14.06.2022

”Der, hvor det begynder at blive uldent, er, hvis man suspenderer budgetloven for at bruge pengene på eksempelvis varmehjælp eller inflationshjælpepakker. Begynder man at lempe på budgetloven for at bruge penge på noget, der er politisk bestemt, bryder man sådan set med budgetlovens grundprincip, som netop er at binde politikerne, så de ikke træffer for kortsigtede beslutninger”

Interview med Michael Svarer, professor i nationaløkonomi, af Sofie Olesen

RÆSON: Vi skal snakke om offentlig gæld, og hvorvidt det kan og bør bruges som et middel til et opnå politiske målsætninger. På det seneste er der blevet skruet op for de politiske ambitioner med henblik på især forsvar og klima – to områder, som kræver finansiering. I den forbindelse er der blevet fremlagt en plan om at øge det offentlige underskud, hvilket du har kaldt en ”risikabel strategi”. Hvorfor er det risikabelt?

SVARER: Der er forskellige elementer i det. Dels er der et råderum i den offentlige økonomi, som er bestemt ud fra nogle ambitioner om at nå et bestemt mål ude i fremtiden. Med andre ord har vi nogle mellemfristede planer, der giver et finanspolitisk råderum, som man kan bruge. Men når vi bevæger os hen mod dette mål, må vi ikke bryde budgetloven, som på nuværende tidspunkt siger, at der må være et underskud på 0,5 pct.

Der er især to ting i det. Det ene er, at der er tale om, at man med 2030-planen, som kommer senere på året, vil lave et nyt balancepunkt i budgetlovet. Indtil man har den, er spørgsmålet så, om man vil bryde den eksisterende budgetlov eller ej. I forbindelse med, at man regnede med at modtage store mængder af ukrainske flygtninge, hvilket ikke er sket, var der tale om at suspendere budgetloven. Det kan man godt gøre i ekstraordinære tilfælde, så det er ikke så stort et problem.

Der, hvor jeg mener, det begynder at blive mere uldent, er, hvis man suspenderer budgetloven for at bruge pengene på eksempelvis varmehjælp eller inflationshjælpepakker. Gør man det, begynder man at lempe på budgetloven, som er et instrument, man har valgt at bruge for at have styr på de offentlige finanser. Vælger man at gøre det for at bruge penge på noget, der er politisk bestemt, bryder man sådan set med budgetlovens grundprincip. Formålet med budgetloven er netop at binde politikerne, så de ikke træffer for kortsigtede beslutninger i forhold til, hvordan man bruger skatteindtægterne. Hvis man suspenderer det for at lave noget, som egentligt er fordelingspolitik, er det på kanten af, hvad ånden i budgetloven er.

Det andet er den egentlige størrelse på det finanspolitiske råderum. Vi er i en situation, hvor det ser ret fornuftigt ud, når man kigger på finanspolitisk holdbarhed – altså sammenhængen mellem statens indtægter og udgifter på lang sigt. Det gør det af mange grunde, men den vigtigste er, at når vi lever længere, så stiger pensionsalderen også.

Der er altså en forventning om, at fremtidige generationer arbejder længere og længere. Det giver nogle forventede skatteindtægter og sparer nogle udgifter til pension, hvilket gør, at der på lang sigt er et ret stort råderum i den offentlige økonomi. Spørgsmålet er så, hvorvidt man kan begynde at bruge af det råderum nu, hvilket regeringen snakker om nu. I stedet for at finde finansiering af de 18 milliarder til øgede forsvarsudgifter et andet sted, fx ved at regulere skatterne, vælger man at tage fra råderummet. Det må man også godt, og det er ikke nødvendigvis uansvarligt – man skal bare være opmærksom på, at forudsætningen for, at det hænger sammen, er, at pensionsalderen bliver ved med at sige.

 

Formålet med budgetloven er netop at binde politikerne, så de ikke træffer for kortsigtede beslutninger i forhold til, hvordan man bruger skatteindtægterne. Hvis man suspenderer det for at lave noget, som egentligt er fordelingspolitik, er det på kanten af, hvad ånden i budgetloven er
_______

 

Der er altså mulighed for at øge de offentlige udgifter, og det kan også godt være fornuftigt, men man skal bare være opmærksom på, at vi har et regelsæt, der netop gør, at vi har godt styr på de offentlige finanser.

Udover at tage hensyn til råderummet og budgetlovens regler, skal offentlige udgifter selvfølgelig også være nogenlunde afstemt med konjunktursituationen. Bruger man mange penge i en situation, hvor økonomien er tæt på rødglødende, er det ikke hensigtsmæssigt rent konjunkturmæssigt, da man risikerer at skabe mere overophedning. Med henblik på diskussionen omkring inflation, risikerer man altså at skabe mere inflation, hvis man øger de offentlige udgifter. Forsvar og klima er vigtigt, så det er ikke fordi, at man ikke skal bruge penge – set med økonomiske øjne, skal det bare afstemmes med de omkostninger, der er ved det.

Der har været meget snak om netop budgetloven på det seneste. Sammenligner man Danmark med andre lande, og lytter man til de politiske argumenter – fx at ”den danske økonomi er bundsolid” – kan man nemt få den tanke, at det giver mening at øge det offentlige underskud. Hvorfor er vi egentligt så bange for offentlig gæld?

Danmark er en duks, når det kommer til offentlig økonomi, men det har vi ikke altid været. Går man tilbage til tiden omkring finanskrisen, var der udsigt til underskud på de offentlige finanser så langt øjet rakte. Det gjorde også, at da finanskrisen ramte, begyndte man at stramme op med genopretningspakken i 2010. Det gjorde man, fordi der var kæmpeunderskud på de offentlige finanser, og fordi man fik en henstilling fra EU om, at man skulle nedbringe det offentlige underskud. Det var en offentlig økonomi i ubalance.

Inden man vedtog budgetloven, så man budgetskred år for år, hvor de stigninger i offentlige udgifter, man budgetterede med i finanslovene, blev overskredet af de reelle udgifter. Det var med til at udhule sundheden i de offentlige finanser. Samtidigt havde man udsigt til en stigende gæld, i takt med at store generationer forlod arbejdsmarkedet, mens de nye generationer på arbejdsmarkedet var mindre.

 

Det er korrekt, at man har en sund offentlig økonomi, men det er et nyt fænomen. Nu er spørgsmålet så, hvordan man kan fastholde en sund økonomi
_______

 

Som reaktion på det, vedtog man budgetloven, kørte en relativt stram budgetstyring og lavede tilbagetrækningsreformerne. Det fik os til at gå fra ubalance til balance. Spørgsmålet er nu, hvorvidt vi har overgjort det. Kigger man på andre lande, har de større offentlig gæld, og det uden at have indført regler for stigende pensionsalder, som vi har. På et tidspunkt skal de gøre noget for at få deres offentlige finanser til at hænge sammen. Der har vi gjort i Danmark, men spørgsmålet er om vi har ramt rigtigt, og det er sådan set den diskussion, vi har nu, hvor vi snakker om, hvorvidt vi kan lempe budgetloven. Det er jo det, som vismændene, nationalbanken og finansministeriet har anbefalet, at man gør ved at ændre grænsen fra 0,5 pct. til 1 pct. – og det skal vi nok også regne med sker inden længe.

Man går altså i retning af at løsne tøjlerne i forhold til styringen af den offentlig økonomi, og det er der også plads til under forudsætning af, at pensionsalderen stiger. Så det er korrekt, at man har en sund offentlig økonomi, men det er et nyt fænomen. Det er ikke noget vi har haft i 20 år. Nu er spørgsmålet så, hvordan man kan fastholde en sund økonomi. Den største udfordring for dansk økonomi er, at vi står overfor en masse år nu, hvor rigtig store årgange forlader arbejdsmarkedet og bliver ældre og ældre, hvilket betyder, at behovet for hjælp fra det offentlige vil stige, og det giver udsigt til ret store stigninger i de offentlige udgifter. Teoretisk set, kan vi godt sige, at vi kan håndtere det, men spørgsmålet er, hvad der kommer til at ske i virkeligheden, når disse store grupper får behov for flere offentlige ydelser.

Hvis man fortsætter sådan, som de offentlige finanser er indrettet nu, vil man cirka indkræve i omegnen af 20 milliarder for meget i skat om året i gennemsnit, og det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt. Hvis man var fuldstændigt sikre på tallene, skulle man enten nedbringe skatterne eller øge de offentlige udgifter, så det gik nogenlunde i balance. Udfordringen er bare, at det for det første er meget usikkert og, for det andet, at estimaterne på nuværende tidspunkt er baseret på en stigning i pensionsalderen, der gør, at de nye generationer på arbejdsmarkedet skal arbejde til de er midt i 70’erne. Den pensionskommission, der lige har været nedsat, har anbefalet en mere mild stigning i pensionsalderen. Følger man deres model, fjerner man en ret stor del af det langsigtede finanspolitiske råderum, og så er man tilbage i en situation, hvor det kræver, at der er en løbende styring og mindre luft til at føre en lempelig politik.

Regeringen har forsvaret sin finanspolitik med det argument, at vi med krigen i Ukraine befinder os i en usikker situation, hvilket skaber nogle akutte behov. Regeringen har dog sagt, at det ikke må gå ud over danskerne. Er det en realistisk ambition?

Nej, det er det ikke. Set med økonomiske øjne må man kigge på det problem, man står over for og derfra beslutte, hvad den bedste medicin er. Da corona ramte, var udfordringen, at mange ting måtte lukke ned, hvorved mange erhvervsdrivende mistede deres forretningsgrundlag og måtte fyre medarbejdere. Der valgte man rent politisk den løsning – og den var jeg enig i – at holde hånden under økonomien, indtil man kunne genåbne. 

Vi står nu i en situation hvor vi har nogle udfordringer med henblik på forsvar og klima. Det kan man gøre noget ved. Spørgsmålet er, hvordan man gør det mest optimalt. På nuværende tidspunkt har vi en diskussion om, hvordan vi skal håndtere de prisstigninger vi har. Dilemmaet er, at hvis man vil hjælpe nogle, der er hårdt ramt af stigende priser, kan man give dem nogle penge til at kompensere for den faldende købekraft, de oplever. Giver man dem flere penge, bruger de dog også flere penge, hvilket øger efterspørgslen efter varer. Udfordringen er her, at efterspørgslen sådan set er for høj i forvejen, hvilket er en af grundene til, at priserne stiger. Dilemmaet er altså, at man kommer til at forstærke det inflationspres, der er, hvis man fører en lempelig politik.

Faktisk er det bedst, hvis inflationen bliver håndteret udenfor finanspolitikken, altså at pengepolitikken og centralbankerne selv har mulighed for at ændre på deres renter og deres opkøbsprogram, så de kan trække noget aktivitet ud af økonomien og derigennem få priserne til at falde.

Der er selvfølgelig nogle midlertidige forhold med henblik på corona og krigen i Ukraine, hvor det gælder om at håndtere dem. Det er dog lidt udenfor de danske politikeres område, hvilket begrænser, hvad de kan gøre. De kan godt give noget hjælp til grupper, der er hårdest ramt af forholdene. Det seneste forslag fra regeringen har i den forbindelse været at tage nogle penge fra de offentlige investeringer, hvorved man trækker noget aktivitet ud af økonomien, for at bruge dem på inflationshjælp. Hvis man vil det rent fordelingspolitisk, er det sådan set fornuftigt i forhold til den konjunktursituation, vi er i. Det er fint at ville hjælpe, men man skal sikre sig, at det instrument, man bruger, set med økonomiske øjne er det mest velegnede, og det afhænger af, hvilken situation man står i.

 

Vi er i en situation, hvor beskæftigelsen er steget gevaldigt og ligger over det strukturelle beskæftigelsesniveau. Ifølge den økonomiske håndbog, skal regeringen føre en stram finanspolitik
_______

 

Kan man sige at den finanspolitik, der bliver ført nu, på længere sigt kan komme til at kompromittere den velfærdspolitik, regeringen oprindeligt stod for?

Det kan man i nogen grad. Hvis man tager udgangspunkt i det mest konkrete eksempel, militæret, kan man sige, at hvis man bruger 18 milliarder om året fremadrettet, er det klart, at de penge ikke kan bruges på noget andet. De finansieres ved, at man siger, at det er der plads til i budgettet. Hvis det viser sig ikke at holde stik, og vi ikke får de indtægter, vi regner med, er det klart, at de 18 milliarder ikke kan bruges et andet sted. Dermed kan det komme til at gå ud over den fremtidige velfærd. Undlader man at øge grænsen i budgetloven, kommer der en årrække, hvor man kommer til at ligge meget tæt på underskudsgrænsen, hvilket vil sige, at man kan komme i en situation, hvor man bliver nødt til at stramme op.

Der er også den problematik, at hvis man bruger penge på militæret, skaber det aktivitet i økonomien. Hvis man er i en situation, hvor det er svært at finde arbejdskraft, kan man risikere, at man trækker arbejdskraft ind til militæret, som alternativt kunne have været brugt på velfærdsområdet, hvor der også er stor mangel på arbejdskraft. Der er altid alternativomkostninger – spørgsmålet er blot, hvad de kommer til at gå ud over. Det kan være velfærden, men det kan også være den private sektor.

Har vi reelt kurs mod en overophedning af den danske økonomi, som Nationalbanken og de økonomiske vismænd har advaret mod, hvis regeringen fortsætter sin nuværende finanspolitik?    

Risikoen for overophedning er aftaget i takt med krigen i Ukraine og de stigende energipriser. Der er altså mindre aktivitet i økonomien. Byggesektoren er bremset gevaldigt op, og arbejdsmarkedet begynder at blive mindre overophedet. Vi er dog i en situation, hvor beskæftigelsen er steget gevaldigt og ligger over det strukturelle beskæftigelsesniveau. Ifølge den økonomiske håndbog, skal regeringen føre en stram finanspolitik. Det var der sådan set også lagt op til med finanslovsforslaget, men der er siden kommet en masse tillægsting, som for eksempel udgifter til militæret, varmehjælp mm. Det har ført til en mere lempelig finanspolitik, end der var lagt op til. Man kan godt argumentere for, at der har været nogle akutte behov, men det ændrer balancen i, hvordan man håndterer den økonomiske situation bedst. Lige nu er der gang i den danske økonomi, og selvom der er en afmatning forude, er der risiko for, at man understøtter aktiviteten, og at det kommer til at sætte sig i lønningerne og priserne, hvorved man forstærker inflationen. 

 

På mange måder ville det være bedre, hvis vi kunne få en blød landing, hvor vi får en lavere økonomisk aktivitet, hvilket ikke ville gøre så meget, fordi vi ligger på et højt niveau
_______

 

Jeg er fuldstændigt på linje med både nationalbanken og vismændene i, at det er fornuftigt at undgå at spytte for meget aktivitet ud i økonomien. Og det er ikke på grund af underskuddet eller gælden, men fordi det er uhensigtsmæssigt i forhold til konjunktursituationen, og fordi man gerne vil undgå, at der lige pludselig kommer en meget kraftig korrektion, hvor beskæftigelsen eller boligpriserne falder meget kraftigt, hvilket ville ramme husholdningerne. Dem der står først for til at miste deres job, er nogle af de grupper, der er kommet ind på arbejdsmarkedet under højkonjunkturen, og de vil have svært ved at finde arbejde igen.

På mange måder ville det være bedre, hvis vi kunne få en blød landing, hvor vi får en lavere økonomisk aktivitet, hvilket ikke ville gøre så meget, fordi vi ligger på et højt niveau, men hvorigennem vi undgår et kraftigt fald. Det er det, man gerne vil opnå ved at føre en mere moderat politik, hvor man kan fastholde den aktivitet, vi har nu, uden at det giver en stor korrektion.

Statsministeren åbnede på grundlovsdag for snakken om et samarbejde over midten efter næste folketingsvalg. Er det udtryk for en tilbagevenden til en forsigtig økonomisk politik forankret på midten?

Nej, det mener jeg egentligt ikke. Nogle af de store ting, vi har talt om, har været bredt funderet: Det har været brede forlig, der har støttet op om både forsvarsinvesteringerne og coronapakkerne, så jeg synes ikke – uden at være politisk analytiker –, at man kan sige, at denne regering på de overordnede linjer ført en markant anderledes økonomisk politik, end jeg ville have forventet af en regering baseret på blå partier. De ville nok have prioriteret nogle andre finanspolitiske instrumenter, men jeg synes ikke, at der har været nogle signaler fra de blå partier om, at de har været meget imod regeringens initiativer på de områder, vi har talt om. I forbindelse med for eksempel inflationshjælp mente de bare, at hjælpen skulle fordeles anderledes.

Jeg tolker det altså ikke som et signal om, at det skal føre til en anden hovedlinje i den økonomiske politik. En regering over midten ville selvfølgelig føre til, at der er nogle finanspolitiske instrumenter, som vi ikke kommer til at se blive brugt, men i forhold til de overordnede hovedlinjer, tror jeg ikke, at den nuværende regering stikker alvorligt ud i forhold til, hvad en regering til højre for midten ville have gjort i samme situation.■

 

I forhold til de overordnede hovedlinjer, tror jeg ikke, at den nuværende regering stikker alvorligt ud i forhold til, hvad en regering til højre for midten ville have gjort i samme situation
_______

Apropos denne artikel:

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?