Michael Kristiansen om regeringsgrundlaget: Det er mere liberalt end noget, Venstre kunne have fået igennem med blå blok
15.12.2022
”Jeg har selv en forventning om, at de kommende år vil blive et drama ude på højrefløjen, særligt blandt Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Der er ikke plads til dem alle tre, og nu er der ikke nogen af dem, der har indflydelse. Så hvad skal de lave, andet end at slå hinanden ihjel?”
Interview med Michael Kristiansen af Janus Elmstrøm Lauritsen
RÆSON: Når vi kigger på præsentationen af regeringen i dag og regeringsgrundlaget i går, hvad har du så fundet mest interessant?
KRISTIANSEN: Regeringsgrundlaget var det store svendestykke. Man kunne se, at det havde givet mening at forhandle i et par og fyrre dage, og at det gav mening at lave en regering over midten. Når jeg læser det, tænker jeg, at det er mere liberalt og ambitiøst, end noget, Venstre kunne have fået igennem med blå blok – og det er jo interessant i sig selv. Og så er det mere reformambitiøst, end Socialdemokratiet nogensinde ville kunne gøre i en etpartiregering. Det ville simpelthen blive pillet fra hinanden fra begge sider. Så på den måde synes jeg faktisk, at en regering over midten, som jo har været Mette Frederiksens idé og Lars Løkkes drøm, giver mening. For der kom faktisk noget ekstra ud af det. Hvis man skulle citere Lars Løkke, ville man sige, at det var „mere-mere‟ end bare et regeringsgrundlag. Så hvis ikke det var overraskende, var det i hvert fald overbevisende.
Overraskende, fordi det er blevet så blåt?
Vi siger jo, at det er blåt, fordi der er reformer. Men det er jo også en grundlæggende socialdemokratisk dyd og værdi at lave reformer, så på den måde er det jo ikke blåt. Jeg synes, når man ser nogle af ministrene sammen i dag – særligt da man så Ellemann og Bødskov i Forsvarsministeriet, som jo begge har været med i forhandlingsrummet – så virker afstanden jo heller ikke større. Når man sætter sig ned og får lagt alle Twitter-diskussionerne på hylden, så kan de jo godt møde hinanden, og så er det jo sådan set ligegyldigt, om det så er blåt eller rødt eller lilla, eller hvad det så er. Det kunne jo også bare være, at det var fornuftigt, og så er det jo ikke så tosset. Og det synes jeg, at regeringsgrundlaget er et godt udtryk for.
Lad os vende tilbage til regeringsgrundlaget senere og starte med regeringen, som den blev præsenteret i dag med ministre og ministerier. Er der noget, som overrasker, når man ser listen over ministre?
De ting, som man helt naturligt blev meget overrasket over, hvis man ikke var blevet præsenteret for det før, var selvfølgelig, at Løkke skal være udenrigsminister og Ellemann forsvarsminister, for det umiddelbare indtryk er jo, at det er rimelig satset. De skal begge to ud at rejse, og der er ingen af dem, der har hånd i hanke i et ministerium med økonomi. Så det er umiddelbart overraskende, men så er det måske, når man tænker efter, ikke så overraskende igen.
Når jeg læser regeringsgrundlaget, tænker jeg, at det er mere liberalt og ambitiøst, end noget, Venstre kunne have fået igennem med blå blok – og det er jo interessant i sig selv
_______
Skal man læse det som godt sluppet af Mette Frederiksen, at hun kan få dem kørt ud på hvert sit sidespor, så hun kan stå med reformerne herhjemme, eller er det noget, de selv har valgt?
Jeg tror, at man skal forstå det sådan, at det er noget, de selv har valgt. Jeg er ikke i tvivl om, at Løkke har valgt det ministerium, han allerhelst ville have. Der er jo næsten ikke noget, han ikke har lavet, andet end at han ikke har prøvet at være udenrigsminister. Når han ikke kunne blive statsminister, vil han gerne være udenrigsminister. Og måske satser han så også på, at det kan føre til, at han kan få en toppost i udlandet som sin sidste politiske post – og det ville ikke være nogen dårlig måde at gå på pension på for Lars Løkke.
Hvad angår Jakob Ellemann, så ved jeg ikke, om han kunne have insisteret på at blive finansminister. Det kunne han sikkert godt, men ville det have været klogt? Det er jeg ikke sikker på. For det første er det ikke et ministerium, der egner sig specielt godt til Jakob Ellemann, og for det andet er der tradition for, at det er bedst, at statsminister og finansminister kommer fra samme parti. De gange, hvor det ikke har været sådan, har det ikke fungeret. Så det giver god ræson.
Og hvad skulle han så vælge? Han skulle i hvert fald ikke vælge at være udenrigsminister. Han kan ikke på samme måde som Lars Løkke tillade sig at forlade de store projekter og forlade sig på, at det er der nogle andre, der håndterer. Han er nødt til at være der. Og så synes jeg faktisk, at det ligger godt til ham. Han kan tydeligvis godt lide at være der.
Risikoen er selvfølgelig, at han har for tætte relationer til det miljø, han skal være chef for. Men i og med at det er et område, som kommer til at få en større betydning i det kommende år, kan jeg godt få det til at give mening. Men hans udfordring er, at der er en risiko for, at hans eget bagland opfatter det, som om det er for lav en pris for at gå med i regering.
Så hvis vi betragter det, som det ser ud nu, kan de allesammen være tilfredse, og det er måske i virkeligheden en konstellation, som sikrer regeringen væsentlig mere stabilitet, end hvis Venstre fx havde fået finansministerposten?
Lige præcis. Det er sandsynligvis ikke så tosset for projektets sandsynlighed for succes. Sådan tror jeg godt, man kan sige det.
I forhold til organiseringen af selve regeringen kom der nogle nye ord på bordet, da grundlaget blev præsenteret onsdag. De har lavet det, de kalder en regeringsledelse, som består af de tre partiformænd, og de kalder regeringen for et arbejdsfællesskab. Hvad skal vi lægge i de betegnelser?
Ift. det med regeringsledelsen, så tror jeg ikke vi skal lægge så meget i det. Her er det interessante stadig koordinationsudvalget, hvor der sidder syv ministre, og hvor Socialdemokratiet har tre og Venstre og Moderaterne har to. Det er regeringens nerve og der, det kommer til at foregå.
I forhold til, at de kalder sig et arbejdsfællesskab, så er det jo det, det er. Det har været vigtigt for alle, at på et eller andet tidspunkt skal de jo skilles igen – de er ikke blevet venner for livet. Og derfor dækker ordet meget godt, hvad det er. De har jo lagt et ret stort program frem, som godt kan tage nogle år at gennemføre, og det kan man godt få en regeringsperiode til at gå med. Og på et eller andet tidspunkt undervejs må man så kigge hinanden i øjnene og vurdere, om de skal udkomme i en version 2.0, eller om de skal gå hver til sit. Det mest sandsynlige er selvfølgelig, at man gør det sidste.
Døden for den her regering bliver ekstern uro
_______
Er det også et forsøg på at sige, at her kommer en regering, som også kan være uenig internt og vise det offentligt uden at det kompromitterer regeringens troværdighed?
Det tror jeg faktisk ikke, der er rum for.
Jeg tror faktisk, at en KV-regering internt ville kunne være mere uenig internt end en SVM-regering. Hver gang regeringen bliver uenig internt, vil det være en kæmpe historie, og det vil være en historie, der handler om, at nu er det ved at gå i stykker – netop fordi det er så speciel en konstruktion. Men det er også derfor, regeringsgrundlaget er så omfattende og præcist, som det overhovedet kan være, for så kan man altid vende tilbage og se, hvad det var, man skrev i grundlaget og sagde til de møder, de havde med hinanden. Døden for den her regering bliver ekstern uro.
Uro fra de respektive fløje?
Ja, der vil være et alt for stort marked for partier, som efterspørger, at det her kuldsejler. Så de er nødt til at holde en god tone.
Så lad os vende os mod regeringsgrundlaget. Hvem har overordnet være mest tilfreds med regeringsgrundlaget?
Det synes jeg faktisk, at de kan alle tre – med lidt forskellige begrundelser. Det er ikke en situation, som da Thorning fx dannede sin regering med SF og R, hvor der var nogle, som havde meget travlt med at fortælle os, hvem der havde fået mest. Det kan man slet ikke mærke her, og det er meget usædvanligt.
Regeringen bliver jo født ved, at Mette Frederiksen vinder valget, hvor de blå så tænker, at det var det, og nu fortsætter hun i en konstruktion med sit parlamentariske grundlag, som hun med et enkelt mandat har hevet hjem. Så siger hun, at nej det gør hun ikke, og at hun mener det med en bred regering. Og da nogle af de første, hun sender uden for døren, er Enhedslisten, så tænker de, okay, det er ikke bare spil fra galleriet. Og når Venstre så kommer ind fra døren og siger, at de vil have en frisættelse af den offentlige sektor, som de i øvrigt aldrig ville kunne få igennem – det ville helt klart gå i kludder, selv i den blå blok, hvis de sagde det. Så siger hun: „Det kan vi godt – det vil jeg gerne se på‟.
Så kommer de til Folketingets formand, og Venstre foreslår Søren Gade, hvor Mette Frederiksen også siger, at det synes hun da er en god idé, og at det skal vi da bare gøre. Så på den måde bliver der bare lagt lag på lag. Det er lidt hendes stil fra valgkampen, hvor hun ofte, når hun stod i dueller med Ellemann, sagde: „Det kan vi godt kigge på‟. Det har helt tydeligt været hendes facon. Og på den måde kommer der hurtigt meget politik på bordet.
Mette Frederiksen har haft brug for, at der kom nogle borgerlige partier ind, som krævede traditionel borgerlig politik, så hun ikke selv skulle skrive det
_______
Når jeg tror, at Frederiksen er superglad for det her regeringsgrundlag, så er det jo, fordi det er hende, der har sat pind til papiret. Samtidig har hun haft behov for nogle, der kunne komme ind ad døren og kræve nogle ting, hun ikke selv kunne skrive, og som hun på ingen måde kunne få ned på papiret, hvis det var Olsen Dyhr, Villadsen og Rosenkilde. Hun har haft brug for, at der kom nogle borgerlige partier ind, som krævede traditionel borgerlig politik, så hun ikke selv skulle skrive det.
Nu sidder regeringen jo med et flertal – en situation, vi ikke har haft i rigtig mange år. I hvor høj grad kommer de bare til at gennemføre deres program?
Noget kan jo gennemføres hurtigt – herunder en finanslov og en budgetlov. Så det kører. Men man kommer til at forhandle om alt, og det er, fordi man er nødt til at respektere de forlig, der er på de respektive områder i forvejen, og så fordi – og man kan allerede se det – SF, Konservative, Liberal Alliance og DF på forvejen nærmest har sagt, at de vil gerne lege med.
Så jeg tror ikke, at de får problemer med at lave aftaler, der dækker mere end de 89 mandater, regeringen har bag sig. Men det er klart, at man jo har en stærk forhandlingsposition, når der allerede er 89 mandater (uden de nordatlantiske, red.) bag det, de lægger frem. Så er det jo begrænset, hvor meget modparten kan få forandret. Det er en stærk regering.
Hvis vi kigger på substansen i regeringsgrundlaget, hvad kan man så forudse vil blive de store knaster, der kan komme til at skabe splid internt i regeringen?
Næsten det hele faktisk. Alt det, der handler om den offentlige sektor, lyder jo fint, så længe man holder sig til ordene. Men hvis man virkelig mener en frisættelse af den offentlige sektor i praksis, er det altså sværere end som så. Der har jo også været borgerlige regeringer, der har villet komme bureaukratiet til livs, tætte på patienterne osv., men det er altså bare svært. Og når det først skal blive til virkelighed, kan det godt gå hen og blive bøvlet.
Så tænker jeg også på sundhed. Der har man så meldt ud, at man laver en kommission, som skal arbejde hurtigt. Men når den så kommer og anbefaler noget om et år, skal man jo finde ud af, hvad man tager, og hvad man ikke tager med. Her har man jo så indtil videre udskudt slagsmålet om man fx skal nedlægge regionerne. Der er ingen tvivl om, at Løkke stadig mener, at man bør lave professionelle bestyrelser, og det vil han sikkert føle sig bestyrket i, når vi får en rapport om et år, og så fortsætter den diskussion. Det bliver ikke nemt. Og på den måde bliver det jo dagligdag igen, for det er i implementeringsfasen, at det bliver svært.
Derudover tænker jeg på CO2-skat på landbruget. Det kan godt være, at man er blevet enige om nogle principper, som gør, at det ikke er landbruget, man bliver uvenner med først, men der er også en risiko for, at regeringen bliver sablet ned af både oppositionen og interesseorganisationer for ikke at være grønne nok. Det bliver interessant at følge med Jacob Jensen (V) i Fødevareministeriet og Lars Aagaard (M) i Klimaministeriet, og se, hvor stort presset bliver på regeringen for ikke at være grøn nok.
Og så er vi tilbage ved, at det er presset udefra, som er det stærkeste.
Presset udefra skaber et pres indad på regeringen, og der bliver det afgørende, om de kan holde sammen, når det pres kommer.
Presset udefra skaber et pres indad på regeringen, og der bliver det afgørende, om de kan holde sammen, når det pres kommer
_______
Men hvad er udsigterne for at oppositionen overhovedet kommer til at kunne organisere sig?
Det er svært at sige. Der bliver ikke nogen leder af oppositionen, for den er jo til begge sider, og jeg ser ikke Vanopslagh og Olsen Dyhr sætte sig ned sammen og blive enige om det – og vil Enhedslisten overhovedet acceptere Olsen Dyhr som venstrefløjens leder? Det tror jeg ikke.
Og Søren Pape kan jo heller ikke acceptere, at Vanopslagh er det nye store dyr på den blå savanne. Umiddelbart ser det ud til at blive en meget fragmenteret opposition, og dermed også en svag opposition, som ikke kan true regeringen. Men omvendt: Der er jo ikke noget, der kan true regeringen, udover den selv, for den har jo flertallet. Den kan ikke væltes.
Så du ser for dig, at den kan holde i lang tid?
Hvis ikke den imploderer indefra, kan den jo holde perioden.
Da jeg satte mig i går og prøvede at sætte tal ud for punkterne i regeringsgrundlaget for at danne overblik over, hvor lang tid de forskellige ting tager, så kommer det i hvert fald til at tage 2,5-3 år at komme hele programmet igennem; både at få lavet kommissioner, papirer, implementering, lovforslag osv. Og til den tid er det jo naturligt så at begynde at se på, at vi snart skal have et valg, og det er så der, man må vurdere, om vi skal have en 2.0 – det ville jeg blive overrasket over – eller om man går hver til sit. Men den skal sidde så længe, hvis den skal gennemføre sit program.
Hvor efterlader midterregeringen blå blok frem mod næste valg?
Der er ikke nogen, der tror på, at Pape kommer igen, og Vanopslagh er nok trods alt – i hvert fald på nuværende tidspunkt – for liberal. Så det er jo ikke sådan, at der står nogen klar til at tage over. Jeg har selv en forventning om, at de kommende år vil blive et drama ude på højrefløjen, særligt blandt Nye Borgerlige, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti. Der er ikke plads til dem alle tre, og nu er der ikke nogen af dem, der har indflydelse. Så hvad skal de lave, andet end at slå hinanden ihjel? Det bliver et drama, der vil udfolde sig, og så må vi se, hvad der er tilbage, og hvem der går sejrrigt ud af det.
Meget kommer an på måden, regeringen skilles ad, hvis den skilles ad. Og så må Ellemann jo gå tilbage til blå blok og sige, at nu er han tilbage, og så må han håbe på, at de vil snakke med ham. Så kan det godt være, at han ikke nødvendigvis skal gå efter næste gang at have dem allesammen med som en fasttømret blok, der holder pressemøder i en valgkamp. Og det ved han nok godt selv. Under alle omstændigheder kommer vi til at se en anden dynamik i hvert fald.
Og måske et helt andet politisk billede, end vi har været vant til de sidste mange år?
Der er ikke nogen af os, der kan sige, hvor det her efterlader os om tre år. Jeg tør i hvert fald ikke. ■
Der er ikke nogen af os, der kan sige, hvor det her efterlader os om tre år. Jeg tør i hvert fald ikke
_______
Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.
ILLUSTRATION: Marienborg, 14. december 2022: Jakob Ellemann-Jensen (V) og Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer regeringsgrundlaget [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
