Michael Kristiansen: Hvis Ellemann og Pape undgår at ryge i totterne på hinanden, kan de to kandidater blive en styrke for blå blok

16.08.2022

”Hvis Pape og Ellemann kan undgå at ryge i totterne på hinanden, kan to kandidater blive en styrke for blå blok. At det ikke er den ene af dem mod Mette Frederisken, for det står ingen af dem stærkt nok til, hverken personligt eller i partierne. Derfor kan blive en fordel, for så kommer valget i høj grad kommer til at handle om et fravalg af statsministeren.”

Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen

RÆSON: Søren Pape meldte i går sit kandidatur til statsministerposten. Hvordan vil det ændre valgkampens forløb herfra?

KRISTIANSEN: Vi har en situation, vi ikke har haft i rigtig mange år, idet der er mere end én blå kandidat. Vi har ikke præsidentvalg i Danmark, men det er det efterhånden blevet til i rigtig mange år, hvor der har været to kandidater over for hinanden – en rød og en blå – der har udkæmpet dueller i løbet af valgkampen, som har haft en præsidentagtig karakter. Det har man svært ved at forestille sig nu. Det kan jo ikke være sådan, at den ene dag er det den ene og den anden dag den anden.

Det skaber en anden dynamik. Det betyder også, at der nu er tre kandidater, der bliver testet hårdere end alle andre. Det skal Pape vænne sig til efter i dag. Når de kommer med et politisk udspil på onsdag på deres sommergruppemøde, bliver det taget alvorligt på en anden måde, end det plejer at blive.

Vurderer du, at det vil blive en udfordring for Pape at håndtere det pres?

Det tror jeg ikke. Jeg så ham i duel med statsministeren på Folkemødet, og der syntes jeg godt, man kunne se, at han har gået en del omgange i dansk politik. Det er efterhånden ved at være en del år siden, han kom fra kommunalpolitik. Han er rimelig godt forberedt, så det tror jeg faktisk godt, han kan håndtere.

Det, jeg syntes, var interessant i dag, var, hvordan Venstre og Konservative håndterede det indbyrdes med hinanden. Og det synes jeg, de slap meget godt fra. Balladen opstår, når den ene siger, at man ikke vil den anden, men det er ikke tilfældet hos nogen af dem.

 

Selvfølgelig vil der være konkurrence mellem Venstre og Konservative. Men den dynamik, det udløser i de to partier, og den energi, det giver, er måske ikke så dårlig
_______

 

Er det en styrke for højrefløjen, at de nu har to poster, hvorfra de kan skyde på Mette Frederiksen, eller vil der gå konkurrence i den?

Selvfølgelig vil der være konkurrence mellem Venstre og Konservative. Men den dynamik, det udløser i de to partier, og den energi, det giver, er måske ikke så dårlig. Hvis de ryger i totterne på hinanden fra nu og frem til valgdagen, er det noget rod for blå blok, men hvis de ikke gør det og i stedet står på deres forskellighed og anerkender, at det er en VK-regering, de ser for sig, så tror jeg i hvert fald ikke, det bliver en svaghed. Om det ligefrem er en styrke, det ved jeg ikke.

Vi må gå ud fra, at vi er på vej ind i en valgkamp – om Mette Frederiksen kan finde på et trick, ved jeg ikke, men det må vi se – og som jeg ser det lige nu, er der nogle partiledere, der har pil opad, og nogle, der har pil nedad. Her er der ingen tvivl om, at de partiledere, der har størst pil opad, befinder sig i blå lejr. Det er Inger Støjberg og i et eller andet omfang Alex Vanopslagh. Det er en kæmpe fordel for blå blok, at det er sådan.

Der er kun to partiledere, der for alvor har pil nedad, og det er Mette Frederiksen og Morten Messerschmidt. Pape har været godt på vej længe. For Ellemann har det set skidt ud, men har rejst sig en smule. På en måde er det en styrke for blå blok, at det ikke er den ene af dem mod Mette Frederiksen, for det står ingen af dem stærkt nok til, hverken personligt eller i partierne, for de står heller ikke imponerende. Ingen af dem er i nærheden af 20 pct. i øjeblikket. På dén baggrund tror jeg, det er en fordel, for valget i høj grad kommer til at handle om et fravalg af Mette Frederiksen.

Hvordan vurderer du styrken af de politikpunkter, Pape fremlagde i dag? Han nævner bl.a. dokumentationskrav over for omsorg og varme hænder, fokus på sundhed, frit valg og skattelettelser. Er det et godt grundlag at føre valgkamp på?

Ja, det synes jeg. De konservative mærkesager er efterhånden blevet gentaget mange gange. Vi kender dem. Jeg tror, det er vigtigt for Konservative, at de er stærke på den del af den offentlige velfærd, der handler om ældre. For Pape taler umiddelbart til de ældre, og det gør Støjberg i høj grad også. Ellemann gør det i mindre grad, men Venstre er så lidt stærkere på sygehusene. Alt i alt tror jeg, at den palette af forskellige styrker, man har et billede af i blå blok, i virkeligheden er deres styrke. Jeg synes, Pape vælger det rigtige.

Jeg synes også, det er rigtigt af ham, at han ikke har fredet Arnepensionen. Han bliver nødt til at have lidt kant i forhold til både Venstre og Regeringen. Der står han for den rene vare, og det tror jeg egentlig er meget godt. Hvis han bliver statsminister, bliver han nødt til at opgive det krav, men det er så noget andet. Jeg tror, det er klogt nok, at det hele ikke er ens.

Udover at fokusere på varme hænder og tale om sundhed og de ældre, adresserede han også ”Produktionsdanmark” som det, der holder samfundet kørende. I hvor høj grad er det et forsøg på at række ind over midten og appellere til mink-trætte S-vælgere?

Det er jo klogt af alle at bejle til de trætte S-vælgere, for dem er der rigtig mange af. Man kan godt mærke, at den måde, de fleste partier i øjeblikket kommunikerer på, er imod Mette Frederiksen. Det er uanset, om man er fra Enhedslisten, er radikal eller borgerlig. Hun er blevet den modpol, man taler op imod. Og det er jo det, der er det helt vanvittige skift i dansk politik på halvandet år.

 

Det var i virkeligheden dagens andet drama: Pape var klar i mælet om, at hun var velkommen, mens Ellemann stod og trådte vande, indtil Troels Lund Poulsen satte sin egen partiformand på plads
_______

 

Hvordan vil Pape forholde sig til Støjberg? Er hun persona non grata i en blå regering med Pape som statsminister?

Nej. Det synes jeg, han var meget klar omkring. Det var i virkeligheden dagens andet drama: Pape var klar i mælet om, at hun var velkommen, mens Ellemann stod og trådte vande, indtil Troels Lund Poulsen satte sin egen partiformand på plads. Det var ret dramatisk, og det siger noget om Støjbergs styrke. Der er ingen, der tør holde hende udenfor. Som det ser ud nu, hvis resultatet bliver blåt, så bliver hun den, der afgør, hvem der bliver statsminister.

Er Pape en karakter, som højrefløjen bedre kan samles om end Ellemann? Også fordi han ikke er involveret i hele det drama, der har udspillet sig i Venstre over de seneste år omkring Støjberg og adskillige afhoppere fra partiet.

Både og. Jeg tror, der er flere af de andre blå partier, som er i tvivl om, hvem de helst vil have. Vanopslagh hælder umiddelbart mest til Ellemann. Vermund har tidligere hældt mest til Pape, men i og med at Inger nu er kommet på banen, er det nu oppe i luften, hvilken vej hun går. Det samme gælder Messerschmidt.

Og Lars Løkke, der måske ender med at blive tungen på vægtskålen?

Det er et godt spørgsmål. Løkke vil nok i hele valgkampen undgå at pege på nogen. Hans reelle mulighed er, at han har de afgørende mandater. Og så tror jeg, han kan gå både til den ene og anden side. Så kommer han til at gå for højeste bud.

Og så kommer det til at handle om ministerposter?

Ja.

Når vi engang har været til valg, stemmerne er talt, og hvis det bliver en blå sejr, hvad vil så afgøre, hvem der bliver statsminister? Partiernes mandater, antal personlige stemmer eller partiernes politik?

Det er vigtigt, at du nævner personlige stemmer. Der er ingen tvivl om, at det personlige valg hos Pape og Ellemann bliver en ikke ubetydelig faktor, hvis det står mellem de to. Det vil give legitimitet. Pape har de målinger med sig, der siger, at flest borgerlige vælgere vil have ham som statsminister, og det bliver Ellemann nødt til at udviske, hvis han skal have posten. Ellemann bliver nødt til at få et rigtig godt personligt valg.

Et spørgsmål, som Pape også blev konfronteret med på pressemødet, omhandler Barbara Bertelsen, som tidligere har været departementschef for Pape, og som han har et godt forhold til. Hvordan vil han håndtere spørgsmålet om hendes fremtid?

Det korte svar er, at hverken Pape eller Ellemann kommer til at overtage Barbara Bertelsen som departementschef i Statsministeriet, men at ingen af dem vil føre personalepolitik i en valgkamp. Men hele opgøret med Mette Frederiksens måde at centralisere magten kommer til at blive et tema i valgkampen.

I går aftes meddelte Søren Gade så, at han stiller op for Venstre. Nogle peger på ham som en, der kan samle blå blok omkring Ellemann. Hvad vil hans opstilling betyde for Venstre?

Efter et utal af prominente V-politikere har forladt partiet eller ikke genopstiller er Søren Gades opstilling det første positive tegn på, at Ellemann også kan tiltrække slagkraftige kandidater til den kommende valgkamp.

Gade er en stemmesluger i det nordjyske og en kæmpe udfordring for Mette Frederiksens valgkamp. Han favner bredere end de fleste borgerlige politikere, og han ville næppe have meldt sig under fanerne, hvis der ikke var udsigt til et statsministerskifte efter valget. ■

 

Gade er en stemmesluger i det nordjyske og en kæmpe udfordring for Mette Frederiksens valgkamp
_______

 

Michael Kristiansen (f. 1962) er journalist, politisk kommentator og tidligere særlig rådgiver for Anders Fogh Rasmussen. Derudover er han stifter af og partner i kommunikationsvirksomheden Kristiansen+Partners. Han er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland