Michala Bendixen: Danmarks empati rækker kun til dem, der har blå øjne og lyst hår

23.03.2022

Ordet “nærområde” er noget, danske politikere selv har fået ind i asyldebatten – det er ikke et juridisk begreb og optræder ikke i Flygtningekonventionen. Danmark har ikke et større ansvar for en ukrainer end for en syrer, og de er begge to flygtet fra Putins bomber. Enhver kan se på tv, hvilke frygtelige oplevelser, ukrainerne flygter fra – men syrere kommer fra noget, der var langt værre, og de flygtede først efter flere års krig.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Michala Clante Bendixen

Alle danskere er dybt rystede over Putins forfærdelige angreb på Ukraine, og alle føler empati og trang til at hjælpe de millioner af uskyldige, som nu forlader deres land og alt, hvad de ejer for at finde sikkerhed et nyt og ukendt sted. Det er fantastisk og glædeligt at se, hvordan både stat, kommuner og civile samarbejder og lynhurtigt finder nye, fleksible løsninger på praktiske forhindringer – sådan skal vi modtage folk i nød!

Men min glæde overskygges af en bitter smag i munden – hvorfor denne pludselige U-vending? Hvorfor modtages tusinder af ukrainere nu med åbne arme af en integrationsminister, som for tre måneder siden glædede sig over, at de hårde danske regler havde fået os ned på en bundplads på listen over europæiske landes modtagelse af flygtninge? En regering, som har et mål om nul asylansøgere, opfordrer nu alle til at invitere de nyankomne på kaffe og hjælpe dem, allerede før de har fået opholdstilladelse.

Inger Støjberg har sagt det ligeud i et debatindlæg: drop nu alle omskrivningerne, og sig det, som det er – Vi kan bedre lide de hvide, kristne end de brune og muslimerne. Marcus Knuth er klar i spyttet, når han kalder alle afrikanere “migranter” og mener, at de skal blive i bomberegnen, selvom de har fået asyl i Ukraine. Det handler altså ikke om at redde menneskeliv, men om at hjælpe dem, vi godt kan lide. Danskere er næppe mere racistiske end andre europæere, vi siger det bare ligeud.

Ordet “nærområde” er noget, danske politikere selv har fået ind i asyldebatten – det er ikke et juridisk begreb og optræder ikke i Flygtningekonventionen. Danmark har ikke et større ansvar for en ukrainer end for en syrer, og de er begge to flygtet fra Putins bomber. Enhver kan se på tv, hvilke frygtelige oplevelser, ukrainerne flygter fra – men syrere kommer fra noget, der var langt værre, og de flygtede først efter flere års krig. Alligevel har Danmark bedt 600 af dem om at rejse tilbage til Assads ruiner – mest unge kvinder og ældre ægtepar. Eksjugoslavien ligger i øvrigt ikke længere væk end Ukraine, men de bosniske flygtninge blev tvunget til at bo i mere end to år i asylcentre og containere – de var jo muslimer og lignede lidt tyrkere.

I 2015 blev de mange asylansøgere omtalt som “migranter”, hvorimod ukrainerne i dag omtales som “flygtninge”. Det står i stærk modsætning til europæisk og international jura, hvor størstedelen af syrerne og eritreerne fik konventionsstatus, som er den stærkeste form for beskyttelse, hvorimod ukrainere højst ville få beskyttelse af humanitære hensyn. Det er en af grundene til, at EU fik travlt med at aktivere beskyttelsesdirektivet og Danmark med at vedtage en særlov. Ellers var ukrainerne endt i de udrejsecentre, som vi har designet til at gøre livet så utåleligt som muligt.

 

Når man finansierer modtagelsen af ukrainere med bistandsmidler, og dermed selv bruger de penge, som var afsat til verdens fattigste, bliver det nærmest kvalmende
_______

 

I det lys bliver den nye hjælpsomhed og humanisme ret usmagelig: Danmarks empati rækker kun til dem, der har blå øjne og lyst hår. Når man så endda finansierer modtagelsen af ukrainere med bistandsmidler, og dermed selv bruger de penge, som var afsat til verdens fattigste, bliver det nærmest kvalmende.

Men den danske smålighed stopper ikke her. Politikerne nævner “arbejdskraft” hver eneste gang, de taler om ukrainske flygtninge – og allerede før krigen blev herboende ukrainere udnyttet i landbruget med usle lønninger og forhold. Rekrutteringsfirmaer kører selv til Polen og henter ukrainske kvinder herop.

De seneste 15 år har jeg kæmpet for, at den danske stat skulle respektere flygtninges rettigheder, og for at den danske befolkning skulle forstå, at ingen flygter for sjov, og at en positiv modtagelse og støtte er altafgørende for en god integration fremover.

Gennem de 15 år er flygtninge kommet hertil fra Afghanistan, Syrien, Irak, Iran, Armenien, Tjetjenien, Congo, Eritrea, Somalia, Sri Lanka, Myanmar. Nogle af de krige og forfølgelser har stået på i generationer. Mange har været fængslet, tortureret, voldtaget. De har som regel prøvet forgæves at overleve i et naboland, inden de begav sig ud på den livsfarlige og dyre rejse til Europa. Man får ikke visum, hvis man kommer fra et farligt land, og hvis man overlever rejsen, bliver man stoppet på de interne grænser med barberbladspigtråd doneret af Tesfaye, tæsk og usle teltlejre.

I Danmark er de blevet mødt med mistænksomhed som “bekvemmelighedsflygtninge”, der bare vil have et nemt liv. De er blevet tvunget gennem årelange asylprocedurer med forhørsagtige interview, som har til formål at finde “huller” i deres historie og give dem afslag. I 2021 kom kun 3 pct. af de afghanske asylansøgere gennem nåleøjet.

Ukrainere ankommer som visumfri efter mindre end en måneds krig, bliver hentet i busser eller kan stige på et gratis tog, og de er sikret ophold, hvis de udfylder et onlineskema, som findes på ukrainsk, da Udlændingestyrelsen for første gang nogensinde har oversat en tekst på hjemmesiden til et andet sprog end engelsk. Dermed ikke sagt, at ukrainerne har det sjovt, men kontrasten skriger til himlen.

De danskere, som hjalp flygtningene i 2015, blev anklaget for menneskesmugling og fik store bøder for at give et lift, tilbyde en seng for natten eller købe en billet. Venligboerne blev latterliggjort som naive pladderhumanister, og folk som mig får jævnligt besked om, at vi er landsforrædere.

Vi bliver ved alligevel, og vi hjælper selvfølgelig også ukrainerne. Og det bliver der ekstra meget brug for, når de meget snart løber panden mod den mur af barrierer og kafkaske regler, som Danmark møjsommeligt har bygget op gennem årene for at skræmme flygtninge væk. Lad os håbe, at dette er et skridt på vejen til et mere humant asylsystem, og ikke blot en undskyldning for at lukke endnu mere af i fremtiden, fordi vi allerede har taget imod så mange fra Ukraine. ■

 

De er sikret ophold, hvis de udfylder et onlineskema, som findes på ukrainsk, da Udlændingestyrelsen for første gang nogensinde har oversat en tekst på hjemmesiden til et andet sprog end engelsk. Dermed ikke sagt, at ukrainerne har det sjovt, men kontrasten skriger til himlen
_______

 

Michala Clante Bendixen (f.1967) er formand for Refugees Welcome og dansk landekoordinator på EU’s integrationshjemmeside EWSI. ILLUSTRATION: Møde i Folketingssalen UNDER 2. og 3. behandling af særloven for ukrainske flygtninge, 16. marts 2022. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix] /em>