Michael Kristiansen: Statsministeren hælder rapporten ned ad brættet. Det bliver ikke glemt. Det er en gigantisk krise

01.07.2022


“Rapporten er en markant kritik af Mette Frederiksens måde at forvalte regeringsmagten på. Hvis hun i dag havde påbegyndt disciplinærsager mod de pågældende embedsmænd, havde alle snakket om, at nu smider hun dem ind under bussen for at redde sig selv. Det ved Mette Frederiksen godt, hun ikke kan slippe afsted med. Uanset dette er der ingen spor af ydmyghed hos hende over for den kritik, Minkkommissionens rapport har rejst. Det vil blive husket, og det vil sætte sig spor. I øvrigt er det ikke før set, at embedsmænd har fået en så voldsom kritik. Det er skelsættende at det bliver siddet overhørigt. Det gælder især kritikken af de fire øverste embedsmænd: Barbara Bertelsen (Statsministeriet), Johan Legarth (Justitsministeriet), Thorkild Fogde (Rigspolitichef) og Henrik Studsgaard (Fødevareministeriet). De er nøglepersonerne og dem, der får den hårdeste kritik. At Mette Frederiksen lader som ingenting, er rystende.”

Interview af Frederikke Nyborg

RÆSON: Hvad er sandsynligheden for, at Mette Frederiksen skal gennem en advokatundersøgelse på baggrund af Minkkommissionens kritik?
KRISTIANSEN: Det afhænger fuldstændig af Radikale Venstre. Hvis R ikke synes, at der skal være en advokatvurdering af Minkkommissionens rapport, sker det ikke. SF, Enhedslisten og Socialdemokratiet har meldt ud, at de ikke finder en sådan undersøgelse nødvendig, så det er op til Radikale Venstre.

Hvad bliver afgørende for, om Radikale Venstre ønsker en advokatvurdering?
KRISTIANSEN: Det er en no-brainer. Ud fra den kritik, som Sofie Carsten Nielsen (RV) havde af Mette Frederiksens magtfuldkommenhed, som præcis gik på Minksagen, er det ligetil: R vil selvfølgelig have en advokatvurdering. Minkkommissionens rapport er den hidtil mest opsigtsvækkende kommissionsrapport, fordi det er en så voldsom kritik, som formanden for minkkommissionen Michael Kistrup afleverede i går. Det vil normalt udløse, at R ønsker en advokatvurdering. Kistrup har ikke taget stilling til, om ministrene kan drages til ansvar, men behandler udelukkende embedsmændenes ansvar.

 

Med pressemødet i dag er det helt tydeligt, at statsministeren ikke mener, at der er noget at komme efter. Hun siger også alt muligt andet, men det er bundlinjen
_______

 

Når jeg alligevel tvivler, er det, fordi R ikke har travlt med en udmelding. Sofie Carsten Nielsen er taget på ferie, og Mette Frederiksen har inviteret dem med ind i en bred regering – det vejer måske tungere for dem end en advokatvurdering. Det er et åbent, men samtidig vanvittigt afgørende spørgsmål. Det, der er sket i går og sker i dag kommer til at præge dansk politik i mange år frem. Og hvad R gør i denne sag, kommer til at præge partiet i mange år frem.

Hvorfor er det Radikale Venstre tilbageholdende med at melde ud, om de ønsker en advokatvurdering?
KRISTIANSEN: Med pressemødet i dag er det helt tydeligt, at statsministeren ikke mener, at der er noget at komme efter. Hun siger også alt muligt andet, men dét er bundlinjen. Mette Frederiksen har ikke tænkt sig at gøre noget over for embedsmændene – andet end at nedsætte et mærkeligt demokratiudvalg, hvilket er helt på månen. R ved godt, at hvis de ønsker en advokatvurdering, vil det signalere mistillid til statsministeren. Så risikerer R at få et valg lige i hovedet, hvilket de tilsyneladende ikke er interesserede i. Den kolde kalkule er, at Radikale Venstre er mere optaget af ministerposter end af retsstatsprincipper. Den er den firkantede, men også mest præcise analyse.

Hvorfor er regeringens andre støttepartier afvisende over for en advokatvurdering?
KRISTIANSEN: Vi så, at Enhedslisten ikke ønskede at ophæve Claus Hjort Frederiksens immunitet i tiltalen for læk af statslige hemmeligheder. Det tror jeg, kostede dem en del – også på de indre linjer. Det handler jo også om politik – hvem holder man med? Derfor tror jeg, at Enhedslistens skyndsomme udmelding i går var for at komme af krogen og lægge presset over på det Radikale Venstre. Det er ingen overraskelse med SF, for de er regeringens tætteste støtteparti. SF’s argument for at være imod en advokatvurdering må være, at der ikke står i rapporten, at Mette Frederiksen har løjet. Men der står samtidig så meget andet i rapporten, og den udgør derfor en risiko for hele den røde blok: At den almindelige vælger vil mene, at de opererer med dobbeltstandarder – at der gælder ét for Inger Støjberg, men når det er inden for egne rækker, så er der ikke noget at komme efter. Dét er den risiko, de løber. En anden årsag for Enhedslisten er, at de var enige i beslutningen om at slå minkene ned. Derfor har Enhedslisten ikke noget politisk udestående med statsministeren. Men det interessante er, at hvis det skal give mening at lave sådanne kommissioner, så skal man også lytte til, hvad deres konklusioner er. Man kan roligt sige, at Minkkommissionen placerer ansvaret i statsministeriet. Så det, der er foregået, er statsministerens ansvar. Enhedslisten skyder fuldstændig den forklaring ned, som Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen kom med under afhøringerne, nemlig at ansvaret lå ude i ressortministerierne.

Barbara Bertelsen og flere embedsmænd modtager en hård kritik fra Minkkommissionen. Hvad kommer der til at ske med de ti embedsmænd, som kan drages til ansvar for at have brudt legalitetsprincippet og sandhedspligten?
KRISTIANSEN: Det, der skete i dag til pressemødet, er opsigtsvækkende: Statsministeren vælger at frede embedsmændene. Hun vælger i virkeligheden at sige: ’Jeg giver ikke en pind for den rapport’. Hun hælder rapporten ned ad brættet, hvilket kommer til at udløse en krise. Man skal ikke undervurdere det, statsministeren sagde under pressemødet. Det er fredag, folk skal på ferie, og der er Tour de France. Men det bliver ikke glemt. Det er en gigantisk krise. Det var i forvejen en krise for centraladministrationen og for måden, regeringen blev styret på, men det er også en forklaring på, hvorfor statsministeren nu behandler rapporten, som hun gør. Rapporten er en markant kritik af Mette Frederiksens måde at forvalte regeringsmagten på. Hvis hun i dag havde påbegyndt disciplinærsager mod de pågældende embedsmænd, havde alle snakket om, at nu smider hun dem ind under bussen for at redde sig selv. Det ved Mette Frederiksen godt, hun ikke kan slippe afsted med. Uanset dette er der ingen spor af ydmyghed hos hende over for den kritik, Minkkommissionens rapport har rejst. Det vil blive husket, og det vil sætte sig spor. I øvrigt er det ikke før set, at embedsmænd har fået en så voldsom kritik. Det er skelsættende at det bliver siddet overhørigt. Det gælder især kritikken af de fire øverste embedsmænd: Barbara Bertelsen (Statsministeriet), Johan Legarth (Justitsministeriet), Thorkild Fogde (Rigspolitichef) og Henrik Studsgaard (Fødevareministeriet). De er nøglepersonerne og dem, der får den hårdeste kritik. At Mette Frederiksen lader som ingenting, er rystende.

Statsministeren er blevet kritiseret for at være magtfuldkommen og centralisere magten. Kommer vi til at se forandringer i ledelsen af regeringen den kommende tid, hvis Mette Frederiksen bliver på statsministerposten?
KRISTIANSEN: Nej, det tror jeg ikke. Hvad skulle de bestå i? Der er ingen tegn på det. Dagens pressemøde var i virkeligheden en gentagelse af ’lev med det’-pressemødet i november. Det var i dag nogle andre ord, der kom ud af statsministeren, men reelt var det det samme.

Under pressemødet præsenterede Statsministeren fem forskellige tiltag, herunder rådføringspligt og et demokratiudvalg, som ønskes implementeret på baggrund af erfaringen fra Minksagen. Vurderer du, at disse tiltag vil komme til at ændre noget?
KRISTIANSEN: Det er den varmeste luft, vi kommer til at opleve i vores levetid. Der er ingenting i det. Rådføringspligten er der allerede, så den er der ingen grund til at indføre. Det handler om ledelsesstil og kultur – hvilket rapporten udstiller. Som kommissionen skriver i rapporten, kan det godt være, at ingen havde informeret Barbara Bertelsen om, at der ikke var hjemmel, men hun er jurist og har været departementschef i mange år. Hun burde vide, at der ikke var hjemmel. Ikke at vide noget er ikke et forsvar i en sådan situation. Det er beslutningen for alvorlig til. Det handler om, at der åbenbart er en kultur, hvor ordrerne ikke bliver efterprøvet.

Vurderer du, at der efter Minkkommissionens kritik bliver udskrevet valg snart?
KRISTIANSEN: Jeg har længe været sikker på, at Mette Frederiksens plan har været at udskrive folketingsvalg til efteråret. Det er der flere grunde til, fx at økonomien kun bliver værre herfra, at der er svære overenskomstforhandlinger i 2023, og at luften nu er så betændt, at det næsten er umuligt at lave politik. Pressemødet i dag gør mig en smule usikker på det, fordi det nu kommer an på, hvordan vælgerne reagerer på hendes udmeldinger. Der er ingen tvivl om, at hendes popularitet har været stærkt dalende siden sagen om sletningen af hendes sms’er.

Min umiddelbare vurdering er, at den måde, hun håndterer dette på, kun vil lægge til folks opfattelse af, at Mette Frederiksen er magtfuldkommen. Hvis meningsmålingerne viser sig dårlige for Socialdemokratiet, kan det være, at hun tænker sig om en ekstra gang. Men hun vidste sikkert for en måned siden, hvad der stod i Minkkommissionens rapport, så reaktionen har været planlagt siden da – og den seneste måned har offentliggørelsen været en del af hendes strategi. Statsministeren er jo stædig, og hun kører efter sin plan, så mit bedste bud er stadig, at der kommer folketingsvalg til efteråret. ■
 

Det er den varmeste luft, vi kommer til at opleve i vores levetid. Der er ingenting i det. Rådføringspligten er der allerede, så den er der ingen grund til at indføre. Det handler om ledelsesstil og kultur – hvilket rapporten udstiller
_______

 



Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen holder pressemøde i Statsministeriet dagen efter minkkommissionens konklusioner, fredag den 1. juli 2022. Fra venstre: Erhvervsminister Simon Kollerup, justitsminister Mattias Tesfaye, statsminister Mette Frederiksen, sundhedsminister Magnus Heunicke og Fødevareminister Rasmus Prehn. [FOTO: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix]