af Arne-pensionen. Hvordan afvejer Jakob Ellemann-Jensen pt. hensynet til (1) Muligheden for et folketing, hvor der kan dannes en blå regering vs. (2) Venstres eget mandattal på valgdagen?
Hvis V som det formodede borgerlige regeringsparti skal gøre sig håb om at hive vælgere over midten samt undgå at sumpe til i en valgkamp om en Arne-pension, som befolkningen ret godt kan lide, så er det formodentlig taktisk – omend næppe strategisk – smart at lukke den flanke af. At VU synes det er en dårlig ide, kan næppe overraske.

I juni viste en måling opbakning til regeringens plan om at oprette et asylcenter i Rwanda: 38,8 pct. enige, 27 pct. uenige. I Storbritannien støtter 44 pct. at regeringen sender asylansøgere til Rwanda, 40 pct. er imod (74 pct. af konservative vælgere er for, 19 pct. af Labours) mens regeringen arbejder på lovændringer, der vil forhindre den Europæiske Menneskerettighedsdomstols indgreb mod initiativet. Hvad vil der ske?
Jeg har længe været skeptisk overfor muligheden af at realisere regeringens Rwanda-plan, men muligheden for at lægge sig i Storbritanniens slipstrøm giver Danmark chancen for ikke at være first-mover, og lykkes det for UK, vil jeg tro, chancen også bliver markant større for DK. Men selv hvis UK lykkes, vil jeg være skeptisk. Det er en plan, der er afhængig af et utal af juridiske og politiske variabler både indenrigs- og udenrigspolitisk, og som aldrig med held er blevet implementeret endnu.

 

Jeg har længe været skeptisk overfor muligheden af at realisere regeringens Rwanda-plan, men muligheden for at lægge sig i Storbritanniens slipstrøm giver Danmark chancen for ikke at være first-mover
_______

 

LA’s formand Alex Vanopslagh og flere socialdemokratiske borgmestre efterlyser nu en revision af udlændingepolitikkens udvisningspraksis. Hvor meget vil udlændingepolitikken fylde i den kommende valgkamp?
Næppe voldsomt meget. De ukrainske flygtninge er ikke et politisk issue, og den øvrige asylmigration er begrænset, og såfremt valget kommer her til efteråret, vil økonomien formodentlig blive det altdominerende emne, eftersom vi lige nu ser ind i massive problemer for særlig Tyskland, der er Danmarks største eksportmarked. Perioden lige nu minder om årene omkring 2008-2013, hvor asyl- og indvandringspolitik ikke var særlig markante politiske emner (DF fik sin første valgtilbagegang nogensinde i 2011), men det kan ændre sig igen. Mon ikke øget asyltilstrømning (det kommer formodentlig før eller senere, for grundlæggende er der ikke gjort op med de mekanismer, der gjorde 2015 mulig) og evt. en radikal regeringsdeltagelse kommer til at få dette på dagsordenen igen? Forestillingen om, at asyl-, integrations- og indvandringsdebatterne forvinder foreløbig, anser jeg for temmelig naiv.

Over de seneste valg har de sociale medier og særligt Facebook fyldt stadig mere for politikerne. Hvad – om noget – betyder det for indholdet af valgkampen, og mere overordnet: For dansk politik?
Politikerne kan og vil utvivlsomt kommunikere direkte med dele af vælgerne udenom medierne, hvilke er de sociale mediers luksus. Men det er dog også et format med en rækkeviddemæssig begrænsning for langt de fleste politikere, trods alt. Store og tilstræbt dagsordensættende politikudspil bliver af langt de fleste partier lanceret i dagspressen primært (nylige eksempler kunne være Alex Vanopslags ift. indvandringspolitik, Ellemanns ift. førstegangsboligkøbere – eller SCNs i dag om de Radikales økonomiske 2030-plan). De sociale medier synes indtil videre bedst egnet til annoncering samt mobilisering af kernevælgere og aktive. Og mon ikke der dukker nogle enkeltcases fra borgere på sociale medier op, som kommer til at indgå i valgkampen på uforudset vis? ■

 

Mon ikke øget asyltilstrømning og evt. en radikal regeringsdeltagelse kommer til at få dette på dagsordenen igen?
_______

 

Tidligere i serien: Noa Redington om vejen til valget: Ingen havde regnet med, at de borgerlige ville være i nærheden af at slå Frederiksen. I dag kan intet udelukkes (2. august 2022)

Mikkel Andersson (f. 1979) er ansv. chefredaktør på det borgerlige netmedie Kontrast. Kandidat i analytisk journalistik (cand. public) og bachelor i historie fra Aarhus Universitet, i en årrække kommentator og journalist ved Berlingske, i 2010 medstifter af satiresitet RokokoPosten, 2016-19 vært på mediemagasinet Q&A på Radio24syv. Med Niels Jespersen udgav han i 2018 bogen „Eksperimentet der slog fejl‟ om dansk udlændingepolitik. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen (S) og Sofie Carsten Nielsen (R) under åbningsdebatten 2020 (torsdag 8. oktober) [FOTO: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne