Matt Qvortrup: Elisabeth II’s styrke var hendes banalitet. Kan Charles III løfte arven?

23.09.2022

Hvis det britiske monarki skal overleve, har det brug for en person, der er lige så kedelig som dronning Elizabeth II. Henses talent for ikke at sige noget, hendes indstuderede, intetsigende stil og hendes fornemmelse for at stå uden for indflydelse gjorde hende til et samlingspunkt – et symbol på enhed – for mange i et splittet samfund.


Kronik af Matt Qvortrup, professor i statskundskab i Coventry i England og pt Gæsteprofessor i forfatningsret ved Australian National University

Leder man efter kontroversielle udtalelser fra afdøde Dronning Elizabeth II, leder man forgæves. Selvfølgelig har hun i internetalderen også accepteret, at man skal have en bruger på Twitter. Og hun havde naturligvis et team af pressefolk til at lægge ting ud på Instagram i hendes navn. Men alle posts var intetsigende, ukontroversielle, og ærlig talt kedelige.

I en tid, hvor alle har en mening – hvor alle i det offentlige liv føler en trang til at fortælle alle og enhver om deres personlige meninger og holdninger – havde hun det aldrig. Det er netop derfor, at hun – og monarkiet – blev en stabiliserende faktor i en tid med omvæltninger.

Tag denne anekdote fra 1995, hvor Montreal-radioværten Pierre Brassard ringede til Dronning Elizabeth II på Buckingham Palace og overbeviste hende om, at han var den daværende canadiske premierminister Jean Chrétien.

Den canadiske politiker var bekymret for, at Quebec – den fransktalende provins – ville løsrive sig ved en folkeafstemning samme år. Og han bad hende om at gribe ind. Det gjorde hun ikke. Men hun afviste heller ikke anmodningen. Hun svarede blot med en smalltalk. Det, der ville have været et scoop, blev fuser, for dronningen sagde intet af substans.

Hun havde meninger. Naturligvis. Men de var nøje gemt væk. Og de blev først afsløret, da David Cameron (hendes 12. premierminister) brød med protokollen. ”Hun spandt som en kat ned over røret”, sagde han om dronningens angivelige begejstring over, at Skotland havde stemt nej til uafhængighed i 2014.

Det konstitutionelle monarki er baseret på den præmis, at dronningen (og nu kongen) er en neutral mægler. I britisk forfatningsteori er monarkens rolle næsten udelukkende ceremoniel. Men ikke helt. I 1867 skrev journalisten Walter Bagehot i bogen The English Constitution, at godt nok var dronningen en del af den ”ceremonielle” del af forfatningen, og ikke af den ”funktionelle”, hvormed suverænen ikke længere var hersker, men at hun stadig havde ”retten til at blive konsulteret, retten til at opmuntre, retten til at advare”.

1990’erne argumenterede Oxford-professor Vernon Bogdanor kontroversielt for, at ”monarkiet langt fra at underminere demokratiet tværtimod støtter og styrker de demokratiske institutioner”.

 

I en tid, hvor alle har en mening – hvor alle i det offentlige liv føler en trang til at fortælle alle og enhver om deres personlige meninger og holdninger – havde Elisabeth II det aldrig. Det er netop derfor, at hun – og monarkiet – blev en stabiliserende faktor i en tid med omvæltninger
_______

 

Misforstå mig ikke. Idéen om et monarki er i strid med enhver logisk forudsætning for et meritokratisk samfund. Det er dybt udemokratisk at have en person, der er født til en position i samfundet.

Alligevel kunne man argumentere for, at hendes (Dronning Elizabeth II’s) evne til at give politikere råd var enestående upolitisk og uinteresseret. Når – i sjældne tilfælde – intet parti havde flertal i Underhuset, kunne hun rådgive om, hvem der kunne danne en regering på en måde, der ikke var partipolitisk. I løbet af hendes syv årtier lange regeringstid havde hun arbejdet sammen med politikere fra Winston Churchill over Margaret Thatcher og Tony Blair til Boris Johnson. Det er noget af en liste.

Dronning Elizabeth en uovertruffen mester, endnu en gang, fordi hun var, ja, kedelig. Men der var undtagelser. Eksemplet med Skotland har sikkert bidraget til, at et flertal af skotterne er imod monarkiet! Det samme er til en vis grad tilfældet i Australien (hvor undertegnede pt befinder sig). Her er dronningen mere kontroversiel end i de 14 andre lande, hvor hun var statsoverhoved. Det skyldes én episode: I 1975 afskedigede dronningens repræsentant, generalguvernøren, den venstreorienterede australske premierminister Gough Whitlam.

I årevis spekulerede australierne i, at monarken selv bevidst havde fyret den reformvenlige Labour-leder. Men da akterne endelig blev frigivet i 2020, var der ingen rygende pistol, ingen sammensværgelse, ingen beviser for, at hun havde kendt til fyringen på forhånd, og slet ikke at hun havde været involveret i den. Det var ikke overraskende, at det, som filerne indeholdt, var forskellige intetsigende og banale udtalelser fra dronningen.

Dronning Elizabeths talent for ikke at sige noget, hendes indstuderede, intetsigende stil og hendes fornemmelse for at stå uden for indflydelse gjorde hende til et samlingspunkt – et symbol på enhed – for mange i et splittet samfund.

Det store spørgsmål for det britiske monarki – og for de lande, der stadig har hende som statsoverhoved (bl.a. Canada, New Zealand, Jamaica og Canada) – er nu, om hendes efterfølger er i stand til at udvise det samme talent.

Dronningens ældste søn – kong Charles III, som han nu hedder – er kendt for sine stærke, til tider kontroversielle meninger om alt fra arkitektur til miljø. „Min gamle Aston Martin, som jeg har haft i 51 år, kører på – kan du tro det? – overskydende engelsk hvidvin og valle fra osteprocessen‟, sagde den nyligt indsatte konge af England til BBC uden antydning af ironi.

Nu er det ikke længere hans job at have en mening. Er han klar til at være utilgængelig, klar til at blive intetsigende og lidt grå?

I et konstitutionelt monarki forsvinder støtten til institutionen, så snart monarken har en holdning. Da den spanske kong Filipe VI fremsatte bemærkninger om Catalonien, der indikerede, at han ikke var positivt indstillet over for nogle katalaneres løsrivelsesbestræbelser, skadede det monarkiets institution. At hans far – den tidligere konge, Juan Carlos I – havde en affære med en yngre blondine (som i øvrigt var dansk), hjalp heller ikke.

Charles III må gøre sit yderste for at bevise, at han er alle briternes konge. Det er en vanskelig opgave – og en presserende udfordring. Den skotske regering ønsker en anden folkeafstemning om uafhængighed i 2023. Og selv om dronning Elizabeth, der døde på Balmoral, var meget populær i Skotland, er det kun et mindretal af den skotske befolkning, der støtter monarkiet som institution. Det er ikke let. En YouGov meningsmåling fra sidste år viste at 41 procent af de unge mellem 18 og 24 år ønskede et folkevalgtstatsoverhoved, mens 31 procent ønskede at bevare monarkiet.

I et stykke tid var det en udbredt opfattelse at det engelske monarki kunne reddes, hvis den meningsløse Charles abdicerede til fordel for prins William. Men Williams meget omtalte skænderi med sin yngre bror Harry og hans kone Meghan – og det racemæssige aspekt af dækningen af kontroverserne – betyder, at han heller ikke opfattes som neutral. At der desuden har været rygter om Williams privatliv – og angiveligt den seksuelle del heraf – betyder, at han ikke har et helt så kønt renommé som tidligere.

Hvis der er en lære, der kan drags af Elizabeths lange regeringsperiode, er det denne: I et multikulturelt klassesamfund som det britiske, er der brug for en institution, der er hævet over stridighederne, og en person, man kan projicere sine egne følelser over på.

Monarkiet under Elizabeth II var en sådan institution. Det er et åbent spørgsmål, om det fortsat vil være tilfældet under Charles III. ■

 

Charles III må gøre sit yderste for at bevise, at han er alle briternes konge. Det er en vanskelig opgave – og en presserende udfordring. Den skotske regering ønsker en anden folkeafstemning om uafhængighed i 2023
_______

 

Matt Qvortrup er professor i statskundskab i Coventry i England og pt Gæsteprofessor i forfatningsret ved Australian National University. Hans bog I Want to Break Free: A Practical Guide to Making a New Country (Manchester University Press) udkommer til november.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland