Michael Kristiansen: Udlændingepolitikken er passé, og det er den største udfordring for Morten Messerschmidt

25.01.2022

”Morten Korch, røde pølser og Hjallerup Marked er de gamle dyder om danskhed, som Messerschmidt gerne vil søge tilbage til. For med tiden er Dansk Folkeparti jo blevet bygget meget op om udlændingepolitik, og det er jo det, Messerschmidt prøver lidt at løsrive sig fra.‟

Interview af Albert Søgaard Thomsen

EFTER FIRE VALGNEDERLAG og en lang periode med interne konflikter, der er blevet blæst op i pressen, har Kristian Thulesen Dahl trukket sig som formand for Dansk Folkeparti. I hans sted er den længe formodede kronprins, Morten Messerschmidt, trådt til, da han i weekenden vandt kampvalget ved partiets ekstraordinære årsmøde efter en beskidt intern valgkamp. Flere spår dog, at kampvalget om formandsposten har været den nemme del af opgaven, og at udfordringerne for Messerschmidt, der skal samle partiet og genvinde vælgernes gunst, først starter rigtigt nu. RÆSON har sat politisk kommentator Michael Kristiansen i stævne.

RÆSON: Morten Messerschmidt fik en sejr med 499 af de 828 delegerede stemmer. Martin Henriksen fik 219, mens Merete Dea Larsen fik 107 stemmer. Er det et klart mandat, Messerschmidt har vundet, eller vidner det om et splittet bagland, at han ikke har fået en større andel af stemmerne?
Kristiansen: Hvis man går lidt tilbage, til da hans kandidatur blev meldt ud, så tror jeg nok, at man havde forventet, at han ville få en større andel af stemmerne. Men jeg synes  stadigvæk det er et forholdsvist klart mandat. Det er jo ikke en hårfin afgørelse, og der er ikke nogen tvivl om, at det er godt for Morten Messerschmidt. Men det er ikke et slam-dunk. Det er det på ingen måde. Stemmerne på de andre to kandidater giver også udtryk for en anden linje end Morten Messerschmidts. Så et fornuftigt, men ikke utvetydigt resultat til Messerschmidt.

En af hans første og største udfordringer er at samle Folketingsgruppen. Og selvom han måske har været den kandidat med den største, eksplicitte opbakning fra Folketingsmedlemmer, så har der også været flere, der har positioneret sig i direkte opposition til ham. Både Liselott Blixt, Marie Krarup og Bent Bøgsted har udtalt, at de måske ville melde sig ud, hvis han blev valgt. Er han i virkeligheden på en umulig opgave?
Det kommer an på, hvad opgaven er. Hvis opgaven er at holde sammen på alle og undgå at nogle af de prominente medlemmer forlader partiet, så tror jeg, det er en umulig opgave. Og det er også helt tydeligt, at der er nogle personlige opgør, som kan være umulige at klinke.

Jeg synes, han har tre markante udfordringer, som han ikke rigtigt er herre over: Den ene udfordring er Inger Støjberg. Det er jo helt tydeligt, at Støjberg ikke er færdig i politik. Så hun ligger og rumler med et eller andet projekt, som hun ikke har så travlt med. Hvis hun tænker, at valget kommer til næste år – og det tror de fleste af os, at det gør – så behøver hun ikke at springe ud med et eller andet politisk projekt de næste 14 dage. Hun skal også afsone en dom, og det er nok på den anden side af dét, at hun vil begynde at melde klart ud. Og hun vil jo have en eller anden tiltrækningskraft på en række af de prominente DF’ere, som ikke er en del af Messerschmidts hold. Og det er en kæmpe udfordring, for hun vil helt tydeligt markere en anden politisk linje, end den linje, der er lagt af Messerschmidt, som går tilbage til Pia Kjærsgaards velfærdslinje. Hun vil komme farende med en meget tydeligere udlændingepolitisk dagsorden, der ligger mere til Martin Henriksen, Kristian Thulesen-Dahl og Marie Krarup. Så det er en kæmpe joker for Messerschmidt, og det er i virkeligheden en ligeså stor joker som den retssag, han har hængende over hovedet.

Den anden store udfordring, han har, er retssagen om Meld og Feld. Det kan godt være, at han har fået overtalt sig selv og sine støtter til en opfattelse om, at han bliver frikendt, men det er lidt en besværgelse, mere end at det har realismen over sig. Så det kan vælte projektet fuldstændig.

Den tredje udfordring er Pia Kjærsgaard. Det bliver meget interessant. Pia Kjærsgaard er ikke den samlende figur i partiet mere – måske snarere tværtimod. Og hvordan han manøvrerer dét, og hvilken position hun skal have, og ikke mindst hvilken position forestiller hun sig? Det ved vi jo ikke helt.

 

Pia Kjærsgaard er ikke den samlende figur i partiet mere – måske snarere tværtimod. Og hvordan han manøvrerer dét, og hvilken position hun skal have, og ikke mindst hvilken position forestiller hun sig?
_______

 

Hun har jo selv udtalt en forventning eller et ønske om at komme tættere på ledelsen. Er der noget, der kunne tyde på, at hun får en mere betydelig rolle?
Hvis Pia Kjærsgaard har et ønske om det, så tror jeg, hun vil insistere på det. Og det tror jeg ikke nødvendigvis er godt for freden. Det kan godt være et af de halmstrå, der får nogle af dem, der ikke tror på projektet, til at gå andre steder hen. Så hvor det for et par år siden ville være en klar fordel og styrke at have Pia Kjærsgaard som sin støtte, så er det ikke helt tilfældet længere.

Du nævner Inger Støjberg som en klar udfordring og du nævner, at hun har en politisk linje, der stemmer mere overens med Kristian Thulesen-Dahls og Martin Henriksens. Kan man forvente, at Thulesen-Dahl og Henriksen kommer til at kunne få en fremtrædende rolle i Dansk Folkeparti?
Det tror jeg simpelthen ikke på. Det er klart, at Messerschmidt skal passe på, at han ikke kører Thulesen-Dahl over og giver ham et eller andet ligegyldigt ordførerskab. Det ville være en klar krigserklæring, og den fejl kommer han ikke til at begå.

Men han kan ikke holde på Thulesen-Dahl, hvis Thulesen-Dahl vil lave noget sammen med Inger Støjberg. Og det kan Thulesen-Dahl ikke gøre lige nu og her, for så vil det jo virke som om, at det er Thulesen-Dahl, der ikke er loyal over for partiet. Så han har også brug for noget tid. Fx hvis Messerschmidt laver en fejl, bliver dømt eller et eller andet, der gør, at det er legitimt for Thulesen-Dahl at gå et andet sted hen. For det er jo helt tydeligt, at Thulesen-Dahl og Inger Støjberg er utroligt tætte. Det kan man jo se. Både på Thulesen-Dahls forsøg på at få hende med om bord, men også når de sidder i radioen sammen, og Støjberg siger, at hun forventer, at de får en masse med hinanden at gøre fremadrettet. Der er nogle meget tydelige signaler om, at de to har noget kørende. Hvad det så er, det er der ikke rigtigt nogen af os, der ved endnu.

Jeg føler mig helt sikker på, at Thulesen-Dahl havde håbet på, at Martin Henriksen ville vinde, og at han så på den måde kunne få Inger Støjberg ind i Dansk Folkeparti. Men Inger Støjberg i et Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt som formand, tror jeg ikke et øjeblik på.

 

Thulesen-Dahl havde håbet på, at Martin Henriksen ville vinde, og at han så på den måde kunne få Inger Støjberg ind i Dansk Folkeparti. Men Inger Støjberg i et Dansk Folkeparti med Morten Messerschmidt som formand, tror jeg ikke et øjeblik på
_______

 

I hans kandidattale nævnte Morten Messerschmidt også lidt om sin politiske platform. Netop som du nævner, snakkede han mere om danskerne og mindre om udlændinge. Han ville sætte danskerne og Danmark først, og ifølge ham skal “Danmarkssagen” samle partiet. Hvad er det for en politisk platform, han prøver at skabe?
Messerschmidt er jo en ret nationalkonservativ figur, og det har han sådan set altid været. Så det er der ikke noget nyt i. Det er jo lige dele fædrelandsromantik og borgerlighed. Det er den blanding, som han altid har stået for, men med en charmerende, intellektuel overbygning. Og det har jo rødder i Dansk Folkeparti. Når jeg tænker på de årsmøder, jeg har dækket som journalist for virkelig mange år siden, så var det som at træde ind i en Morten Korch-kulisse; røde pølser, hestemarkeder og Hjallerup Marked, som indeholdt en masse grundlæggende idéer om danskhed. Og det er dét, han gerne vil søge tilbage til. Og det tror jeg sådan set også, der er et marked for, selvom markedet for det måske er blevet lidt mindre. Og med tiden er partiet jo blevet bygget meget op om udlændingepolitik, og det prøver han jo på en eller anden måde at løsrive sig fra. Hvis man skal se det fra hans perspektiv, så er jeg bekymret for, at Inger Støjbergs udgave af det samme har lidt større gennemslagskraft qua hendes person.

Ja, for er Morten Korch-kulissen ikke også noget af det, Socialdemokratiet har vundet på tilbage ved valget i 2019?
Ja, ellers kan man se det sådan, at Socialdemokratiet fik de gamle socialdemokratiske vælgere, der havde bevæget sig over til Dansk Folkeparti, tilbage. Men de vandt jo ikke valget i 2019, de gik faktisk procentuelt tilbage i 2019, selvom de fik flere mandater pga. stemmespild. Men det er jo ikke en fortælling, som for alvor har fat i vælgerne på nuværende tidspunkt. Det så vi jo også ved det seneste kommunalvalg. Selv hvis man lægger alle stemmerne sammen for Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, så er det ikke dét, der er den vælgermæssige flodbølge længere. Det var udlændingepolitikken tilbage i 00’erne. Den havde en enorm tiltrækningskraft og var definerende for en hel del partier. Det er den bare ikke på samme måde mere. Og Socialdemokratiet fik én over næsen og måske også en lærestreg ved kommunalvalget.

Så der ligger ikke bare guld på gaderne for Messerschmidt. Det, synes jeg, er noget af dét, der gør projektet svært for ham. Selvfølgelig er der nogle vælgere, der synes at klima, globalisering, digitalisering og de andre dagsordener, der dominerer lige nu, er for meget, og der vil være vælgere, der tænker, at vi må tilbage til nogle gamle dyder. Men det er ikke dér tendensen er på nuværende tidspunkt.

 

Selvfølgelig er der nogle vælgere, der synes at klima, globalisering, digitalisering og de andre dagsordener, der dominerer lige nu, er for meget, og der vil være vælgere, der tænker, at vi må tilbage til nogle gamle dyder. Men det er ikke dér tendensen er på nuværende tidspunkt
_______

 

Så det kræver meget retorisk. Det er Messerschmidt god til, og man skal huske, at han er den, der har stemmerekorden til Europaparlamentsvalget i Danmark, så han har jo noget. Men han er oppe imod Pernille Vermund, og hvis han ender med at være oppe imod både Pernille Vermund og Inger Støjberg, så kan det godt være, at den borsalino-hat, operaen og østers ikke lige er dét, som vælgerne vil foretrække frem for Vermund og Støjberg.

I Berlingske har du skrevet en lille ’nekrolog’ over Dansk Folkeparti, og efter det seneste kommunalvalg sagde du til RÆSON, at du havde svært ved at se, hvad der skulle blive af partiet. Har Dansk Folkeparti en chance for at gøre sig gældende? Kan de lægge en linje, der adskiller dem fra de andre?
Jeg tror, det bliver svært. Der er to nylige nedslag, som jeg synes, er ret interessante. Det ene var, da Pia Kjærsgaard forsøgte at lave noget muslim-bashing op til jul, da hun skrev, at hvis man ikke holdt jul, kunne man ikke få julehjælp, underforstået at hvis man var muslim, var der ikke noget at komme efter. Men der var nærmest ingen, der gad tage notits af det. Den type politik kræver jo, at nogen bliver forarget. Man bliver nødt til at have noget modstand, for ellers bliver det bare væk.

Det seneste eksempel er den reformaftale, der blev indgået i fredags. Der er ingen, der taler om, hvad Dansk Folkeparti har fået. Og hvad har de fået? De går selv ud og siger, at de har fået det her med tilbagebetalingspligten for pensionister, og det er der ingen tvivl om, at det er sådan et kernesynspunkt for Dansk Folkeparti. Men der er ikke strøm på det. Nu har vi talt om Dansk Folkeparti i flere måneder, men det er jo ikke sendetid, der handler om deres politik. Det handler om deres skænderier, og det får man ingen vælgere på.

Bliver det sværere og sværere at se et genvalg til Folketinget her til næste valg?
Nej, nu har vi så lav en spærregrænse i Danmark, så der skal ikke særlig meget til at komme ind i Folketinget. Det tror jeg nok, de skal klare.

Men der er nok ikke plads til mere end ét rigtig stort højrepopulistisk parti, og der må vi så se, om det er Vermund, Støjberg eller Messerschmidt. Og der tror jeg altså mere på Vermund og Støjberg end på Messerschmidt. ■

 

Men der er nok ikke plads til mere end ét rigtig stort højrepopulistisk parti, og der må vi så se, om det er Vermund, Støjberg eller Messerschmidt. Og der tror jeg altså mere på Vermund og Støjberg end på Messerschmidt
_______

 

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Morten Messerschmidt er valget af ham som Dansk Folkepartis nye formand ved det ekstraordinære partimøde, d. 23. januar, 2022 [Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix].