Mette Skak: Vesten må få verden til at forstå, at Putin forfølger en imperialistisk dagsorden

15.07.2022

Det ofte hørte russiske argument om, at Ukraines tilnærmelse til NATO var det, der udløste det russiske angreb, er i virkeligheden fuldstændig irrelevant. Putins egentlige formål med Ukrainekrigen er intet mindre end at skrue tiden tilbage til dengang, stormagterne og koloniherrerne skaltede og valtede med resten af verden.

Af Mette Skak

Den medie- og Ruslandsagkyndige Peter Pomerantsev kritiserer Vesten for ikke at lade deres sanktioner mod Rusland ledsage af forsøg på at forklare sig direkte over for den russiske befolkning. For selv om der er en mur af Kreml-propaganda og russisk uvidenhed at trænge igennem, ville sådanne oprigtige henvendelser blive oversat og lyttet til med interesse, mener han. Ligeledes er det på høje tid, at Vesten kommer i gang med at vinde kampen om Det Globale Syds gunst. De russiske propagandamedier RT og Sputnik er nemlig ved at løbe med hele dagsordenen i Afrika og Latinamerika. Hertil kommer, at Kina gengiver den absurde russiske udlægning af krigen i Ukraine i sine statskontrollerede medier.

 

Der er et dybt skel mellem den notorisk korrupte russiske politiske elite og den brede russiske befolkning, som Putin ifølge den russiske sociolog Grigorij Judin har afpolitiseret og atomiseret
_______

 

Det drejer sig om at få verdensopinionen til at begribe, at Putin forfølger en rendyrket imperialistisk dagsorden i såvel Ukraine som resten af verden. Det har det slovenske venstrefløjsikon Slavoj Žižek påpeget i The Guardian. Desværre har selv ikke Vestens ledere begrebet dette, hvilket illustreres af Bidens slagord om kamp mellem demokrati og diktatur. Begrebet demokrati er til alle tider blevet maltrakteret af diktatorer – fra Stalin og Mao til Putin og Xi i deres ideologiske forbrødring under Vinter-OL i Beijing.

Over for den russiske befolkning må man tage udgangspunkt i, at der er et dybt skel mellem den notorisk korrupte russiske politiske elite og den brede russiske befolkning, som Putin ifølge den russiske sociolog Grigorij Judin har afpolitiseret og atomiseret. Dette gælder især, når vestlige ledere bekriger og sanktionerer Rusland som nu. Over for befolkningen skal de kort og sagligt fortælle om Ukrainekrigens gru, de russiske overgreb mod de civile og de russiske tab. Men hovedbudskabet bør være følgende:

“Vi i Vesten ser ikke det russiske folk som en fjende. Men vi er nødt til at reagere på den russiske angrebskrig mod Ukraine med sanktioner, der gør det sværere for jeres regering at opruste og påbegynde nye krige. Vi ved godt, at sanktionerne også rammer jer. Men hvis vi lader stå til, vil Putin og den politiske magtelite fastholde Rusland i evig krigsførelse og decimere hele generationer af jeres unge. For det er en magtelite, der lever i fortiden, og som fører meningsløse hævntogter mod sine postsovjetiske naboer og ellers kun søger at berige sig selv. Vi ved godt, at det er farligt for jer at protestere mod denne magtelite og dens krige. Men vi opfordrer jer til at kæmpe for et andet Rusland, der ikke er en pariastat, men står for fred og samarbejde med resten af verden.”  

Ukraines kamp er antikolonialisme
Over for Det Globale Syd må udgangspunktet være, at befolkningerne typisk har en identitet som postkoloniale folk, idet de europæiske kolonimagters undertrykkelse udgør en levende fortid for dem. Konkret betyder det, at man ikke bare skal oplyse om den russiske terror mod den ukrainske civilbefolkning, men også gøre det klart, at Ukraine er et postkolonialt land, der længe har kæmpet og navnlig her og nu kæmper mod imperialismen i skikkelse af Putin. Med den britiske venstrefløjsanalytiker Nick Cohens ord i The Observer udgør det russiske imperium det sidste og allermest modbydelige af alle de europæiske imperier. Derfor vækker Ukraines heroiske forsvarskrig håb om imperiets endegyldige sammenbrud i både Syrien, Centralasien, Georgien og Moldova – for ikke at tale om Belarus. Cohen kalder Ukrainekrigen for ”vor tidsalders store antikoloniale kamp”.

Cohen fremhæver en vigtig forskel mellem amerikansk og britisk og så russisk imperialisme, nemlig at sidstnævnte er helt igennem skamløs. Hvis de folk, som Rusland søger at undertrykke, holder fast i deres ikke-russiske identitet, sprog og kultur, bliver de stemplet som ”nazister”, påpeger han. At befri Ukraine fra ”nazisme” var Putins officielle og indlysende absurde begrundelse for at angribe Ukraine. Følgelig opfattes Putins brutalitet af oppositionen i Belarus som en ny form for fascisme, der er langt mere umenneskelig end den sovjetiske politik, skriver Cohen. Som dokumentation herfor vil jeg tilføje, at det russiske nyhedsbureau RIA 3. april i år udgav en semi-officiel plan for et folkemord på ukrainerne skrevet af RIA-medarbejderen Timofej Sergejtsev. Cohen slutter sin analyse med at drage paralleller mellem de tusindvis af belarusere, der kæmper på ukrainsk side og de Internationale Brigader, der kæmpede mod fascismen i Borgerkrigen i Spanien 1936-38.

Kort sagt gælder det om at få verdensoffentligheden – ikke mindst i Det Globale Syd – til at forstå, at krigen i Ukraine ikke er en ligegyldig europæisk krig blandt desværre alt for mange væbnede konflikter verden over. Den er det undertrykte ukrainske folks modstandskamp mod vor tids imperialisme og fascisme; en kamp, der falder ind under FN-pagtens artikel 51 om staters ret til væbnet selvforsvar. Og derfor er det en kamp, som Det Globale Syd klart må solidarisere sig med dels ved at afvise den russiske propaganda, dels ved at afvise Putins politiske tilnærmelser og økonomiske projekter. Som påpeget af den kenyanske diplomat Martin Kimani i en tale holdt i FN den 22. februar i år, da Putin anerkendte udbryderrepublikkerne Donetsk og Luhansk, udgør Rusland en trussel mod ikke bare Ukraine, men hele det internationale samfund:

”Kenya og stort set alle afrikanske lande blev skabt gennem ophøret af et imperium. Vores grænser blev ikke tegnet af os selv. De blev trukket i de fjerne koloniale metropoler London, Paris og Lissabon […] Hvis vi nu ved uafhængigheden havde valgt at danne stater på basis af etnisk, racemæssig eller religiøs homogenitet, ville vi stadig føre blodige krige alle disse årtier senere. I stedet var vi enige om at henholde os til de grænser, som vi overtog.” 

Kimani berørte her folkerettens og således også Den Afrikanske Unions pragmatiske princip for, hvordan man danner uafhængige stater under en afkolonisering. Nemlig uti possidetis iuris på latin, dvs. at kolonirigets tidligere indre grænser bliver de nye, faste statsgrænser. Parallellen til det multinationale sovjetiske imperiums sammenbrud og den grænsedragning, som sammenbruddet på et splitsekund skabte mellem Ukraine og Rusland, hvor Krim-halvøen siden 1954 havde henhørt under Ukraine, er åbenlys. Kimani fortsatte med at udstille virkelighedsflugten i Putins hævntogt mod Ukraine:  

”I stedet for at danne nationer, der ser mere og mere bagud i historien ud fra en farlig nostalgi, valgte vi at se fremad mod en storhed, som ingen af vore nationer og folkeslag nogensinde har kendt til. Vi valgte at følge regelsættet i Den Afrikanske Union og FN-pagten – ikke fordi vore grænser passede os, men vi fordi vi ønskede noget større, smedet i fred. Vi tror, at alle stater dannet fra imperier, der er brudt sammen eller som har trukket sig, rummer mange folkeslag, der længes efter forening med folk i nabolandene. […] Men Kenya modsætter sig brugen af magt for at tilgodese denne længsel. Vi må og skal fuldende vores heling fra gløderne i de døde imperier på en måde, der ikke bringer os tilbage til nye former for dominans og undertrykkelse.”

Rusland forfølger reaktionære mål med postmoderne mediepolitik
Siden Kimani holdt sin tale, har Putin gjort det klart, at han lever i Peter den Stores imperialistiske fortid med sin betragtning om, at ”det nu er faldet i vores lod at give Rusland land tilbage og fastholde erobringen”. Sagt med andre ord: Det ofte hørte russiske argument om, at Ukraines tilnærmelse til NATO var det, der udløste det russiske angreb, er i virkeligheden fuldstændig irrelevant. Putins egentlige formål med Ukrainekrigen er intet mindre end at skrue tiden tilbage til dengang, stormagterne og koloniherrerne skaltede og valtede med resten af verden. Følgelig kalder den estiske analytiker Kadri Liik Ukrainekrigen for en ”massiv kolonikrig”. Putins anakronistiske landnam vil afmodernisere Rusland, skriver hun og opregner Ruslands kendetegn: et forældet politisk system, en forældet økonomi, en forældet udenrigspolitik og en forældet samfundsdebat.

Det åbenlyst reaktionære ved den kurs, Rusland er slået ind på, fremgår tillige af, at Rusland endegyldigt dropper kampen mod den globale opvarmning, som den indflydelsesrige russiske meningsdanner Dmitri Trenin har konstateret.

Alligevel udgør Rusland som aktør i verdenspolitikken et paradoks: på den ene side Putins reaktionære strategiske målsætning, på den anden en uhæmmet brug af det 21. århundredes slagkraftige digitale propagandametoder. Den særdeles postmoderne mediepolitik har førnævnte Peter Pomerantsev levende beskrevet i bogen ”Nothing is true and everything is possible” fra 2015: Den russiske regering gør information til et våben gennem misinformation og løgne. Ukrainekrigen ledsages af en enorm russisk propagandaoffensiv i Afrika, Asien og Latinamerika. Rusland prøver fx at skyde skylden for den globale fødevarekrise – der beviseligt er skabt af Ruslands sømilitære blokade af Ukraine og dets øvrige krigshandlinger mod Ukraine – på Vesten.

Det er vigtigt at modarbejde denne forskydning af skylden, som Ellen Johnson Sirleaf, tidligere præsident i Liberia, og Olusegun Obasanjo, tidligere præsident i Nigeria, gør det i en klumme i The Economist: Fødevarekrisen skyldes et enkelt menneske, nemlig Putin, og kun han har magten til at standse krigen.

Vesten skal i sin kommunikation sætte alt ind på at oplyse russerne og resten af verden sagligt, men engagerende om Kremls imperialisme under den glatte overflade af propaganda. ■
 

Rusland udgør som aktør i verdenspolitikken et paradoks: på den ene side Putins reaktionære strategiske målsætning, på den anden en uhæmmet brug af det 21. århundredes slagkraftige digitale propagandametoder
_______

 

Mette Skak (f. 1956) er ph.d. og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Hendes hovedfag er russisk sprog og historie, og hun arbejder især med Ruslands udenrigs- og sikkerhedspolitik. Hun er bogaktuel med bogen Putins Rusland, som hun har skrevet sammen med Carsten Jensen, og som udkommer på forlaget Frydenlund.

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden