Michael Kristiansen: Valget efterlader Danmark med en bomstærk Mette Frederiksen og en opposition, som ikke eksisterer
02.11.2022
”Regeringsforhandlingerne vil stå omkring de fem gamle partier plus Løkke, og så vil Frederiksen håbe, at hun kan holde De Radikale ude. For Venstre er det de facto at opgive at få Ellemann som statsminister næste gang, hvis de går med. Søren Pape bliver aldrig statsminister i Danmark. Det tror jeg også, at de konservative, når de vågner, vil indse. Så kunne et regeringssamarbejde være en vej ud for ham?”
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSON: Helt overordnet, hvordan læser du gårsdagens valgresultat?
KRISTIANSEN: Lige nu er man nødt til at tage det forbehold, at fintællingen flytter et mandat. Det er jo to fuldstændig vidt forskellige verdener med det sidste mandat. Havde vi haft et mandat til den anden side, havde vi haft en samtale, der handlede om, at dansk politik var brudt op. Det var helt uforudsigeligt at sige, hvad der så ville ske. Mette Frederiksen ville være favorit til at blive statsminister, grundet det flotte valg, men der havde også været en udlægning, der handlede om, at der var en lang række partier, som ønskede en anderledes form for regeringsførelse.
Men hvis valgresultatet står til troende, viser det jo, at Socialdemokratiet har haft et helt fantastisk valg efter en meget stringent kampagne, som har vist, hvor viljestærk statsministeren er. Hun vil simpelthen være statsminister. Så da hun fik at vide i sommers, at Radikale ville vælte hende i slow motion, så gik hun simpelthen i gang med at lægge en plan for, hvordan hun kunne vinde et valg, hvor hun selv havde mistet magten over valgudskrivelsen. Og det viser et meget stærkt Socialdemokrati med en meget stærk statsminister, som har fået et valg, hvor de nu er mere end dobbelt så store som det næststørste parti.
Og det er så den anden del af den overordnede læsning, at blå blok er sprunget fuldstændig i luften. Der er ikke nogen opposition. Det, der har været motoren i det borgerlige Danmark nærmest altid – nemlig Venstre og Konservative – er nu samlet reduceret til en størrelse, som er mindre end det, Venstre var efter sidste valg. Og så har vi fået to partier – Danmarksdemokraterne og Moderaterne – som på ingen tid har fået stort set det samme antal stemmer som de to partier. Hvem er opposition i dag? Hvem er oppositionsleder? Det er svært at se.
Så hvis Frederiksen lykkes med at binde Moderaterne til et regeringsprojekt, vil det være en regering uden en reel opposition?
I hvert fald vil oppositionen være af en helt anden karakter end det, vi plejer at se. Så tror jeg faktisk, at det nærmest bliver Alex Vanopslagh, som kommer til at lede oppositionen. Og det er jo det, der i virkeligheden også var så grotesk ved den her valgkamp. Vi havde en valgkamp, hvor statsministeren var blevet tvunget til at udskrive valg, men hun var den eneste, der havde styr på valgkampen.
De Radikale fjumrede rundt og nåede aldrig at tale om andet, end hvorfor de havde væltet hende. Og Venstre og Konservative førte to mystiske kampagner. Selv hvis man ser bort fra Papes sammenbrud og hans dårlige historier, var der jo ikke nogen samklang mellem den økonomiske plan, de præsenterede, og så „en sikker borgerlig stemme‟, som der stod på hans valgbus. På Venstres stod der, „ansvarlig og realistisk‟, men man måtte jo spørge sig selv: Hvad vil I?
Jeg føler mig helt overbevist om, at Frederiksen kommer til at tilbyde både Venstre og Konservative en mulighed for at indtræde i en regering
_______
Hvad er opgaven så nu for blå blok? Kommer de til at sidde uden for de kommende regeringsforhandlinger?
Det ved jeg ikke, om de gør. Mette Frederiksen står så stærkt, at hun kan tillade sig at tage det stille og roligt, og hun er nødt til at prøve det brede af. Det sagde hun også i går aftes. Så det bliver hun nødt til, og det gør hun også.
Og hvor langt vil hun gå for at få den brede regering?
Jeg tror egentlig, at hun vil gå rimelig langt. Enhedslisten har jo fået en blodtud, som ikke gør dem mere medgørlige i den kommende tid, og det med at have et parlamentarisk grundlag bestående af Alternativet og Enhedslisten, når der skal laves reformer, det giver jo ingen mening. Så det bedste for hende ville faktisk være, hvis hun kunne lykkes med sin manøvre. Jeg føler mig helt overbevist om, at hun kommer til at tilbyde både Venstre og Konservative en mulighed for at indtræde i en regering. De to partier er, ligegyldigt hvad de siger, i en dyb krise, og den skal de finde en vej ud af.
Men ville det give nogen mening at gå i regering på den baggrund?
Det må vi se. Deres strategiske boldøje i den her valgkamp har været til at overse, så man kan jo næsten tro, at de kan finde på hvad som helst. Men hvis Ellemann går ind i sådan en regering, så er det nærmest det samme som at fraskrive sig muligheden for at blive statsminister på noget tidspunkt, for så bliver han jo rullet ind i det. Men det kan også være, at han efter den her valgkamp erkender, at det måske heller ikke er det, han skal være.
Men du tror, at Frederiksen i første omgang vil gå efter en bred S-M-SF-V-K-regering, eller hvilke konstellationsmuligheder ser du som de mest realistiske?
Der er rigtig mange konstellationsmuligheder, og jeg synes, at det er meget sjovt, at du ikke nævner De Radikale, for dem tror jeg heller ikke, at Frederiksen har så meget i tankerne i første omgang. Dem vil hun rigtig gerne slippe for, og det er jo, fordi hun ikke stoler på dem. Og det kan man et eller andet sted også godt forstå, at hun ikke gør. Til gengæld er hun nødt til på en eller anden måde at holde SF tæt på sig, for de har været så loyale. Og Pia Olsen Dyhr ville være farlig at have til at stå uden for, for så risikerer hun at tabe alle sine vælgere mod venstre, hvis de bliver sure. Så hun er enormt vigtig, og SF er en helt relevant spiller, som Mette Frederiksen skal have en rigtig god forklaring for ikke at tage med i en regering.
Moderaterne har jo fået et rigtig flot valg og kommer ind med mange mandater. Hvad kan de bruge dem til, nu hvor vi står med et rødt flertal? Hvad vil de spille med i regeringsforhandlingerne?
Det gør i hvert fald Løkkes muligheder for at blive den helt store kongemager noget mindre. Han kan ikke svinge taktstokken, som han kunne, hvis det havde været anderledes. Det er også derfor, du ser ham tale om de nordatlantiske mandater, og at der ikke er et rødt flertal i Danmark, og det har han jo også ret i. Men han er nødt til konstruktivt at gå ind i det her, og han er nok den, der er nemmest at trække ind, for hvad skulle han ellers lave?
Hvad med De Radikale? De har fået en vælgerlussing, men de sidder stadig og er tungen på vægtskålen, hvor de i princippet kan gå begge veje. Hvad bliver deres rolle, og hvad kan de finde på?
Det er jo ikke første gang i historien, at de borgerlige har givet Radikale et desperat tilbud – jeg tror endda, at de engang tilbød Vestager at blive statsminister, hvis hun ville undlade at pege på Nyrup. Men De Radikale har fået så mange tæsk, at de nærmest ikke er i stand til at indgå i en regering. Men omvendt og netop for et parti som De Radikale kunne det måske være en udvej at komme i regering og at gendanne partiet derfra. Så jeg tror, at de vil søge det, alt hvad de kan. Det er derfor, Sofie Carsten Nielsen i går holder en lille dør på klem for, at de kunne finde på at gå med de blå. Hun siger det jo ikke så lige ud, men jeg tror, at når hun siger det, så er det for at fortælle Mette Frederiksen, at nu skal hun passe på med at glemme dem. Men jeg anser det for at være komplet usandsynligt.
Det er jo ikke første gang i historien, at de borgerlige har givet Radikale et desperat tilbud – jeg tror endda, at de engang tilbød Vestager at blive statsminister, hvis hun ville undlade at pege på Nyrup
_______
En ting er, at Radikale flirter med de borgerlige, men noget andet er, at de jo bliver nødt til at lave en form for politisk program eller fælles forståelse, og det kan De Radikale jo ikke med Nye Borgerlige og Danmarksdemokraterne – det ville blive for syret.
Så det er mest af alt bare en trussel for at gøre sig relevante over for Mette Frederiksen?
Ja, og det kan jeg også godt forstå, at Sofie Carsten Nielsen har behov for. De har jo haft et forfærdeligt valg, og hele deres fortælling om politik er fuldstændig faldet til jorden med et brag. Så hun er nødt til at finde en kattelem ind, hvor hun kan gøre sig relevant, for Mette Frederiksen har på ingen måde lyst til at have De Radikale med i noget som helst.
I forhold til Moderaterne og Socialdemokraternes mulige samarbejde, har Løkke jo haft en advokatvurdering af minkforløbet som et krav. Er det kort tabt nu?
Det kan jo gøres rimelig hurtigt. Grundlæggende tror jeg ikke, at Mette Frederiksen er bekymret for det, men det er selvfølgelig bizart at danne en regering og så starte med at udtrykke mistillid til den valgte statsminister. Jeg tror, at hun vil gå rigtig langt for at undgå den. Men alle kan jo huske, at Løkke har sagt det, og at han har været insisterende på det. Så jeg synes både, at det er svært at se, at han skulle kunne løbe fra den, men det er også svært at se, at Mette Frederiksen med så godt et valg i ryggen skulle sige, at okay, så tager vi den.
Hvis vi bare tager det, som det står nu med mandatfordelingen, så ser vi et enormt spinkelt rødt flertal. Ét mandat – en fra fx Alternativet eller Radikale, som går til Moderaterne eller lignende – vil kunne vælte det hele. Hvor meget betyder det for, hvad man tør fra Mette Frederiksens side ift. at basere sig på et rødt flertal?
Det er jo den eneste power, de blå har ved de kommende forhandlinger. Frederiksen kan måske godt lave klima med rød blok, men hun kan ikke føre reformpolitik med det parlamentariske grundlag.
Hvorfor har de borgerlige ikke prøvet at gøre noget mere for, at man kunne få et blåt mandat på Grønland? Det er jo ikke naturgivet, at det bliver to røde hver gang. Hvis de brokker sig så meget over det, må de jo gøre noget ved det
_______
Så det får hende til at søge bredt?
Ja, men hun har jo formået i den seneste valgperiode at spille alle ud mod hinanden og lave virkelig mange brede aftaler. Der havde hun så et noget mere solidt parlamentarisk grundlag, men ofte har hun jo skiftet Enhedslisten ud. Men det er svært at forestille sig, synes jeg, at lave en, to tre eller fire finanslove på det her parlamentariske grundlag. Så jeg synes, at det er klogt, det hun gør, når hun afsøger noget andet. Hun har brug for noget mere bund under sig med den politik, hun gerne vil føre.
Noget af det, der bliver snakket om i dag, er de nordatlantiske mandater, hvor det i øjeblikket er de grønlandske mandater, der afgør det hele, for der er ikke noget flertal uden dem. Og så har der selvfølgelig været snak om, hvad de vil kræve for det. Tror du, at der er noget reelt i de spekulationer?
Det vil jeg se, før jeg tror det. Det er jo heller ikke, fordi de nordatlantiske mandater synes, at det er en fest det her. De bryder sig grundlæggende ikke om at være udslagsgivende. De vil hellere gå under radaren. Men jeg kan spørge mig selv om, hvorfor de borgerlige ikke har prøvet at gøre noget mere for, at man kunne få et blåt mandat på Grønland? Det er jo ikke naturgivet, at det bliver to røde hver gang. Så hvis de brokker sig så meget over det, må de jo gøre noget ved det.
I sin tale nævnte Frederiksen reformsporet som helt centralt for en kommende regering. Indvarsler det en ny periode a la Thorning-Corydon, ovenpå den seneste valgperiode, hvor de har søgt tilbage mod et mere klassisk rødt spor?
Vi må se, hvad det bliver til. Hvis der var noget, der var helt tydeligt i valgkampen, så var det, at politikerne var enormt famlende ift. hvad det egentlig vil sige, når man taler om reformer. Den eneste, der faktisk er kommet med noget substans på det område, er jo Løkke. Der har man en politiker, som fx når man taler om sygehuse, faktisk ved, hvad han taler om, mens mange af de andre politikere bare siger, at de vil have nogle reformer, uden at de helt rigtig ved, hvad det betyder. Det er som om, de ikke rigtig har gjort sig den ulejlighed at komme nogle spadestik dybere. Der har Mette Frederiksen også lidt et forspring ift. især V og K, fordi hun faktisk virker, som om hun har gjort sig nogle tanker. Hvad det præcis er, ved vi faktisk ikke, for hun har holdt kortene tæt ind til kroppen. Men det ender ikke som en ny Corydon. Jeg tror ikke, at hun går den vej. Hun tror på det, hun har groet i egen socialdemokratisk have. Men jeg tror, at vi får en mere reformorienteret, Corydon-agtig periode.
Jeg tror, at vi får en mere reformorienteret, Corydon-agtig periode
_______
Og det betyder vel, at Enhedslisten kommer til at blive kørt ud som en fløj, der kommer til at stå meget mere uden for, end de kommer til at være med?
Ja, især når vi taler økonomisk politik og reformer af velfærdssamfundet. Det bliver interessant at følge Enhedslisten i de kommende regeringsforhandlinger. De har jo reelt intet fået ud af at være så loyale, som de har været i den forgangne periode. De har selvfølgelig fået noget politik ud af det, men de har også givet mange indrømmelser, og de har trukket sig de gange, hvor det var virkelig farligt for regeringen. Ift. mink, så hader de mink så meget, at det næsten var givet, at de ikke ville gå hårdere til den, men der har været nogle situationer, hvor de i virkeligheden godt kunne have gjort livet surere for Mette Frederiksen, end de gjorde. Og man kunne mærke på Mai Villadsen i afslutningsdebatten, at hun virkelig var indigneret og rasende over, at Mette Frederiksen siger, at selvom det blev rødt, så vil hun gå bredt. Det er virkelig en rød klud i hovedet på Enhedslisten. Og der er en grænse for, hvor meget de kan holde til.
Alt andet lige, med det valgresultat her, i forhold til de scenarier, vi havde forestillet os, hvis Løkke havde haft de afgørende mandater, så er udsigten vel, at regeringsforhandlingerne bliver en noget kortere proces end vi kunne have forventet? Hvad ser du for nogle uger foran os?
Det er også sådan, jeg ser det. Det bliver meget kortere. Løkke kan ikke sætte det på standby. Nu behøver det ikke nødvendigvis at tage længere tid, end det plejer, for hvorfor skulle det det? Hun finder ret hurtigt ud af efter nogle møder, om V og K vil noget, og om Radikale vil gå blåt, vil man også hurtigt finde ud af. Så det handler om at finde ud af, om V og K er til noget, om hun kan splitte dem, eller om de vil gøre det sammen, og hvad prisen er på Løkke. Og den er selvfølgelig blevet mindre, end den var forudset at være.
Så det mest sandsynlige scenarie er, at hun får skrallet det meste af blå blok af rimelig hurtigt, og at hun så ender med at stå med Løkke, Radikale, SF og så bliver det en konstellation i den dur?
Det vil stå omkring de fem gamle partier plus Løkke, og så vil Frederiksen håbe, at hun kan holde De Radikale ude. Det er svært at se med Venstre. Det er lidt de facto at opgive at blive statsminister næste gang for Ellemann, hvis de går med. Søren Pape bliver aldrig statsminister i Danmark. Det tror jeg også, at de konservative, når de vågner, vil indse. Så kunne et regeringssamarbejde være en vej ud, også for ham? Så der er umiddelbart større sandsynlighed for, at de kunne gå med. ■
Man kunne mærke på Mai Villadsen i afslutningsdebatten, at hun virkelig var indigneret og rasende over, at Mette Frederiksen siger, at selvom det blev rødt, så vil hun gå bredt. Det er virkelig en rød klud i hovedet på Enhedslisten. Og der er en grænse for, hvor meget de kan holde til
_______
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
ILLUSTRATION: Mette Frederiksen ankommer til scenen under valgaftenen, 2. november 2022 [FOTO: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
