Michala Clante Bendixen: Flertallet af borgere ved ikke, hvor galt det står til med asylpolitikken

28.07.2022

Den danske befolkning er ikke fremmedfjendsk, men den har gennem 20 år ladet sig manipulere af politikerne. Effekten af det såkaldte paradigmeskift er stadig ikke gået op for vælgerne.

Tegn abonnement nu: Denne artikel bringes i RÆSONS KOMMENTARSERIE, der er uden for betalingsmuren og altså gratis at læse. Det er kun muligt at lave dette indhold gratis takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inklusiv de 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler på sitet hver uge). Klik her for at tegne abonnement

Kommentar af Michala Clante Bendixen

Unge mennesker, som med smukt klingende dansk arbejder på vores plejehjem. Præmiestudenter, som får 12 i gennemsnit, selvom undervisningen foregår på et sprog, de lærte for få år siden. Hårdtarbejdende ansatte i industrien, som cheferne priser i høje vendinger.

Næh nej, de skal endelig ikke tro, de har nogen fremtid i Danmark – de skal hjem til Syrien eller Somalia, hvis der bliver bare en anelse mere fredeligt. Det er lige meget, om de dermed bliver adskilt fra deres forældre og søskende. Det gælder naturligvis også de syge, de gamle og torturofrene. Hvis man ikke kan forhandle med deres diktatoriske regimer om tvangshjemsendelse, så må de jo bo på udrejsecenter, indtil de vil rejse ”frivilligt”.

Det er princippet, det handler om! Flygtninge må endelig ikke slå rod i deres nye land, asyl skal kun være et kort besøg, hvor de kan lære om ægte demokrati, inden de skal tilbage til ruinerne, diktatoren, torturfængslerne, kvindeundertrykkelsen og alt det andet, de flygtede fra.

 

Nu er pengene ligegyldige: De skal ud, koste hvad det vil. Også selvom det koster 300.000 om året af skatteborgernes penge, og de i stedet kunne arbejde og betale skat
_______

 

Engang var det pengene, det handlede om: Flygtninge var alt for stor en udgift, så derfor satte man deres kontanthjælp ned til det halve og reducerede deres børnecheck og folkepension. Nu er pengene ligegyldige: De skal ud, koste hvad det vil. Også selvom det koster 300.000 om året af skatteborgernes penge, og de i stedet kunne arbejde og betale skat. Og det bekymrer os ikke, at de bliver psykisk syge og uarbejdsdygtige af at bo på udrejsecenter.

Paradigmeskiftet i virkeligheden
Effekten af det såkaldte paradigmeskift i udlændingepolitikken er stadig ikke rigtigt gået op for den danske befolkning, selvom der er opstået murren i det socialdemokratiske bagland. Paradigmeskiftet blev gradvist gennemført mellem 2015 og 2019. I den periode blev opholdstilladelserne sat ned til 1-2 år ad gangen, kravene til permanent ophold blev hævet så meget, at kun få hundrede om året kan leve op til dem nu, vurderingen af tilknytning til Danmark blev mere restriktiv, uddannelse tæller ikke for at få permanent ophold, og selv midlertidige og usikre forbedringer i hjemlandet kan føre til inddragelse af opholdstilladelsen.

I dag kan en flygtning miste sin opholdstilladelse efter 10 år, selvom hun taler flydende dansk, har taget en uddannelse, arbejder fuld tid, aldrig har overtrådt loven, og har hele sin familie boende her. Selv hvis hun har et barn på 8 år, som er født her og har boet her hele sit liv, regnes barnets tilknytning til Danmark ikke for tilstrækkelig. Dette eksempel er en konkret sag, jeg i øjeblikket sidder med. Det er kendsgerninger, som nok er ukendte for de fleste danskere, og som de simpelthen ikke kan tro på, når de hører om dem. Og det er da også helt utænkeligt i andre europæiske lande, hvor flygtninge stadig som udgangspunkt får permanent ophold efter fem år, og hvor det er realistisk at opnå statsborgerskab kort efter.

Inddragelsen af syriske flygtninges opholdstilladelser er konsekvensen af en nærmest endeløs række af stramninger. Indsatsen har haft et dobbelt fokus: At opbygge et billede af Danmark som det dårligste land at søge asyl i og at bejle til Dansk Folkepartis udslagsgivende vælgerskare. Begge dele er lykkedes over al forventning: Siden foråret 2016 er der kun kommet ganske få hertil, og Danmark ligger nu som nummer 20 blandt EU’s 27 stater målt i asylansøgere pr. indbygger – lige over Ungarn, Polen og de baltiske lande. Dansk Folkeparti sejrede sig selv ihjel, da vælgerne blev opslugt af Socialdemokratiet – selv Inger Støjberg har svært ved at finde på flere stramninger, efter at hun som minister fik gennemført mere end hundrede.

I sin iver efter at fremstå mest flygtningefjendsk har skiftende regeringer ladet målet hellige midlet og ignoreret enhver uheldig konsekvens. Danmarks omdømme som en ubestikkelig retsstat, som en stærk forsvarer af menneskerettighederne og som en stat, der tager internationalt ansvar, har lidt voldsom skade. I internationale medier fremstår Danmark direkte fremmedfjendsk, racistisk og med en utilsløret politisk styret asylbehandling af de syriske sager. Ministeren dømmes i en rigsretssag for ulovlig administration, men starter blot et nyt parti. Kilderne til statens egne Syriensrapporter tager afstand fra konklusionerne. Og Flygtningenævnet omgør 70 pct. af Udlændingestyrelsens beslutninger om inddragelse på trods af, at Støjberg fik skåret nævnets medlemmer ned til tre, hvoraf ét er en embedsmand i Udlændingeministeriet.

De vanvittige regler for familiesammenføring gør det umuligt selv for indiske topforskere og dansk-gifte amerikanere at leve her med deres ægtefæller og børn, selvom man har gjort alle mulige juridiske krumspring for at forskelsbehandle mellem dem, vi gerne vil have, og dem, vi ikke vil have. Danmark er nu så utåleligt at være i som flygtning, at selv en stor del af de afghanere, som havde arbejdet på vores ambassade, og som efter en nøje udvælgelse blev evakueret i Herkulesfly, valgte at tage imod USA’s tilbud om at starte et nyt liv på den anden side af Atlanten. Et bevis på, at fremtiden er afgørende for en flygtning, ikke velfærdsydelserne.

Flygtningelovgivningen gør kommunernes opgave umulig
Det danske arbejdsmarked, både private virksomheder og den offentlige sundheds- og plejesektor, skriger på arbejdskraft og unge, der vil uddanne sig indenfor de skrantende fag – men må i stedet vinke farvel til dygtige ansatte, som har mistet retten til at opholde sig og arbejde i Danmark. Unge smides ud af gymnasier og sosu-uddannelser, fordi de skal tilbage til det Somalia og Syrien, som er deres værste mareridt.

Kommunerne står efterhånden i en umulig situation, når de skal få integrationen og dagligdagen til at fungere. Flygtninge modtager så lave ydelser, at man ikke kan finde boliger, de kan betale. Målet med at lære dansk, tage en uddannelse og gennemgå jobtræning, er langsigtet – men alle risikerer nu at blive smidt ud af landet når som helst. Hele motivationen er væk, så alle de gode erfaringer med integrationsindsatser er spildt.

Endnu et eksempel: I en kommune modtager man en 15-årig afghansk dreng, som har overlevet den lange og farlige rejse hertil helt alene. Han får lagt uddannelsesplaner og flytter ind hos en plejefamilie, men den dag, han fylder 18, ryger han i udrejsecenter. Lynhurtigt og udenom alle normale procedurer finder man en bolig til et ukrainsk par med en 80-årig bedstemor, men må smide dem ud igen efter få måneder, fordi familien får afslag efter særloven – de forlod Ukraine en måned før den dato, særloven gælder fra. En syrisk familie er efter 6 år i Danmark faldet rigtigt godt til med job, venner og sprog. Men så beslutter staten at inddrage opholdstilladelsen, så de må opsige boligen og sælge møblerne. Efter et halvt år på udrejsecenter får de alligevel opholdstilladelsen tilbage, og så kan de starte forfra med at etablere sig, men nu har kommunen ikke noget ansvar for at hjælpe.

Danskerne ved ikke, hvor galt det står til
Det er svært for danskere at sætte sig ind i, hvad det vil sige at miste alt og være tvunget på flugt og starte fra bunden i et fremmed land – og så risikere at miste det hele én gang til. Men jeg tror på, at størstedelen af den danske befolkning ikke er fremmedfjendske. At flertallet stadig går ind for at overholde menneskerettighederne og er tilhængere af en rationel økonomisk politik. De ser gerne, at Danmark påtager sig et ansvar for verdens flygtninge på linje med andre rige lande, lever op til sit ry som retsstat og bakker op om fair og lige behandling. Hvis man yder sit bedste, skal man også have en fair chance.

Men den danske befolkning har ladet sig manipulere gennem 20 år af en negativ fortælling om, at asylansøgere lyver og snyder, at integrationen er helt slået fejl, at Danmark om få år er overvejende muslimsk, og at det i virkeligheden er mere humant at sende flygtninge til Rwanda.

Derfor er vi desværre nået dertil, hvor vi er i dag. Danmark går igen og igen enegang med diskriminerende, inhumane og usolidariske tiltag for flygtninge og indvandrere. Jeg vil påstå, at kun et mindretal af de danske vælgere i virkeligheden bakker op om den nuværende politik – flertallet har mistet overblikket og har ikke den direkte kontakt med de berørte. De ved ikke, hvor galt det står til. ■
 

Kun et mindretal af de danske vælgere bakker i virkeligheden op om den nuværende politik – flertallet har mistet overblikket og har ikke den direkte kontakt med de berørte
_______

 

Michala Clante Bendixen (f. 1967) er formand for foreningen Refugees Welcome og dansk koordinator for EU’s integrationshjemmeside EWSI.

ILLUSTRATION: Beredskabsstyrelsen opbygger teltlejr i Thisted til modtagelse af 400-450 flygtninge, 16. november 2015. [FOTO: Henning Bagger/Scanpix]