Michael Kristiansen: Statsministerens håndsrækning til midten løser kun ét af hendes tre store problemer
07.06.2022
”For det første bliver statsministeren nødt til at forholde sig til, at De Radikale har sagt, at de ikke vil pege på hende som leder af en etpartiregering. For det andet kommer Minkkommission lige om et øjeblik, som hun allerede kender indholdet af. Og endelig har hun den udfordring, at hun opfattes som magtfuldkommen, hvilket hun også bliver nødt til på forskellige måder at adressere. Det er håndsrækningen et forsøg på.”
Interviewet er delt i to. Første del af Jakob Sloma Damsholt er foretaget d. 2/6 efter folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Anden del af Janus Elmstrøm Lauritsen er foretaget 7/6 efter Mette Frederiksens grundlovstale.
Del 1: Folkeafstemningens tabere og vindere
RÆSON: Hvad blev afgørende for det overvældende ja ved folkeafstemningen?
KRISTIANSEN: Jeg tror, at det helt afgørende var, at det lige så meget var en afstemning om Putin som om det konkrete forsvarsforbehold. Det var svært for mange at finde ud af, hvad konsekvenserne var ved at sige henholdsvis ja og nej. Det var svært at se nogen stor, afgørende forskel. Desuden er EU-modstanden på venstrefløjen stort set væk. Ved afstemningen i 2015 stemte både venstrefløjen og den nationalistiske del af højrefløjen nej. At venstrefløjen ikke længere mobiliserer til kamp mod EU, gør, at der kun er det nationalistiske nej tilbage.
Så antallet af nej-vælgere er blevet mindre de seneste år?
Ja. Og der er en skæv aldersfordeling: Blandt unge i alderen 18-30 år har flere stemt ja. Det er jeg sikker på.
Er det lykkedes ja-siden at bruge den sikkerhedspolitiske situation om Ukrainekrigen til sin fordel?
Det vil være vanskeligt at sige, at det ikke er lykkes, når nu vi kender afstemningsresultatet. Der er også noget ved, at det var de fem gamle partier, der lavede den her aftale og udskrev valget. Danskerne kan godt lide, når partierne står sammen.
Hvordan har denne her valgkamp adskilt sig fra andre EU-valgkampe?
Den har været fuldstændig udramatisk og ikke særlig konkret. Hvis vi stemmer for ØMU’en, får vi euro; det er meget konkret og til at mærke. Men denne afstemning endte jo med diskussioner om, hvorvidt en eller anden mission til Afrika har været okay eller ej.
Hvis man er glødende ja-tilhænger, kan man så drage den konklusion, at danskernes forhold til EU generelt har forandret sig, eller handlede afstemningen om Putin og Ukraine?
Jeg tror også, den har udtrykt danskernes generelle forhold til EU. Altså Brexit-afstemningen gjorde danskerne mere EU-positive. Og der er ingen tvivl om, at de unge vælgere er globalt orienterede, så de har slet ikke den angst for det internationale, som Danmark har været præget af. Så Brexit har flyttet danskerne, og så ændrer demografien sig helt af sig selv. Det ville dog være en halsløs gerning, hvis ja-partierne tænkte, ”Wow, nu tager vi et af de andre forbehold til efteråret,” for det er mere kompliceret, og de andre forbehold kan de ikke blive enige om. Tag retsforbeholdet, det handler om asylpolitik, jeg kan ikke forestille mig, at det overhovedet skal røres ved.
Hvilken øvrig indflydelse vil afstemningsresultatet få på det indenrigspolitiske?
Der er bestemte dynamikker i sådan en valgkamp, og der er nogle, der kommer bedre ud af valgkampen end andre. For de fem gamle partier, som står bag afstemningen, kan resultatet muligvis være en åbning til at lave en skattereformen. De fem gamle partier havde jo også et godt valg ved det seneste valg. Man kunne sige, at midten er genetableret som omdrejningspunktet af dansk politik.
Derudover er det helt tydeligt, at Ellemann har fået mere ud af afstemningen end Søren Pape. Han er trådt i karakter, og det passer ham godt. EU er et emne, han er hjemme i, hvor han ikke er bange for at være fuldtonet, mens Pape hele tiden har et islæt af, at det heller ikke skal være for EU-positivt; hans egen ungdomsorganisation anbefalede jo et nej
_______
Hvem vinder mest på det?
Især Statsministeren vinder på det, fordi det styrker hendes fortælling om, at hun er katalysatoren bag det brede samarbejde. Det kan danskerne godt lide, og det vil hun gerne gå til valg på. Hun vil gerne ses som en altomfavnende statsminister. Og det har hun brug for, for der er også nogle ting, der trækker den anden vej.
Derudover er det helt tydeligt, at Ellemann har fået mere ud af afstemningen end Søren Pape. Han er trådt i karakter, og det passer ham godt. EU er et emne, han er hjemme i, hvor han ikke er bange for at være fuldtonet, mens Pape hele tiden har et islæt af, at det heller ikke skal være for EU-positivt; hans egen ungdomsorganisation anbefalede jo et nej.
Kan freden og fordrageligheden ikke blive et problem for Ellemann i det lange løb? Har han ikke behov for klare konfliktlinjer?
Jo, og det kommer der helt automatisk, når minkrapporten udkommer.
Så han kan bruge sin styrkede position som leder for de borgerlige på lang sigt, selvom der lige nu er fred med Mette Frederiksen
Ja. Det er de to, der har fået mest ud af det.
Hvem har tabt mest?
Det har Messerschmidt helt klart, det giver sig selv. Det var hans store chance for at komme ind på den politiske scene som leder af Dansk Folkeparti. Hele det billede, hvor Thulesen-Dahl ender med at sidde derhjemme, Messerschmidt står på Folketingets trappe, og der kommer en voldsom kritik af Thulesen-Dahl, mindede altsammen endnu engang om, at det er et parti, der er ved at gå op i limningen. DF er bestemt folkeafstemningens helt store taber.
Overraskede det dig, at han dér på trappen foran Christiansborg ikke bare gled let hen over det?
Han gik amok. Det havde nok været klogt at slå det hen.
Hvad fortæller det os?
At han har et iltert temperament, og at konflikten i partiet ikke bare ligger under overfladen, men helt oppe i overfladen, og at der skal ingenting til at antænde den. Vi ved, hvordan det er; partier med intern splittelse kan ikke tiltrække vælgere. Så længe det bliver ved, taber Dansk Folkeparti vælgere.
Der er vel også et politisk nederlag for ham i, at det ikke lykkedes at føre en bedre valgkamp og tale til de EU-skeptiske danskere?
Ja, men jeg synes faktisk, at han har en pointe, når han siger, at det har været en ensom kamp. Det er også derfor, at det er åndssvagt af ham, at det kom til at handle om Thulesen-Dahl. Mai Villadsen har ført en mærkelig ikke-kampagne, og Pernille Vermund var optaget andetsteds. De har ikke investeret noget i kampagnen, og det handler om, hvor meget man investerer politisk. Messerschmidt var investeret, men var det alene.
Del 2: Et samarbejde over midten?
Du nævner, at midten i dansk politik er blevet genetableret i forbindelse med folkeafstemningen om afskaffelse af forsvarsforbeholdet. Hvis folkeafstemningen var en styrkelse af midten i dansk politik, er det så den bølge, Mette Frederiksen ridder videre på med sin udmelding om et samarbejde over midten i dansk politik på grundlovsdag?
Ja, det kan man sige. Det er jo det, hun håber på, men der er mange lag i den udmelding. Man kan vel sige, at Mette Frederiksen har tre store udfordringer forud for det kommende folketingsvalg.
Den første er, at hun bliver nødt til at forholde sig til, at De Radikale har sagt, at de ikke vil pege på hende som leder af en etpartiregering.
Den anden er, at der kommer en minkkommission lige om et øjeblik, som hun allerede kender indholdet af, fordi dem, der har været involveret, har fået dele af rapporten udsendt til høring. Hun ved allerede godt, at der kommer en hård kritik, og det skal hun på en eller anden måde forsøge at afbøde, ikke mindst i forhold til hendes parlamentariske grundlag – specielt SF og De Radikale.
Og endelig har hun den udfordring, at hun opfattes som magtfuldkommen, hvilket hun også bliver nødt til på forskellige måder at adressere, og det er det her et forsøg på.
Gør hun det for at forlænge den borgfred, som valgkampen om forbeholdet har givet, eller ser hun det som et reelt politisk projekt efter et valg?
Det er klart, at hun er under mistanke for, at det bare er spin. Men hun ved jo også godt, at det med de brede flertal har en ret stor opbakning i befolkningen. Vælgerne kan godt lide politikere, der vil samarbejde. Og hun ved jo også, at Lars Løkke havde en form for succes med det – i hvert fald en personlig succes – i den seneste valgkamp.
Man kan diskutere, hvor succesfuldt det var i forhold til VK-samarbejdet, Venstres fremtid og alt muligt andet, men det har en klangbund, og det er det, hun forsøger at spille ind i. Og den her folkeafstemning viser, at det har haft en effekt. Det var en kæmpe sejr – også for Mette Frederiksen. Men det er klart, at hvis nu hun var en fuldstændig urørlig statsminister, som var sikker på at blive genvalgt, så ville hun ikke komme med den her udmelding.
Ellemann og Pape har været dygtige til at sætte det ind i en sammenhæng, der handler om, at det her vist mest handler om nogle andre ting; nemlig om statsministerens lyst til at fastholde sin statsministerpost
_______
Har det overhovedet noget på sig efter et kommende valg, eller er det mere en symbolsk udmelding?
Det er ikke kun symbolsk, men det er også symbolsk. Det har i hvert fald den effekt, at hun har fået håndteret den første af sine tre udfordringer, nemlig De Radikale, som nu er lykkelige. De er sådan set det eneste parti, som er glade for den her udmelding, så den flanke har hun fået lukket.
Men det har jo ikke nogen gang på jord. Det kan man se på de reaktioner, der er kommet fra de andre partier. Det kloge ved udmeldingen er, at hun gør det allerede nu, for nu kan den ligge at simre, og der er jo meget, der godt kan tyde på, at når vi når frem til et folketingsvalg – det kunne sagtens være til oktober – så har vi endnu højere inflation, vi har højere priser, vi har højere renter, vi har en usikker økonomisk situation, og der vil sådan en melding spille ind i det. Og så udfordrer den jo selvfølgelig blå blok.
Og netop i forhold til de borgerlige partier, så har de jo afvist hendes invitation. Er det klogt af dem?
De har ikke noget valg. Hvad skulle de dog sige? Det kommer efter tre år med en statsminister, som har hånet dem for at være de værste ting i verden. De har jo deres eget projekt – hvorfor skulle de opgive det?
Det, der var udfordringen for Venstre og Konservative, var, at en for hård afvisning kunne blive opfattet negativt af vælgerne, men jeg synes egentlig, at de har været ret dygtige, både Ellemann og Pape, til at sætte det ind i en sammenhæng, der handler om, at det her vist mest handler om nogle andre ting; nemlig om statsministerens lyst til at fastholde sin statsministerpost, end det handler om, at hun reelt vil det brede samarbejde. Det synes jeg egentlig er lykkes dem rimeligt godt.
Hvad er dine forventninger til Minkkommissionens rapport, som kommer i slutningen af måneden?
Det bliver en voldsom kritik af især hele processen omkring beslutningen. Der er jo den rygende pistol, som alle har snakket om: Vidste statsministeren noget? Var hun advaret? Det er der intet, der tyder på, at der er kommet noget som helst frem om. Så hele rigsretssporet er der ikke udsigt til, at der kommer noget i forhold til.
Men til gengæld fornemmer man, at kritikken af Statsministeriet bliver uhyre voldsom og kraftig, og det kommer til at udfordre Mette Frederiksen, fordi det vil tale ind i fortællingen om, at hun har udvist en særlig form for magtfuldkommenhed og en særlig styring af embedsapparatet, som har været uset hidtil i dansk embedsmandspraksis. Så den del af det bliver voldsom.
Hvilken indflydelse vil det få for et fremtidigt valg, og for hvornår det vil blive udskrevet? Vil det eksempelvis kunne skyde et valg længere ud i horisonten?
Det er jo den store ubekendte, for det er svært at gisne om, hvad det helt præcis er, der står i den rapport, og hvordan de politiske partier vil håndtere det. Umiddelbart vil mit svar være, at det ikke vil komme til at skyde valget. At udskrive et valg engang til foråret 2023 synes jeg ville se mere bekymrende ud for statsministeren, for så vil der oven i det være overenskomstforhandlinger, og på bagkant af netop alt det, vi taler om med stigende inflation osv., kan man sagtens forestille sig, at der kommer et pres for, at lønningerne skal stige. Og så er vi ude i en spiral af storkonflikt, og det ville være et frygteligt bagtæppe for en socialdemokratisk regering at udskrive valg på.
Og så tænker jeg netop også, at det er en melding, der varmer op til et valg. Enhedslistens reaktion har jo været, at de er totalt oppe i det røde felt, og derfor er det svært at se, at de skulle lægge stemmer til en meget skrabet finanslov, som ikke giver velfærdsforbedringer og des lige. Så på en eller anden måde indsnævrer sådan en melding også det politiske manøvrerum. ■
At udskrive et valg engang til foråret 2023 synes jeg ville se mere bekymrende ud for statsministeren, for så vil der oven i det være overenskomstforhandlinger, og på bagkant af netop alt det, vi taler om med stigende inflation osv., kan man sagtens forestille sig, at der kommer et pres for, at lønningerne skal stige. Så er vi ude i en spiral af storkonflikt, og det ville være et frygteligt bagtæppe for en socialdemokratisk regering at udskrive valg på
_______
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen taler til Tænketanken EUROPAs Europakonference 22 i Industriens Hus, fredag den 3. juni, 2022 [FOTO: Philip Davali/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
