Mikael Jalving: Blå blok taber, fordi de er holdt op med at tænke selv

RÆSONS KOMMENTARSERIE er gratis – takket være vores abonnenter: Magasinet er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Klik her for at tegne abonnement: 12 måneder koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister

Valgets tabere er tabere, fordi de gik tomhændede ind i en valgkamp, som de i begyndelsen så ud til at kunne vinde. Men de havde ikke gjort deres hjemmearbejde. År efter år har især Venstre og Konservative efterlignet deres konkurrenters politik og er holdt op med at tænke selv. Det bliver straffet. Når alt kommer til alt, foretrækker de fleste den ægte vare frem for kopien.

Kommentar af Mikael Jalving

Det er dagen derpå for de borgerlige partier. Ikke fordi festen var god, men fordi valget blev tabt med et brag. Det kræver ingen doktorgrad at se hvorfor. De to traditionelt store borgerlige partier Venstre og Konservative er skrumpet ind til næsten ingenting, fordi de i årevis har befundet sig i en tiltagende identitetskrise.

Allerede under Lars Løkke Rasmussen – og endnu mere under Ellemann – er Venstre blevet et venstreliberalt ingenmandsland. Imens vil De Konservative være progressive, og det er naturligvis en selvmodsigelse, som er dømt til at tabe. Fraset partiformandens talrige mangler og klumpedumpefejl under valgkampen er det alligevel lidt af en bedrift, at det ikke kan lykkes for et nominelt konservativt parti at vinde flere stemmer i en tid, hvor konservative strømninger går gennem Europa.

 

Valgets tabere er tabere, fordi de gik tomhændede ind i en valgkamp, som de i begyndelsen så ud til at kunne vinde. De havde ikke gjort deres hjemmearbejde
_______

 

Samtidig er Dansk Folkeparti reduceret til en skygge af sig selv, og end ikke de momentant populære afskalninger i form af Moderaterne og Danmarksdemokraterne kan skjule, at de borgerlige bredt forstået mangler at præsentere et salgbart alternativ til Socialdemokratiet og venstrefløjen. Og det er både, fordi de ikke tør, og fordi de ikke kan.

De to lyspunkter, Liberal Alliance og Nye Borgerlige, er undtagelsen, der bekræfter reglen. Den regel, der siger, at blå blok siden Anders Fogh Rasmussens virke ikke har formået at få bolden væk fra det massive klumpspil på midten i dansk politik.

I hjertet af det hele sidder Mette Frederiksen og smiler som Moder Danmark. Hun kan næsten gå på vandet og i hvert fald vælge at samarbejde med dem, hun lyster. End ikke Løkkes forsøg på at afpolitisere dansk politik – og holde de ”væmmelige” fløje ude – har virket. Socialdemokratiets fremgang vil sandsynligvis gøre ham overflødig.

Det sidste skal man ikke beklage. Ingen har som netop Lars Løkke Rasmussen omfavnet de internationale konventioner, adopteret et stedse mere føderalt EU, en tiltagende klimaideologi, multikulturalismen, normstormeriet og velfærdsstatens klientgørelse, og ført an i en optimistisk og liberal globalisme uden sans for de geo- og energipolitiske kendsgerninger. Løkke og hans efterfølgere har også ignoreret den demografiske forandring af Danmark, nægtet at forstå islams politiske konsekvenser, øget statens centralisering og medvirket til at ødelægge folkeskolen.

Intet er de kommet med selv. Bortset fra noget med skattelettelser og en langstrakt harme over minkskandalen.

Man kan ikke vinde valg uden at have noget at komme med. Socialdemokraterne og venstrefløjen kom med penge – altså andre folks penge – og løfter om tryghed og minimumsnormeringer. Valgets tabere er tabere, fordi de gik tomhændede ind i en valgkamp, som de i begyndelsen så ud til at kunne vinde. De havde ikke gjort deres hjemmearbejde. År efter år har især Venstre og Konservative efterlignet deres konkurrenters politik og er holdt op med at tænke selv. Det bliver straffet. Når alt kommer til alt, foretrækker de fleste den ægte vare frem for kopien.

Nu har de borgerlige så fået noget at tænke over. Opgaven kalder på en renæssance, hvor forsvaret, den national suverænitet og selvbestemmelse styrkes, færdigheder og dannelse fremmes i skole og uddannelse, mens kernefamilien respekteres, kønsforvirringen begrænses, islams indflydelse tæmmes, pseudoarbejdet afskaffes i stat og kommuner – og klimaet tilgodeses af ny teknologi, smarte og sikre energiløsninger i stedet for naturromantik og fritgående høns. Det er naturligvis lidt af en mundfuld – så det er bare med at komme i gang. Lad os se, om det sker. ■

 

Nu har de borgerlige så fået noget at tænke over. Opgaven kalder på en renæssance
_______

 

Mikael Jalving (f. 1968) er ph.d. i historie, journalist, forfatter og politisk debattør.

ILLUSTRATION: Jakob Ellemann-Jensen (V) og Søren Pape Poulsen (KF) under partilederdebat dagen derpå efter valget hos Publicistklubben hos DI i København, onsdag den 2. november 2022 [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]