
Medieforsker Rasmus Helles: Vi skal gentænke Danmark som digitalt foregangsland, når tech-giganterne driver rov på vores data
02.09.2022
.Eksemplet fra Helsingør viser, hvordan tech-giganternes indtog ændrer hele vores selvforståelse af Danmark som digitalt foregangsland. Tech-giganterne er kendt for at placere deres hovedkvarterer i lande, hvor der er så begrænset tilsyn som muligt. Samtidig ved vi også, at de har brugt enorme kræfter og ressourcer på at blive i stand til at samordne den her data, de har om os.
Interview med Rasmus Helles, lektor på KU og forskningsrepræsentant i Medierådet for børn og unge, af Emil Weis
Datatilsynet forbød i juli Helsingør Kommune at bruge 8.000 indkøbte Google Chromebook computere i skoleundervisningen. Forbuddet kom, fordi Helsingør Kommunes aftale med Google ikke levede op til EU’s GDPR-regler om beskyttelse af skoleelevernes data. 47 kommuner bruger i dag Chromebook Workspace i skoleundervisningen. Århus Kommune har alene brugt i nærheden af 50 millioner på Chromebooks. Datatilsynet har ikke forbudt aftalerne med Google i andre kommuner, men forventer at konklusionerne også er gældende i de andre kommuner.
RÆSON har talt med medieforsker og forskningsrepræsentant for Medierådet for børn og unge, Rasmus Helles, om hvad der er på spil i sagen om Chromebooks, og hvilke problematikker det peger på, i en tid hvor vi vil se nye og intensiverede konflikter mellem tech-giganterne og de politiske institutioner både lokalt, nationalt og på EU-plan.
RÆSON: Datatilsynet har i august fastholdt deres beslutning om, at Helsingør Kommune stadig ikke må bruge Chromebooks i undervisningen. Det er stadig uvist, om kommunen kan lave en aftale med Google, som Datatilsynet kan acceptere. Hvilket problem peger sagen med Chromebooks på?
HELLES: Der er mange aspekter i datatilsynets sag med Helsingør Kommune, men den peger i særdeleshed på, at man politisk ikke har taget stilling til, hvilken rolle platformsteknologier skal have lov at spille i vores samfund. Der har ikke været nok fokus på, om teknologierne er i overensstemmelse med dansk og europæisk lovgivning. Derudover peger sagen på, at vi bliver nødt til at forholde os politisk til tech-giganterne og datasikkerheden, når vi indkøber vigtig dansk digital infrastruktur.
Afgørelsen kommer også til at have langsigtede konsekvenser. For hvad kan vi forvente af myndighederne i forhold til vores datasikkerhed, når de investerer i teknologiske løsninger?
_______
Hvor stor betydning har denne afgørelse for digitaliseringen i Danmark? Går vi en tid med flere forbehold og restriktioner vedr. digitalisering i møde?
De her spørgsmål vil komme til at fylde mere og mere på dagsordenen, i takt med at platformsteknologier og skybaserede tjenester vinder indpas i den offentlige sektor. Derfor er sagen med Helsingør Kommune også af principiel karakter, da det kan komme til at påvirke, hvordan vi agerer i fremtiden i forhold til store tech-virksomheders digitale løsninger i den offentlige sektor.
Man har politisk forsømt en tilstrækkeligt nuanceret og risikobevidst diskussion af, hvad de her tech-virksomheders digitale løsninger er og kan, hvad perspektiverne er for brugernes datasikkerhed, og hvilken retning man ønsker, at det offentliges brug af digitaliseret løsninger skal bevæge sig i.
Det er vigtigt at huske, at det kun er halvdelen af kommunerne, der bruger Chromebooks og Workspace. Så der findes andre digitale løsninger, end dem Google tilbyder, og de står ikke nødvendigvis i de samme databeskyttelsesproblemer.
På kort sigt kommer den endelige afgørelse i den her sag til at have stor betydning for de kommuner, som har investeret i de her produkter. Det er ikke kun selve hardwaren, der er dyr, men også oplæring af personale i at operere it systemerne og ændring af arbejdsrutiner.
Men afgørelsen kommer også til at have langsigtede konsekvenser. For hvad kan vi forvente af myndighederne i forhold til vores datasikkerhed, når de investerer i teknologiske løsninger? I det her tilfælde har de måske valgt Google, fordi det har været den nemmeste og billigste løsning, men samtidigt må de have været bevidste om, at der kunne være en risiko i forhold til at beskytte elevernes personlige data.
Det er en problemstilling, som kan opstå mange forskellige steder i det offentlige system i et samfund med store digitale platforme og teknologisk infrastruktur.
Løsningen på det her bliver også afgørende for, hvordan vi i fremtiden har lyst til at agere i forhold til de her teknologiske løsninger i samfundet. Jeg tror derfor også, at tech-giganterne kigger meget interesseret på, hvordan denne debat udvikler sig.
Digitale løsninger i det offentlige er i stærk fremvækst. Typisk har det været staten, der har indkøbt digitale platforme til hele Danmark. I den her sag har de forskellige kommuner dog selv lavet aftaler med Google. Hvordan er den politiske regulering på området?
Reglerne på det her område er uigennemskuelige. Så jeg kan godt forstå, at kommunerne beklager sig. De har dog også gjort sig selv til hovedpersonerne ved selv at indkøbe den her digitale platform i stedet for at kigge efter statsligt centraliserede løsninger. Derfor er meget komplekse spørgsmål om GDPR, privatlivsbeskyttelse, dataoverføring og digitale infrastrukturer blevet et kommunalt spørgsmål i stedet for at være et statsligt anliggende. Kommunerne har ikke nødvendigvis den ekspertise, det kræver at håndtere reguleringen af store tech-virksomheder. DQ: Google er selv notorisk lukket om, hvordan de bruger data. Vi ved meget lidt med sikkerhed om, hvad Google gør med skoleelevernes og resten af den data, de har
Hvilke risici er der ved, at man politisk ikke tager stilling til det her område? Hvad kunne man frygte, at børnenes data ville blive brugt til?
Der er rigtig mange ting, som man kunne frygte, at elevernes data ville blive brugt til: Hvordan en dansk skoleelev klarer sig, hvordan en elevs skolegang ser ud, om en elev afleverer rettidigt, osv. Det er oplysninger, som er private, og som kun skal udveksles mellem skolen, eleven og elevens forældre.
Umiddelbart virker det måske ikke problematisk, hvis der ligger et par stile og matematikøvelser på et Google-drev i skyen, som Google har lovet, at de ikke kigger på eller sælger til andre, men det har jeg nogle store forbehold overfor. Det er ikke kun data om, hvad der er lagt i skyen, men også hvornår de er blevet logget, og hvordan eleverne i det hele taget agerer. Google har fx også adgang til, hvor tit en bestemt elev er mødt op i skolen. Når disse data ligger på Googles server i USA, så har de amerikanske efterretningstjenester adgang til dem ifølge amerikansk lovgivning. Det har jo været omdrejningspunkt for mange diskussioner om databeskyttelse, siden Edward Snowdens afsløringer om amerikansk praksis på dataområdet.
Det er ikke kun problematisk i forhold til, hvilke data Google har nu og her om de danske folkeskoleelever, men data har også en potentiel værdi for Google. Så længe den her data overhovedet eksisterer, så er der en risiko for, at den kan blive brugt senere hen, fx ved at man får folk til at give samtykke.
Der er eksempler fra USA på, at Google har tilbudt elever at konvertere deres skolekonto til en almindelig Google-konto ved endt skolegang. Hvis de siger ja, så bliver al den oparbejdede data omgående tilgængelig for Google. Det er heller ikke sikkert, at man altid kan gennemskue, hvad man giver samtykke til i den situation, eller at man ikke får læst aftalen grundigt nok igennem.
En anden ting er, at når du er logget ind i de her systemer på en Chromebook, så har du samtidigt et helt fast id, og Google har et meget fintmasket netværk af overvågning på mange forskellige platforme og alverdens hjemmesider, ikke kun på Google Workspace, hvor eleverne løser deres opgave i skolen. Det er også på YouTube og andre websites med sensor-teknologi og sporingsmekanismer.Så når du sætter en skoleelev til at være logget ind i det her system, så gør du det nemmere for Google at have en konsistent profil på eleverne generelt.
Jeg vil gerne lige holde fast i, at det ikke bare er danskstile, som Google har adgang til, men at der ligger rigtig meget skjult data om elevernes færden i skolen og privat på de her servere. Disse oplysninger kan være med til at forme algoritmiske beslutninger, om hvad brugerne skal have vist på nettet senere i livet, eller de kan komme til at indgå i behandlingen af data om eleverne i alle mulige andre vigtige digitale beslutninger.
Der er rigtig mange ting, som man kunne frygte, at elevernes data ville blive brugt til: Hvordan en dansk skoleelev klarer sig, hvordan en elevs skolegang ser ud, om en elev afleverer rettidigt, osv. Det er oplysninger, som er private, og som kun skal udveksles mellem skolen, eleven og elevens forældre
_______
Google har selv udtalt, at de kun behandler data i henhold til aftalerne, og at de ikke sælger dem til tredjeparter. Hvad ved vi om, hvordan Google bruger data?
De her virksomheder, og det er en politisk diskussion, som vi først lige er begyndt at have, er blevet set på som bannerførere for en digital innovationsbølge, men jeg tror, det er vigtigt, at man begynder at indse, at de er selvstændige aktører med egne mål. De er ekstraheringsvirksomheder, hvis primære formål simpelthen er at generere data, der kan sælges som produkter, og som man kan tjene penge på. Så noget af det handler om, at Google kan bruge data her og nu.
Jeg tror også, at de tjener glimmerende på løsningerne her og nu, men de her virksomheder investerer også i at samle data, som de måske ikke endnu er helt klar over, hvordan de skal bruge. De ved bare, at data fra offentlige systemer er meget værdifulde. Data som omhandler meget vigtige ting, som normalt er omfattet af lukkethed.
Google er selv notorisk lukket om, hvordan de bruger data. Vi ved meget lidt med sikkerhed om, hvad Google gør med skoleelevernes og resten af den data, de har. De her store virksomheder er også kendt for at placere deres hovedkvarterer i lande, hvor der er så begrænset tilsyn som muligt. Vi ved, at de samler de oplysninger og data, de har, at de gør det meget udførligt, og at de har gjort det i årtier. Vi ved også, at de har brugt enorme kræfter og ressourcer på at blive i stand til at samordne den her data. Så de har gjort så meget som muligt, for at den her data kan blive brugbar information om dig og mig.
EU har med Digital Service Act prøvet at regulere store tech-virksomheders monopol på markedet og sikre flere rettigheder til brugerne. Hvad er problematikken i at lade gigantiske tech-virksomheder, som Google, overtage vigtig skoleinfrastruktur, som man ser med det store indkøb af Chromebooks?
Det problematiske er, hvis vi begynder at overlade vores følsomme oplysninger til store virksomheder, der har kommercielle interesser i data af enhver art. Vi kan ikke vide os sikre på, at Google ikke bruger skoleelevernes data på en eller anden måde til kommercielle interesser nu og her. Det er jo noget af det, datatilsynet efterspørger mere håndfaste garantier for. Så er det også et spørgsmål, om vi har lyst til overlade følsom infrastruktur til globale, amerikansk regulerede tech-giganter.
Dermed bidrager vi også til, at de her virksomheder opnår et endnu større monopol på markedet, for man skal huske, at hver gang en dansk kommune investerer penge i en virksomhed som Google, så dræner man også resten af markedet og dermed fx mindre europæiske virksomheder for midler.
Der er en risiko ved at lade en infrastruktur af amerikanske tech-giganter vokse sig større og stærkere i stedet for give mindre virksomheder muligheder for at udvikle sig på nogle præmisser, som vi kan stå inde for. Det har man gjort i andre lande, hvor man ikke ville have, at skolebørnenes data skulle ligge på globale skyløsninger.
Jeg tror, det er vigtigt, at man begynder at indse, at de er selvstændige aktører med egne mål. De er ekstraheringsvirksomheder, hvis primære formål simpelthen er at generere data, der kan sælges som produkter, og som man kan tjene penge på
_______
Kommunernes Landsforening (KL) har udtalt, at de synes, regeringen skal stå for forhandlingen med Google om en aftale, der kan sikre skolebørnenes data. Hvad ville være vigtige punkter, der skulle diskuteres til sådan en forhandling?
Adgangen til kontrol med data, krystalklar bestemmelse over eller sletning af data, muligheden for at opbevare alt data på lokale servere. Det vil altså sige retten til kontrol og, sikkerhed for at data ikke forlader Danmark eller i hvert fald EU og fuldstændigt ejerskab over data for evigt.
Jeg synes dog hellere, at man skulle have en diskussion af, hvordan man i Danmark kan lade være med at pantsætte vores teknologiske infrastruktur. For jeg tvivler på, at Google nogensinde vil gå med til den slags vilkår.
Det synes umildbart, som om EU’s GDPR-regler er det, der har skabt et problem for kommunernes brug af Chromebooks. Derudover er en del af problematikken også, at børnenes data er opbevaret i USA, hvor de amerikanske myndigheder kan have adgang ifølge amerikansk lovgivning. I hvor høj grad er det et internationalt problem, der kræver internationale løsninger?
Det er klart, at der er et europæisk niveau, som handler om at kunne mønstre et troværdigt modstykke til de her virksomheder. EU kan sige, at hvis ikke tech-virksomhederne overholder og underkaster sig de betingelser, som vores lovgivning bestemmer, så gør vi noget andet – alle sammen. Det er selvfølgelig en væsentlig forhandlingsposition. Men nedenunder det er der i mange tilfælde et økosystem af mere nationale niveauer, hvor man levende kan forestille sig et spillerum for at foretage alle mulige andre dispositioner.
Jeg tror også at grunden til, at man er endt i den her situation er, at man fra offentlig side i Danmark op gennem 00’erne blev noget forbeholden overfor store offentlige it-løsninger, fordi mange af dem blev frygteligt dyre og ikke fungerede særligt godt. Det har nok affødt en vis tilbageholdenhed overfor at gennemføre de her initiativer, hvor man siger, at nu laver vi en national skybaseret tjeneste som digital infrastruktur, hvor skolerne kan have elevernes data på, og så regulerer vi det efter danske principper. Det kunne man godt gøre i dag, men det ville ikke være nemt og helt sikkert ikke lige så nemt som at købe et abonnement hos Google.
Helt tilbage til 00’erne har tanker om Danmark som et digitalt foregangsland, et digitaliseret samfund til alles bedste, været meget indflydelsesrig. Noget af det, der så er sket siden, er, at der er kommet de her meget stærke globale spillere, som leverer det hele til tilsyneladende en tiendedel af prisen. Måske det derfor også er blevet tid til en debat på nationalt politisk niveau, om hvad vi forestiller os for fremtiden og dens digitale løsninger. For når man kommer ned i detaljen med ting som fx GDPR og Digital Service Act, så bliver det ekstremt kompliceret og svært at løse for kommunerne. Så jeg synes, at det kunne være enormt relevant med en større politisk diskussion af, hvad det egentligt er, som vi ønsker på det her område, og hvordan vi ordentligt kan beskytte vores børn mod tech-giganternes økonomiske forretning baseret på vores data.
Helt tilbage til 00’erne har tanker om Danmark som et digitalt foregangsland, et digitaliseret samfund til alles bedste, været meget indflydelsesrig. Noget af det, der så er sket siden, er, at der er kommet de her meget stærke globale spillere. Måske det derfor også er blevet tid til en debat på nationalt politisk niveau, om hvad vi forestiller os for fremtiden og dens digitale løsninger
_______
Rasmus Helles (f. 1970) er lektor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, hvor han forsker i digitale medier, mediesociologi og mediepolitik og -regulering. Han er desuden forskningsrepræsentant i Meidierådet for børn og unge, som formidler viden og materialer om børn og unges brug af digitale medier og medstarter af Center of Tracking and Society på Københavns Universitet.
ILLUSTRATION: Rasmus Helles [FOTO: Tommy Frost]